Koldkrigsmysterium
Læsetid: 25 min.

De hemmelige dommedagskasser er fundet, og indholdet er både enormt fedt og enormt skuffende

Efter 18 års skattejagt er det lykkedes at finde to kasser med mikrofilm, som de danske myndigheder i dybeste hemmelighed gemte i Grønland for 70 år siden. Som forventet indeholdt de en kopi af ting, vi havde i forvejen – alligevel var der en mening med det hele. Mikkel Vuorela opruller en fortælling om ’kassefeber’, absurde ekspeditioner og en excentrisk mands plan for at redde nationen fra atomapokalypsen
En sommerdag i 1952 slæbte en lille gruppe søfolk to meget tunge trækasser ind på stranden lige nord for den grønlandske by Sisimiut. De fik hverken at vide, hvad der var i kasserne, eller hvad der skulle ske med dem. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

En sommerdag i 1952 slæbte en lille gruppe søfolk to meget tunge trækasser ind på stranden lige nord for den grønlandske by Sisimiut. De fik hverken at vide, hvad der var i kasserne, eller hvad der skulle ske med dem. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Moderne Tider
3. juli 2021

Gennem en blegt oplyst kældergang skrider en mand energisk fremad, mens hans øjne scanner omgivelserne. Der står en palle inde langs væggen overdækket med et par grå hundetæpper.

»Nå,« siger manden.

»Her står de.«

Han trækker tæpperne af pallen og afslører to store mørnede trækasser, finder en pallevogn og ruller det hele frem, så vi kan besigtige sagerne. Mens han flytter pallen, åbner en tyk, pengeskabslignende ståldør sig lydløst op fra den ene kasses side og blotter et dybrødt indre.

I næsten 70 år har kasserne her været forsvundet. De blev skjult i dybeste hemmelighed på et ubeboet sted i Grønland af danske myndighedspersoner, som håbede, at de aldrig igen ville blive gravet op. Og i mange år lod det ønske til at gå i opfyldelse, for da hemmeligheden om missionen endelig blev afsløret i 2002, var der ikke længere nogen i live, som anede, hvor kasserne lå. Og beskrivelsen af gemmestedets placering var blevet væk.

Nu er det hele fremme i lyset. Manden i kælderen har fundet dem, og nu står de altså her i gangene under hans arbejdsplads, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering i København. Styrelsen er den statslige myndighed, som holder styr på vores geografiske data og landkort – og så er den altså ejer af de mystiske kasser.

»Prøv at dufte,« siger manden, der hedder Kristian Keller.

Han er ansat som geodæt i styrelsen og står og gestikulerer mod pengeskabets røde indre.

»Det lugter, som om det blev lakeret i går.«

Den er god nok. Selv om kasserne har ligget i jorden i en lille menneskealder, virker deres indre splinternyt. Kristian Keller synes, det er fantastisk.

I 2019 fandt Kristian Keller endelig den forsvundne notesbog, som beskrev, hvor kasserne lå gemt. »Jackpot,« skrev han i en mail til sin ven, der havde ledt efter kasserne siden 2002.

I 2019 fandt Kristian Keller endelig den forsvundne notesbog, som beskrev, hvor kasserne lå gemt. »Jackpot,« skrev han i en mail til sin ven, der havde ledt efter kasserne siden 2002.

Anders Rye Skjoldjensen

Allerede første gang, jeg talte med ham, kunne jeg mærke, at han var blevet smittet. Selv kender jeg bacillen temmelig godt, for jeg har selv været gennem et ret hårdt forløb af det, man kunne kalde kassefeber. Jeg har brugt utallige timer på at læse om, gruble over, søge efter og skrive artikler og klippe podcast om jagten på netop disse to kasser.

Det var tilbage i 2015, hvor jeg var i Grønland hele to gange for at lede efter dem, og i dag ved jeg, at vi var ret tæt på. Vi gravede blot 30 meter fra den ene kasse og fandt ingenting.

Dengang manglede vi den helt afgørende oplysning, som Kristian Keller fire år senere fik fingrene i: Den originale beskrivelse af gemmestedet komplet med fotos, målinger og tegninger fra sommeren 1952, hvor kasserne blev begravet under enormt hemmelighedskræmmeri af udsendinge fra Geodætisk Institut, som nøje beskrev placeringen af det hele.

Med den beskrivelse i hånden rejste Kristian Keller og et par makkere i september 2020 af sted til Grønland med et tv-hold fra DR, og ved byen Sisimiut drog de ud i fjeldet, gravede kasserne op og fik dem fløjet til Danmark, hvor Nationalmuseet lukkede dem op.

Nøglerne til kasserne blev fundet i 2002 sammen med en beskrivelse af missionen – men ingen kunne finde ud af, hvor kasserne lå. Da de endelig blev lukket op, mødte nøgle og nøglehul igen hinanden efter næsten 70 år.

Nøglerne til kasserne blev fundet i 2002 sammen med en beskrivelse af missionen – men ingen kunne finde ud af, hvor kasserne lå. Da de endelig blev lukket op, mødte nøgle og nøglehul igen hinanden efter næsten 70 år.

Anders Rye Skjoldjensen

Da jeg hørte om det, var det ikke uden et stik af misundelse. Jeg ringede til Kristian Keller og sagde, at når jeg nu selv havde været temmelig involveret i den historie, ville jeg gerne skrive om slutningen på det hele. Og så var det, at han afbrød mig:

»Det her er ikke slutningen,« sagde han.

»Det er kun lige begyndt.«

Og så vidste jeg, at han var ramt af kassefeber.

Fra Den Kolde Krigs gemmer

Et par dage senere står vi altså i en kælder i Nordvest og dufter til et tomt pengeskabs rødlakerede indre. Så låser Kristian Keller en dør op til et lagerrum, hvor kassernes indhold nu befinder sig. Først hiver han en flyttekasse frem og trækker nogle gamle, krøllede aviser ud. De blev brugt som foring i kasserne og vidner om den tid, de stammer fra.

Aviserne er fra sommeren 1949, og Flensborg Avis skriver om vanskeligheder mellem Øst- og Vesttyskland. Information fortæller, hvordan Moskva raser over, at Italien er trådt ind i Atlantpagten, og ifølge Berlingske Aftenavis er der forlydender om en ny amerikansk flådebase på Grønland.

Der var gang i gryden dengang. Anden Verdenskrig var kun lige slut, og konturerne til den næste, noget koldere verdenskrig begyndte at tegne sig. NATO blev dannet i 1949, Sovjet sprængte deres første atombombe samme år, og da de danske kasser blev skjult i 1952, var der en stedfortræderkrig mellem USA og Sovjet i gang i Korea.

De nedgravede mikrofilm var omhyggeligt sikret i plastikdåser i en vandtæt trækasse i en vandtæt stålboks i endnu en vandtæt kasse støbt ind i asfalt i en helt fjerde kasse.

De nedgravede mikrofilm var omhyggeligt sikret i plastikdåser i en vandtæt trækasse i en vandtæt stålboks i endnu en vandtæt kasse støbt ind i asfalt i en helt fjerde kasse.

Anders Rye Skjoldjensen

Kristian Keller finder indholdet fra selve pengeskabet frem: en lille trækasse, der igen var fyldt med plastikkassetter, der igen var fyldt med mikrofilm. Kristian Keller holder en filmrulle op mod lyset: Det er bittesmå affotograferede sider fra notesbøger, der detaljeret beskriver fikspunkter et sted i Jylland. I alt var der 32.000 affotograferede sider gemt i de to kasser, fortæller han. Alene fra Danmark var der tegnet over 90.000 fikspunkter op på siderne, hvilke har været et kolossalt arbejde. 

Men det er nu ikke det vigtigste, forklarer han videre. Det vigtigste ligger i et aflåst skab henne ved væggen.

»Vent her,« siger han.

»Så henter jeg nøglen.«

Mikrofilmene lå præcis som beskrevet, og sammen med dem havde J.F. Chantelou lagt en lille samling af mønter og frimærker som en slags tidskapsel sammen med et lille brev.

Mikrofilmene lå præcis som beskrevet, og sammen med dem havde J.F. Chantelou lagt en lille samling af mønter og frimærker som en slags tidskapsel sammen med et lille brev.

Anders Rye Skjoldjensen

Jagten på den skjulte skat

Jagten på kasserne begyndte for efterhånden længe siden under en oprydning hos Kort- og Matrikelstyrelsen. Her i 2002 dukkede en brun konvolut frem fra et gammelt pengeskab og endte på bordet hos en fyr, der hedder Stampe Villadsen, som var kontorchef dengang. I konvolutten lå et sæt nøgler og et brev fra 1952, hvor den for længst afdøde chef for Geodætisk Instituts anden afdeling, J.F. Chantelou, præsenterede en dristig plan for sin direktør.

To kasser, skrev han, var blevet lastet på skibet Heimdal med kurs mod Grønland. Kaptajnen på skibet vidste ikke, hvad der var i kasserne, og uden på dem stod der bare ’instrumenter’. Men den ene kasse indeholdt mikrofilm »af samtlige foreliggende fikspunktskitser for Danmark«, og den anden, som gjaldt for Grønland, havde »kopier af samtlige observationer og journaler med måleresultater og punktbeskrivelser«, skrev han i brevet.

Mere mundret betyder det, at nogen havde taget en kopi af samtlige møjsommeligt indsamlede data om Danmarks og Grønlands geografi for at gemme dem et hemmeligt sted.

Opmålingerne var selve grundlaget for at kunne lave præcise kort, hvilket havde stor militærstrategisk værdi. Oveni indeholdt de grønlandske opmålinger en god portion politisk værdi, da de viste et stort dansk engagement i Grønland og dermed understregede Grønlands tilknytning til Danmark. Med andre ord var det værdifulde sager – det havde historien allerede vist.

Chantelou sikrede sig, at man kunne finde kasserne igen ved at støbe en granitsten ned i fjeldet og måle gemmestederne op i forhold til det. Nogen ridsede datoen »7/7-1952« ned i betonen. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Chantelou sikrede sig, at man kunne finde kasserne igen ved at støbe en granitsten ned i fjeldet og måle gemmestederne op i forhold til det. Nogen ridsede datoen »7/7-1952« ned i betonen. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Da Norge i 1931 gjorde krav på en del af Østgrønland, var Geodætisk Instituts aktiviteter blandt årsagerne til, at domstolen i Haag tilkendte Danmark suveræniteten over hele Grønland. Da Danmark var besat af Tyskland under Anden Verdenskrig, krævede besættelsesmagten at få udleveret data om de danske fikspunkter, men gennem en blanding af nøl og søforklaringer lykkedes det at beholde de værdifulde data på danske hænder.

Dér i foråret 1952 var det hele altså affotograferet, og ifølge brevet var de enkelte mikrofilm blevet pakket ind i sølvpapir, lagt i plastikkassetter i en vandtæt trækasse i en vandtæt stålboks i endnu en vandtæt trækasse i en instrumentkasse – og så var der blevet støbt asfalt mellem de to yderste kasser.

»Det er tanken på Grønland på to passende steder, hvor der er ubeboet, at anbringe kasserne i forbindelse med etablering af en station,« lød det i brevet fra statsgeodæt Chantelou.

Station var betegnelsen for et punkt, som man brugte til opmålinger, og som der fandtes i hundredvis af over hele Grønland – og ved at camouflere kassernes endestation som endnu et målepunkt ville man kunne gemme dem uden at vække opsigt.

Den hemmelige notesbog er fuld af billeder, der viser, hvor kasserne er placeret – og alene ved hjælp af billederne kunne det udsendte skattejægerhold lokalisere kasserne med en lille meters unøjagtighed. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Den hemmelige notesbog er fuld af billeder, der viser, hvor kasserne er placeret – og alene ved hjælp af billederne kunne det udsendte skattejægerhold lokalisere kasserne med en lille meters unøjagtighed. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Da Stampe Villadsen læste brevet i 2002, fik han en idé. Han ville finde kasserne. I konvolutten lå et sæt nøgler til kassernes låse og en lille note, som var skrevet langt, langt senere. Her stod: »Nordsiden af Fjorden (Gl. Holsteinborg). Der går en lille vig længere ind mod øst.«

Andet var der ikke. Men brevet sluttede med at proklamere, at »den nødvendige beskrivelse vil følge efter ekspeditionens afslutning«.

Villadsen gik på jagt i styrelsens arkiv og pløjede sig gennem arkivskabe fyldt med de gamle, grønne målebøger. De fleste af dem bar en hilsen til missionen, for på første side var der med svunget håndskrift skrevet: ’Mikrofotograferet 1952’. Andre henvisninger var der ikke. Heller ikke i dagbøger og skibsrapporter fra tiden stod der noget om kasser med mikrofilm.

Eneste mulighed var altså at knække koden uden brug af skattekortet, og sådan bryggede Stampe Villadsen og et par medsammensvorne en teori på baggrund af alle tilgængelige indicier. De vidste, at kasserne var fragtet til den by, som dengang hed Holsteinsborg, nu Sisimiut, og at statsgeodæt Chantelou havde agtet at gemme dem ved en målestation der.

Ved at gennemgå arkiverne indsnævrede de gemmestederne til fem udvalgte punkter ved Sisimiut, som Chantelou og hans nærmeste medarbejder besøgte i sommeren 1952. Kasserne måtte ligge ved en af dem, skrev Stampe Villadsen og hans makkere i en stor og grundig artikel i fagbladet Landinspektøren i 2012, og historien opnåede tilpas megen berømmelse til at blive udvalgt blandt de 33 fortællinger om Den Kolde Krig, som Kulturstyrelsen samlede og udgav nogle år senere.

Det var også en god historie. Sådan en, der greb fat i ens ærme. Myndighederne havde kopieret enorme mængder værdifulde data for at gemme dem som en skjult skat i Grønland, og nu var skattekortet væk.

Det kaldte på en skattejagt.

Da Stampe Villadsen i 2002 først opdagede historien om kasserne, var den eneste beskrivelse af gemmestedet: »Nordsiden af fjorden. Der går en lille vig længere ind mod øst«. Dem er der dog en del af. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Da Stampe Villadsen i 2002 først opdagede historien om kasserne, var den eneste beskrivelse af gemmestedet: »Nordsiden af fjorden. Der går en lille vig længere ind mod øst«. Dem er der dog en del af. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

En delirisk rejse

I sommeren 2015 rejste jeg til Sisimiut for at lede efter kasserne. Det var sommer, og solen gik aldrig ned. Dagslys på hovedgaden, dagslys på hovedpuden, og langsomt lagde en let delirisk stemning sig over hele foretagendet.

Dengang arbejdede jeg på Politiken, og jeg havde læst om kasserne og kontaktet Stampe Villadsen, som generøst havde forsynet mig med et stort kort, hvor de fem mulige gemmesteder var tegnet ind. Sammen med en kollega flintrede jeg rundt på klipperne som avisens udsendte skattejæger.

Men selv om vi krydsede begejstrede rundt i det selv samme majestætiske landskab, som fortidens geodæter møjsommeligt havde besejlet og opmålt og efterladt sig små spor i; selv om vi havde både kort, metaldetektor og skovl; og selv om vi fik en stor del af byen til at bidrage til eftersøgningen med både tankekraft, muskelkraft og motorkraft – trods alt det rejste vi tomhændede hjem.

Bag os efterlod vi et lokalt udbrud af kassefeber, og efter hjemkomsten ringede en fyr fra lokalradioen og fortalte, at en lytter havde fundet noget mærkeligt ude i fjeldet på nordsiden af fjorden.

Det viste sig at være en stor granitsten støbt ned beton i en revne på en lille klippetop ude midt i ingenting. På stenen sad en bronzeplade, hvor der stod, at stenen og området var fredet af Geodætisk Institut, og i betonen var ridset en dato: 7/7-1952 – en af de dage, hvor vi formodede, at kasserne var blevet begravet.

I 2015 opdagede lokale i Sisimiut en sten, der var støbt ned i beton et ubeboet sted uden for Sisimiut, og hurtigt blev det koblet til historien om de forsvundne kasser. Vi kiggede efter dem under betonen, men fandt ingenting. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

I 2015 opdagede lokale i Sisimiut en sten, der var støbt ned i beton et ubeboet sted uden for Sisimiut, og hurtigt blev det koblet til historien om de forsvundne kasser. Vi kiggede efter dem under betonen, men fandt ingenting. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Det var interessant – ikke mindst fordi, der intet sted var noteret så meget som et kvæk om dette punkt. Tavsheden var et spor i sig selv. Punktet var hemmeligt, og vi lagde to og to sammen og fik næsten et rigtigt resultat. Det lokale museum, Stampe Villadsen og jeg var alle enige om, at kasserne måtte være støbt ned i betonen, som der var sjasket rigeligt ud af på klippen.

Så Geodatastyrelsen affredede stenen, Grønlands Nationalmuseum nikkede ja, og sammen med Stampe Villadsen drog vi tilbage til Sisimiut.

I denne lille by – som i dag er Grønlands næststørste – havde geodæterne før i tiden deres hovedkvarter og en række små lyseblå både vuggende. Lige siden 1928 havde J.F. Chantelou stået i spidsen for arbejdet som leder af Geodætisk Instituts afdeling 2, som blandt andet tog sig af opmålingen af Grønland. Han var officersuddannet, stangkonservativ, nationalt sindet chef af den gamle skole, som sidst i sin karriere endda var begyndt at gå i uniform – ligesom han ikke var ked af at bære en hvid pels og altid krævede en lille rød pude at sidde på, når han blev sejlet rundt.

En tidligere matros har fortalt, at personalet var lidt bange for ham, men omvendt var Chantelou heller ikke imponeret over sine hjælpere. 

Chantelou havde set meget gennem tiden og vidste således, at hyrede man ingeniører, fik man nogle smålige typer, der talte efter, om alle fik lige mange sardiner og henkogte frugter. Håndværkere var dovne og kunne ikke tage fat af sig selv, og studenter og løjtnanter var mest interesserede i at se Grønland og ellers have det så mageligt som muligt, noterede han i en rapport fra 1951 – året før kasserne blev gemt. Her fik han også betegnet grønlændernes arbejdsindsats som »eksempelløst driveri« og reflekteret lidt over de forandringer, som var på vej i Grønland, der få år senere skulle ophøre med at være en koloni og i stedet indlemmes som et fuldgyldigt amt i Danmark.

»Hvis de danske skatteydere fik lejlighed til at se, hvad grønlænderen af i dag tillader sig af driveri, så er det et meget stort spørgsmål, om der kunne rejses så betydelige midler, som tilfældet er, til det, der kaldes Grønlands opbygning, eller hvad det nu skal hedde,« skrev Chantelou.

Der i 1952 var han igen kommet sejlende til byen med et par meget tunge kasser, som ingen siden så skyggen af. Samtidig fik han støbt en medbragt granitsten ned i en masse beton og alle oplysningerne om det var forsvundet.

Mon ikke det hele hang sammen?

Statsgeodæt J.F. Chantelou stod i spidsen for missionen, og den dag i dag ved man ikke, om han handlede på egen hånd, eller hvem der havde sat det hele i gang. Det er ham, der sidder bag måleudstyret her. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

Statsgeodæt J.F. Chantelou stod i spidsen for missionen, og den dag i dag ved man ikke, om han handlede på egen hånd, eller hvem der havde sat det hele i gang. Det er ham, der sidder bag måleudstyret her. Foto fra J.F. Chantelous hemmelige beskrivelse

En absurd weekend

Havet var oprørt, vinden stod stille, og store ravne kredsede rundt i tågen og kunne derfra beskue, hvordan vi, en lille flok tilrejsende danskere, tilbragte en absurd forlænget weekend i Sisimiut med at bore huller ned i betonen og gennem en masse nedstøbte sten og langsomt blotlægge det bare fjeld.

Én ting var det fysiske arbejde, som var hårdt. Noget andet det psykiske: For hvad var overhovedet meningen med at bruge så megen tid, energi og penge på at finde nogle kasser, som ifølge beskrivelsen indeholdt en masse mikrofilm med kopier af gamle opmålinger?

Oplysningerne var for længst forældede, og desuden var mikrofilmene jo netop kopier. Det ville sige, at der fandtes nogle originaler, og dem kendte vi en del til. De stod som velordnede grønne hæfter i arkivskabene under Geodatastyrelsen i Københavns Nordvestkvarter, og både Stampe Villadsen og jeg havde flere gange bladret i dem for at se, om der var oplysninger gemt.

Vi var altså rejst ud for at opspore noget, vi allerede havde – og det krævede ingen kandidatgrad i lommepsykologi at regne ud, at der dybere nede måtte være noget mere på spil.

På et følelsesmæssigt plan handlede det nok om at finde en skjult skat og for en stund væve lidt med på det stof, som eventyr er gjort af. Intellektuelt handlede det om at knække en kode og besejre Chantelou. Og rent professionelt handlede det om for mig om at få adgang til en anden tids tankemønstre, hvor nogen kunne synes, at noget så gakkelak som det her var en god idé.

Som vi blotlagde mere og mere fjeld, uden at en eneste kasse dukkede frem, stod det efterhånden klart, at vi havde tabt dysten mod Chantelou. Stenen med bronzepladen havde utvivlsomt en forbindelse til kasserne, men ikke den, vi troede.

Da jeg således vendte tomhændet hjem for anden gang, proklamerede min chef, at han ville kvæle mig med en klaverstreng, og sådan sluttede det eventyr. For en stund.

Af frygt for, at der skulle ligge statshemmeligheder i kassen, måtte skattejægerne ikke være i lokalet, da Nationalmuseets specialister åbnede den.

Af frygt for, at der skulle ligge statshemmeligheder i kassen, måtte skattejægerne ikke være i lokalet, da Nationalmuseets specialister åbnede den.

Anders Rye Skjoldjensen

Noget, vi skal snakke om

I slutningen af 2019 opførte Folketeatret et stykke om den berømte danske videnskabskvinde Inge Lehmann, der i 1930’erne som den første viste, at Jorden har en indre kerne – også hun arbejdede for Geodætisk Institut, hvor hun ledede den seismiske tjeneste.

Historikeren Lif Lund Jacobsen var selvfølgelig inde for at se teaterstykket, for hun har i årevis forsket i netop Inge Lehmann og hendes historie. Da hun i pausen mellem de to akter overhørte et par mænd stå og tale om nøglepersoner fra fortidens Geodætisk Institut – personer, som hun udmærket kendte – kunne hun ikke lade være at blande sig. De to mænd viste sig at komme fra Instituttets historiske arvtagere, nemlig Styrelsen for Effektivisering og Databehandling.

Den ene af de to var Kristian Keller – manden oppe fra historiens indledning – og da det i løbet af samtalen gik op for ham, at her var en kvinde, som ikke bare var ansat ved Rigsarkivet, men som også havde indgående kendskab til Den Kolde Krig og Geodætisk Institut, kiggede han på hende og sagde:

»Jeg tror, jeg har noget, vi skal snakke om.«

Noget tid senere modtog hun en mail, hvor denne Kristian Keller forklarede, at han havde fundet et afgørende spor, der viste, hvor de to forsvundne mikrofilmskasser befandt sig.

Dem kendte hun godt, og det var ikke uden skepsis, hun læste videre. Det var jo ikke første gang, nogen havde dristet sig til at tro, at de havde knækket koden. Men en kontakt var etableret, og da hun så, hvad Kristian Keller havde fundet, var hun ikke længere i tvivl.

Udenpå lignede det en målebog som alle de andre med et grønt og blødt omslag, men allerede på første side var det anderledes:

»Grønland 1952. Deponering af mikrofilm,« stod der med samme håndskrift som i det gamle brev om missionen – det var statsgeodæt Chantelous håndskrift.

Og så fulgte en minutiøs beskrivelse af, hvordan han og ganske få indviede havde fundet et velegnet sted på nordsiden af fjorden og fået slæbt kasserne i land. Bagefter havde de slæbt en udhugget granitsten i land og støbt den ned i en spalte på en lille klippetop. Herefter blev matroserne sendt hjem, og kun de mest betroede medarbejdere gravede nu kasserne ned på to steder, hvis placering blev målt op i forhold til granitstenen – disse målinger stod i bogen, og kun der.

Fotos var der også: af søfolk, der slæbte kasserne, mens deres hoveder var dækket af viskestykker for at holde myggene væk. Af den nedstøbte granitsten – og af landskabet, hvor to folk stod placeret præcis der, hvor kasserne var gravet ned. Der var ingen tvivl.

Nederst i en stak komplet ligegyldige målebøger på Rigsarkivet lå et lille grønt hæfte fyldt med fotos, håndskrevne noter og målinger – et vaskeægte skattekort.

Nederst i en stak komplet ligegyldige målebøger på Rigsarkivet lå et lille grønt hæfte fyldt med fotos, håndskrevne noter og målinger – et vaskeægte skattekort.

Anders Rye Skjoldjensen

Efter at have været eftersøgt i 17 år havde Kristian Keller fundet den forsvundne beskrivelse, og hvor lå den eftersøgte målebog så?

Jo, den lå i Rigsarkivet, hvor andre før ham havde kigget efter spor uden held. I en kasse med en masse ligegyldige optegnelser fra 1960’erne lå den allernederst, og Kristian Keller fandt frem til den ved noget så simpelt som at søge i databasen. Ifølge Rigsarkivet var bogen blevet indleveret til dem i 2015 af Geodatastyrelsen, men det kan hverken Kristian Keller eller Stampe Villadsen tro på – for netop det år var styrelsen ramt af galopperende kassefeber, så det ville kræve en helt usandsynligt verdensfjern person at indlevere selveste skattekortet til Rigsarkivet, uden at sige det til nogen.

Uanset hvordan, så forlod Kristian Keller Rigsarkivets læsesal helt jubellykkelig efter at have set den, og senere gik han hjem og skrev en mail til sin gamle ven og kollega Stampe Villadsen.

»Jackpot!« stod der i emnefeltet.

Geodæten Kristian Keller har p.t. alle genstandene liggende på sit arbejde. Præcis, hvad der skal ske med kasserne og deres indhold, vides ikke endnu

Geodæten Kristian Keller har p.t. alle genstandene liggende på sit arbejde. Præcis, hvad der skal ske med kasserne og deres indhold, vides ikke endnu

Anders Rye Skjoldjensen

Med dette temmelig håndfaste bevis aftalte Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Rigsarkivet, at nu skulle de kasser hentes op og hjem. Udvalgt til at udføre den opgave blev trioen Kristian Keller, Stampe Villadsen og Lif Lund Jacobsen.

Mere end et halvt år gik, før de kom afsted, og i mellemtiden gennemsøgte Lif Lund Jacobsen arkiverne for mere information om Chantelou og meningen med det hele. Andre historikeres motivforskning gik på, at kasserne blev skjult som et udslag af angst for atomkrigen – som en slags sikkerhedskopi, der kunne hives frem, hvis originalerne i København var blevet udslettet med en stor del af befolkningen.

Meget fandtes der dog ikke i arkivet. Chantelou havde været yderst diskret om missionen. Men i sin rejserapport fra 1951 – den, hvor Chantelou blandt andet brokker sig over sit personale og grønlænderne – løftede han sløret for en anden af tidens brydninger: amerikanernes fremfærd i Grønland.

Den unge, sejrrige nation USA havde under verdenskrigen fået fodfæste i Grønland, og nu vadede de rundt overalt. Oppe ved Thule var de begyndt at bygge en kæmpe base i 1951, hvor 12.000 mand håndterede 120 skibsladninger materiel, men det var ikke det hele. 

De ville sågar gerne deltage i kortlægningen af Grønland, skrev Chantelou, som kaldte det en højst uheldig udvikling, at Danmarks udenrigsministerium syntes villigt til at tillade det.

Mikrofilm.

Anders Rye Skjoldjensen
For siden krigens afslutning havde instituttet sat alt ind på at kortlægge Grønland, så amerikanerne ikke bare kunne færdes overalt under dække af det, og derfor anså Chantelou det for højst mærkværdigt, »at et suverænt land som Danmark sådan uden videre skal opgive den naturlige pligt og ret, som det er at foretage kortlægninger inden for sit område. En sådan handling er jo ensbetydende med, at man er ved at opgive suveræniteten over sit land«.

Det skrev han på side to i den 50 sider lange rapport fra 1951. Omme på den allersidste sides allersidste sætning løftede han kortfattet sløret for en fremtidig plan.

»Samtlige grønlandsjournaler skal mikrofotograferes. Filmene skal opbevares på et passende sted i Grønland,« skrev han.

Den danske magt i Grønland var altså trængt i 1952 af amerikanerne, og hjemme i fædrelandet blev man trængt fra en anden og lige så mægtig side.

Krigen som bagtæppe

I 1952 sad Anden Verdenskrig stadig i alle. Syv år forinden var Europa lagt i ruiner, og et vanvittigt folkedrab havde været i fuld sving. Og her i den spæde fred tegnedes konturerne af den næste mulige krig, der kunne blive endnu værre. Udkæmpet af supermagterne USA og Sovjet med atomvåben.

Med Danmarks strategiske placering som en prop i Østersøen var det nærmest utænkeligt, at russerne ikke ville rykke ind her, hvis Tredje Verdenskrig brød ud, og derfor blev der gennem 1950’erne og 1960’erne sat en hel masse i gang. Mens velfærdsstaten i disse år opbyggedes, tog myndighederne i hemmelighed en række skridt for at forberede sig på det store kollaps, som kunne indtræde med krigen. Skoler byggedes i overstørrelse, så de kunne bruges som flygtningelejre for danske familier, parkeringskældre blev bygget ekstra robuste og udstyret med gassluser, så de kunne bruges som beskyttelsesrum – og grønne arealer udlagdes som nødkirkegårde til atomkrigens lig.

I samme ånd blev vigtige dokumenter kopieret og sendt til opbevaring på ambassaden i Washington – og også guldreserven røg i sikkerhed i USA.

At de vigtige geodata blev kopieret på mikrofilm og pakket i vandtætte kasser, sejlet til Grønland og gemt i al hemmelighed, kunne ses som et tidligt skridt i denne brede bevægelse, som kom til at præge hele samfundet. Efter en atomkrig, hvor originalerne var gået tabt, og landet lå i ruiner, ville indholdet være ekstremt værdifuldt. Men så længe originalerne eksisterede, virkede kassernes indhold dybest set værdiløst.

Hvis Chantelou vel at mærke ikke også havde gemt andre ting i kasserne, end han havde beskrevet – og det var der kun en måde at finde ud af på.

Hvad kasserne gemte

De viste sig at ligge præcis som beskrevet. I en lavning neden for den nedstøbte granitsten med bronzepladen.

Det stod klart, da de tre danske udsendte i september 2020 ankom til byen med et tv-hold fra DR og gik direkte til sagen. Alene ud fra fotografierne fandt de kassernes gemmesteder med en meters usikkerhed – og da de den følgende dag målte efter, var den stensikker.

En halv meter nede stødte deres skovle på træ. Jackpot igen. Stampe Villadsen skrev i sin dagbog:

»Der er sgu ikke mange mennesker, der får lov til at grave en skat op, som man har ledt efter i 18 år, og som er gravet ned tre uger, før jeg selv blev født.«

Kasserne var tunge – 171 kilo viste vægten, da de vejede den ene i lufthavnen. Her blev kasserne pakket ind i isolerede kasser og fløjet til Danmark. Hos Nationalmuseet skulle særligt sikkerhedsclearet personale stå for at åbne til selve indholdet, mens alle andre blev sendt uden for døren.

Måske der lå statshemmeligheder dernede?

Men der lå bare mikrofilm indpakket ind i stanniol og lagt i klare plastikdåser – og så var der også en plastikdåse med et brev i.

Kristian Keller låser en svær hængelås op, åbner et stålskab i arkivrummet under styrelsen og finder brevet frem. Det er Chantelous håndskrift.

»Hvis en katastrofe skulle ramme Europa,« indledes det.

Og så forklarer han ellers om mikrofilmene og truer folk med straf, hvis de uberettiget graver dem op. Brevet rejser sig med et rørende schwung, da det slutter med ordene:

»Til slut ønskes, at fred og fredelige tilstande må afløse den nuværende stadige tilstand af frygt for fremtiden, således at det aldrig bliver nødvendigt at ty til dette depot.«

»Hvis en katastrofe skulle ramme Europa,« indledte Chantelou det brev, som lå i kassen.

»Hvis en katastrofe skulle ramme Europa,« indledte Chantelou det brev, som lå i kassen.

Anders Rye Skjoldjensen
Da Lif Lund Jacobsen første gang læste det, fik hun kuldegysninger. Det var, som om de 70 år, som var passeret, siden Chantelou skrev brevet i sin villa, blev udvisket.

»Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg er kommet så tæt på historien,« siger hun.

Det amerikanske mysterium

I månederne efter gennemgik Kristian Keller og hans kolleger alle mikrofilmene, og sådan blev det efterhånden klart, at intet gemte sig, som ikke allerede var arkiveret i Danmark, hvilket ifølge Lif Lund Jacobsen var »fantastisk fedt og fantastisk skuffende«.

Fedt, fordi det viser, at man har været dygtig til at bevare originalerne, og skuffende, fordi der intet nyt er at sige.

Og så alligevel en lille smule nyt. Ikke om statshemmeligheder og dommedagsplaner, men om det lidt pikante forhold til amerikanerne dengang. Inden for den historiske niche tegner sig et lille mysterium.

I kassens fortegnelse over mikrofilmene kan man nemlig se, at seks spoler med mikrofilm er udleveret til »vestligt udland«, hvilket må være USA. Og af et andet brev i Rigsarkivet kan man udlede, at der i disse mikrofilm også er grønlandske data. Der har tydeligvis været et samarbejde mellem Geodætisk Institut og dets muskuløse amerikanske søsterorganisation, US Army Map Services, hvor de har fået materiale fra geodæterne.

Men hvad amerikanerne egentlig har fået, gad Kristian Keller godt finde ud af.

Sandsynligvis ikke alt.

For én grønlandsk målebog mangler i kassen – kun første side er mikrofotograferet, og her står, at resten ikke skal fotograferes. Kristian Keller har fundet originaljournalen i Rigsarkivet, og det viste sig at være nogle danske opmålinger af en fjord, hvor danskerne også havde inkluderet amerikanske målepunkter. Hvis man gav amerikanerne den bog i hænderne, kunne de ganske let afkode og anvende alle de danske målepunkter i området.

Et eller andet spil kispus udspillede sig, og dét er det næste mysterium, som Kristian Keller gerne vil opklare – ligesom han gerne vil vide, hvad planen egentlig har været. Selv om Chantelou i sin beskrivelse af kassernes gemmested anfører, at denne beskrivelse er den eneste, så giver det ingen mening. Hvis alle instituttets optegnelser blev ødelagt i en atomkrig, så ville målebogen med beskrivelsen jo også ryge.

Så der må ligge en kopi et sted. Måske i USA, spekulerer Kristian Keller og spørger højt:

»Hvad var planen?«

Kristian Keller.

Kristian Keller.

Anders Rye Skjoldjensen

Lige nu står kasserne altså under hundetæppet i en kældergang under en styrelse i København. De skal foræres til museer.

Mikrofilmenes skæbne er til gengæld mere uklar, for der er ikke tradition for, at Rigsarkivet skal opbevare kopier af ting, de allerede har. Brevet og nøglerne skal gemmes – ligesom skattekortet, så meget er klart. Men resten ved man ikke rigtig, hvad der skal ske med.

Mordet på et eventyr

Stampe Villadsen hælder mere kaffe op og læner sig tilbage i sin blå sofa i lejligheden på Østerbro. Han er godt tilfreds. Det var ham, der startede hele balladen ved at finde Chantelous gamle brev, og nu har han været med til at afslutte det hele ved at finde kasserne. Og selv om det stadig nager ham, at de ikke har fundet ud af, hvem der egentlig gav ordre til at genmme kasserne, er selve skattejagten  slut nu. Mysteriet opklaret.

Oprindeligt var hans drøm, at man kun skulle tage den ene kasse og efterlade den anden i jorden til fremtidige skattejægere. Sådan gik det ikke, og han er klar over, at verden nu er blevet et mysterium fattigere og lidt mindre eventyrlig.

»Du kan godt sige, at vi har slået kasserne ihjel ved at grave dem op,« siger han.

»Det er fuldstændig rigtigt. Der var ikke noget i dem – kun det, vi vidste, der var.«

Tillykke med det alligevel, siger jeg, og Stampe Villadsen kigger op:

»Det er sgu en god fornemmelse.«

Mandag den 5. juli har DR premiere på sin dokumentarserie om jagten på de forsvundne kasser. Serien hedder ’På sporet af de hemmelige koldkrigskasser’ og bliver vist på DR1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er længe siden, jeg har læst noget så spændende. Næste ligesom dengang jeg som dreng læste Skatteøen.

Morten Balling

Fascinerende historie!

uffe hellum, Søren Kristensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg synes alligevel, både for en sikkerheds skyld og som et udflugtsmål for fremtidige turister, at man skal grave kasserne og deres indhold ned igen og støbe et betonlåg hen over med en granitsten hvor der står: Chantelous mikrofilm/ The Chantelou microfilms 1952/2020 - eller noget i den stil.