Interview
Læsetid: 2 min.

»Sådan en god rakettur, det ville være fantastisk«

For første gang i mere end ti år optager Det Europæiske Rumfartsagentur nye astronauter. 147 danskere har ansøgt om at blive en del af det europæiske rumprogram, blandt dem den 28-årige softwareudvikler og astronomiuddannede Andreas Kjær Dideriksen fra Sønderborg
Det er blandingen af eventyr og videnskab, der har fået Andreas Kjær Dideriksen til at søge optagelse på den europæiske astronatuddannelse.

Det er blandingen af eventyr og videnskab, der har fået Andreas Kjær Dideriksen til at søge optagelse på den europæiske astronatuddannelse.

Privatfoto

Moderne Tider
26. juni 2021

Hvorfor vil du gerne være astronaut?

»Jeg kan godt lide blandingen af naturvidenskab og eventyr. Bare det at være vægtløs eller sidde i raketten på toppen af en ordentlig tank med brændstof på vej ud i rummet. Sådan en god rakettur, det ville være fantastisk.«

Hvad glæder du dig mest til, hvis du bliver sendt ud i rummet?

»En rumvandring ville være helt fantastisk. De fleste har nok set billeder af en rumdragt, det er sådan en hvid og ret stor dragt med en klassisk rumhjelm til – at komme ned i sådan én og gå uden for selve rumstationen … det er bare dig og rummet. Det ville jeg gerne.«

Ville du ikke være bange?

»Nej.«

Hvordan tror du, Jorden ser ud fra rummet?

»Den ligner nok sig selv. Jeg har jo set billeder af Jorden, men der er forskel på at se billeder af noget og at se det selv. Det er ligesom med Eiffeltårnet – én ting er at se det på et billede, men det er trods alt noget andet at se det i virkeligheden. Sådan tænker jeg bestemt også, det er med Jorden.«

Andreas Kjær Dideriksen

  • 28 år.
  • Uddannet i astronomi fra Aarhus Universitet.
  • Bor i Sønderborg med sin hustru og datter

Hvornår begyndte du at interessere dig for verdensrummet?

»Jeg kan ikke huske et bestemt tidspunkt, men jeg har altid været nysgerrig, og den nysgerrighed har så taget mig hen i retning af rummet. Det har nok handlet om, at jeg har haft nogle inspirerende naturfagslærere.«

Hvad laver du til hverdag?

»Jeg sidder med noget data science i en energivirksomhed.«

Er du glad for dit arbejde?

»Ja, men astronaut har altid været drømmen. Hvis jeg får jobbet, så bliver jeg nødt til at sige mit nuværende job op.«

Hvad er det mest interessante i verdensrummet?

»Jeg synes, exoplaneter er fantastiske. Når du står ude en stjerneklar aften og kigger op i himlen, så kan du se stjerner, og de fleste af dem har planeter, der kredser rundt om dem. Det er exoplaneter. Man tænker: Har de en atmosfære? Kan der være liv på dem? Det er vanvittigt spændende.«

»I sidste ende handler det om at kigge efter liv i rummet. Hvis der er liv andre steder end på Jorden; selv hvis vi kun finder bakterier på en forbipasserende komet, vil det fuldstændig ændre vores opfattelse af verden omkring os.«

Hvad ville det ændre?

»Verdensopfattelsen. Det vil jo ikke være sådan, at hverdagen, prisen på mælk eller en kop kaffe, ville ændre sig, men det ville give en anden opfattelse af den verden, vi lever i.«

Hvor lang tid skal man være væk hjemmefra som astronaut?

»Man er typisk på rumstationen i et halvt års tid, men der findes også kortere missioner, for eksempel var Andreas Mogensen på en mission i rummet, hvor han var væk i otte eller ti dage. Derudover er der træning, og der er man væk nogle måneder ad gangen.«

Kommer du ikke til at savne din familie?

»Jo, det tror jeg da helt bestemt. Men vi har talt om, at vi skal huske at give hinanden plads, og så må vi finde ud af det hen ad vejen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her