Forskning & frihed
Læsetid: 11 min.

Universitetsverdenen er i oprør over politisk indblanding. Men har Henrik Dahl og Morten Messerschmidt en pointe?

Folketingets henstilling til universiteterne om, at politik ikke må forklædes som videnskab, er problematisk, mener en række forskere. Men i spørgsmålet om, hvorvidt universiteterne reelt har et problem med aktivisme og identitetspolitik, er de noget mere splittede
Professor Frederik Stjernfelt er enig i, at universiteterne har et problem, men Folketingets erklæring er ikke løsningen, siger han.

Professor Frederik Stjernfelt er enig i, at universiteterne har et problem, men Folketingets erklæring er ikke løsningen, siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
12. juni 2021

Henrik Dahl og Morten Messerschmidt ville starte en debat om aktivistisk forskning på universiteterne, men det gik ikke helt efter planen: For tiden handler debatten i stedet primært om politisk indblanding i forskningen. Og paradoksalt nok er det lykkedes dem at få nogle af de forskere, som ellers er uenige om, hvorvidt der er problemer med politisk farvet forskning, til at stå samlet i deres kritik af politikerne.

Særligt Folketingets vedtagelse af en erklæring om, at universitetsledelserne skal sikre, at »politik ikke forklædes som videnskab«, har skabt røre, og flere end 3.000 danske forskere har skrevet under på, at regeringen bør trække sin støtte til erklæringen tilbage.

Information har talt med ni fremtrædende forskere, og de er alle enige i, at den politiske indblanding er problematisk. En af dem er professor i videnskabsteori på Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt som ellers grundlæggende er enig i Henrik Dahl og Morten Messerschmidts hovedpointe: nemlig at der i visse universitetsmiljøer er en tendens til sammenblanding af forskning og aktivisme:

»De peger på et reelt problem, men løsningen er ikke god. Kritikken er for vag i konturerne, og jeg er ikke enig i, at ledelsen skal skride ind,« siger han. »Den løsning, de antyder, kan være farlig.«

Den vurdering deles af professor i psykologi på Aalborg Universitet, Lene Tanggaard, som også er af de forskere, der tidligere har udtalt sig kritisk om identitetspolitikkens indtog på universiteterne.

Ifølge hende udfordrer politikernes udmelding forsknings- og ytringsfriheden:

»Det er rigtig fint, at vi har politikere, som interesserer sig for forskning, men det forekommer mig, at politikerne er blevet for aktivistiske selv. De kritiserer ’cancel culture’ (udelukkelse af bestemte synspunkter, red.), men det, de selv foretager sig, er netop ’cancel culture’,« siger hun.

»Og reaktionen må nødvendigvis være, at der er en del forskere, som nu bliver nervøse og tænker: ’Hvad kan jeg sige, og hvad kan jeg ikke sige?« bemærker Lene Tanggaard, som kalder Christiansborgs indblanding for »udansk«.

Samtidig er der nu en risiko for, at hele forskningsfelter, eksempelvis studier i køn, race og migration – som har været omdrejningspunkt for debatten – nu kan føle sig truet.

Det mener Hanne Leth Andersen, som er rektor på RUC:

»Det er politikerne, der finansierer vores universiteter. De er vores ejere. At gå ind kommentere på konkret forskning og hænge specifikke forskere ud, det er problematisk. Man er nødt til at håndhæve armslængdeprincippet.«

Er der et problem?

Bag den brede enighed i forskningsverdenen om, at sagen er håndteret uhensigtsmæssigt fra politikernes side, gemmer der sig imidlertid en reel uenighed om, hvorvidt Morten Messerschmidt og Henrik Dahl har en pointe i deres kritik af universiteterne.

Frederik Stjernfelt mener, at universiteterne har et problem:

»Der er nogle områder, hvor forskningen er politiseret på en måde, som ikke er hensigtsmæssig. Hvor man indsamler præmisser til en konklusion, som man allerede har, i stedet for at gå den anden vej,« siger han. Og så er der også en tendens til, at der ikke altid er plads til synspunkter og forskning, som udfordrer den gældende konsensus:

»Der er nogen, der glemmer, hvad frihed er. Det er jo ingen kunst at kæmpe for frihed for dem, som du er enig med. Men ytrings- og forskningsfrihed gælder også for dem, som du ikke er enig med – og det er deres frihed, det er vigtigt at forsvare,« siger Frederik Stjernfelt.

I hans øjne er en beslægtet problematik, at »mange af de unge forskere er ømskindede«, når det kommer til at modtage kritik:

»Der er en tendens til, at de nødigt vil diskutere, og at de kan føle sig krænket, hvis nogen kritiserer dem. Men videnskaben er bygget op om kritik – lige siden Platon versus Aristoteles. Og hovedreglen er jo, at de stridigheder bringer os videre. Selv om det ikke er sjovt at stå i en strid, så er det institutionen videnskabs hjerteblod,« siger Frederik Stjernfelt.

Han mener, at det især er inden for de discipliner, der på engelsk omtales som studiesgender studies, migration studies, cultural studies m.v. – at der kan opstå problemer. Modsat de gamle ’humboldtske’ humanistiske fag såsom historie og litteraturvidenskab er der tale om unge discipliner.

Ifølge Stjernfelt er det en »berigelse«, at der er kommet nye fag til, men »de er født politiske, og det gør, at de er i større fare i den her sammenhæng«, siger han:

»’Studies’ markerer en udvidelse af humaniora og samfundsvidenskab begyndende i 50-60’erne med ’international studies’ og ’area studies’, senere mange andre – og de har alle den karakter, at de adresserer akutte politiske problemfelter og derfor kan levere gavnlig aktuel forskning.«

Samtidig vil der ofte være uenighed om sådanne emner i den offentlige debat, mener Stjernfelt:

»Hvis forskerne i ’studies’ mere eller mindre kollektivt orienterer sig mod én position i yderkanten af det politiske felt, er det naturligt, at det er kontroversielt. Hvis de så ydermere lader aktivisme overskygge videnskabelig argumentation, bliver det problematisk,« siger Frederik Stjernfelt.

Amerikanske tendenser

Flere forskere deler Frederik Stjernfelts vurdering af, at der findes et problem i nogle universitetsmiljøer. Det gælder blandt andre Keld Laursen, som er professor i økonomi på CBS:

»Jeg mener, at det er en udfordring, at det identitetspolitiske kommer til at dominere mere og mere,« siger han og nævner sagen, hvor Ole Wæver af to forskere fra England og USA blev beskyldt for at være racist og »antisort« – blandt andet fordi han har skrevet i en indledning, at mange afrikaneres liv er »kort og brutalt«, og der er flere borgerkrige i Afrika end i Europa.

Keld Laursen mener også, at der er opstået en problematisk tendens til at fokusere på forskeres identitetsmæssige tilhørsforhold frem for deres videnskabelige argumenter.

»Man må acceptere, at et argument er et argument, uanset hvem det kommer fra,« siger han.

»Hvis vi bevæger ud i, at det ikke handler om, hvad man argumenterer for, men hvem man er, så er det et eklatant brud med de principper, som de fleste af dem, der vil mene, at de arbejder med videnskab, abonnerer på.«

Det er oplagt at holde nutidens strømninger op imod marxismen, som i 70’erne stod stærkt på universiteterne. De kritiske forskere mener, at identitetspolitikken er mere udbredt i andre lande, særligt i USA, men sammenligningen med marxismen er helt rimelig, siger Christian Bjørnskov, som er professor i økonomi på Aarhus Universitet og medlem af bestyrelsen i Cepos:

»Jeg mener godt, at den situation, som man ser i USA, Frankrig og England, i dag kan sammenlignes med munkemarxismen i 70’erne. I Danmark er vi ikke kommet dertil endnu. Men vi har erfaring for, at de strømninger, som vi ser i udlandet, kommer til Danmark fem til ti år efter. Så jeg forventer, at det griber om sig,« siger Christian Bjørnskov og tilføjer:

»Hvis ikke vi tager diskussionen nu og får gjort noget ved det, så kommer det krybende.«

Tykfobi og kolonialisme

Christian Bjørnskov fortæller, at han selv har oplevet at få henvendelser fra forskere, som mente, at han beskæftigede sig med noget forkert:

»Jeg skriver en artikel med en tysk kollega om kolonidemokrati. Mange af kolonierne var demokratiske, før de blev uafhængige. Men vi har ad flere omgange hørt fra kolleger, som ikke mener, at vi overhovedet burde skrive den artikel. At det slet ikke bør undersøges,« siger han.

»I virkeligheden er det basale problem ensretningen. At den tradition for pluralisme, som er på universitetet, ikke respekteres.«

Som medlem af Cepos’ bestyrelse er Christian Bjørnskov selv meget opmærksom på balancegangen mellem forskning og aktivisme, understreger han:

»Helt konkret prøver jeg altid at sørge for, at jeg har forskningsopbakning, når jeg for eksempel skriver i Børsen eller Berlingske. Folk kan naturligvis stadig mene, at det er aktivisme, men i vores felt kan alle gå tilbage og gentage forskningen og dermed gå det hele omhyggeligt igennem. Hver gang vi udtaler os, har vi derfor vores akademiske ry på højkant,« siger han.

Selv om tendensen til aktivisme i forskningen ifølge kritikerne endnu ikke er lige så udbredt herhjemme som i blandt andet USA, har vi også haft debatter, hvor forskning er blevet beskyldt for at være farvet.

For eksempel skrottede integrationsminister Mattias Tesfaye en rapport om social kontrol, som to RUC-forskere havde udarbejdet for ministeriet, blandt andet fordi forskerne anbefalede, at man skulle bruge arabisk- og koranundervisning til at dæmme op for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.

Der har også været en debat om en såkaldt tykaktivist, som ved Københavns Universitets Teologiske Fakultet arbejder på en ph.d.-afhandling om tykfobi, hvilket blandt andre Henrik Dahl sidste år kritiserede.

Borgerlig konspirationsteori?

Der er imidlertid også mange forskere, som mener, at kritikken fra Henrik Dahl og Morten Messerschmidt er forfejlet.

En af dem er RUC’s rektor, Hanne Leth Andersen.

»Jeg ser ikke sådan en tendens. Jeg ser, at holdninger brydes i den offentlige debat, og jeg ser nogle forandringer i samfundet, som blandt andet handler om køn, migration, klima og sundhed. Store felter, hvor vi skal bruge forskningen til at forstå os selv og vores samfund,« siger Hanne Leth Andersen.

Hun frygter heller ikke en gentagelse af 70’erne, hvor et bestemt verdenssyn var meget dominerende på universiteterne. Det skyldes blandt andet, at der stilles store krav til fagfællebedømmelse af forskningsartikler og andre publikationer i dag. Og at der er en »systematisk kvalitetskontrol«, når universiteterne ansætter nye forskere.

»Vi har mange fælles kvalitetssikringsmekanismer på forskningen, som vi ikke havde, da jeg selv startede. Miljøerne var mere selvkørende tidligere,« siger Hanne Leth Andersen og tilføjer:

»Det må aldrig blive sådan, at man ansætter folk ud fra noget politisk.«

Mikkel Bolt, der er professor i politisk æstetik ved Københavns Universitet, er som venstreorienteret akademiker en af de forskere, som selv står i skudlinjen for kritikken fra Christiansborg.

Han mener, at ideerne hos de borgerlige politikere og debattører nærmer sig det konspirationsteoretiske:

»Der bliver konstrueret et billede af, at der skulle være en identitetspolitisk front, som er ved at undergrave samfundet og ved at overtage institutterne. Det ser jeg bare ikke,« siger han.

Hårdheden i kritikken af identitetspolitikken skyldes ifølge professor Mikkel Bolt, at den truer en gruppe gamle hvide mænds magt.

Hårdheden i kritikken af identitetspolitikken skyldes ifølge professor Mikkel Bolt, at den truer en gruppe gamle hvide mænds magt.

Anders Rye Skjoldjensen
Både han og Hanne Leth Andersen finder det paradoksalt, at de humanistiske forskere kritiseres for at blande sig i debatten:

»I de sidste ti år har vi fået at vide, at vi ikke blander os nok. Når vi så gør det; når vi blander os i de igangværende konflikter, får vi at vide, at det er aktivisme,« siger Mikkel Bolt.

Han understreger, at ingen forskning er apolitisk og ideologifri:

»Viden har at gøre med subjekter, og den er produceret af subjekter. Kritikerne opererer med en karikeret positivistisk idé om viden. Noget af det gode, der er sket i de seneste 30 år på universiteterne, er, at man er mere åbne for omverdenen, end man har været tidligere. Universiteterne er involverede i analyser af det, der sker i samfundet, og samfundet er kendetegnet ved konflikter og kriser,« siger Mikkel Bolt.

Både han og Hanne Leth Andersen nævner klimaforskningen som et eksempel på et område, hvor selv forskere fra »hard science«, som Mikkel Bolt kalder det, har råbt vagt i gevær og opfordret politikerne til at træffe bestemte beslutninger.

En kamp om ord

Når kritikken af identitetspolitikken er så voldsom, skyldes det snarere, at der er mange ældre og hvide, som er bange for at miste magt, mener Mikkel Bolt:

»Det, politikere og konservative debattører taler om som ’identitetspolitik’ – et ord, som de i øvrigt aldrig definerer, men bare forener med en masse negative konnotationer – ser jeg som en sund interesse for samfundsstrukturer, og hvilke former dominans kan antage i dag. Men de debattører er ikke interesserede i at få påvist eksistensen af dominans, ikke mindst racisme. De dominerende vil ikke have synliggjort deres dominans. Det er bedre, at den fremstår naturlig,« siger han.

Mikkel Bolt mener også, at kritikken af forskningen er påvirket af en bestemt samfundsmæssig kontekst:

»Konteksten er en årelang nationalistisk vending i dansk politik, som ikke mindst kommer til udtryk i en asyl- og flygtningepolitik, som bygger på xenofobi. Jeg kan ikke få øje på en identitetspolitisk front, til gengæld kan jeg se et land, som glider længere og længere ud i en nationalistisk eksklusionspolitik, og som gør det til omdrejningspunkt for en forestilling om national identitet. I den glidning kan jeg se et behov for at mistænkeliggøre kritiske teorier og kritiske samfundsanalyser. Problemet med, at jeg siger det her, og det måske kommer i avisen, er, at det for dem, som kritiserer forskerne, kommer til at fremstå som: Nå ja, ok, den er god nok!«

– Men har de ikke ret i det? Er det her ikke netop et eksempel på det?

»Jo, det er en kamp om ord. Men det, de siger, er, at mit udsagn ikke er legitimt og ikke har udspring i flere hundrede år gamle forskningstraditioner, men det har det. Jeg arbejder med marxisme, som har eksisteret i de seneste 150 år.«

Et lille bølgeskvulp

Selv om debatten om aktivisme på universiteterne fremstår polariseret, findes der faktisk også en tredje position ved siden af de to dominerende fløje.

Den indtager Hans-Jørgen Schanz, som er professor emeritus i idehistorie ved Aarhus Universitet og har været med i vidensdebatten siden 70’erne.

»Det, der sker i dag med alt det identitetspolitik og det pis, det dør jo ud, der er ikke noget i det,« siger Hans-Jørgen Schanz. I hans øjne er identitetspolitikken et »lille bølgeskvulp«, som næppe vil få større betydning i universitetsverdenen:

»Det vil aldrig brede sig til jura eller naturvidenskaberne og sundhedsvidenskaberne. Det er umuligt at forestille sig,« siger Hans-Jørgen Schanz. Han understreger, at forsøg på politisk indblanding i forskningen langtfra er noget nyt fænomen:

»Det kommer i bølger, at politikerne blander sig. I 80’erne var det rigtig slemt – mange politikere ville have nedlagt vores institut, men vi holdt skansen,« husker Hans-Jørgen Schanz.

Den aktuelle debat er overdreven set i et større perspektiv, mener den pensionerede professor:

»Jeg sidder her og læner mig tilbage. Jo længere, du kommer på afstand af det, i jo højere grad er du i stand til at se de manglende proportioner i det her,« siger Hans-Jørgen Schanz.

Af samme grund er han også kritisk over for den politiske indblanding anført af Morten Messerschmidt og Henrik Dahl:

»Fordi der er nogle ganske små enklaver, der er domineret af den holdning, så skal man ikke trække de helt store kanoner frem og bombardere hele universitetet,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Det er lidt morsomt, at Mikkel Bolt beskylder sine modstandere for at være konspirationsteoretikere, når han selv slynger om sig med den slags, ikke mindst den om de gamle hvide mænd, der ikke vil se deres magt udfordret.

Jørn Christensen, Georg Christiansen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Her er den første artikel i dagbladene, der mere præcist kommer ind til det centrale i forbindelse med de problemstillinger, som det må dreje sig om, set ud fra et akademisk perspektiv.

De egentlige forskningsmæssige uenigheder om grundlaget for forskningen, inden for bestemte forskningsområder, hører jo trods alt ikke hjemme i dagbladsartikler. Det kan ikke undgå andet end at blive alt for unuanceret. Heller ikke selv om Henrik Dahl måtte mene noget andet.

Parallellerne til de især marxistisk dominerede forskningsområder på humaniora i midten af 1970erne er velvalgte, og godt at få præciseret fra flere, at det, i et dansk perspektiv, på væsentlige punkter var langt værre dengang, end det er i dag.

Ikke at der er noget galt ved marxistisk orienterede studier, men konsekvensen må ikke blive, at forskningen (samt undervisningen og studiemiljøet) er præget af intolerance, mobning og forsøg på udgrænsning af anderledes tænkende, ikke mindst i forbindelse med ansættelser. Eller at dårlig forskning bedømmes positivt, alene på sine marxistisk orienterede holdninger.

En kommentar til Hanne Leth Andersen: Fagfællebedømmelse af forskningsartikler og andre publikationer og "systematisk kvalitetskontrol" ved ansættelse af forskere forudsætter jo netop det, som de også skal være en sikring imod: At bestemte områder (også internationalt set) ikke ALLEREDE på forhånd er domineret (og "udgrænset") af forskere med bestemte teoretiske præferencer og holdninger.

jens peter hansen, David Zennaro, Mihail Larsen, ulrik mortensen, Peter Beck-Lauritzen, Emil Davidsen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lad os ikke glemme, hvordan universitetet over et par årtier er blevet omformet til det billede på klassesamfundet, som man i de foregående 25 år havde bekæmpet ved hjælp af styrelsesloven.
Man har købt det gamle kleresi af velmeriterede lektorer ved at sparke dem opad i et helt uhørt antal professorater, hvoraf nogle dog er 'mso' ('med særligt område', hvilket også betyder på åremål).
En hær af løstansatte eksterne lektorer på daglejervilkår betaler prisen.

Anna Regine Irgens Bromann, Susanne Kaspersen, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Jette Steensen, Mads Kjærgård, David Zennaro og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Alle mennesker har en "farve"(politisk). Og det er OK og skal respekteres. At "farven" farver resultatet af forskningen, er uheldig, ligeså når "kapitalen" betaler for forskningen med fast konklussion. Så tabes troværdigheden og her står Århus Universitet tydeligvis tilbage, lidt flosset i kanten. Andre læreanstalter og forskningsinstitutioner, ja også vore styrelser (blåstempling af FDA godkendelser) kan have tilsvarende problemer i deres daglige arbejde.
Så en debat herom, er påkrævet.

Alvin Jensen, Daniel Joelsen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Skal der ikke være debat og uenighed på universiteterne? Var det ikke en fejl hvis der var enighed om det og det - forskningen udvikles vel ved at ting og sager afprøves - herved kan der ske fejl og er det ikke det der udvikler forskningen.

Den største fare er, at politikerne vil blande sig og bestemme i hvad og hvordan der skal forskes.

Hvad med at komme væk fra Helge Sanders og Fogh Rasmussens motto "fra forskning til faktura", Det var en ødelæggende ordning og det må være den der skal ophæves så "vi" kan få en fri forskning.

Lone Hansen, Lillian Larsen, Maria K., Lars Løfgren, Susanne Kaspersen, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Rolf Andersen, Alvin Jensen, Daniel Joelsen, Pietro Cini, Niels Jacobs, Jette Steensen, erik pedersen, Mads Kjærgård, Peter Beck-Lauritzen, Mihail Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

Betrykkende at der er nogen der tør sige at de ser konturene af et problem, det er en begyndelse.

Hans-jørgen har vidst ikke fulgt helt med ...
»Det vil aldrig brede sig til jura eller naturvidenskaberne og sundhedsvidenskaberne. Det er umuligt at forestille sig,« siger Hans-Jørgen Schanz.

Intersektionalitet, (applied critical theory), begyndte med en artikel i Standford Law Review i 1991, Mapping the margins af Kimberle Crenshaw (Jurist). Så ... ikke i Jura ?

At det ikke vil brede sig til naturvidenskaberne og sundhedsvidenskaben ... det er jo allerede igang, med ideen om equity, kvantitativ enshed, som søger at erstattet ligestilling (equality), ved at omskrive betydningen af ordet. Så meritokratiet kan skubbes til side, og enhver kvantitativ forskel imellem grupper, kan bruges som "bevis" (ideologisk postulat) og legitimere udskamning via beskyldninger om strukturel sexisme, strukturel racisme etc, uanset om det statistisk kan findes belæg for den ideologiske påstand eller ej.

I sundhedsvæsnet finder det samme sted via begrebet "health equity", som dog mig bekendt ikke er nået til DK endnu.

Nicolaj Ottsen

Ups - "bevis" for uretfærdighed - skulle der have stået

Nils Bøjden

"Men i spørgsmålet om, hvorvidt universiteterne reelt har et problem med aktivisme og identitetspolitik, er de noget mere splittede"

Og sådan er det når man sætter en dagsorden. Man kan få nogle knubs, uanset om man har ret eller ej.

I dette tilfælde tror jeg at Stjernnholm og de'herrer politikere har ret

Niels Jacobs

Hidtil har videnskabsfolk blot beskrevet verden, nu fremover vil de ændre den..
Er det ikke yndigt?

Susanne Ekman

Jeg kan godt følge argumentet om, at visse forskningsretninger har meget lav tolerance for at acceptere eller opsøge empiri, der modsiger deres ideologi. Sagen er bare, at det ikke kun findes i venstredrejede forskningsmiljøer, men i mindst lige så høj grad centrum- og højreorienterede miljøer, herunder fx. væsentlige dele af finansforskning og økonomi, der end ikke er nået dertil at snakke videnskabsteori endnu, og som derfor endnu mindre står på mål for deres politiske orientering.

Anna Regine Irgens Bromann, erik pedersen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Marianne Jespersen og Majken Munch anbefalede denne kommentar

Om de herrer Dahl og Messerschmidt har en pointe, - javist, men det er ikke om forsknings-frihed, men derimod om dårlige meningsmålinger i længere tid, og med risiko for et muligt snarligt valg, skal man jo profilere sig selv og partiet.

Nogle gange bruges etniske folk som prügelknabe, og andre gange trækker populistiske politikere en "hvid kanin op af hattten", for at benove alle omkring sig, men det er blot demagogisk retorik for at sælge "varen"(sit politiske budskab) for at samle vælgere.

Den gang gjaldt det "de røde lejesvende" i DR tv og strak kom ligusterfacisterne frem i hobetal, og tilmeldte sig "aktive lyttere og seere", som blev stiftet til lejligheden.

Henrik Plaschke

Nikolaj Ottsen

Det er vist ikke spørgsmålet, om intersektionalitet ”ikke vil brede sig til naturvidenskaberne og sundhedsvidenskaben”.

Selve begrebet intersektionalitet genfindes allerede i matematiskken. Det handler om mængdelære – introduceret af matematikeren George Cantor omkring det forrige århundredeskifte. Intersektionalitet svarer til eksistensen af fællesmængder, dvs. et sæt af objekter, der er delvist fælles for flere ellers adskilte mængder. Et simpelt eksempel: nogle kvinder er rødhårede, men ikke alle kvinder (én mængde) er rødhårede (en anden mængde), ligesom alle rødhårede ikke er kvinder. Rødhårede kvinder er således fællesmængden i dette eksempel.

En simpel grafisk fremstilling kunne vise to adskilte cirkler, der har et vist fælles område.

En analyse der eksempelvis fokuserer på sexisme, racisme og klassedeling kan på det formelle plan formuleres i termer af fællesmængder: nogle kvinder eller mænd er måske udsat for alle tre, men der er ikke nødvendigvis tilfældet for alle. Samfundsforskeren må nødvendigvis tilføje en teori om, hvorledes de forskellige mængder, som i nogle sammenhænge måske snarere skulle betegnes undertrykkelsesformer, spiller sammen. Det må antages at være betinget af kontekst, og analysen af samspillet mellem forskellige undertrykkelsesformer kan naturligvis gennemføres på mere eller mindre kvalificeret vis.

Nicolaj Ottsen

@Henrik Plaschke. Jeg er godt klar over at intersektionalitet betyder fællesmængde, og det er indlysende klart at jo flere kategorier du potentielt kan diskrimineres på, køn, race, sexualitet, handikap, BMI, alder, uddannelse, økonomi etc forstærker situationen og det skal der selvfølgelig forskes i. Udfordringen med intersektionalitet som bevægelse, de såkaldte Woke, er at de/den taler om disse problemer, som jeg formoder alle er interesseret i at blotlægge og løse hvor de finder sted, som systemiske og strukturelt deterministiske. Inspireret af Antonio Gramchi's ide om det kulturelle hegemoni, påstås det det er strukturelt og derfor ubeviseligt, kun dem der er trænet i den kritiske teori kan se det. Et perspektiv, som i mine øjne udrydder individ, ansvar og natur og forudsætter at problemet ikke kan løses via gradvis udvikling og forbedringer. I stedet må systemet brydes ned da problemet er bagt ind i det kulturelle hegemoni. Ideen om strukturel determinisme, finder jeg personligt fornærmende, jeg kan f.eks, som hvid mand, ikke være ikke racistisk, ikke sexistisk eller ikke priviligeret, for den kultur jeg er en del af er racistisk og sexistisk og privilegere mænd (patriakatet) og derfor, for at råde bod på denne uretfærdighed, må vi erstatte equality med equity, ligestilling med kvantitativ enshed, som universel rettesnor. Hvilket man, efter min mening, skal være pænt historieløs, hvis man forestiller sig er uproblematisk.

Kulturen, den liberale (u)orden og ideen om individet og ligemuligheder og lighed for loven, må i det intersektionelle perspektivs forestilling om strukturel determinisme nedbrydes, fordi det er en del af den struktur som reproducere diskriminationen, om medlemmerne af kulturen vil det eller ej, så en mere "retfærdig" kultur kan blive indført. Og alle som er for den eksisterende kultur, lider enten af falsk bevidsthed eller søger at bevare den for at bevare deres privilegier. Alt sammen i den kontekst at vi formentlig lever i en af de mest velstående, fredelige og lige kulturer historien nogensinde har set, skabt af den kultur og de ideer som udskældes for at ligge bag alle uretfærdighederne. Alt, selv en ubegribelig success, fremstår fejlbehæftet, hvis det sammenlignes med et utopia og man forestiller sig mennesket, som en klump modellervoks, som "the new Sovjet man", kan formes efter for godt befindende.

De post modernistiske dele af den intersektionelle bevægelse går videre end det og afviser ideen om det objektive, som i deres øjne også er en del af det kulturelle hegemoni, hvilket i USA har ført til angreb på matematik, som udråbes som et redskab i det hvideoverherredømmes arsenal. Der er vi ikke nået til endnu DK mig bekendt.

Jeg syntes det er trist at denne debat, her på information og andre steder er blevet mere eller mindre reduceret til, for eller imod MMS eller HD, højreorienteret vs venstreorienteret, frem for en reel interesse i at forstå hvad det driver interessen for og fokus på hvad vi stiller op med, disse ideer, som informations debat sektion uge efter uge viser har godt fat i ungdommen. Det gør mig trist at se talentfulde, begavede unge mennesker, for hvem verden ligger åben, udtrykke en "uretfærdigheds" båret lidelse, tilsyneladende uden blik for deres fuldstændigt ubegribeligt priviligerede situation.

Respekt Nicolaj Ottsen

Henrik Plaschke

Nikolaj Ottsen

Jeg er enig i, at der er god grund til at forholde sig kritisk til visse dele af den intersektionelle bevægelse, men jeg synes, din kritik er alt for upræcis.

Ideer om strukturel determinisme udspringer på ingen måde af Gramscis tanker om kulturelt hegemoni – jeg vil faktisk snarere sige det modsatte: Gramscis arbejder er et forsøg på at bryde med enhver form for determinisme. Tilsvarende er din kritik af begrebet intersektionalisme upræcis. Der er ingen grund til at antage at tilstedeværet af forskellige former for undertykkelsesmekanismer i sig selv indebærer determinisme. Tværtimod.

Jeg er heller ikke enig i din påstand om, at equality skal erstattes med equity. Det er to forskellige begreber, der hver for sig er relevante på forskellige måder.

Bjarne Toft Sørensen

Det undrer mig, at "armslængdeprincippet" stadig kan have så stor, nærmest "enevældig" vægt i debatten, når "forskersamfundets" magt til selvregulering i stigende grad undermineres af overvejende økonomiske hensyn hos universitetsledelserne, hos de fonde, der "investerer" i forskningen, økonomiske interesser hos ledende internationale tidsskrifter inden for forskellige forskningsområder m.m.?

Spørgsmålet er rejst i forhold til techindustrien: Den såkaldt "frie debat" er afgørende for demokratiet, og derfor bliver politikere og regeringer på internationalt niveau nødt til at regulere techindustrien, så det ikke overvejende bliver økonomiske interesser, der bliver styrende for informationsstrømmene og forløbet af den "frie debat".

Der er vel mange paralleller til problemstillinger i tilknytning til "forskningsindustrien"?

Som eksempel: Hvad nu, hvis "intersektionelle bevægelsers" indflydelse på forskningen på universiteterne i fremtiden i høj grad afgøres ud fra management og økonomiske interesser, set ud fra et ledelsesperspektiv, med vægt på, hvad der sker internationalt, og i mindre grad ud fra lokale og saglige forskningsmæssige interesser og prioriteringer?

Nicolaj Ottsen

@Henrik Plaschke. Måske taler vi forbi hinanden, måske formulere jeg mig uklart

»Ideer om strukturel determinisme udspringer på ingen måde af Gramscis tanker om kulturelt hegemoni – jeg vil faktisk snarere sige det modsatte: Gramscis arbejder er et forsøg på at bryde med enhver form for determinisme. « Ja, men I konteksten af, "hvorfor gik Marx's forudsigelser om verdens revolution ikke i opfyldelse ?" Altså samfundet slut tilstand er forudsat, svaret er givet på forhånd og spørgsmålet bliver derfor hvilke "falske" deterministiske strukturer var det som forhindrede den sande retfærdige verdens orden i at manifestere sig.

Hvilket er præcis det som anken imod forsker miljøerne retter sig imod. De forudsætter et bestemt resultat og arbejder sig baglæns derfra. Hvilket ikke er forskning, men politik eller aktivisme. Det er den samme apriori logik som ligger bag Woke slogans som "forskellighed er lig med uretfærdighed". Hvorfor noget er uretfærdigt kan der ikke argumenteres for, det antages bare at være sandt. Som idag, i debatindlægget (https://www.information.dk/debat/2021/06/skaevt-sundhedssystem-maa-behan...) , hvor Health Equity lanceres.

»Jeg er heller ikke enig i din påstand om, at equality skal erstattes med equity. Det er to forskellige begreber, der hver for sig er relevante på forskellige måder.« Igen, læs dagen indlæg i Information, hvis du er i tvivl om at målet, for den intersektionelle bevægelse, er at erstatte equality med equity. Og at individet ikke anses som en del af ligningen, men reduceres til et kausalt produkt af omstændighedder uden for deres kontrol.

Henrik Plaschke

Nicolaj Ottsen

Om vi måske taler forbi hinanden, eller om du måske formulerer dig uklart, er ikke klart for mig.

Men i alle tilfælde synes jeg ikke, du bringer klarhed med dit citat: Ja, men I konteksten af, "hvorfor gik Marx’s forudsigelser om verdens revolution ikke i opfyldelse?"

Eftersom du har sat det i citationstegn, må jeg antage, at det drejer sig om et citat. Men du angiver ingen kilde, som man jo ellers plejer at gøre i forbindelse med citater. Jeg har forsøgt, at google citatet, men finder kun én kilde: din tekst! Det kan jeg naturligvis ikke bruge til noget.

I alle tilfælde kan jeg da tilføje, at såkaldt teleologiske teorier, dvs. teorier der antager, at verden på en eller måde bevæger sig mod et kendt slutpunkt, på ingen måde er ukendt i samfundsvidenskaberne. Ligesom sådanne teorier absolut ikke er forbeholdt marxistisk teori. Og ligesom der måske kan siges at finde teleogiske elementer i nogle former for marxistisk tænkning, er der masser af marxistisk tænkning, der ikke er teleologisk. For mig at se er sådanne teorier problematiske – uanset om de er marxistiske eller ej.

Jeg kan heller ikke bruge din henvisning til dagens indlæg i Information. Du kan da ikke ud fra et tilfældigt indlæg udtale dig om målet ”for den intersektionelle bevægelse”. Ligesom du naturligvis ikke ud fra en enkelt artikel kan udtale dig generelt om anvendelsen af begreberne equality og equity.

Jeg beklager meget, men jeg synes ikke, din argumentationsform er seriøs. Slut herfra.