Tupperware vækker mindelser om farmor og firserne. Men opgøret med madspild har givet skålene ny relevans

Jeg var tupperwarejomfru indtil i sidste uge. Sådan hedder det i jargonen, når man ikke har deltaget i et såkaldt tupperwareparty før. Nu har jeg prøvet det. Endda som vært, for som så meget andet er det Florida-baserede plastikfirmas koncept også rykket online. At være vært for et tupperwareparty kræver i skrivende stund ikke andet end en netforbindelse samt, hvis man er til den slags, et glas vin inden for rækkevidde.

Til gengæld for den minimale anstrengelse får man et deep dive ind i en fortælling om otte årtiers amerikansk kulturhistorie – og en fornemmelse af, hvordan de oprindelige mantraer om råvareøkonomi, bæredygtighed og holdbarhed har fået ny aktualitet.

Tupperware var farverig og materialerevolutionær og dermed adskilt fra europæisk designtradition af mere end bare et Atlanterhav. Det var produktet, der på perfekt vis inkarnerede efterkrigstidens økonomiske opsving og USA’s kulturelle dominans. Soft power direkte ind i hjemmets arne. Technicolor til køkkenet i fremtidens materiale.

Den noget aparte, introverte og stærkt disciplinerede opfinder Earl Tupper lancerede sine skåle i 1946. Som en anden alkymist havde han tryllet i laboratoriet og udviklet skålene i en let, syreresistent og smidig højkvalitetsplastik, hundrede procent tætte med et forseglingssystem kendt fra malerbøtter, rige på anvendelsesmuligheder og ikke mindst smukt formgivet. Men selv om produkterne bejlede direkte til den boomende middelklasse, hvis forstadshusholdninger skreg på udstyr, der signalerede økonomisk formåen, solgte de stort set ikke de første par år.

Skålene samlede kort sagt støv i varehusene, indtil en kvinde ved navn Brownie Wise, der var blevet forladt af sin alkoholiske ægtemand, omkring 1950 begyndte en karriere som sælger af Tuppers skåle gennem såkaldte home parties. Med en taske fyldt med produkter var Brownie Wise et skinnende midtpunkt for aftener, hvor dusin efter dusin af forstadsfruer serverede lune retter og drinks, mens Wise demonstrerede, hvordan Tuppers beholdere og redskaber kunne føre dem ind i fremtiden. Erfaringerne fra krigsårenes fødevareknaphed blev elegant videreført i filosofien om at udnytte rester og undgå unødig emballage. Nu kunne man tage sin yndlingsbøtte med til slagteren og få bøfferne lempet direkte derned.

På få år fik Wise stablet en merkantil kult på benene – et vidt forgrenet netværk af primært kvinder, der afholdt tupperwareparties i tusindvis. Wise blev firmaets ansigt udadtil og den karismatiske nøgleperson indadtil, som tog nye sælgere i ed ved at lade dem kærtegne en sort klump polyethylenplastik med navnet Poly, som hun hævdede var Tuppers første forsøg på at skabe århundredets materiale. Tupperwaredemonstrationerne var mere end bare produktvisninger. De var ofte krydret med selskabslege, hvor deltagerne kastede rundt med forseglede skåle fyldt med frugtsaft, uden at en dråbe blev spildt.

Gryende feminisme eller Facebooks forløber?

Seancerne er ligefrem blevet udlagt som et protofeministisk frirum, hvor kvinder hjalp andre kvinder og gav dem mulighed for at være andet og mere end bare hustruer. Arbejdet for Tupperware blev ikke set som arbejde, men som en forlængelse af det sociale samvær. Sådan beskriver tupperwarehistorikeren Allison Clarke det i hvert fald. Ligesom hun kalder tupperwarekulturen »den diametrale modsætning til ​​mandlig corporate culture. Det absolut modsatte af Mad Men«.

Det er én læsning. En anden fokuserer på, hvordan Tupperware udnyttede og kommercialiserede deres sælgeres familie og venner med relativt ringe udbytte for kvinderne selv. Salget var endemålet, pakket ind og maskeret som erfaringsudveksling og hygge. Succesen for den enkelte sælger afhang af, i hvilken grad hun aktiverede sit sociale netværk som potentielle kunder – og vi befinder os stadig et halvt århundrede før Mark Zuckerbergs Facebook. Kort sagt: en kommercialiseret livsverden, hvor grænsen mellem gruppepres og venskabelig anbefaling udviskes, og hvor enhver kvindes drøm hverken er større eller mindre end et veludstyret køkken.

I Tupperwares storhedstid begyndte der angiveligt et home party hvert tredje sekund verden over, men efter årtusindskiftet mistede brandet værdi hos den næste generation af købere – de såkaldte millennials født fra cirka 1980 og frem. For dem var plastikprodukter og den restopvarmende mikroovnskultur, Tupperware efterhånden var blevet fusioneret med, fjerne egne, der burde forblive fjerne. Samtidig var firmaets dybt analoge salgsprogram begyndt at miste effektivitet i en tid, hvor social aktivitet rykkede ind i den digitale sfære. På trods af en kursstigning imellem 2012 og 2018 lå hele firmaet faretruende tæt på en konkurs ved coronakrisens indtog. Ikke overraskende, når vi har at gøre med et produkt, hvis salg bygger på social kontakt og hviskede anbefalinger fra sidemanden.

Bøtternes genfødsel

Men sådan gik det ikke: Tupperware er øjensynlig kommet ud af krisen med fornyet styrke. Måske skyldes det, at Earl Tuppers efterkrigssnusfornuft taler ind i vores samtids fornyede fokus på genanvendelighed og bæredygtighed. For selv om plastik i bred forstand har mistet sin status som fremtidens materiale, forsøger Tupperware sig i dag som frontløber for en bæredygtig plastikfremtid. Konkurrencen på det marked er imidlertid blevet intens, og firmaets tilgang baserer sig derfor på en aktivering af tupperwarekulturen. Gennem den såkaldte »No Time To Waste«-kampagne kan man som tupperwarebruger afgive løfte om ikke at anvende engangsservice, at huske en drikkedunk i stedet for engangsflasker, at bruge indkøbsnet i stedet for plastikposer og så videre. Tillige investerer firmaet i processer, hvor plastaffald nedbrydes til molekylestadiet og i en oprenset og ftalatfri udgave anvendes til genbrugelige sugerør, drikkedunke, madkasser og så videre.

Jeg ringer til tupperwarekonsulent Lizzi Cederskjold for at finde ud af, hvad hun selv har fået ud af at sælge produktet gennem home parties i de seneste par årtier. Vi taler om tupperwareuniverset som en parallelverden med egne ritualer og normer, gennemsyret af en entusiasme, der vækker mindelser om slut-1800-tallets omrejsende kræmmere, komplet med en rituel besyngelse af produktets ufejlbarlighed. Der er Tupperware og non-Tupperware – som er alt det andet, forstås.

Jeg har hørt historier om tupperwareentusiaster, der lejer opmagasinering ude i byen for at have plads til alt deres grej. Tupperware går i arv, og også det at købe nye produkter nedarves i familien.

»Det handler ikke kun om produkterne. Der er også meget personlig udvikling i at sælge Tupperware. Man vokser simpelthen med opgaven, og fra at have været en lidt introvert type kan man lige pludselig stille sig op foran 250 mennesker og være på,« siger Lizzi Cederskjold.

Hvor stort et netværk, Tupperware trækker på i Skandinavien, må man gætte sig til. Men de tusind bedste sælgere inviteres hvert år til events i skiftende skandinaviske byer – netop for at konsolidere netværket som det centrale væv i firmaet. Udsendinge fra moderskibet i Orlando deltager naturligvis og demonstrerer prototyper af fremtidens produkter. Lizzi og jeg slutter vores samtale af med at planlægge mit første tupperware-home party ugen efter. Jeg ender vist selv som den, der køber mest.