em i fodbold
Læsetid: 7 min.

Mæhle debuterede på landsholdet i Hjulmands første kamp som landstræner. Det virker ikke tilfældigt

Med aktører som Mæhle og Damsgaard i nøgleroller begynder man at ane konturerne af fremtidens danske landshold. Lørdag aften skal de rød-hvide i kamp igen, når EM efter et par hviledage fortsætter med de første ottendedelsfinaler, hvor to af slutrundens mest seværdige mandskaber, Italien og Danmark, skal forsøge at nedbryde de kompakte forsvar hos Østrig og Wales
Det faktum, at Hjulmand introducerede netop Mæhle i sin første kamp som ansvarlig for nationalmandskabet, virker nærmest som udtryk for en højere symbolsk sandhed, skriver Martin Østergaard-Nielsen.

Det faktum, at Hjulmand introducerede netop Mæhle i sin første kamp som ansvarlig for nationalmandskabet, virker nærmest som udtryk for en højere symbolsk sandhed, skriver Martin Østergaard-Nielsen.

Friedemann Vogel

Moderne Tider
26. juni 2021

Så starter EM for alvor!

Det fristes man i hvert fald til at konkludere, efter at turneringen qua sin struktur har brugt de 36 første kampe på at bortskære otte mandskaber.

Nu bliver tingene speedet op, og i de næste 14 kampe frem mod finalen vil der blive elimineret et hold i hver eneste opgør. Nu er det vind eller forsvind!

Og hvilken smukkere måde at begynde denne fase af turneringen på end med et dansk landshold, der har været en af de store spillemæssige oplevelser ved dette EM?

Landstræner Kasper Hjulmand og hans rød-hvide mandskab er med deres præstationer mod Belgien og Rusland virkelig ankommet – både på den internationale scene og i danskernes bevidsthed. Og det er, som om at hele holdets kampånd og offensive tilgang til tingene indkapsles i præstationerne fra den omskolede venstreback Joakim Mæhle, der er godt i gang med at levere det, som amerikanerne kalder a breakout performance ved dette EM.

Når man ser Mæhle spille, og især når han leverer præstationer som den mod Rusland mandag aften i Parken, kommer man uvægerligt til at tænke på de berømte ord fra Real Madrids brasilianske venstreback, Marcelo, om, at »først og fremmest så angriber vi, og dernæst forsvarer vi. Men angrebet er det vigtigste«.

Mæhle virker besjælet af samme ubændige trang til at komme frem over isen og lægge tryk på modstanderforsvaret dér, hvor det gør ondt. Og det virker ikke tilfældigt, at den dynamiske kantspiller fra Østervrå i Vendsyssel fik sin debut på landsholdet, samme dag som Kasper Hjulmand førte sine tropper i aktion for første gang, nemlig i en Nations League-kamp mod Belgien i september sidste år.

Tværtimod. Det faktum, at Hjulmand introducerede netop Mæhle i sin første kamp som ansvarlig for nationalmandskabet, virker nærmest som udtryk for en højere symbolsk sandhed. Som om den nye landstræner ønskede at sende et signal til både resten af truppen og hele Fodbolddanmark: Det er dem, vi er nu. Og det er sådan, vi ønsker at spille: angribende, udfordrende, i evig bevægelse.

Alfeagtigt svæv

En anden spiller, der indkapsler Hjulmands fodboldfilosofi, er angrebstalentet Mikkel Damsgaard, der ifølge de britiske skriverkarle allerede er godt i gang med at spille sig selv videre til en kontrakt med en Premier League-klub efter EM.

Men symbolikken i Damsgaards rolle på landsholdet adskiller sig på vigtige punkter fra Mæhles. Hvor Mæhle repræsenterer rå og offensiv kampkraft, så personificerer den alfeagtige Damsgaard fodbold, sådan som man kan forestille sig, at Hjulmand i sin inderste sjæl ønsker, at det skal spilles.

Når man ser Damsgaard svæve rundt på banen mellem garderhøje forsvarere, hele tiden med bolden klinet til fødderne, hele tiden spejdende efter en afleveringsmulighed eller en åbning at afslutte i, så forstår man, hvad Hjulmand sigtede efter, da han sammen med Keld Bordinggaard for knap to årtier siden satte gang i den proces, der førte til en helt ny måde at træne børnespillere i Danmark på: Det var en type som Mikkel Damsgaard, han havde i tankerne.

En teknisk begavet og spilintelligent aktør, der kan begå sig i de små rum på banens forreste tredjedel, og som selv i allerhøjeste fart med kuglen er i stand til at vælge det, som nutidens trænere ynder at kalde ’de rette løsninger’ i situationen.

Damsgaard er simpelthen selve personifikationen af Hjulmands drøm om den perfekte, moderne fodboldspiller. Han er det bedste danske produkt, der er blevet spyttet ud af FC Nordsjællands talentfabrik i Farum i det seneste årti, og vi kan forvente at se rigtig meget til ham i landsholdstrøjen i de kommende år; uanset om den nuværende EM-fest slutter lørdag aften eller forsætter en tid endnu.

Ved at give Joakim Mæhle en nøglerolle på landsholdet synes Kasper Hjulmand at sende et signal til Fodbolddanmark: Det er sådan, vi ønsker at spille – angribende, udfordrende, i evig bevægelse.

Ved at give Joakim Mæhle en nøglerolle på landsholdet synes Kasper Hjulmand at sende et signal til Fodbolddanmark: Det er sådan, vi ønsker at spille – angribende, udfordrende, i evig bevægelse.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ordinære walisere

Vi må dog som udgangspunkt betragtes som favoritter mod et – lad os være ærlige – relativt ordinært walisisk mandskab, der har fedtet sig videre fra den indledende pulje, men hvis begrænsninger især blev udstillet i den sidste puljekamp, hvor de blev spillet baglæns ud af Roms olympiske stadion af den italienske B-kæde.

Waliserne har et par enkelte klasseaktører i kantspilleren Gareth Bale fra Real Madrid og Aaron Ramsey fra Juventus, men deres frontløber er tometermanden Kieffer Moore, der ved gud ikke er nogen fodboldmæssig åbenbaring, og resten af deres mandskab er mestendels flikket sammen af marginalspillere fra Premier League og aktører fra de lavere rækker i det engelske ligasystem.

De kæmper naturligvis hårdt for hinanden og står sammen som et hold og alt det der. Men det bør være et mandskab, danskerne kan besejre.

Stilbevidst landstræner

I aftenens anden kamp finder vi et af de andre hold, der har sat denne slutrunde i brand, nemlig Roberto Mancinis azurblå drenge fra Italien.

Holdet fra Støvlelandet ankom til EM som et mandskab, ingen rigtig regnede med (i hvert fald ikke uden for deres fodboldgale hjemland). De fleste iagttagere rangerede dem højest som en mulig outsider. Men de må efterhånden have spillet sig helt ind i favoritkredsen efter et gruppespil, der resulterede i maksimum point for holdets tre kampe.

Og det er ikke blot resultaterne, der har vakt beundring, men også den måde, de er kommet til veje på.

Den elegante og stilbevidste Mancini (der i sin tid som aktiv spiller for Sampdoria designede sit eget forslag til en hjemmebanedragt) har nemlig indpodet en yderst offensiv strategi i sit mandskab. En strategi, der vel finder sit bedste udtryk i det faktum, at der med undtagelse af midterforsvarerne Bonucci og Chiellini samt ankeret på den defensive midtbane, Jorginho, vel i praksis ikke er nogen spillere, der primært er udstyret med defensive opgaver under kampene.

Tværtimod forventer Mancini tydeligvis, at de fleste af hans aktører skubber højt op på banen og tager aktivt del i angrebsspillet, og det har ført til billeder, der nærmest virker surrealistiske for dem, der har fulgt Italien på landsholdsniveau gennem mange år – nemlig billeder af et italiensk landshold, der selv efter at være kommet foran i kampene stadig praktiserer genpres højt oppe på modstandernes banehalvdel og kommer stormende i giftige dybdeløb, så snart kuglen er erobret.

Væk er den frygtsomme og risikobetonede forsvarsfodbold som Gli Azzurri i årtier har været associeret med på slutrundeniveau.

Revitaliseret 10’er

Blandt holdets bedste skikkelser i de indledende gruppekampe finder man uomtvisteligt Napolis Lorenzo Insigne. Den diminutive playmaker fra Syditalien var måske ikke så kendt i bredere fodboldkredse før denne slutrunde, men det må der være rettet op på nu, efter han har brugt puljespillet til at revitalisere den klassiske 10’er-position på det italienske landshold.

I fodboldstrategiske kredse har man ellers i de senere år brugt megen tid på at diskutere, om fodboldspillet på topniveau simpelthen er blevet for hurtigt og hidsigt og komprimeret til at give plads til den klassiske 10’er, altså playmakeren, der lader sig falde ned i det åbne rum mellem angriber og midtfelt og orkestrerer opspillet derfra.

På mange klubhold har man reageret på denne udvikling ved at rykke spillets kreative tyngdepunkt længere tilbage på banen, ned mod 8’eren eller ud på kanterne – hvis man da ikke som hos Liverpools Jürgen Klopp fuldstændig har gjort op med tanken om en bærende offensiv strateg og i stedet bygger angrebsspillet op omkring løbemønstre og kollektive aktioner.

Men hos Italien har Insigne i denne slutrunde demonstreret, at den klassiske 10’er stadig har en rolle at spille, når den udføres af en aktør, der – som ham – er i stand til at glide intelligent rundt mellem kæderne på banen og samtidig levere et enormt løbepensum.

Vi får nok aldrig en Roberto Baggio igen – for nu at nævne kerneeksemplet på den indolente, visionære playmaker, der dominerede italiensk fodbold i forne tider – men det betyder ikke, at rollen er uddød.

Lorenzo Insigne er et levende bevis på det.

Meget speciel ung mand

Derudover har det også været en fornøjelse at følge midtbanemanden Manuel Locatellis optræden i turneringen.

Locatelli er en spiller, der har ventet længe på sit gennembrud; faktisk lige siden han som ungt talent på AC Milans akademi blev udpeget af klubbens daværende ejer, Silvio Berlusconi, der sagde:

»Vi har en meget speciel ung mand på vej op gennem ungdomsrækkerne. Jeg har fuld tiltro til, at Manuel Locatelli kan udvikle sig til en fantastisk regista, en af de typer, der styrer kampene fra midtfeltet.«

Det kunne Locatelli så ikke i Milan, hvor han aldrig rigtig slog igennem. Og for nogle år siden måtte han skifte Milanos glitrende metropol ud med den halvsøvnige provinsklub Sassuolo for at få spilletid og tillid til træneren. Det var et tungt skifte for den unge norditaliener, men nu kommer belønningen.

Locatelli har spillet strålende hidtil i turneringen, og hans præstationer kulminerede især med de to kasser, han satte ind mod Schweiz i den kamp, der reelt sendte Italien videre til ottendedelsfinalerne. Det er den slags historier, der får en slutrunde til at leve.

I aften møder italienerne et østrigsk mandskab, der mildt sagt ikke har imponeret nogen ved slutrunden indtil videre. Men alt kan som bekendt ske i turneringsfodbold, og det bliver først og fremmest spændende at se, om to spildominerende mandskaber som Italien og Danmark kan nedbryde dybereliggende modstandere som Wales og Østrig.

Danmark – Wales. 1/8-finale. 26. juni klokken 18.00 på DR1.

Italien – Østrig. 1/8-finale. 26. juni klokken 21.00 på DR1.

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Tør man gå så langt som til at sige at man aner konturerne af fremtidens fodbold, dvs. den intelligente, hvor ingen træder hinanden over støvlerne eller hiver i hinandens trøjer - og ikke kun fordi det koster en udvisning, men nok så meget fordi det er unødvendigt? Nej, det gør man nok næppe, men det er da en sjov tanke, ikke?

Louise Hansen

Tør man sige, at hvis Danmark taber moid Wales, har vi tabt 3 ud af 4 fodboldkampe ved slurunden?

Tør man sige, at Danmark var ekstremt heldige ved at gå videre ved kun at vinde en enkelt kamp i gruppespillet?

Tør man sige, at Christian Eriksens hjertestop var det, der gjorde landsholdet til folkeeje?

Jeg gør ikke.

T

Louise Hansen

Søren Bro, jeg kender godt den der tanke om, at man bør føle sig eksklusiv ved at læse Information, fordi så hæver man sig lissom over de andre, og når så Information begynder at skrive om noget så gyseligt folkeligt som fodbold, så får man lissom smadret sin selvforståelse af at sympatisere med folket og at kunne være elitær samtidig.

Det føles MEGET bedre at sympatisere med de laverestående folkelige i fred, end det er at måtte trækkes med underklassens evindelige trælse mangel på forståelse for overklassens behov for at kunne være overklasse i fred og slippe for fodbold.

Inge ambrosius, Ebbe Overbye og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar
Asiya Andersen

Ja, nogen holder af fodbold, andre gør ikke, selv tilhører jeg den sidste gruppe. Jeg synes alligevel det er helt i orden at information skriver om det, os som ikke holder af fodbold kan jo bare læse nogle af de ting, der interesserer os. Det er nu alligevel hyggeligt at sidde i min stue med åbne vinduer og hører andres glæde, det må betyde de danske drenge mindst har scoret to mål.

Knivskarpt Louise Hansen

Der er sgu lidt ufrivilligt rytteriet over det

c",)

Gustav Alexander

Louise Hansen,

Jeg kan godt sympatisere med hele argumentet om folkelighed. Men skal man død og pine elske fodbold, hvis man vil være folkelig? Jeg vil gerne tillade mig at være lidt træt af den allestedsnærværende dækning af fodbold samt foldboldspillere. De behandles som overmenneskelige helte for hvad der - i al respekt - er ret trivielt.

Jeg tvivler nu også på, at det er alle mennesker med Søren Bros holdninger, der nødvendigvis skal skydes i skoene at vøre elitære champagne socialister, som i realiteten afskyr det almene menneskes interesser. Måske er det bare lidt rigeligt med dækning af ethvert åndedrag og enhver prut slået af en midtbanespiller af samtlige kanaler, aviser, radiokanaler samt netaviser?