Det er ikke let at skulle holde liv i en pandemi i et land, der stort set er ude af den, og som kun tænker på fodbold. Men det er nu engang denne signaturs forbandede pligt som dødens købmand at holde liv i en vigtig historie. Eller for nu at være helt ærlig: Jeg har også svært ved at bevare pessimismen i en tid med konstant og konsekvent faldende smittetal og en lige så konstant stigende vaccinationsprocent, der nærmer sig de 50 uden at miste pusten. Det ser rigtig godt ud, og de nye indiske, britiske, sydafrikanske eller hvor vil du hen-varianter kan øjensynlig heller ikke klare sig mod videnskaben. Herligt.
Men som vores gamle slovenske ven Slavoj Zizek siger det, så består sandt mod i »at indse, at lyset for enden af tunnelen blot er forlygterne på endnu et modkørende tog« – og der vil komme et nyt tog på et tidspunkt. En ny pandemi eller en verdensomspændende, ødelæggende krise, vi skal forholde os til; sygdomme, tørke, økonomisk nedtur, klimatrusler – flere af dem er her allerede.
Forudsigeligheden
Derfor kan der være grund til at genbesøge de tænkere, debattører og psykologer, der i begyndelsen af denne epidemi forsøgte at forklare, hvordan det dog kunne gå så galt. For vi var blevet advaret, vi burde være forberedte, vi burde have set det komme. Som microsoftmilliardæren Bill Gates sagde i overskriftform allerede i 2015, så er store sygdomsudbrud »den mest forudsigelige trussel i menneskets historie«.
Men problemet for mennesket er ikke at tænke eller tale – det er at handle. Skridtet fra at anerkende et problem til også at reagere på det er for et menneske større, end man skulle tro. Det har den amerikanske psykologiprofessor Robert Meyer skrevet bogen The Ostrich Paradox (Strudseparadokset) om. Her gennemgår han psykologihistoriens forskning i netop det forhold, at vi er overraskende dårlige til at være forberedte på katastrofer. Blandt andet på grund af det, man kalder ’normalitetsbias’.
Flokinstinktet
Uanset om der har været tale om vulkanudbrud, terrorangreb, pandemier, jordskælv eller stormflod, reagerer vi historisk set i reglen for sent, blandt andet fordi vi hovedsageligt aflæser farer og trusler gennem andre menneskers reaktioner. Ligesom vi undertiden kan bringe hinanden i panik og massehysteri, har vi også ofte den modsatte effekt på hinanden, og allerede i 1960’erne var det et emne, det berømte socialpsykologiske makkerpar Bibb Latané (ja, han hedder Bibb) og John Darley havde fat i.
De to lavede utallige forsøg, hvor de studerede menneskers reaktioner i nødsituationer, og i et af deres mest berømte pumpede de røg ind i et rum til forsøgspersoner, der sad og udfyldte et spørgeskema. Hvis forsøgspersonerne sad alene, reagerede de hurtigst på faresignalet og henvendte sig til personalet for at få hjælp, mens forsøgspersonerne i grupper reagerede passivt og afvisende for til sidst at sidde i et rum, hvor de ikke kunne se en hånd for sig. Flokinstinkt, kunne man måske også kalde det. Det samme skete, dengang COVID-19 oprindeligt brød ud i Wuhan-området, og mange på vores breddegrader negligerede truslen. Her spiller geografiske forhold også ind på forestillingsevnen – vi har meget sværere ved at forstå alvoren i noget, der ikke foregår i en ramme, som ligner vores egen.
Fremtidsoptimismen
Meyer taler om en lang række andre forhold, der gør pandemier svære at forudse og sætte ind imod, og en helt lavpraktisk observation, der ikke er vanskelig at forholde sig til, er, at det næsten er umuligt for lægfolk at forstå fænomenet eksponentiel vækst. Han taler desuden om en anden velkendt bias, der knytter sig til menneskets ukuelige optimisme. For selv om du måske regner dig selv for at være en bekymret type eller føler dig omgivet af hysteriske hypokondere, er der en udbredt tendens til, at vi ser mere positivt på vores egen situation og fremtid end på andres. I reglen også meget mere positivt, end situationen kan bære. Vi har meget svært ved at tro på, at tragedien kan ramme os og derfor også svært ved at indse situationens alvor, før den rammer os.
Derfor er det måske netop nu – netop i disse dage og måneder, inden vi for alvor slipper pandemien, og hvor vi har indstillet os på et kriseberedskab – at vi skal forberede os på den næste krise. Nu, vi for alvor skal gå ind i klimakampen; nu, vi skal sætte politiske midler og handlekraft bag at bekæmpe ulighed – og nu, vi skal hjælpe klodens fattigste, der dagligt synker dybere og dybere ned i pandemien. Vores hjerner bliver ikke mere parate til det, end de er lige nu.
Og må det blive sådan, at vi handler nu på den viden vi har. Øver os i at finde glæden uden flyveturen til Mallorca med all incluset, at spise mindre animalske produkter, tage toget og cyklen, lappe tøj og ting og betale mere for vores vare, så alle kan leve af deres arbejde samt betale til klimaramte lande.
At vi bliver se bedste udgaver af os selv og ikke blot lader os styrer ubevidst af følelser og behov, der ikke tjener til ægte glæde
"Pandemien er endelig ved at løje af herhjemme."
På samme måde som at vinden løjer af. Hvis man bruger Slavoj Zizek citatet (godt citat btw.), så er et par dage uden vind langt fra nogen garanti mod at det kommer til at storme igen til efteråret.
Pt. er smittetallene lave, men det skal man ikke tolke som at pandemien er ovre. Specielt ikke med Delta varianten som samfundssmitte nu, så er det kun et spørgsmål om tid før vi kommer til at opleve en ny bølge, og den kan blive slem. Bla. fordi Delta varianten ser ud til at have mindre følsomhed overfor antistofferne vores immunforsvar danner ved vaccination.
Dette har lidt været det tabu ingen turde sige højt, at hvis virussen muterer på en en måde som sænker effektiviteten af vaccinerne, så står vi i princippet med en ny pandemi, og så kan vi starte forfra. Jeg kan godt forstå at folk er coronatrætte, men at afvikle EM, rejse på charterferie, holde studenterfester mm. er ikke just smart i betragtning af at vi stadig er midt i (starten) af en pandemi. I starten? Ja, en pandemi er et globalt fænomæn og globalt er der stadig laaang vej til en form for flokimmunitet, enten fordi man har været smittet eller er vaccineret.
Hvis man skal runde den af med lidt positivitet, og det kan mennesker jo godt lide, så ser det ud til at de typiske symptomer ved Covid-19 ændrer sig i øjeblikket, og hvis man virkelig tager de optimistiske briller på, så ser det ud til sygdommen bevæger sig mod det øvre åndedræt og væk fra det nedre. Det kan man håbe på, men som Barbara Berthelsen sagde (et Cameron citat btw.): "Håb er ikke nogen strategi".
Se evt. også Politiken d.d., som har et længere interview med Anders Fomsgaard:
https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8258153/Virus-forsv...