Naturvidenskab
Læsetid: 10 min.

Gammel, selvtilstrækkelig og umulig at slippe af med. Portræt af molekylernes superskurk CO2

CO2 er resultatet af et vildt og eksperimenterende ungdomsliv, som nu er stivnet i en magelig og magtfuld form. Vi tegner et portræt af tidens mest omdiskuterede molekyle, der rent kemisk er ret kedeligt, men kan få afgørende civilisatorisk betydning
CO2 er resultatet af et vildt og eksperimenterende ungdomsliv, som nu er stivnet i en magelig og magtfuld form. Vi tegner et portræt af tidens mest omdiskuterede molekyle, der rent kemisk er ret kedeligt, men kan få afgørende civilisatorisk betydning

Jesse Jacob

Moderne Tider
12. juni 2021

Tænk på duften af fyrretræer, som indhyller dig, når du en sommerdag går mod stranden. Den mørke og krydrede lugt af harpiks stammer blandt andet fra et af verdens mange skønne molekyler, nemlig det, der hedder alfa-pinen og består af ti kulstofatomer og 16 brintatomer sat sirligt sammen af træet selv og udsendt til den omgivende luft.

Fyrreduften er et eksempel på, hvordan et enkelt molekyle kan være prægtigt og måske ligefrem forførende, og med den slags vidunderlige eksistenser dansende rundt i luften kan det virke utaknemmeligt, at en temmelig kedelig fætter i molekylernes mangfoldige familie er løbet med al opmærksomheden på det seneste.

Tidens nok mest omtalte molekyle hedder kuldioxid eller CO2, og på en måde er det kommet let til berømmelsen. Molekylet har ikke skullet gøre andet end at lade mennesket udlede sig til atmosfæren i kolossale mængder – så begyndte temperaturen at stige sammen med frygten for, at kloden var ved at forandres på en måde, som ville gøre verden til et markant værre sted at leve, og pludselig var CO2 på alles læber. Så hvad er det egentlig for et molekyle? Lad os prøve at tegne et portræt.

Molekylernes svar på 68’erne

Hvis vi tager et enkelt molekyle CO2 og vender og drejer det i hånden, vil vi se, at det består af tre atomer bundet sammen på en ikke særlig spændende måde: et iltatom efterfulgt af et kulstofatom efterfulgt af et iltatom i en lige linje. Så kedeligt behøver det ikke at være.

Vand, der også består af tre atomer, er mere kækt og ligner Mickey Mouse med et iltatom som hoved og to brintatomer som ører. Men det er ikke bare CO2’s udseende, der er lidt kedeligt.

Hvis vi forestiller os, at du fik CO2 som bordherre ved et middagsselskab, så ville det blive en lang aften. En ældre, konservativ og temmelig selvtilstrækkelig type ville sætte sig ved din side, og han ville både være umulig at snakke med og umulig at slippe af med.

CO2 er nemlig ikke et særlig reaktivt molekyle. Jo, det kan opsnappes af planter og opløses i havet, men når først det er i luften, bliver det gerne hængende i op mod 200 år uden at interagere særlig meget med sine omgivelser.

Du skal altså ikke regne med at få megen respons, når du til middagsselskabet fortæller din bordherre om dit eget spontane, fede og frie liv, hvor du hele tiden indgår i nye relationer. Hvis der endelig skulle falde en enkelt kommentar fra din molekylære sidemakker, ville den nok lyde, at det pjat havde den da allerede prøvet og for længst lagt bag sig.

CO2 er nemlig endestation for en lang række spændende kemiske processer. Kulstofatomet, altså C’et i CO2, er et af verdens allerfedeste og mest alsidige atomer – det er endda byggesten for selve livet. Kulstofatomer kan binde sig sammen med hinanden og blive til både sort, blød grafit og klar, knaldhård diamant, og kulstof indgår i millioner af forskellige forbindelser med andre stoffer.

Kulstofatomet har altså haft et meget rigt liv, før det en dag binder sig sammen med to iltmolekyler og bliver CO2. Det bliver dannet overalt. For eksempel når noget kulstofholdigt brændes af. Som træ eller olie eller dig selv, når dit afsjælede legeme en skønne dag runder krematoriets store ovn. For livet er det en ret almindelig skæbne at ende som CO2, og selv det dejlige duftmolekyle fra fyrretræet, alfa-pinen, bliver nedbrudt og ender der.

Kort sagt er CO2 resultatet af et vildt, eksperimenterende og omskifteligt ungdomsliv, der er stivnet i en stabil, forudsigelig og temmelig magtfuld form. Sagt lidt højreorienteret er CO2 simpelthen molekylernes svar på 68-generationen.

Som en dæmning i floden

Snart ethvert skolebarn kender CO2, og det er selvfølgelig på grund af dens betydning for drivhuseffekten, men koblingen mellem det lille molekyle og klodens temperatur har ikke altid stået klar.

Afdækningen begyndte tilbage i 1820’erne med den franske videnskabsmand Joseph Fourier. Efter at have rejst med Napoleon på felttog i Egypten var han blevet både baron, Egypten-ekspert og en førende akademiker – og her i sine 50’ere var han begyndt at spekulere over varme og varmens egenskaber. Nu forestillede han sig, at Jordens atmosfære måtte have en form for isolerende effekt.

Måske den var mere villig til at lade Solens energi passere gennem sig på vej ind end på vej ud, tænkte han. I hvert fald skulle vi prise os lykkelige for atmosfæren, for uden denne luftige frakke ville planeten være markant koldere – og det havde han helt ret i. I dag ved vi, at Jordens gennemsnitstemperatur er omtrent 15 grader nede ved overfladen, og uden atmosfæren ville her være ÷18 grader.

Hvordan opvarmningen egentlig virkede, vidste man ikke i samtiden, men hypotesen lød, at Solens stråler var af en type, som relativt let kunne forcere atmosfæren – som for eksempel lys. Når de stråler så ramte Jorden, blev en del sendt tilbage mod rummet som varmestråling, og denne returstråling løb åbenbart ind i noget bøvl på sin vej ud gennem atmosfæren.

Det var det forhold, som siden fik navnet drivhuseffekten. Selv om det ikke er verdens mest præcise metafor, beskriver den ganske fint, at atmosfæren holder på varmen for en stund.

Et stort mysterium var dog fortsat, hvordan atmosfæren fik varmen til at blive lidt længere.

Meget potent damp

Det var briten John Tyndall, der fik æren for at knække den nød. En sammensat person, der både gik op i at lave avancerede eksperimenter og klatre rundt i alperne. Faktisk var han den første til at bestige bjerget Weisshorn i Schweiz, og som så mange af tidens andre gletsjerkravlere interesserede han sig for, hvilke mekanismer der havde ført til fortidens istider. Måske, spekulerede han, kunne forhold i atmosfæren forandre klimaet.

Således gennemførte han fra 1859 en række eksperimenter, hvor han lod varmestråling passere gennem forskellige slags gas for at tjekke, om de lod varmen passere eller opsnappede den.

Tyndall opdagede, at stoffer som ilt og kvælstof – som udgør 99 procent af atmosfæren – stort set ikke lod sig mærke af den slags stråling. Men det man kaldte kulsyre – altså CO2 – og vanddamp og metan havde en helt utrolig evne til at holde på varmen. Der skulle ikke engang ret store mængder af gasserne til, før det gjorde en forskel. Det var lidt ligesom, at et enkelt stykke papir kan skygge for solen, mens dens lys let passerer gennem et kæmpe bassin med klart vand.

Når det kom til at stoppe varmen, var vanddamp mest effektivt, men de to andre gasser havde nu heller ikke noget at skamme sig over.

Årsagen til, at gasserne opfører sig forskelligt, er molekylerne. Forskellige molekyler interagerer forskelligt med stråling af bestemte bølgelængder. Hvor ilt og nitrogen altså er komplet ligeglade de bølgelængder, som varmen stråler med, bliver klimagassernes molekyler sat i svingninger af den. I den proces spreder de strålingen i alle retninger – blandt andet tilbage til Jorden igen, og sådan holder de på varmen.

Selv uden kendskab til disse finere franske detaljer kunne Tyndall konkludere, at gode gamle Fourier havde været på rette spor: Atmosfæren holder Jorden varm, og det skyldes bestemte gasser, der findes i relativt små mængder deroppe.

Svensker så forbindelsen

Tyndall viste, at vanddamp er den mest potente klimagas, og oveni forekommer den langt mere hyppigt i atmosfæren end både kuldioxid og metan. Men når vi alligevel taler meget mere om CO2 end om H2O, skyldes det CO2’s evne til at blive hængende i atmosfæren.

Hvor vandet fordamper fra Jordens overflade, fortætter sig i skyer og falder ned som regn i en temmelig hurtig cyklus, der maks. varer otte-ni dage, kan CO2 holde sig i luften i 50-200 år, og det er en afgørende forskel.

Varm luft kan indeholde meget mere vanddamp end kold luft. Det kan vi iagttage, når duggen falder efter solnedgang, for det skyldes, at den køligere luft ikke kan indeholde så meget vand. Så jo varmere der er, jo mere vand kan holdes i luften ­– og det sørger CO2 for.

Forestiller vi os, at nogen fjernede al CO2 fra luften, ville det ikke gøre en afgørende forskel fra den ene dag til den anden, for luftens temperatur ville kun falde lidt, og der ville stadig være masser af vand i luften, som kunne holde på varmen. Men store hjul ville være sat i gang. Den let afkølede luft ville ikke kunne indeholde lige så meget vand, så mere ville regne, hvilket ville føre til en yderligere nedkøling og føre til mere regn og sne i et såkaldt feedbackloop, der til sidst ville efterlade atmosfæren kold og tør og kloden frosset til. CO2 er altså et afgørende håndtag, når man vil skrue op og ned for temperaturen.

Det samme kunne man sige om andre klimagasser, men de to afgørende forskelle er, at de ikke bliver hængende lige så længe som CO2, og at de ikke udledes af mennesker i lige så høj grad. For det er jo på grund af mennesket, at CO2 er blevet et samtaleemne.

Det var svenske fysiker Svante Arrhenius, der som den første fik mennesket ind i ligningen i 1890’erne. Faktisk sad han og regnede på, hvad der ville ske, hvis man sænkede CO2-indholdet i atmosfæren. Ved en halvering ville temperaturen i Nordeuropa falde cirka fem grader, hvilket ville svare meget godt til en istid, kom han frem tid – for dengang var istiden det store mysterium, som skulle løses.

Opvarmning af kloden var ikke på dagsordenen, men en af hans kolleger havde dog kigget på, hvor meget CO2 industrien spyede ud, og derfor prøvede Arrhenius også at regne den anden vej. Han kom frem til, at hvis CO2-indholdet i atmosfæren blev fordoblet, ville den globale temperatur stige med fem til seks grader.

Så vidt han kunne se, ville det tage årtusinder, før menneskets udledninger rent faktisk ville nå dertil, så nervøs var han ikke. Men han tilskrives altså æren for at være den første til at koble menneskets udledning af drivhusgasser til stigende temperaturer. Konklusionen blev dog betvivlet i mange årtier, hvor den mest udbredte idé var, at industriens CO2-udledning blev optaget i havet eller i planterne, sådan at mennesket kun havde marginal effekt på klimaet.

At den antagelse var forkert blev dog klart i 1958, hvor en amerikansk fyr med hang til systematik begyndte at studere mængden af CO2 i atmosfæren.

Naturens åndedrag

Til at begynde med var det svært at finde hoved og hale i målingerne ved den store skjoldvulkan Mauna Loa, hvor Charles Keeling havde sat sit udstyr op. Men trods strømsvigt og underlige udsving tegnede der sig over tid et mønster: en sælsom bølgebevægelse.

Om foråret begyndte mængden af CO2 at falde, og først omkring efteråret begyndte det at stige igen. Året efter skete det samme. Keeling havde registreret naturens åndedrag, hvor planterne vågnede i foråret og sugede CO2 ud af luften helt frem til efteråret, hvor blade og planter blev nedbrudt og udledte CO2 på ny. Men det var nu ikke det vildeste, der viste sig.

For hvert eneste år kom der lidt mere CO2 til, end der forsvandt, så kurven over tid kom til at ligne en støt stigende bølgelinje – det, som kaldes Keeling-kurven, og som er den måske vigtigste klimahistoriske graf. Den slog endegyldigt fast, at naturen ikke opsugede den ekstra CO2, som mennesket udledte, men at indholdet steg år for år. Svante Arrhenius’ gamle hypotese var hermed bekræftet.

CO2 udgør kun en lille del af atmosfæren, så indholdet skal hverken måles i procent eller promille, men i milliontedele af luften. Parts per million, eller ppm, som det ofte forkortes. Første år Keeling målte, i 1958, var indholdet 318 ppm. I april 2021 krydsede tallet 419, hvilket er uhørt højt.

Iskerneforskere har undersøgt atmosfæren hundredtusinder af år tilbage, gennem istider og mellemistider, og i grove tal er det sådan, at CO2-indholdet ligger på omkring de 200 ppm, når der har været istider og på omtrent 280 ppm i mellemistider – herunder den seneste mellemistid, som er den periode, vi har opbygget den menneskelige civilisation i. På intet tidspunkt i de seneste 800.000 år har indholdet været i nærheden af de 419 ppm, som det er i dag.

Det er derfor, CO2 er blevet en superstjerne – eller måske superskurk – uden egentlig at gøre andet, end det altid har gjort: at vibrere, når det udsættes for varmestråling.

Så selv om CO2 er for velkendt og forudsigeligt til at være spændende rent kemisk, så har det vist sig at være afgørende rent civilisatorisk. CO2 er blevet menneskets skæbnemolekyle. Og selv om det altså ikke ville være verdens bedste samtalepartner til et middagsselskab, er det lille og stabile molekyle i dag vævet så tæt sammen med menneskeheden, at disse to størrelser i fællesskab vil forme klodens fremtid de næste mange tusind år.

Kilder: Atmosfærekemiker Marianne Glasius, lektor ved Aarhus Universitet. ’The Discovery of Global Warming’ af Spencer R. Waert. Artiklen 'A Molecular Affair' af Alice Bell i New Humanist.

 

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når der i dag er politisk konsensus om, at forskellen mellem 0.028 og 0.0415 procent CO2 i atmosfæren bærer ansvaret for knap eller godt en grad K opvarmning, er det baseret på en alt andet lige teori om den forøgede drivhuseffekt fra CO2. Man forestiller sig klodens drivhuseffekt som et absolut lukket system og beregner så den forøgede laboratorieeffekt fra de ekstra 0.0135 procentpoint CO2.

Jordens samlede drivhuseffekt er derimod resultatet af et gigantisk kaotisk system fuld af konduktion mellem samtlige molekyler i atmosfæren og varmetransport ved konvention og fordampning og fortætning og vind og vejr og bølger tæt på en roterende kugleoverflade. Al den aktivitet binder varmeenergien i troposfæren. Selv kulstofkredsløbet udgør en væsentlig part i drivhuseffekten. Planterne på marken binder solenergi sammen med den optagne CO2 og gemmer til huse. Den sidste energi frigives først når koen har spist planterne og har leveret mælk til den brie, du omsætter langt senere. Energien gemmes i plantevæksten i modsætning til at stråle direkte ud i rummet.

Det vi normalt kalder drivhuseffekten, den atomare drivhuseffekt, er også en udveksling mellem stråling og bevægelse. Her er blot tale om atombevægelser i molekyler, bestående af tre eller flere atomer. Varmestråling af specifikke frekvenser optages i form af svingninger, rotationer og vrid på atomerne i resonans og binder varmeenergien kortvarigt og udsender den igen i form af stråling. Vand er speciel i denne sammenhæng, fordi den i dampform har et stort spektrum for optag og forekommer i stor mængde i troposfæren. Derudover optræder H2O som vædske og i fast form med ekstra stor klimaeffekt i en kombination af atomar drivhuseffekt og konduktion.

Man kan beregne den energi et CO2 molekyle er i stand til at optage/udsende i et laboratorium. Man kan beregne den ekstra energi en forøgelse af CO2 på 0.0135 procentpoint i et laboratorium repræsenterer. Klodens samlede drivhuseffekt udgør summen af samtlige atmosfærens molekylers konduktion og rigtig megen anden aktivitet plus drivhusgassernes interne atombevægelser. Hvis vi ser isoleret på CO2 forøgelsen siden industrialisering start, udgør den ekstra drivhuseffekt herfra en forsvindende andel af atmosfærens evne til at 'holde på varmen'.

I ethvert kaotisk system er der støj, og jo større systemet er, og jo flere parametre der spiller med, jo større er den underliggende støj i systemet, og hvis laboratorieresultaterne for den ekstra CO2s bidrag til systemet er langt mindre end baggrundsstøjen, burde det være legitimt at stille spørgsmålstegn ved grundlaget bag teorien om den menneskeskabte globale opvarmning gennem CO2. Den primære menneskeskabte opvarmning gennem stor aktivitet og omsætning og forbrænding af fossile brændsler er et direkte tilskud til temperaturen nær klodens overflade på linie med returstrålingen fra solens indstråling og det udsættes altsammen for atmosfærens drivhuseffekt. Temperaturstigningen herfra er naturligvis størst i byerne og ved store industrikoncentrationer (UHI) men resultatet og effekten er global.

Iskernedata i forbindelse med skift mellem istider og mellemistider. Her ser vi ingen forøgelse af CO2 før starten af en mellemistid, og ikke mindst ser vi intet fald i CO2 før længe efter afslutningen på mellemistiden. Det er temperaturen der driver CO2 fra verdenshavet og biosfæren op i atmosfæren efter mellemistid start og tilbage igen over lang tid efter mellemistid slut. Alene dette faktum burde være nok til at falsificere teorien i en videnskabelig sammenhæng. Teorien hævder den omvendte kausalitet, men jeg har stadig til gode at se historiske data som underbygger teorien om CO2 som hesten og temperaturen som vognen.

Lise Lotte Rahbek

Og så er der lige det med, at menneskene har fældet en hulans masse skov og bosat sig der, hvor der tidligere var bevoksning. Der dyrker mennesker så grøntsager og korn og blomster, og når det visner ned, hælder havefolket det op på traileren og kører det ud på genbrugspladsen, for det ser jo rodet ud.
Bevoksning og skove bruger CO2 til fotosyntesen, hvor kulstoffet bliver brugt til at bygge stængler, løv og stammer.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Morten Balling, Rolf Andersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Ole Svendsen

Virkelig god artikel, som formår at formidle interessant og relevant videnskabelig viden på en levende og vedkommende måde.

God formidling af et emne - der ellers let kan blive tørt og uinteressant - for alle andre end fagnørder :-)

Eva Schwanenflügel, Tage Korsdal Nielsen, Christian Mondrup, Morten Balling, Ole Henriksen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Fremragende undervisning, men i den materie er jeg også let at underholde.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

n1:

Schweizerne beslutter i dag et forbud mod pesticider, en pandemi og kampen mod terrorisme.

Schweizerne stemmer om en række varme emner søndag: Et forbud mod pesticider, regler for bekæmpelse af covida-19-pandemien og foranstaltninger mod terrorisme.

To forslag mod pesticider rejste mest støv i en kampagne præget af bittere debatter fra landmænd.

Det første initiativ med titlen "For et Schweiz frit for syntetiske pesticider" opfordrer til et forbud mod dem i 10 år, mens importeret mad produceret ved hjælp af sådanne pesticider også ville blive forbudt.

Ifølge det andet ”For rent drikkevand og sund mad” er det kun de bedrifter, der ikke bruger pesticider og antibiotika, der har ret til statsstøtte.

Eva Schwanenflügel, John Andersen, Alvin Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Er det god oplysning at skrive så meget om CO2 som "superskurk" uden nogle bemærkninger om at det på den anden side er helt afgørende for dyre og plantelivet på Jorden, idet det indgår i den luft udånder og er afgørende for planternes vækst og liv (fotosyntese)?

Frank Hansen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Morten Balling, Rolf Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Peder Bahne

"I ethvert kaotisk system er der støj, og jo større systemet er, og jo flere parametre der spiller med, jo større er den underliggende støj i systemet..."

Njae, ikke rigtig. I et system vil du typisk opleve kaotisk udvikling nede i de mindre undersystemer, men når man ser på den samlede udvikling af systemet, så udligner de kaotiske undersystemer ofte hinanden, således at den overordnede udvikling er alt andet end kaotisk.

Et godt eksempel er vejret og klimaet. Hvis det er koldt i Danmark en dag så ændrer det ikke på årstiden, og slet ikke globalt. Fordi det lokale vejr netop er styret af kaotisk udvikling kan det være svært for DMI at ramme nogenlunde nøjagtigt med vejrudsigten mere end et par timer frem (og selv der tager de ofte fejl), men jeg vil godt vædde mange penge på at efter sommeren her, så bliver det vinter igen, og så sommer, ad infinitum.

Claus Nielsen, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Søren Fosberg, Alvin Jensen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

ja det er da altid rart at kunne stille spørgsmålstegn ved de fakta man helst ikke vil se, desværre for dem som gør den slags så betyder det absolut intet for det der faktisk foregår, man kan højest opnå at blive blind for virkeligheden.
ikke høre, ikke se, ikke vide.

Eva Schwanenflügel, Palle Jensen, Alvin Jensen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Ole Henriksen

Når vi nu har bebrejdet CO2 for bidraget til drivhuseffekten, skal vi måske også liiige huske at molekylet har mange positive egenskaber, og at det i mange sammenhænge kan fortrænge andre, og væsentlig mere sundhedsskadelige molekyler.
Hvis man komprimerer CO2en har man et fantastisk opløsningsmiddel, hvor egenskaberne kan justeres væsentligt bedre end med de gængse organiske opløsningsmidler, og samtid kan det bevæge sig ind i materialer med væsentlig større lethed end en væske.
Hvis du er til koffeinfri kaffe, skal du vide, at man tidligere anvendte metylenklorid til at fjerne koffeinen fra de grønne bønner, men at man i dag benytter en kombination af vand og CO2 under højt tryk, og hvor man tidligere måtte kassere den udvundne koffein, har man i dag et restprodukt i medicinsk kvalitet.
Og hvis du ikke er interesseret i at din vin skal smage af prop, kan jeg fortælle dig, at man i dag kan rense korken for efterladenskaberne af de svampe der giver propsmagen, hvilket bliver gjort på to store anlæg i Spanien.
Jeg har selv være involveret i udvikling af flere processer, hvor man har anvendt CO2 som opløsningsmiddel.
Den kendteste er nok Supertræ processen, hvor man anvender CO2 som bæremiddel til at gennemimprægnere grantræ med organiske imprægneringsmidler, af samme type som benyttes til bekæmpelse af skadelige svampeangreb på korn.
Bortset fra en mindre initial udvaskning, er udvaskningen af svampemidler fra det imprægnerede træ meget begrænset til forsvindende, da midlerne er fysisk bundet inde i træet. Dette i modsætning til den gamle trykimprægnering, hvor midlerne blot er deponeret, og i bedste fald kemisk bundet i træet.
Og for lige at tage diskussionen i opløbet: Der anvendes ikke ”fossilt CO2”, i industrien, da al kommerciel CO2 kommer fra gærprocesser eller fra luften.

Frank Hansen, Olaf Tehrani, Alvin Jensen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

CO2 har også en væsentlig betydning ift. at få noget at spise. Sammen med vand og sollys danner planterne sukker molekyler via fotosyntese:

Vand + CO2 + energi (sollys) -> Sukker + ilt

Sukkeret indeholder både atomerne fra CO2'en men også den energi som er brugt til fotosyntesen. Sukkeret er ekstremt vigtigt, fordi det er den eneste måde biosfæren tilføres den energi den skal bruge for at fungere. Praktisk talt alt liv her planeten kører på energi fra Solen, som lagres i sukker. Sukkeret kan senere forbrændes via den proces vi kalder respiration, i daglig tale "at trække vejret". Så går processen den anden vej:

Sukker + ilt -> CO2 + vand + energi

Når mennesker spiser sukker (kulhydrat) og indånder ilt, så frigøres energien fra sollyset og den kan vi bruge til at holde kroppen mm. kørende. Det gælder stort set alle andre organismer som ikke kan lave fotosyntese.

Uden fotosyntese intet liv. Som en spøjs detalje så "trækker planterne også vejret" når der ikke er lys, vand eller CO2. Om natten f.eks. udleder træer CO2, når de respirerer, altså når de forbrænder sukker de har dannet via fotosyntese.

En anden god måde at forstå alt dette på er at energi ikke kan opstå ud af det blå, og at energi ikke kan forsvinde. Derfor kan man følge energien igennem f.eks. biosfæren, og her bruger man det som med et fornemt ord kaldes energiballancer.

Det er egentlig ikke så indviklet. Hvis man fylder energi ind i et system, f.eks. Jorden, så vil mængden af energi stige, fordi energi ikke kan forsvinde af sig selv. Det får temperaturen (systemets indre energi til at stige). Når temperaturen stiger udstråles der varme (i form af infrarødt lys). Jo varmere noget er, jo mere varme udstråles. Efter noget tid indstiller der sig derfor en ligevægt, i det man kalder et negativt feedback loop. Når det kommer til feedback loops, så er "negative" som regel godt og "positive" feedback loops er som regel noget værre noget.

Selv hvis vi hundrede doblede mængden af CO2 ville livet på planeten formentlig ikke uddø (helt). Der ville med tiden opstå en ny ligevægttemperatur. Nye organismer som kunne leve i denne højere temperatur ville udvikles. For mennesker derimod er bare nogle få grader højere global temperatur derimod yderst problematisk, fordi det påvirker fotosyntesen her og nu, og som sagt er det den som er fundamentet for vores eksistens. Som tommelfingerregel kan man sige at det globale høstudbytte falder med ca. 3-5% for hver grad temperaturen stiger. Det lyder måske ikke af så meget, men ca. en milliard mennesker sulter allerede, og til næste år runder vi 8 milliarder (vi er på 7,9 milliarder i dag).

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Jesper Lykke Jacobsen

Det er da utroligt, at en ellers antagelig populærvidenskabelig tekst skal pakkes ind i så meget pjat og udenomssnak, tilsyneladende med det formål at tækkes en bredere læserskare.

Arne Albatros Olsen

Fin artikel med en interessant indfaldsvinkel til emnet.

Jeg husker stadig , at man under Cop 15 i København i 2009 talte med meget store bogstaver om at indholdet af co2 absolut skulle holdes under de 400 ppm, fordi det tal udgjorde et såkaldt tipingpoint.

Dette tiping point er som bekendt forlægst overskredet, men sært nok er der ingen, som taler om lige netop det mere.

Gad vide om baren er blevet hævet, og at det først rigtigt bliver farligt, når vi har passeret de 500 ppm ?

Christian De Coninck Lucas

*FACEPALM!*

Det er helt klart fra CMIP6 modellen at co2 bias er overdrevet..

Morten Balling

@Christian De Coninck Lucas

Den kommentar indeholder ligeså meget brugbar information som "Pes planus kan ikke forklares med manglende hormoner i hypofysen" :)

Lise Lotte Rahbek

Arne Albatros
Når vi tippingpoint og der ud over, kan vi sandsynligvis ikke mærke det.
Vi ved ikke, om vi er der nu - eller om 5 år.
Intet menneske har prøvet dette her scenarie før

Arne Albatros Olsen, Claus Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Marianne Søby

Peder Bahne
Sikke en gang sludder.
Selvfølgelig er systemet komplekst. Men forskningens konsensus baserer sig ikke bare på nogle målinger i et laboratorium. De målinger foretog Tyndall i 1859 jf. denne artikel.
Der er sket rigtig meget i klimaforskningen siden og der er ved at være ret godt styr på de forskellige vigtige feedbackmekanismer i klimasystemet. Det er netop fordi forskningen foretages af folk der godt kan se at systemet er komplekst og agerer derefter.
Keelingkurven nævnt ovenfor viser stadig at vores CO2-udledning har bragt os langt udenfor det CO2-interval hele den menneskelige civilisation er udviklet til.