popmusik
Læsetid: 11 min.

Ph.d. i pop: Popmusikken er den nye avantgarde – og det er på tide, at vi bliver bedre til at forstå den

Tidens elektroniske popmusik har ikke nødvendigvis noget indhold i klassisk forstand, men den er alligevel enormt sofistikeret – og Dua Lipa lyder langt bedre end Leonard Cohen. Det mener popforsker Anders Reuter, der i en ph.d.-afhandling prøver at forstå musikken på dens egne præmisser
Jeg kan ikke komme i tanke om en kunstart, der udvikler sig mere og hurtigere end popmusik, siger Anders Reuter, der har skrevet en p.hd. om popmusik.

Jeg kan ikke komme i tanke om en kunstart, der udvikler sig mere og hurtigere end popmusik, siger Anders Reuter, der har skrevet en p.hd. om popmusik.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
26. juni 2021

I mere end måned har han kunnet kalde sig ph.d. i popmusik. Men når Anders Reuter for tiden tager sine trådløse høretelefoner på og trykker på Spotify, er det indiemusik med det danske band Guldimund, der strømmer ind i hans ører.

»Jeg lytter faktisk til nøjagtig det modsatte af det, jeg har skrevet om. Det er måske en modreaktion på, at jeg har rygcrawlet rundt i den digitale pop så længe.«

De seneste tre år har den musikvidenskabeligt uddannede Anders Reuter nemlig været dybt begravet i Electronic Dance Music (EDM) og traphiphop. I afhandlingen Pop Processing – The Digitalization of Musical Time and Space har han undersøgt, hvordan nye digitale produktionsmetoder har skabt en ny type popmusik. Som også kræver, mener Reuter, en ny måde at lytte, forstå og ikke mindst tale om popmusikken på.

»Vi har en helt grundlæggende forkert måde at tilgå populærmusik på, hvor vi bedømmer popmusikken ud fra nogle meget konkrete parametre, som popmusikken ikke passer ind i. Og det har den aldrig gjort.«

– Hvilke parametre?

»For eksempel at musikken er lavet af en afsender, en performer med en stærk agens, som vil udtrykke noget i et indhold, der kan fortolkes,« siger Anders Reuter.

Den skabelon passer dårligt på mange popstjerner, siger han:

»Popmusik har ikke nødvendigvis indhold, og det er måske det største problem for værdsættelsen af popmusikken. Vi mangler et sprog til at værdsætte de ting, vi ikke kan hænge op på vores traditionelle kunstkroge. Jeg synes, det er utroligt ærgerligt, at vi i 2021 stadig bedømmer Ariana Grande, som om hun var Leonard Cohen,« siger Anders Reuter.

Massernes avantgarde

Han er uddannet cand.mag. i musikvidenskab, men har i mange år arbejdet som journalist og også virket som musikproducer, før han vendte tilbage til det akademiske spor som underviser og forsker.

Hele vejen igennem har han forsøgt at forsvare popmusikken på dens egne præmisser, forklarer han.

– Men hvorfor skal poppen forsvares og retfærdiggøres? Kan den ikke bare klare sig selv?

»Jo, det gør den jo også langt hen ad vejen. Jeg mener: Kan tusind milliarder mennesker tage fejl? Men jeg har selv, siden jeg var barn, haft utroligt mange fundamentalt fysiske oplevelser af glæde ved, hvordan popmusik lød, som ikke passede ind i de her firkantede kasser for, hvad god og rigtig musik er.«

Og de firkantede forestillinger, mener han, bliver båret frem af blandt andre musikkritikere, kunststøtteordningerne og de licensfinansierede medieinstitutioner.

»Når det gælder popmusikken, griber man fat i nogle lidt klichéfulde fortolkningsparametre,« siger Anders Reuter, der håber, at han med afhandlingen kan være med til at skabe et nyt sprog for, hvordan vi taler om genren.

I sin ph.d. undersøger han to ting: For det første hvad popmusik rent faktisk er, og dernæst hvordan poppens æstetiske egenskaber er blevet forstærket i det 21. århundrede. Både genremæssigt og teknologisk, og ikke mindst på grund af nye typer musiksoftware.

»Jeg kan ikke komme i tanke om en kunstart, der udvikler sig mere og hurtigere end popmusik. Popmusikken er den nye avantgarde – med den lille forskel, at den foregår lige foran og over alt omkring os,« siger Anders Reuter.

Faktisk er det et felt, man ikke har forsket så meget i, fortæller Anders Reuter, der tager udgangspunkt i de to genrer EDM og traphiphop, som har været dominerende på popscenen særligt det seneste årti.

EDM blev for alvor introduceret til hitlisterne i 2011 med hittet »We Found Love« med Rihanna produceret af den skotske DJ Calvin Harris. Og EDM følger DJ-sættets dramaturgi, hvor der bygges op til et klimaks – også kaldet et ’drop’ – hvor nummeret eksploderer. Traphiphop ramte hitlisterne nogenlunde samtidig i 2010’erne, og Anders Reuter peger blandt andet på Post Malones megahit »Rockstar« som et godt eksempel. De to genrer og numre er umiddelbart meget modsatrettede:

»’We Found Love’ er en energieksplosion. Der er utrolig meget fart på, og man er hele tiden på vej hen mod det her klimaks. Mens ’Rockstar’ er fuldstændig udynamisk. Uden at stræbe efter noget kører nummeret bare i samme loop i den tid, det varer.«

At jonglere med loop

Det, de to har til fælles, er brugen af den samme musiksoftware. For hvor der engang sad en langhåret producerer i læderjakke, der måske satte lidt rumklang på vokalen, når et band havde optaget musikken i et studie, er popmusik i dag bygget op omkring et syntetisk lydunivers langt fra den virkelige verden.

»I dag er studieoptagelserne stort set erstattet af en ren softwarelogik. Man kan lave popnumre 100 procent i et program, bygget op omkring loop, man downloader fra en abonnementstjeneste,« siger Anders Reuter.

Det har også ændret måden, numrene er opbygget på.

Jeg synes, det er utroligt ærgerligt, at vi i 2021 stadig bedømmer Ariana Grande, som om hun var Leonard Cohen, siger Anders Reuter

Jeg synes, det er utroligt ærgerligt, at vi i 2021 stadig bedømmer Ariana Grande, som om hun var Leonard Cohen, siger Anders Reuter

Emilie Lærke Henriksen
Tidligere bestod et klassisk popnummer af et vers, et omkvæd, et vers og et omkvæd igen – gerne med et sidste omkvæd, hvor musikken hævede sig til et dynamisk klimaks. En grundform, der minder om de klassiske fortællemodeller, som vi for eksempel kender fra berettermodellen.

»En tryg rejse for lytteren, som varer tre et halvt minut,« som Anders Reuter siger.

Men i dag handler komposition og produktion af popmusik især om at jonglere med loop, forklarer han: en slags musikalsk grundidé, som bliver gentaget igen og igen.

»Og det loop skal være godt nok til, at man gider lytte til det i de tre et halvt minut, nummeret varer.«

Et loop er ikke nødvendigvis et beat, det kan også eksempelvis være en sjov synthesizerlyd, der bliver gentaget.

»Men ideen er, at værket hele tiden kører, og at man undervejs smider ting ned i den gryde, der koger. Og komponistens og producerens rolle bliver at styre de her loop, og hvordan de forskellige elementer passer ind i forhold til hinanden. Der er ikke et før eller et efter. Der er kun det her ongoing nu, som er værket,« siger Anders Reuter.

– Men på et tidspunkt står man vel med et værk?

»Ja, man tager et screenshot, eller printer noget ud, og så er det færdigt, og så bouncer man det ned, som det hedder.«

Og dog. For faktisk bliver popnumre i stadigt højere grad fortsat moduleret. Eksempelvis har Kanye West lagt ting op på Spotify, som han senere ændrede på.

»På den måde er værket ikke nødvendigvis mejslet i granit på samme måde som før. Det er blevet mere ustabilt,« siger Anders Reuter, der også påpeger, at hvis et popnummer bliver et hit, kan det udgives igen med en ny gæstesanger – som det skete med Lil Nas X’ gigantiske country-trap-hit »Old Town Road«, som blev udgivet igen kort efter med Billy Ray Cyrus på gæstevokal.

»Så kan det få en tur mere på hitlisterne,« siger Anders Reuter.

Forskellen fra gamle dages remix er, at det går hurtigere, og at også mindre kunstnere udgiver numre, for eksempel på tjenesten SoundCloud, trækker dem tilbage og modulerer dem efter, hvordan de bliver modtaget. Ligesom meget andet indhold på internettet er sangene baseret på, at man konstant kan teste og revidere indholdet.

Krydsning mellem menneske og maskine

I sin ph.d.-afhandling ser Anders Reuter også på det æstetiske resultat af den nye udvikling. Og her bliver det rigtig nørdet. For hvad sker der med musikken, når den er så baseret på elektronisk skabte loop og lyde, at den ikke længere har megen forbindelse til vores fysiske verden?

»Når vi hører et stykke musik, der er optaget i et studie, kan vi høre, at det er indspillet af en guitarist, der står og spiller. Og bagved sidder der en trommeslager, og midt i det hele står der en sanger«, siger Anders Reuter.

Det passer ind i den måde, vi normalt lytter til ting på, og vores opfattelse af rum. Men når alle lydene bliver syntetiske og kogt sammen i en elektronisk gryde, befinder vi os i et helt anderledes farvand.

»Lydene opfører sig på en måde, de aldrig ville kunne gøre i den virkelige verden, og de skaber en ny lydlig masse, der bevæger sig på en måde, man kun kan skabe digitalt,« siger Anders Reuter, der sammenligner produceren med en skulptør, der hakker, filer og sliber i lyde og loop.

Og måden, produceren eller komponisten påvirker loopet på, bliver her afgørende, forklarer han.

I denne proces kommer teknologien også til at handle på sine egne præmisser, forklarer Anders Reuter. Musikproduktion bliver resultatet af en slags krydsning mellem mennesker og teknologi.

»Det er en hybrid mellem noget menneskeligt og nogle computerfunktioner, som ligger uden for, hvad mennesket kan og er. Og det betyder, at man kan nogle helt nye ting. Man kan se de her computeralgoritmer som et hestespand, der har lidt deres egen vilje, men hvor produceren sidder med tøjlerne og styrer retningen,« siger han.

»Alle de her ting er en udlicitering af menneskets kontrol, hvor der kommer et element af tilfældighed. Og det er noget helt, helt andet end at optage lyden af en, der sidder med en akustisk guitar og synger en sang,« siger Anders Reuter.

Åndssvagt lækker lyd

Netop den stadigt mere computerbearbejdede lyd har givet kritikere endnu flere argumenter for at afskrive popmusikken som en steril og kunstig musikform, der gentager sig selv i det uendelige. Men de overhører, hvor vellydende og nyskabende resultatet faktisk er, siger Anders Reuter, der for eksempel mener, at en superstjerne som The Weeknd »lyder åndssvagt godt«.

Der findes en type lytning, som vi ikke sætter nok pris på, mener han:

»Den underbevidste, spontane værdsættelse af ting, der lyder godt. Mad kan også bare smage godt, og så er den ikke længere, sammenlignet med et måltid på Noma, hvor man bruger et halvt år på at få et bær til at tage sig særligt ud, når det rammer ganen. På samme måde kan denne her lydskulptur på tre et halvt minut give nogle spontane oplevelser, der lyder godt her og nu, eller som giver lyst til at danse eller bevæge sig, fordi musikken handler mere om klang og tekstur.«

En af de ting, popmusikken ofte bliver kritiseret for, er, at den bliver produceret af store teams med meget specialiserede funktioner. En slags musikkens Ford-samlebånd:

»Men fordi det er nogle af de bedste i verden, der varetager alle enkeltdele, og for eksempel mixer de allerstørste hits, betyder det også, at de kapitalistiske samlebåndproducerede numre lyder ti gange bedre end kunstneren med den akustiske guitar, der gør alting alene, selv om sidstnævnte passer bedre ind i vores klassiske måde at forstå kunst på.«

– Så du mener, at Dua Lipa lyder bedre end Leonard Cohen?

»Ja! Helt sikkert. Produktionsformen kombineret med den nyeste software betyder, at popmusikken lyder bedre, end den nogensinde har gjort,« siger Anders Reuter og tilføjer:

»Selvfølgelig kan den ensomme kunstner sagtens lave geniale ting. Men det er en anden æstetik.«

Katy Perry er stor kunst

Anders Reuter mener også, at musikkritikere har skabt en slags A- og B-hold, hvor nogle popartister har fået lov at blive ophævet til finkultur. Det, der kendetegner dem, er dog ofte, at de læner sig op ad de gammeldags parametre for, hvad vi forbinder med stor kunst og god smag.

»Det er popstjerner som Beyoncé og Robin, der bliver hyldet af musikkritikerne og de statsfinansierede radiostationer, fordi de fokuserer på afsenderens personlighed og på de artister, som for eksempel stærkt udtrykker aktuelle problemstillinger om køn og race. Hvorimod Ariana Grande og Katy Perry stadig bliver set som lavkultur,« siger Anders Reuter.

Musikken bliver til som en hybrid mellem menneskelige valg og teknologi. Det giver et element af tilfældighed, som vi er dårlige til at værdsætte, mener Anders Reuter

Musikken bliver til som en hybrid mellem menneskelige valg og teknologi. Det giver et element af tilfældighed, som vi er dårlige til at værdsætte, mener Anders Reuter

Emilie Lærke Henriksen
Han kunne godt ønske sig en bedre forståelse for og anerkendelse af, hvor sofistikeret moderne popmusik rent faktisk er:

»Nedenunder det, der på overfladen lyder som verdens dummeste popnummer, ligger nogle ekstremt komplicerede processer og et kæmpe arbejde i at få det til at lyde så godt som muligt. «

Han understreger, at der naturligvis ligesom inden for alle andre kunstformer også bliver lavet meget skrald inden for popmusikken.

»Hvis du går på Charlottenborg, er ni ud af ti værker jo også middelmådige. Sådan er det også med 99 ud af 100 popnumre.«

Men hvad er det så, Anders Reuter gerne vil have, at de, der rynker på næsen af Katy Perry og Ariana Grande, forstår?

»At forskellige typer musik fordrer forskellige måder at lytte og værdsætte på. Lige nu har vi nogle ret firkantede kasser, som vi propper alting ned i. Det ville være fint, hvis der kunne være plads til, at Katy Perry kan være stor kunst på sine egne præmisser.«

– Men er der noget, der forhindrer os i at sætte pris på både Leonard Cohen og Ariana Grande?

»Nej, og det er det, der er så smukt. Der behøver vel ikke være denne her modstilling eller kløft. Og heldigvis kan de fleste mennesker godt navigere i det. Det er mere institutionernes måde at tale om det på, som jeg godt vil udfordre eller nuancere.«

Anders Reuter spår, at den eksplosive udvikling inden for popmusikken, som nye typer software har drevet frem, vil blive endnu vildere i fremtiden.

»Jeg tror, vi kommer til at se meget mere ekstreme numre og høre endnu flere typer musik, som vi aldrig havde forestillet os.«

Mens vi venter på det, vil Anders Reuter skrive en bog. Efter tre år med akademisk nørderi og fordybelse i software er det vigtigt for ham at skrive noget, »som alle mennesker kan forstå«, som han siger.

»Formidling af populærmusik og forskning i populærmusik har notorisk eksisteret i hver deres verden, og det er egentlig synd for dem begge. Jeg vil gerne bringe dem sammen og forhåbentlig bidrage til, at samtalen om popmusik faktisk kan handle om musik og rykke nogle mere grundlæggende grænser for, hvordan vi bedømmer og forstår kunst i dag.«

Bogen skal alene handle om popmusik i det 21. århundrede, og Anders Reuter er allerede i gang. Imens han lytter til Guldimund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arne Würgler

Kassetænkning har altid været musikkens fjende. Det gælder ikke mindst kritikken og formidlingen, som den udfolder sig i vores medier.

Steen Oluf Karlsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Bjarne Jørgensen

Fint nok at popmusikken først og fremmest skal forstås på dens egne præmisser. Men derfor er det meget vigtigt at være kritisk over for den måde, som den påvirker vores musikforbrug på. Dens såkaldte "indhold" er bl.a., at den konditionerer vores smag. Ligesom mad har alle mulige tilsætningsstoffer, der gør den lettilgængelig, så vi vælger den uden at tænke os om, på samme måde kan nogle af popmusikkens sukkersøde ingredienser påvirke vores musikvalg. Dette sker i høj grad ubevidst. Hvis vi ikke bevidst overvejer vores musikvalg, kommer vi altså hurtigt til kun at omgive os med pop, fordi det er det letteste. Og så kan den ikke bare passe sig selv. For hvis en milliard mennesker vælger pop uden at tænke sig om, får de også indflydelse på, hvordan musikken udvikler sig, og på den musik, der omgiver os i vores hverdag. Det behøver ikke at være negativt, men det er vigtigt at være opmærksom på, så mere nysgerrige musiknydere bevidst arbejder på at gøre sig fri af en ensrettende påvirkning.

Steen Oluf Karlsen, Thomas Jensen, Magnus Karmark Ibsen, Lars Løfgren, Joen Elmbak og Emil Jensen anbefalede denne kommentar

Popmusik er noget den etableret medie er nødt til at tale op, ellers er den værdiløs, er man phd forsker i popmusik, så er der masser jobmuligheder i netto eller plejehjem.

Ph.d. i pop - Væk mig, please

Søren Kristensen

Lad os antage det er musikkens opgave at servicere lytterne og ikke omvendt. I den forstand handeler det således og i Kierkegaards forstand om at musikken skal finde lytteren der hvor han er og så nytter det ikke noget hvis man først skal rundt omkring musikken på dens egne præmisser.
Min personlige erfaring med popmusik er jeg hellere lytter til prop-musik, som er den jeg sætter på når jeg har åbnet en flaske Bordeaux, sidder der og kigger på proppen og overvejer om jeg skal tage et lille glas mere og playlisten kan sagtens indeholde pop i afmålte mængder, især hvis der er strejf af country involveret. Elektropop er for mig mere brugsmusik. Jeg sætter det på med stor styrke, hvis naboen nedenunder spiller for højt efter sengetid.

olivier goulin

@Søren

Så skal man overdøve naboens i forvejen høje musik. Det er mere effektivt at stå tidligt op næste morgen, hvor de formentlig er gået sent i seng aftenen før - lokalisere deres soveværelse, flytte anlægger derind - sætte noget intens Big Band musik på - skrue helt op - og så ellers smutte ud og spille badminton en times tid

Det gjorde jeg engang ift. min overbo - og der blev aldrig igen spillet højt ud på de små timer. Naturligvis havde jeg været oppe og bede dem dæmpe musikken først - men til ingen nytte.

/O