Portræt
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Torkild Christensen kunne altid undvære en 20’er

Torkild Christensen kunne ikke udholde uretfærdigheder. Hele livet rakte han derfor hånden ud til samfundets svageste, og hvis de havde brug for en ekstra skilling, så kunne han også klare det
Torkild og Lissys krondiamantbryllup(!!!) den 28. januar i år - halvanden måned før Torkild døde. Ligesom til alle deres andre runde bryllupsdage (bronze, sølv, guld, diamant osv.) dansede de også brudevals denne dag.

Torkild og Lissys krondiamantbryllup(!!!) den 28. januar i år - halvanden måned før Torkild døde. Ligesom til alle deres andre runde bryllupsdage (bronze, sølv, guld, diamant osv.) dansede de også brudevals denne dag.

Privatfoto

Moderne Tider
26. juni 2021

I Torkild Christensens lomme lå der altid en 20’er eller to. Gik han forbi en hjemløs eller et barn, som ikke så ud til at have det for godt, var det stensikkert, at han ville stikke hånden ned i lommen, sænke farten – og så lade en 20’er skifte hænder til en, der havde mere brug for den end ham selv.

For selv om han ikke havde meget at gøre godt med, havde han altid nok til at hjælpe andre. Han havde en dyb retfærdighedssans, og han kunne ikke holde ud, når mennesker eller dyr ikke blev behandlet ordentligt.

Han voksede op i en arbejderfamilie i Helsned på Langeland og tjente som ung på forskellige gårde. Når det indimellem kom ham for øre, at alle karlene ikke fik det samme i løn, gik han direkte til herremanden og krævede lige løn for lige arbejde.

På samme måde kunne han senere, da han arbejdede som lastvognschauffør, blive dybt forarget, hvis kolleger kunne finde på at mobbe en anden kollega. Når det skete, stillede han altid op for den svage part, og når han kom hjem til sin kone, ville han sige: »Tænk, at voksne mennesker kan finde på den slags. Det er sgu for galt.«

Som ung arbejder forstod han hurtigt, at det handlede om at organisere sig, hvis man skulle have ordentlig løn og ordnede vilkår. Som 18-årig meldte han sig ind i en fagforening, og resten af sit liv var han aktiv i den lokale afdeling af SiD (i dag 3F), hvor han sad i bestyrelsen i mere end 40 år.

Særligt svage børn stod hans hjerte nær, og selv om han gav penge til utallige velgørende organisationer, gik det ham på, at han ikke kunne hjælpe alle, der havde brug for en håndsrækning. Når han i tv så indslag om at blive sponsor for et barn, sagde han ofte: »Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde mange penge, så jeg kunne betale for alle de børn«.

Fulgte gæssenes liv

Da han som ung var ude at tjene, gik han ofte i marken og lugede roer eller beskar frugtplantagens træer. Hver dag cyklede en ung kvinde forbi på sin vej til og fra skole, og så vinkede de til hinanden. En dag stoppede Lissy Margrethe Hansen op og talte med den unge markarbejder. De begyndte at mødes i det skjulte, og efter et par år, i 1956, blev de gift. De flyttede sammen i Humble på Langeland og fik her to børn.

Torkild Christensen

  • Født i Helsned på Langeland den 5. december 1930.
  • Lastvognschauffør og bestyrelsesmedlem i SiD Sydlangeland i over 40 år.
  • Gift med Lissy Margrethe Christensen (født Hansen) gennem 65 år.
  • Efterlader sig kone, to børn, fem børnebørn og fire oldebørn.
  • Død den 10. marts 2021 i Odense

    I 18 år kørte Torkild Christensen sand og grus for et lokalt vognmandsfirma. Da det lukkede, fik han arbejde hos det lokale mejeri i Humble, og i mange år stod han op klokken fire for at hente mælk hos lokalområdets landmænd.

    I lastbilen havde han altid sin fuglebog, så han hurtigt kunne orientere sig, hvis han fik øje på en fugl, han ikke kendte. Fuglenes liv gav ham en helt spontan glæde, og de sidste mange år kørte han og Lissy Margrethe Christensen hver formiddag ud til fuglereservatet i Nørreballe.

    »Er det ikke skønt at se dem?« kunne han sige og pege på gæssene. Forundret fulgte han, hvordan de forsvandt for at trække sydpå, og hvordan de kom igen flere måneder senere. »Tænk at få lov at opleve, at de nu er kommet tilbage,« kom det så.

    Den sidste sang

    Ligesom børn betød meget for ham, betød han meget for mange børn. Til familiesammenkomster prioriterede han ofte at kravle rundt på gulvet og lege med børnebørn og oldebørn. Han fjollede med dem og sang utallige sange. Han elskede at synge og havde en fantastisk sangstemme.

    Der var ingen fester eller familiesammenkomster med Torkild Christensen som gæst, uden at der også var sang. Hen på aftenen kunne han samle selskabet omkring sig for at synge. »Jeg ved en lærkerede« og »Er du dus med himlens fugle« var blandt favoritterne, og ofte erklærede han sin store kærlighed til sin kone med »Du er min øjesten«.

    Men én sang betød noget helt særligt for ham: »Jens Vejmand«, som skildrer uligheden på den tid. Gav han sig først til at synge, var den altid på repertoiret.

    I sine sidste dage sov han det meste af tiden, men da et af børnebørnene kom hjem fra København, vågnede han pludselig lidt op. »Hej, min dreng,« sagde han, og ganske stille, men helt rent, gav han sig til at synge »Jens Vejmand«, og som altid stemte familien i.

    Måske var sangen hans måde at sige på, at han var mæt af dage. I hvert fald blev det hans sidste sang. Og selv om Jens Vejmand aldrig fik en sten på sin grav, så fik Torkild Christensen en meget smuk lysegrå gravsten.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk,
    seriøs og troværdig.

    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Lise Lotte Rahbek

    Fin beskrivelse

    Eric Philipp, David Zennaro og Mads Greve Haaning anbefalede denne kommentar