Portræt
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Et tabt kortspil blev til livslang kærlighed

Under krigen afsporede modstandsfolk et militærtog, så det strandede ved Gerda Ry Knudsens hjem. Efter befrielsen kom hendes brors manglende spilleheld til at forme hendes liv
Moderne Tider
19. juni 2021
Ifølge familielegenden tabte broren hende til sin bedste ven i kortspil.

Ifølge familielegenden tabte broren hende til sin bedste ven i kortspil.

Privatfoto

Da Gerda Ry Knudsens liv var ved at ebbe ud, spurgte hendes sønner, om hun havde lyst til at snakke med en præst. Først sagde hun, at hun ikke ville være til besvær, men da de insisterede, endte hun med at tage imod tilbuddet.

Præsten kørte ud til hendes hjem og talte i enrum med hende, uden at sønnerne kunne lytte med.

Da de efterfølgende spurgte præsten, hvordan det var gået, viste det sig, at deres mor slet ikke havde talt om sig selv. Hun havde fået præsten til at bede en bøn for hendes børn.

Gerda Ry Knudsen satte andre før sig selv og familien over alt andet. Hvert år ved årsskiftet satte hun sig ved køkkenbordet og indviede den nye kalender ved møjsommeligt at føre alle de familiefødselsdage, hun skulle til i årets løb, ind i kalenderen. Der var en del: Hun fik fire sønner, 16 børnebørn og otte oldebørn.

Barndom under krigen

Hun voksede op i et ledvogterhus i midtjyske Olling, tæt på stationsbyen Kibæk, hvor mor stod for at hejse bommen for togene med håndkraft, inden far kom hjem fra arbejde og tog over indtil midnat.

Da krigen brød ud, og Danmark blev besat, rumsterede modstandsfolk ved skinnerne, og da det lykkedes dem at afspore et militærtog, strandede det i ledvogterhusets have. Tyskerne tog Gerda Rys far med til afhøring, og familien frygtede for hans liv, mens han var væk. Da han vendte tilbage til hjemmet om natten, sukkede de af lettelse.

Gerda Ry Knudsen

  • Født 14. januar 1939.
  • Hjemmesyerske og rengøringsassistent.
  • Efterlader sig fire sønner, tre svigerdøtre, 16 børnebørn og otte oldebørn.
  • Død 27. oktober 2020.

    Gerda Ry var kun en lille pige under krigen, men hun huskede, at hun smed sig på gulvet, når bombeflyene brølede over ledvogterhuset, og hun huskede, at hun skubbede sin yngste lillebror rundt i en barnevogn, omsvøbt af Dannebrog, da Danmark blev befriet.

    Kærlighed og kortspil

    Hendes liv ændrede sig på grund af et spil kort.

    Eller sådan lyder anekdoten i hvert fald i familien. Da en af hendes brødre fik så gebommerlige stryg i et kortspil, at han ikke havde penge til at betale det tabte, tilbød han sin søster i stedet for.

    Det var vist sagt i sjov, men Gerda Ry Knudsen endte alligevel på date med smedelærlingen, som broren skyldte penge. Og tilfældet ville, at de to unge faldt for hinanden ved første blik.

    I de næste 65 år levede Gerda og Svend Aage Knudsen sammen, først som kærester, siden som ægtefolk og forældre. De gjorde alting sammen. De gik til bueskydning, bowling og badminton. Og de nød det hele, i hvert fald indtil hun begyndte at udkonkurrere ham – så gad han ikke mere.

    Deres sønner husker, at de kun skændtes et par gange i et helt liv.

    Mens Svend Aage Knudsen passede sit arbejde som smed, arbejdede hun som hjemmesyerske, hvor hun kunne være så tæt på sine børn som muligt, dag ud og dag ind.

    Hun arbejdede senere 20 år som rengøringsassistent, men så snart hun fik muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, gjorde hun det. Da var hun 55 år.

    Familien var det højeste i hendes tilværelse, og hendes kærlighed blev gengældt overalt i stamtræet. Hun var imødekommende og smilende, og når hun havde sine små oldebørn på skødet, havde de det med at falde til ro med det samme.

    Vi ses snart

    Da hun blev diagnosticeret med kræft, var hendes mand allerede så syg af Alzheimers, at det var et spørgsmål om tid, inden livet ville være slut for ham.

    To måneder senere ved hans dødsleje så Gerda Ry Knudsen ham i øjnene og sagde sine sidste ord til ham: »Farvel, min skat. Vi ses snart.«

    Ved hans begravelse så hun en sommerfugl lande på hans kiste, og hun var overbevist om, at hendes mand talte til hende fra det hinsides. Senere, da hun tjekkede ind på et hotel til et bryllup, fløj en sommerfugl ind ad et vindue og baskede rundt på hendes værelse.

    Hun lovede sin familie, at også hun ville komme tilbage og hilse på dem som sommerfugl, når hun havde forladt jorden.

    Hun talte åbent om døden, og sammen med sin svigerdatter købte hun selv det tøj, hun skulle have på i kisten. Eller rejsetøjet, som hun kaldte det.

    Hun var overbevist om, at hun ville blive genforenet med sin Svend Aage i efterlivet, og det gav hende en ro, selv om hun var syg og kunne mærke, at livet ebbede ud.

    Hun insisterede på at deltage i de fødselsdage, hun stadig minutiøst skrev i kalenderen, og blot en måned før hun gik bort, var hun med til sit barnebarns bryllup – selv om familien bekymret spurgte hende, om det nu også var en god idé.

    Da hun skulle dø, lå hun i sit eget hjem og kunne se rundt på sine børn, der var hos hende i den sidste stund.

    Nu ligger hun side om side med Svend Aage på det gravsted, de nåede at vælge sammen.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk,
    seriøs og troværdig.

    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Niels Jacobs

    Beskedenhed er gammeldags, men virker her alligevel så fin.

    Kenneth Krabat

    Det er hvad man udholder og formår, der tæller.

    Rørende beretning om et værdifuldt liv som afsæt for hendes mange efterslægtninge. De er givet kommet godt af sted.

    Per Jakobsen

    Ganske bevægende historie...