Regeringen vil genoplive bymidterne. I Næstved Storcenter elsker folk fællesskabet og hotdogs til 10 kr.

Hos neglesalonen i det yderste hjørne af centret er alle urene gået i stå. Alle sammen på slaget 8.45. Men klokken er 10.07, butikken er lige åbnet, og de første kunder har sat sig til rette i de røde læderstole.

»Det var sgu da mærkeligt, at de er gået i stå samtidigt,« siger Lene Wellev, som sidder længst ude mod centertorvet. Hun har en lang, mørk hestehale, et dyremønster tatoveret op ad armen og en guldkæde om anklen.

I mange år arbejdede hun som selvstændig mekaniker, men nu er hun blevet plejemor i stedet.

»Så er det lidt lettere at have lange negle,« siger hun.

Neglene skal males i farven ’babyboom’, en sart lyserød, der fader ud i toppen af neglen, »fordi det ser mest naturligt ud«, siger Lene Wellev, der også har en uddannelse som negletekniker. I baggrunden kan man høre en let støj fra den støvsuger, der opfanger neglestøvet, når der bliver filet, så de ansatte ikke indånder det.

Lene Wellev kommer normalt i centret cirka hver anden uge.

»Jeg bor egentlig tættere på centret i Slagelse, men jeg synes, det her er hyggeligere,« siger hun og hilser på en centervagt, der går forbi på torvet. »Han har været her i mange år.«

Men nu har to ud af hendes fire børn fået arbejde i Næstved Storcenter – i Panduro Hobby og Flying Tiger – så hun er begyndt at komme her endnu mere for at hente og bringe.

Storcentrene er blevet en integreret del af mange danskeres liv. Men den udvikling vil regeringen bremse, fordi de store centre, der typisk er placeret uden for byen ved en omfartsvej, suger både butikker og kunder ud af de naturlige bymidter og efterlader dem tomme og forfaldne. I sidste uge kom regeringen derfor med et udspil, der skal sætte en midlertidig stopper for flere af kommunernes såkaldte ’aflastningsområder’, hvor centrene placeres.

Det er kun på tide, mener professor på Syddansk Universitet og tidligere leder af Center for Landdistriktsforskning Anne-Mette Hjalager:

»Jeg har råbt op om det her i årevis,« siger hun.

Og Christian Jantzen, der er professor i oplevelsesdesign på Aalborg Universitet og har forsket i forbrugssituationer, har heller ikke meget tilovers for storcentrene:

»Jeg vil håbe, at deres storhedstid ligger bag dem, og at folk vil genopdage byerne,« siger han.

Men i modsætning til USA, hvor man længe har talt om storcentrenes uddøen i internethandlens tidsalder, klarer de danske storcentre sig ganske godt. Så hvad er det, danskerne så godt kan lide ved storcentrene? Og hvad er det for et liv, der leves i aflastningsområderne? For at finde ud af det tilbragte vi en hel dag i Næstved Storcenter, fra åbningen klokken ti til lukketid klokken 20.

Handlen suges ud af byerne

Jimmy Olsen og Habib sidder på to høje barstole foran en bagerbutik ved Kurts Torv og drikker fadøl. De er de eneste kunder i butikken, og de har begge overskæg, briller og hvide trøjer på.

De bor også begge i Næstved og kommer kun sjældent i centret. Men i dag har Habib købt ind i Bilka, og Jimmy Olsen har købt sin yndlingsdeodorant, som han kun kan få i Normal.

»Det er faktisk ret sjovt. Det er min yndlingsdeodorant, og jeg er født i 1959, og firmaet der laver den, startede i 1959,« siger Jimmy Olsen. Han er tidligere landmand, men har også arbejdet på en lakridskonfektfabrik, et savværk og i en børnehave, fortæller han.

Han mødte Habib for nogle år siden, og de to blev hurtigt gode venner.

»Vi har det sjovt, og jeg kan også blive bedre til dansk på den måde,« fortæller Habib, der kommer fra Marokko, men har boet i Næstved i 15 år.

»Jeg var faktisk i Marokko, da jeg var 14 år,« siger Jimmy Olsen og løfter øjenbrynene: »Men dengang kendte jeg ikke Habib.«

Stod det til regeringen, burde Jimmy Olsen kunne købe sin deodorant i Næstveds bymidte, og de to mænd skulle hellere drikke deres øl på en fortovscafé derinde. En tankegang, der faktisk trækker tråde tilbage til tidligere tiders socialdemokrater. I 1997 indførte daværende miljøminister Svend Auken nemlig et såkaldt ’centerstop’, der skulle give politikerne en tænkepause til at overveje, hvad centrene gjorde ved vores byer.

Det holdt i 20 år, indtil Folketinget i 2017 vedtog en liberalisering af planloven, som gjorde det muligt for kommunerne at bygge store butikscentre i udkanten af byen på aflastningsområderne, og siden er der kommet 23 nye til af slagsen. Men nu vil partiet altså indføre et krav i planloven om, at kommunerne planlægger deres bymidter mere strategisk, og regeringen vil samtidig stoppe al planlægning af nye aflastningsområder i fem år frem og få foretaget en grundig undersøgelse af deres konsekvenser.

Hos Institut for Center-Planlægning (ICP), et konsulentfirma, der rådgiver detailhandlen, ved man allerede ret meget om, hvad konsekvenserne er. Ifølge deres tal har storcentre landet over suget handel ud af bymidterne. Det gælder også i Næstved, hvor aflastningsområdet med årene er begyndt at dominere mere og mere. I 2017 kom 67 procent af byens omsætning fra aflastningsområdet, mens kun 33 procent af omsætningen foregik i Næstveds bymidte. Og lige nu er kommunen faktisk i fuld gang med at udvide aflastningsområdet.

»Så vi har brug for den tænkepause, regeringen nu vil indføre,« siger professor Anne-Mette Hjalager.

— Men hvad er problemet egentlig, hvis danskerne godt kan lide storcentrene?

»For det første betyder det jo, at man i stigende grad skal have fire hjul under sig for at handle. Folk bor også i byerne, og turisterne elsker vores gamle bycentre. Samtidig har vi også en kulturarv, der skal bevares, og vedligeholdelsen af vores historiske bycentre afhænger altså af, at der er økonomi i det,« siger Anne-Mette Hjalager.

Et ungdommeligt frirum

I USA står politikerne mærkeligt nok med det modsatte problem. Kunderne kommer ikke i centrene, de er i forfald, og sidste år konkluderede en analyse fra firmaet Corsight Research, at 25 procent af alle malls vil være lukket inden for fem år.

COVID-19 leverede dødsstødet, men udviklingen var allerede i gang, blandt andet på grund af internethandel, og mange steder i USA diskuterer man nu, hvad man skal stille op med alle de tomme bygninger.

Den modsatrettede udvikling afspejler, at Danmark og USA er meget forskellige, når det gælder byplanlægning, forklarer direktør for Institut for Center-Planlægning, Per Nyborg.

»I USA har man ikke særlig meget byplanlægning, og derfor har man kunnet lave nogle helt vanvittige og meget risikable investeringer, hvor man for eksempel ikke var sikret, at der ikke åbnede et endnu større center en kilometer fra det gamle,« forklarer han: »Den slags tager vi hånd om med planlovgivning her.«

Tilbage står de amerikanske storcentres skildring i populærkulturen som en slags mentalt monument over centrenes storhedstid. Her har de gennem årtier dannet ramme om alverdens dramaer eller ageret bagtæppe for fortællingen. For eksempel i zombiefilmen Dawn of the Dead fra 1978, hvor hovedpersonerne søger tilflugt i et forladt storcenter, som zombierne alligevel finder til sidst. En af hovedkaraktererne, Francine, spørger, hvorfor zombierne er søgt hen til storcentret og får svaret: »Det er en slags instinkt. Minder … om, hvad de plejede at lave. Det var et vigtigt sted i deres liv.«

Herhjemme er centret også blevet brugt som ramme i populærkulturen og bliver det stadig i dag.

Snart kommer filmen Centervagt, hvor Rune Klan i rollen som vagten planlægger et indbrud i sit eget center. Og sidste år udgav Tessa en musikvideo til sin sang »Blæstegnen« om det hårde liv på Vestegnen, hvor hun står på taget af centret City 2 sammen med rapperen Orgi-E, mens kameraet panorerer hen over de store, røde oplyste bogstaver.

I mange af skildringerne gennem årene er det lokale mall en slags ungdommeligt frirum, det sted, hvor teenagere hænger ud efter skole. Ligesom i Clueless fra 1995 eller 2004-klassikeren Mean Girls. Her går de fire piger i en berømt scene gennem et storcenter iført matchende pink outfit, mens hovedpersonen Cady, spillet af Lindsay Lohan, tænker over, hvor meget folks opførsel i storcentret egentlig minder hende om de vilde dyr på savannen fra hendes barndom i Afrika, og pludselig springer alle i centret rundt på møblerne og piller hinanden i håret som aber.

Skildringen af storcentret som et sted, hvor unge fordriver tiden, ser ud til at have noget på sig. I hvert er der mange unge i Næstved Storcenter, som kommer dagligt eller ugentligt uden noget særligt formål.

I det yderste hjørne af centret, ved siden af toiletterne, har man faktisk indrettet en Study Lounge med palleborde og stikkontakter. Her har Lærke Holmgaard og Emma Bjerring, begge 14 år, lige slået sig ned og smidt skoletaskerne på bordet. Men de bruger ikke loungen til at lave lektier, siger de. De hænger mest bare ud i centret.

»Altså, vi kommer her måske en gang om ugen,« siger Emma Bjerring. »Så snakker vi bare. Kigger på tøj og spiser noget mad,« uddyber Lærke Holmgaard. Og på den måde kan pigerne let få et par timer til at gå.

Bygget til biler

De første storcentre kom til verden i Los Angeles i 1940’erne, da man som noget relativt nyt begyndte at lave byplanlægning indrettet til bilkørsel, fortæller professor Christian Jantzen. Baldwin Hills Crenshaw Plaza hed det allerførste, som åbnede i 1947.

»De blev placeret uden for centrum, så man nemt kunne komme dertil i bil og få en parkeringsplads. Så storcentrene er født med bilen. Det var også i Californien, at den første McDonald’s, som var en drive-in-restaurant, åbnede, og der kom hurtigt drive-in-biografer,« siger han.

Men efterhånden begyndte de amerikanske bycentre også at mærke de konsekvenser, som politikerne frygter i Danmark i dag.

»Det gamle centrum i Los Angeles, som er fra 1920’erne, er fuldstændig forfaldent. De tidlige varehuse i byen, som kom før storcentrene, står nærmest som ruiner,« siger Christian Jantzen.

Uden for Næstved Storcenter smækker en bildør, og to børn løber hen over parkeringspladsen med deres forældre traskende efter. Far med en indkøbsvogn i den ene hånd og et mindre barn på armen og mor bagest.

»Vi har faktisk også en fjerde i bilen. Hun ville ikke med. Teenagere …« siger Trine Serop, der er bygningsmaler, mens hun har et halvt øje på flokken foran.

For dem er storcentret den praktiske løsning i en travl hverdag med fire børn.

»Vi kommer hver uge. Vi ved godt, at bymidten er ved at dø ud, men det er bare så nemt at komme her, når man alligevel skal hente og bringe i bil,« siger hun og sætter efter de andre.

Ved centrets anden indgang er Camilla Hansen på 24 og Ida Pedersen på 22 ved at parkere deres bil. De kommer her et par gange om ugen. De bor egentlig tættere på bymidten, men tager alligevel altid i centret.

»Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Det er egentlig ret dårligt, for jeg vil gerne støtte byen,« siger Camilla Hansen. »Eller jo, jeg ved det faktisk godt. Det er på grund af parkeringspladserne. I byen skal man betale for det, og så får man kun to timer, hvor man både skal nå at shoppe og spise,« siger hun.

»Næstved er også blevet lidt tørt, hvis man kan sige det,« tilføjer Ida Pedersen: »Mange af butikkerne er flyttet ud i centret, og de få tøjbutikker, der er, er mest for ældre kvinder.«

Men i dag skal de bare have »hverdagsting«, siger de. Opvaskemiddel, en toiletbørste og nogle flere mundbind.

’Vi har et særligt fællesskab’

Når vi går i storcentret, er det ikke bare for at hente en liter mælk. Vi bruger tid i centrene, og masser af det.

En undersøgelse foretaget af den amerikanske brancheorganisation International Council of Shopping Centers viser, at amerikanerne gennemsnitligt bruger 135 minutter, når de besøger et storcenter. Professor Christian Jantzen er ikke bekendt med en lignende dansk undersøgelse, men han vurderer, at det ligger i samme leje – »nok omkring to timer vil være mit bud,« siger han.

Ved hovedindgangen til Næstved Storcenter står en fotobod fyldt med billeder af små børn. I midten står en lille fletstol med hvidt lammeskind på et plateau. Sally, som ejer boden, har haft den i 21 år.

»Når man er her i så lang tid, lærer man jo rigtig mange at kende. Nu er der lige stoppet en fra Frellsens Chokolade efter 16 år – en, jeg kendte rigtig godt. Det er jo lidt trist. Nogle af dem i Bilka har også været her i mange år, så det er rigtig hyggeligt. Vi har et særligt fællesskab her,« siger Sally, der oprindeligt er uddannet økonom, men senere blev selvudlært børnefotograf.

Her fra boden har Sally set mange af sine kunder vokse op.

»Jeg har både fotograferet gravide og så siden fulgt med i barnets opvækst. Og jeg har fotograferet børn, der senere selv har fået børn, som jeg så har fotograferet,« siger Sally, og laver en bevægelse opad med armen for at vise, hvordan de vokser.

500 hotdogs om dagen

En stor del af de kunder, der går forbi Sallys bod på vej mod parkeringspladsen, manøvrerer afsted med en fyldt indkøbsvogn i den ene hånd og mindst én fransk hotdog i den anden.

Når man går mod svingdøren, bliver man nemlig mødt af et stort skilt, der reklamerer med franske hotdogs til ti kroner. Det er Emil Clemmensen på 20 år, der står i Bilkas madbod med en kokkehue på hovedet og langer dem over disken.

»Jeg sælger nok over 500 hotdogs om dagen,« vurderer han. »De fleste køber også tre ad gangen, så…« når han akkurat at sige, før en ny kunde stiller sig op til disken og bestiller to hotdogs.

Bilka har både en madbod, en egentlig Bilka-forretning, et havecenter, en kiosk og en bistro. Og butikker som Bilka er helt afgørende for et storcenter, siger professor Christian Jantzen.

Det handler dels om at skabe det rigtige miks af forskellige forretninger. »Man kan ikke have 15 frisører, det er klart,« siger han. Men der er mere i det end det.

»Man fandt ret tidligt ud af, hvordan storcentre skulle opbygges. Alle de kommercielt levedygtige storcentre har mindst én, og helst to supermarkeder i hver deres ende af centret. Man kalder dem ’ankre’,« siger Christian Janzten.

»Så den oprindelige idé er, at folk i området skal planlægge ét stort ugentligt indkøb af dagligvarer ude i storcentret, og når de så går fra den ene dagligvarebutik til den anden, skal de blive fristet af andre butikker.«

Mere end bare indkøb

Christian Jantzen håber, at storcentrene med tiden vil blive brugt mindre og mindre, og at livet og handlen i stedet finder tilbage til gamle bycentre, »hvor man sætter sig på en fortovscafé, kigger på mennesker og har meget mere socialitet«.

»Men det er jo et spørgsmål om, hvordan vi vil have fremtidens infrastruktur. Storcentrene lever af bilisme og gode parkeringspladser. Vil vi have det i fremtiden?« spørger han retorisk.

Men spørger man Per Nyborg fra Institut for Center-Planlægning er storcentrenes storhedstid langtfra forbi.

»Der er rigtig mange, der benytter dem, og de sidder på en fjerdedel af omsætningen i hele Danmark,« siger han. »Folk kan godt lide, at tingene er samlet et sted, det er de villige til at køre efter. Og så er centrene i fuld gang med at konvertere deres indhold til at blive mere oplevelsesbaseret, så de kan konkurrere med nethandlen.«

Ved parkeringspladsen uden for Næstved Storcenter hænger solen nu lavt på himlen, og lyden af indkøbsvognes hjul mod asfalt og bagagerum, der smækker i, blander sig med fuglesang fra de grønne arealer, der omkranser pladsen.

Mia Andersen og Mario Bødker, som er iført matchende træningsdragter, er kørt hele vejen hertil fra Lolland for at handle stort ind i centret. Det gør de cirka en gang om ugen, fortæller Mario Bødker, mens Mia Andersen fylder bagagerummet. De to er ekskærester, fortæller hun.

Mia Andersen synes, det er smart, at butikkerne er samlet ét sted. »Men jeg kommer egentlig lige så meget bare for at opleve noget andet,« siger hun.

Så er bilen pakket. Mia Andersen misser med øjnene mod solen et øjeblik, inden hun tager fat i dørhåndtaget.