Lovgivning om dyrevelfærd vinder frem, men får dyrene det faktisk bedre?

I sidste uge kunne man i Information læse en klumme af den berømte australske filosof Peter Singer med den nedslående overskrift: »På 2.000 år har vi nået meget få fremskridt for dyrevelfærden«.

I klummen tager Singer udgangspunkt i Det gyldne æsel, der af mange litteraturhistorikere regnes for verdens første roman, og som blev skrevet omkring 170 år e.v.t., da Marcus Aurelius var romersk kejser. Det gyldne æsel beskriver, hvordan både æsler, heste og menneskelige slaver arbejdede sig til døde, fordi det var billigere at udskifte dem med nye artsfæller end at forbedre de arbejdsvilkår, der tog livet af dem. Singers pointe var klar: På dyrevelfærdens front er der i mange lande ikke de store forskelle på tiden dengang og i dag.

Men trods filosoffens dystre vurdering har der øjensynlig været en del at glæde sig over på det seneste, når det gælder dyrevelfærd. I Storbritannien fastslår en ny lovgivning for første gang formelt, at alle hvirveldyr er sansende væsener. Og som det første land i verden vedtog Danmark sidste år en lignende lov, en dyrevelfærdslov, der erstatter den mere end hundrede år gamle dyreværnslov og pålægger den siddende minister at lave regler, der »tilgodeser dyrenes behov og adfærd«.

Den trådte i kraft i begyndelsen af 2021 og har allerede haft praktiske implikationer: forbuddet mod vilde dyr i cirkus betød, at fire cirkuselefanter blev sendt på tidlig pension, og forbuddet mod hundekampe blev udvidet til at gælde alle dyr.

Også på andre områder er der tegn på en stigende bevidsthed om dyrevelfærd: Så sent som i sidste uge blev det offentliggjort, at fiskere, forskere og Dyrenes Beskyttelse for første gang undersøger, hvordan fisk dør i forbindelse med trawlfiskeri i de frie vandmasser – hensigten er at finde ud af, hvordan fangstmetoderne kan udvikles, så man understøtter mere »human« aflivning af de sansende dyr.

Vi bliver altså i stigende grad opmærksomme på, at vores lovgivning og retningslinjer bør afspejle vores viden om dyrs sansemæssige og kognitive evner. Men hvad ved vi egentlig om dem – og hvor langt rækker den nye lovgivning?

Det gode liv

Som lektor i bioetik ved Københavns Universitet har Mickey Gjerris længe beskæftiget sig med moralske spørgsmål angående dyr, natur og klima.

Siden filosofiens begyndelse i Grækenland for mere end 2.000 år siden har tænkere været optaget af, hvad der udgør det gode liv. Men for grækerne var det gode liv forbeholdt menneskene, som var udstyret med en fornuft, der adskilte dem fra den øvrige natur.

Den forestilling har i høj grad præget vestlig tænkning siden hen. Således beskrev den franske filosof René Descartes i det 17. århundrede naturen som en maskine og dyrene som automata – en slags sjælløse maskiner. Descartes’ ekko rungede flere århundreder efter, og så sent som i 1970’erne omtalte evolutionsbiologen Richard Dawkins flagermus som en slags avancerede maskiner.

For Mickey Gjerris er det imidlertid udtryk for en åbenlys fejlslutning, da vi ikke kan vide med sikkerhed, hvad der foregår inde i hovedet på en flagermus eller en høne.

»Vores forståelse af dyrs kompleksitet stiger hele tiden. Vi opdager, at fisk er følsomme væsener, og at kyllinger og mus kan have empati med andre kyllinger og mus, som de kender. På den måde bliver vores forståelse af dyrenes mentale evner hele tiden skubbet. Og det har vi ikke lyst til skal ske, fordi det gør tingene mere besværlige,« siger han.

Ifølge Gjerris stiller det os nemlig over for nogle ubehagelige dilemmaer. På den ene side ved vi, at det er moralsk forkert at forårsage unødvendig lidelse. På den anden side har vi svært ved at give afkald på en livsstil, som er afhængig af, at mange dyr lider.

»De fleste mennesker vil nok mene, at vi godt kan tillade os at udnytte dyr, så længe det er nødvendigt. Men vi har ikke en diskussion om nødvendigheden, fordi bacon bliver set som en form for menneskeret. Og det er ikke holdbart. Rent filosofisk har jeg meget svært ved at se, at interessen i bacon skulle overtrumfe grisens ret til at have et fornuftigt liv.«

Mickey Gjerris byder de nye love velkommen. Men han mener også, at der først og fremmest skal en vidtrækkende bevidsthedsændring til, før vi vil se afgørende forbedringer af dyrevelfærden. Lovgivning som den, der trådte i kraft i Danmark i år, og den, der netop er blevet stemt igennem i Storbritannien, ser han snarere som et udtryk for ’greenwashing’. For reelt har initiativerne ikke den store praktiske betydning, mener han:

»Politikerne kan tværtimod holde det op mod kritikerne, når de kommer. Derudover er der en masse mennesker, der gerne vil høre den historie, fordi de rigtig gerne vil blive ved med at gøre det, de allerede gør. Så hvis vi kan leve i en fælles indbildning om, at det hele går den rigtige vej, som er en løgn, så bliver den slags lovforslag snarere en sovepude.«

Inden for rammerne af lovgivningen kan man fortsat gøre ting, der ikke hænger sammen med anerkendelsen af, at dyr er sansende og følsomme væsener, mener han:

»Man er jo ikke stoppet med at fjerne kalven fra koen inden for 24 timer efter fødslen eller lade høns ende på slagteriet, efter de har fået ætset hul ind til deres nervebaner af at have stået i deres egen afføring. Man accepterer fortsat 28.000 døde pattegrise om dagen som et led i en normal produktion. Alt det her kommer sådan nogle love ikke til at lave om på.«

Anders Rye Skjoldjensen

Nye kategorier

Jonathan Birch er professor i filosofi på London School of Economics og leder af Foundation of Animal Sentience, et EU-finansieret projekt, der har til formål at formidle indsigter i dyrs følelsesliv.

Han var en af de første, der reagerede på det nye britiske lovforslag med en klumme i The Guardian. Da jeg taler med ham over Zoom, slår han imidlertid en mere skeptisk tone an: 

»De praktiske implikationer af den nye lov er ikke omfattende. Den udstikker en retning for beslutningstagen ved at holde ministre til ansvar for dyrenes velfærd, men heller ikke mere end det. Den er begyndelsen på en rejse, men den skubber os ikke særlig langt hen ad vejen. Men jeg håber selvfølgelig, at det er det første skridt i retning af en virkelig forbedring af velfærden for dyr i Storbritannien.«

Når vi snakker om dyrs intelligens, mener Birch, er det først og fremmest vigtigt at opstille en præcis definition af, hvad intelligens indebærer. Uden en sådan er det heller ikke muligt at udføre videnskabelige forsøg, der kan give et indtryk af, hvad der egentlig finder sted i dyrene, forklarer han.

Men de videnskabelige metoder, vi har udviklet til at registrere bevidsthed, bærer præg af, at de er skabt på baggrund af vores egne erkendelsesmæssige og følelsesmæssige kategorier. Derfor er der ifølge Birch en fare for antropomorfisme – en tilskrivning af menneskelige træk, følelser og intentioner til ikkemenneskelige væsener.

»Antropomorfisme er en af de store farer, som vi må undgå,« siger han og bruger blæksprutten som eksempel, for vil vi forstå, hvordan det er at være blæksprutte, må vi forlade de sædvanlige menneskelige kategorier:

»Tag blækspruttens syn. Den ser ikke farver, men polariseret lys,« siger Birch og henviser til, at lys normalt består af bølger, som svinger i alle mulige retninger. Det menneskelige øje er ikke særlig følsomt over for de forskellige retninger, som lyset svinger i, men det er blækspruttens.

»Det vil altså sige, at den ikke ser det, som vi ser. Den ser tværtimod noget, vi ikke kan se. Så hvis du spørger, hvordan en blækspruttes visuelle oplevelse er, altså hvordan det er at se polariseret lys frem for lysets bølgelængde, så aner vi det ikke. Vi ved bare, at vi har brug for nye kategorier for overhovedet at kunne tænke over det.«

Insektvelfærd

Den mest åbenlyse fare ved vores tilbøjelighed til antropomorfisme er imidlertid vores tendens til at favorisere de dyr, vi bedst kan identificere os med. Her er der et åbenlyst hierarki, hvor såkaldte companion species som hunde og katte er placeret øverst. De har den stærkeste juridiske beskyttelse efterfulgt af landbrugsdyr som grise, køer og kyllinger, mens der er langt mindre vidtrækkende beskyttelse af eksempelvis fisk.

Både Gjerris og Birch gør opmærksom på, at et af de store dilemmaer i debatten vedrørende dyrevelfærd omhandler insekter. I disse år er forskere nemlig i gang med at undersøge mulighederne for at erstatte det kødprotein, vi selv spiser og fodrer dyrene med, med insektprotein fra blandt andet græshopper og fårekyllinger. Hvis vi skal gøre det, kræver det enorme produktionsfaciliteter, og det vil komme til at koste store summer. Spørgsmålet er, om vi bør gøre det på baggrund af den viden, vi har til rådighed.

Anders Rye Skjoldjensen

På nuværende tidspunkt ved vi, at insekter er i stand til at bearbejde sensorisk information, udvælge sig mål og orientere handling. Muligvis har de også subjektive oplevelser. Men det ved vi ikke, og det er problemet.

»Vi har ikke nok evidens til at fastslå, hvad god velfærd består i for et insekt. Det er en sag, hvor udviklingen af industrien overhaler både vores juridiske og videnskabelige grundlag for at regulere den,« siger Jonathan Birch.

For Gjerris kunne en god målestok for fremtidig lovgivning være, at jo mere et dyr er i stand til at føle, jo mere beskyttelse bør det have. Problemet er bare, at vi ikke altid er særlig gode til at måle følelser, hvilket insekterne er et godt eksempel på.

De fleste vil nok også mene, at det udvidede fokus på stadig flere væseners følelsesmæssige kapacitet må møde en grænse på et tidspunkt – de færreste vil nok lægge fluesmækkeren fra sig af hensyn til fluevelfærden. Men ser vi bort fra diskussionen om, hvor fremtidens grænser præcis skal trækkes, er det centrale måske, at vi mennesker bliver bedre til at reflektere over vores eget syn på dyrene. 

Mickey Gjerris mener således, at vi først og fremmest skal arbejde på at ændre os selv og den måde, vi betragter dyr på. Og selv om det bliver en stor udfordring, er han ikke i tvivl om, at det er muligt:

»Vi er plastiske væsener, og lige nu har vi en fortælling om, at det er okay at bruge dyr. Den skal vi erstatte med en fortælling om, at det er okay at leve i et fællesskab med dyr. Jeg tror på, at der skal en grundlæggende mentalitetsændring til, og at vi både skal ændre vores forståelse af, hvad et menneske er, og hvad det laver i verden,« siger han.

»Det er et rimeligt sejt træk, men så har jeg i det mindste noget at bruge tilværelsen på.«