Gymnasieelever: Det er samfundet – ikke den enkelte – der skal ryste posen og skabe mere blandede gymnasier

For ti år siden stod jeg ved cykelskuret i skolegården på min gamle folkeskole. Sommeren var lige begyndt, jeg havde næsten afsluttet 9. klasse, og det var et af de øjeblikke, hvor det føles, som om alt kan ske.

Solen bagte, og jeg havde cykelnøglen i hånden, da min telefon ringede. I den anden ende kunne min mor fortælle, at der var kommet brev om gymnasieoptag. Det var ikke godt nyt. Jeg var ikke kommet ind der, hvor jeg drømte om at gå.

Så med en 16-årigs kompromisløse attitude cyklede jeg hjem og fortalte mine forældre, at så ville jeg slet ikke gå i gymnasiet.

Det lyder måske ikke som Jordens undergang. Jeg var kommet ind på et andet gymnasium og på en linje, der mindede om den, jeg havde søgt. Men når man er 16 og for første gang føler, at man helt selv kan vælge sin retning, er det ikke hip som hap, hvor man lander.

Gymnasievalget er blevet en måde at sige til verden på, hvem man er. Og jeg havde besluttet, at jeg var én, der gik på Christianshavns Gymnasium. Her gik dem, jeg gerne ville ligne.

For nylig indkaldte regeringen til pressemøde om en ny politisk aftale, der netop handler om gymnasievalg. Her var budskabet klart: Eleverne i de store byer klumper sig for meget sammen på gymnasier, hvor man ligner hinanden. Det har skabt »pivskæve« gymnasier, sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), og den udvikling skal bremses.

Min historie endte godt. Jeg endte i hvert fald med at få en plads der, hvor jeg helst ville gå. Men under pressemødet slog det mig, om det nu også var for det bedste. Havde det været sundere for mig at havne et sted, hvor jeg ikke lignede de andre? Eller ville det have været bedre i det store samfundsperspektiv?

»Ørestad Gymnasium har 50 procent med anden etnisk baggrund end dansk. Otte minutter derfra ligger Christianshavns Gymnasium, der har man så to til tre procent. Det tænker jeg godt, vi kan gøre en lille smule bedre,« sagde Pernille Rosenkrantz-Theil på pressemødet.

Så jeg besluttede mig for at gå mit eget gymnasievalg efter i sømmene og finde ud af, hvad folk dér synes om den nye aftale på de to gymnasier. Og om den egentlig er det rette middel mod det problem, politikerne vil løse.

Slut med ventelister og falske adresser

I brevet, jeg modtog som 16-årig, blev jeg budt hjerteligt velkommen til Tårnby Gymnasium. Men jeg havde ikke søgt Tårnby, jeg kendte ingen, der havde gået der, og jeg havde ikke lyst til at være den første.

Efter kortvarige tanker om at droppe gymnasiet fuldstændig, måske rejse til USA i stedet og prøve lykken, kom jeg stille og roligt til fornuft. Jeg ringede til Christianshavns Gymnasium og spurgte, hvad mine muligheder var.

Det krævede mere end ét opkald, men til sidst kom jeg til samtale med rektoren, som fortalte, at mine bedste odds var at vælge en mindre populær linje og skrive mig på venteliste. Så det gjorde jeg. Og inden sommerferien var slut, dukkede der en plads op. Ganske vist med fag, jeg ikke interesserede mig synderligt for, men på det rigtige gymnasium. Og derfra kan man altid skifte linje senere, fik jeg at vide.

Jeg har med årene mødt flere, der gjorde som jeg for at komme ind på deres førsteprioritet, og i medierne har jeg kunnet læse om unge, der får sig en proformaadresse hos en fjern slægtning for at øge deres chancer i forhold til afstandskravet. Det er den slags, en række partier nu vil gøre op med.

Ideen stammer fra en ekspertgruppe, som præsenterede sit forslag i februar sidste år. Den går ud på, at eleverne i de store byer så vidt muligt skal fordeles på gymnasier efter eget ønske, men derudover inddeles pladserne på et gymnasium i tre grupper baseret på forældreindkomst.

I stedet for det nuværende afstandskrav bliver pladserne altså ’reserveret’ til elever, hvis forældre tilhører en bestemt indkomstgruppe, som fastlægges efter niveauet i det pågældende lokalmiljø. Er der for mange ansøgere i en indkomstgruppe, trækkes der lod mellem eleverne, og for de elever, der ’taber’ lodtrækningen, vil transporttid været et parameter til at finde et andet gymnasium.

Samtidig bliver ventelisterne afskaffet allerede fra i år, så man ikke længere kan skrive sig op til et gymnasium, man ikke er optaget på, og afvente en ledig plads. Som jeg selv gjorde.

Mødet på kryds og tværs

Tilbage på mit gamle gymnasium ligner den store port i Prinsessegade sig selv. Præcis som første dag jeg gik igennem den. Alt for selvbevidst, med svedige håndflader og hjertebanken.

I dag er de fleste lokaler låst af, fordi der er eksamen. Rundt omkring sidder eleverne uden for dørene og venter i anspændt stilhed på at blive kaldt ind.

På biblioteket er der lidt mere liv. Her er 3. g’erne ved at aflevere deres sidste bøger, før de får hue på, og en forvirret 1.g’er har glemt, hvilke fag han skal have næste år. Der ligger store bunker af bøger overalt, og der er en stille summen fra samtaler om, hvordan eksamen gik, og om censor nu var sød eller hård.

Ind ad døren kommer Alma Tynell og Rosa Laursen. De går begge i 3.g. og bliver studenter i denne uge. Rosa Laursen har lige været til eksamen i matematik på A-niveau, og Alma Tynell skal op i spansk i morgen. Alligevel har de haft tid til at sætte sig ind i den politiske aftale om elevfordeling.

»Jeg synes, det er en rigtig god aftale,« siger Alma Tynell. Hun er 19 år, har skulderlangt krøllet hår, piercing i næsen og en mønstret rød skjorte på.

»Det er vildt vigtigt for den demokratiske samtale, at vi møder hinanden og forstår hinanden på kryds og tværs. Det er ikke kun vigtigt for gymnasierne, det er også vigtigt for dit videre liv, om du har mødt nogle mennesker, der udfordrer dit verdenssyn,« siger hun.

Rosa Laursen, 20 år, stemmer i.

»Ja, det er sådan, man lærer at have sympati med andre mennesker og forstå deres tankegang,« siger hun. »Der generelt en tendens til polarisering i samfundet, så det er godt at arbejde imod det på uddannelserne, som de fleste kommer igennem.«

De er begge aktive i Danske Gymnasiers Sammenslutning (DGS), som også har rost initiativet.

Hvis udviklingen fortsætter …

Da forskellen på Christianshavns Gymnasium og Ørestad Gymnasium blev fremhævet på pressemødet om den nye politiske aftale, var det ikke indkomst, der blev talt om, selv om det er forældrenes indkomst, den nye model baserer sig på. I stedet blev der talt om etnicitet. Og ifølge Dansk Folkeparti er det også her, det væsentligste problem er.

»Vi ønsker ikke gymnasier i Danmark, som er domineret af ikkevestlig kultur,« sagde børneordfører Marie Krarup ved pressemødet.

Da jeg begyndte på Christianshavns Gymnasium, var vi 668 etnisk danske elever og 28 indvandrere eller efterkommere, kan Danmarks Statistik fortælle mig.

På Ørestad Gymnasium var de dengang 917 med etnisk dansk oprindelse og 230 indvandrere og efterkommere.

Men siden da er forskellen kun blevet større. Sidste år gik der 41 indvandrere og efterkommere på Christianshavn og 535 på Ørestad. I dag er Ørestad oppe på en fordeling, der er cirka halvt af hver, så jeg kontaktede rektoren for at høre, hvad han tænker om situationen.

»Jeg har det faktisk sådan, at jeg synes, elevfordelingen er fin nok, som den er nu. Det fungerer sgu egentlig meget godt,« siger Mads Lyngby Skrubbeltrang, da jeg fanger ham mellem to møder.

Alligevel er han rigtig glad for den politiske aftale.

»Jeg kan nemlig godt blive nervøs, hvis statistikken fortsætter i fremtiden, fordi det er gået ret stærkt med at få en stor andel af ikkevestlige herude,« siger han.

— Hvad frygter du, der vil ske?

»At der ikke er nok etnisk danske. Det, vi gerne vil have, er mangfoldighed, men de etnisk danske elever er jo også en del af mangfoldigheden,« siger Mads Lyngby Skrubbeltrang. »Det er ærgerligt, hvis nogen bor på Amager, og det naturlige valg ellers vil være Ørestad, men at man slet ikke overvejer det, fordi der ikke er nogen, der ligner én selv.«

Det var sådan en situation, jeg selv stod i. Jeg boede på Amager dengang, men overvejede end ikke at søge ind på Ørestad Gymnasium. Egentlig ikke som et bevidst fravalgt, og slet ikke fordi jeg havde set etnicitetsstatistikker. Det føltes bare ikke som det naturlige valg for mig, og jeg kendte ingen, der havde gået der.

Det gør det til gengæld for andre. Unge kommer fra nær og fjern for at søge ind på Ørestad. I så høj grad, at selv rektor har undret sig.

»Vi har mange elever, der kommer fra Vestegnen, Brøndby Strand, Ishøj og derudad, som tager en lang tur for at komme herind. Når jeg spørger hvorfor, så svarer de, at de føler sig trygge og hjemme, fordi der er mange som dem selv,« siger han.

Præcis som jeg selv gjorde, da jeg første gang besøgte Christianshavns Gymnasium.

Men Mads Lyngby Skrubbeltrang »kan ikke undvære de etnisk danske elever«, siger han. Derfor håber han, at aftalen kan sætte en stopper for udviklingen, og han tror på, at en model baseret på forældreindkomst er det rigtige middel:

»Jeg synes, det er et fint parameter til at få alle typer elever på en skole. Vi kan jo ikke lave en etnisk fordeling, så jeg synes, det her er meget fornuftigt.«

Et snævert parameter?

På Christianshavns Gymnasium er situationen selvsagt helt anderledes, så jeg kontakter rektor Troels Vang Andersen for at høre, om han også kan se en mening med aftalen.

Han kommer selv fra Falster, fortæller han, og da han var ung, var der kun var ét gymnasium, så ’valget’ var ligetil.

»Og jeg ser det faktisk som en styrke, når stort set alle kommer igennem de samme samfundsinstitutioner. Mangler der forskellighed der, så er jeg enig i, at det er et samfundsproblem, som kan ramme sammenhængskraften i landet,« siger han.

Derfor er han glad for, at politikerne prøver at løse de åbenlyse problemer med optagelsessystemet på storbygymnasierne. Det har han ventet længe på.

Men, siger han: Når politikerne har været mere end et årti om at finde på en løsning, afspejler det også, hvor kompliceret det er at lave et retfærdigt fordelingssystem. Og Troels Vang Andersen havde håbet, at man ville tage flere faktorer med i regnestykket:

»Jeg havde ikke forventet, at det var forældreindtægt alene, man ville bruge som fordelingskriterium. Jeg havde troet, man ville lave en slags socioøkonomisk indeks, der tog højde for mere end det. Eventuelt også karakterer fra grundskolen, som eleverne i det mindste har større indflydelse på end deres mors og fars indtægt,« siger han.

Kigger man kun på indtægt, kan det nemlig have en uheldig konsekvens: »Afstand til en bestemt skole er jo ikke noget, man går og skammer sig over. Men jeg kunne frygte, at der nu kommer en hype om den indtægt, elevernes forældre har, når det bliver det nye kriterium.«

Ifølge Troels Vang Andersen vil det grundlæggende være godt for hans gymnasium at få en større forskellighed i elevsammensætningen. Men man risikerer at gå fra en situation, hvor alle har søgt gymnasiet som førsteprioritet og glædet sig til gå der, til pludselig at få elever ind, som slet ikke ønsker at gå der.

»Og det er der ingen skoler, der er godt tjent med. Det vil vi skulle tænke meget over,« siger han.

Risiko for frafald

Mit brændende ønske om at komme ind på Christianshavns Gymnasium i sin tid var naturligt. Det bekræfter lektor og forsker i uddannelsesvalg på Syddansk Universitet Eva Lykkegaard mig i, da jeg kontakter hende for at spørge, hvad vi egentlig vælger uddannelse på baggrund af.

Ifølge hende er det helt normalt, at en meget stor del af valget består i at sammenligne sig selv med de andre, der går på uddannelsesstederne.

»Man laver et match med de folk, man møder, og den stereotyp, man har af stedet. Selv om man måske kan se sig selv fagligt passe godt ind på et gymnasium, så er det usandsynligt, at man vælger det, hvis man ikke identificerer sig med dem, der går der,« forklarer hun.

»Folk er godt klar over, at det er en stereotyp forestilling, de går rundt med, men når de selv skal tage et personligt valg om uddannelse, er det den forestilling, de falder tilbage på.«

— Men synes du, der er noget at vinde på at blande eleverne mere?

»Det ved jeg ikke. Det er ikke, fordi jeg ikke vil svare på det, men jeg ved det faktisk ikke,« siger Eva Lykkegaard og holder en kort pause.

»I min egen forskning har jeg blandt andet kigget på universiteterne, som der også er kæmpestore forskelle på. Og her ser vi, at Aalborg Universitet for eksempel formår at tiltrække en helt anden studentergruppe, end Københavns Universitet gør.«

— Vil det sige, at der ligefrem kan være fordele ved at have opdelte uddannelser?

»Hvis man ikke føler sig tilpas socialt, er der i hvert fald en større risiko for, at man vil falde fra. Det handler i høj grad om, hvorvidt man kan identificere sig med de andre og føler, at man passer ind. Hvis ikke man føler, at man passer ind, så er det svært at gennemføre en uddannelse.«

— Tror du så, det er en risiko ved den nye politiske aftale, at der vil komme et større frafald?

»Det kunne godt ske, ja.«

Myten om det frie valg

Et af de argumenter, de borgerlige partier har fremført mod de nye principper for gymnasieoptag, er, at de begrænser de unges frie valg.

Politisk ordfører for De Konservative, Mette Abildgaard, sagde blandt andet til Ritzau, at aftalen »ser på eleverne som får, der kan styres rundt på marken«, mens Nye Borgerliges undervisningsordfører Mette Thiesen på Twitter kalder det »hul i hovedet, at politikerne vil tvangsfordele gymnasieelever«.

Men spørger man rektor på Ørestad Gymnasium Mads Lyngby Skrubbeltrang, er den ændrede fordeling prisen værd:

»Eleverne får stadig mulighed for at lave nogle prioriteter, og så kan det kan godt være, det bliver lidt mindre frit, men det vil jeg gerne ofre for at få en bedre elevsammensætning,« siger han. Et argument, som interesseorganisationen Danske Gymnasier også har fremført i debatten.

Ifølge lektor Eva Lykkegaard er det mildest talt også en sandhed med modifikationer, at gymnasievalget var frit til at begynde med. Den sociale arv er nemlig en væsentlig faktor:

»Der er kommet langt flere, der tager en ungdomsuddannelse, men vi kan se, at socioøkonomiske faktorer alligevel spiller en rolle – måske ikke for, hvor mange der tager en uddannelse, men hvorhenne de vælger at tage deres STX,« siger Eva Lykkegaard.

Udviklingen har fundet sted parallelt med, at der gennem flere år har været en politisk ambition om at få flere unge igennem uddannelsessystemet. Når man, som Thorning-regeringen gjorde det, sætter sig et mål om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, vil der naturligt opstå en ny opdeling, mener Eva Lykkegaard.

»Så sker det, at man pludselig kan tale om ’eliteuniversiteter’, og det samme sker for gymnasierne. De, der er opvokset med en kultur for at tage lange uddannelser, søger helt naturligt sammen, mens andre søger andre steder hen,« siger hun.

»Jeg var 16 år og usikker«

For nylig var jeg ude at drikke en øl med en veninde fra gymnasiet. Jeg spurgte hende, hvad hun havde gjort, hvis hun havde været i mit sted og ikke var kommet ind på vores gamle gymnasium. Måske havde jeg brug for at høre, at jeg ikke overreagerede dengang, men hun svarede i hvert fald prompte, at så havde hun taget et sabbatår og søgt ind samme sted igen.

For Alma Tynell fra 3. J på Christianshavns Gymnasium var situationen anderledes. Hun havde hørt sine venner tale om hvilke typer, der gik på de forskellige gymnasier, men valgte at overhøre det og bare starte på det gymnasium, hun boede tættest på: Frederiksberg Gymnasium. Men den beslutning kom hun til at fortryde.

»Problemet er, at der ikke var særlig mange, der vælger gymnasium på den måde, jeg gjorde. Man vælger det sted, hvor man tror, man passer bedst ind,« siger Alma Tynell.

Og hun passede ikke særlig godt ind på Frederiksberg Gymnasium. Hun lignede ikke de andre, interesserede sig for andre ting og savnede nogen at »diskutere politik over en øl med,« fortæller hun.

»Og det var svært, når jeg var 16 år og usikker. Så jeg havde det ret svært der og besluttede til sidst at skifte gymnasium.«

Fællesskabets beslutning

Når jeg selv fortæller anekdoter fra min gymnasietid, siger mine forældre stadig ofte: »Hvor var det dog godt, at du kom ind der.« Men var det faktisk det, når man ser sagen i et større perspektiv? Eller ydede jeg i virkeligheden mit lille bidrag til et stort samfundsproblem, da jeg valgte at studere med unge, der lignede mig selv?

I sidste ende fortryder jeg ikke, at jeg startede på Christianshavns Gymnasium. Det havde muligvis været sundt for mig at møde flere fra en anden baggrund og med andre holdninger, men omvendt viser Alma Tynells historie, at det møde også kan være svært. Og hele debatten viser, hvordan noget kan virke godt i det store samfundsperspektiv, men være kompliceret og dilemmafyldt for den enkelte.

Samtidig er Alma Tynells oplevelse ikke nødvendigvis et argument for at lade de unge klumpe sig sammen, som de vil. Sådan ser hun den i hvert fald ikke selv: I stedet er det et argument for, at samfundet skal ryste hele posen af elever, så alle gymnasier bliver mere blandede, mener hun.

»Det er klart nok, at man vælger et sted, hvor man føler sig tryg og ligner alle andre. Men derfor skal det være fællesskabets beslutning og ikke den enkelte elevs valg,« siger hun.

Piercinger og spraglet tøj

Der var mange fordomme om Christianshavns Gymnasium, dengang jeg gik der. Vi var ’hippierne’, politisk aktive på venstrefløjen, spillede mærkelig musik, røg lidt for meget og havde masser af piercinger. Det var ikke alt sammen forkert.

Engang havde vi et gymnasievalg op til det rigtige folketingsvalg, hvor stemmerne fordelte sig, så Enhedslisten kunne danne regering alene med SF og kommunisterne som støttepartier.

Så ekstremt er det ikke længere, fortæller Rosa Laursen og Alma Tynell.

»Men folk minder generelt meget om hinanden her. Der er selvfølgelig forskel, men forskellene er inden for et ret lille spektrum,« siger Rosa Laursen.

Alma Tynell nikker.

»Der er ligesom en gennemsnitlig elev her, og hvis man spurgte folk, ville de godt kunne beskrive en CG-elev fra top til tå.«

Så det gør jeg, og de to begynder straks at remse op.

»En der går i spraglet tøj,« siger Rosa Laursen.

»Og måske har nogle piercinger,« siger Alma Tynell og peger på sine egne piercinger.

»Ja, og som går op i politik. Politik og musik. Sådan en flippet, kreativ type, som nok ligger til venstre for midten politisk.«

Mere har det trods alt ikke ændret sig. Endnu.