Reportage
Læsetid: 13 min.

I 50 år har Femølejren afspejlet drømmene og debatterne i den danske kvindebevægelse

Kvindelejren på Femø fejrer i disse dage 50-års jubilæum som en institution i dansk feminisme. Lejren, der blev skabt med støtte fra Kulturministeriet, har både været et utopisk tilflugtssted og et ophedet diskussionsforum, der afspejlede kvindebevægelsens brydninger. Men hvad skal og kan kvindelejren i dag?
Det var egentlig ganske tilfældigt, at netop Femø blev hjemsted for kvindelejren. Her havde en stort anlagt æbleplantage ikke givet det forventede afkast, og derfor rettede øens kontaktudvalg henvendelse til Kulturministeriet og tilbød sig som sted til en ny ølejr, fordi man gerne ville tiltrække flere turister, fortæller Anne Brædder.

Det var egentlig ganske tilfældigt, at netop Femø blev hjemsted for kvindelejren. Her havde en stort anlagt æbleplantage ikke givet det forventede afkast, og derfor rettede øens kontaktudvalg henvendelse til Kulturministeriet og tilbød sig som sted til en ny ølejr, fordi man gerne ville tiltrække flere turister, fortæller Anne Brædder.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
10. juli 2021

Det er umiddelbart svært at forestille sig kvindelejren på Femø i farver. Tankerne springer hurtigt til de ikoniske sort-hvid-fotografier af unge, barbrystede rødstrømper, der tilbage i 1971 etablerede verdens første feministiske kvindelejr i det bakkede morænelandskab i Smålandsfarvandet nord for Lolland.

Der skal imidlertid ikke mange minutter til ved færgelejet i Kragenæs, hvorfra færgen til Femø sejler, før man kommer på andre tanker. Her flokkes solbrune kvinder ombord på færgen. De fleste med kort strithår i sølvgrå nuancer.

Der vinkes i alle retninger på det tætpakkede færgedæk. Albuer og krammere uddeles. 59-årige Ida Marie Nielsen hænger ud ad vinduet på en minilastbil med en softice i munden. Det er hende, der er arrangør på forlejren, som udgør den første af otte ugers kvindelejre på Femø. Det er den uge, hvor lejren bygges op, og alt indtager sin retmæssige plads, fortæller hun, idet færgen med et ryk forlader kajen.

Kvinderne stiger opad mod færgens sparsomme loungeområde. De bænker sig ved siden af hinanden og deler grønne Tuborg rundt. Lyden af prustende kulsyre og bølgeskvulp smelter sammen. Ida-Marie Nielsen tager plads ved siden af en bakke pomfritter. Snakken går, og det er tydeligt, at kvinderne har set frem til ugen. Kvindelejren blev for første gang aflyst sidste år på grund af corona, og derfor er det endnu større at komme tilbage nu for at fejre jubilæet, fortæller et par af dem.

Emilie Lærke Henriksen

Færgen når i havn. Et par lokale øboer vifter med hænderne som hilsen, mens kvinderne triller ind på fastlandet. Havnehøkeren, øens eneste handlemulighed, er lukket for i dag, men kvinderne kommer velforberedte. Planen er, at køkkenteltet skal hentes og hejses, og derefter har »madfeerne«, som Ida-Marie Nielsen kalder ægteparret Sus og Lene, sørget for lidt aftensmad.

Something is happening

Det er 50 år siden, at flere hundrede kvinder første gang tog færgen til Femø. Året var 1971, og rebelske strømninger ulmede over hele Vesteuropa og i USA. Herhjemme udmøntede det sig blandt andet i rødstrømpebevægelsen, der var inspireret af den socialistiske kvindebevægelse ’the Redstockings’ i USA.

»Rødstrømpebevægelsen var en del af det ungdomsoprør, der helt fundamentalt ønskede sig en anden form for samfund,« siger Anne Brædder, der har skrevet bogen Femø (2021) og er postdoc ved Roskilde Universitet.

»De tilføjede så det lag, at det ikke kun var kapitalismen, der skabte undertrykkelse, men også patriarkatet – kvinderne oplevede, at de ikke eksisterede i kraft af sig selv, men derimod var defineret som et sidestykke til mænd.«

Det synspunkt kom blandt andet til udtryk i en kronik bragt i Information den 6. maj 1970. Under overskriften Something is happening, but you don’t know what it is, do you, Mr. Jones? proklamerede en række nyslåede rødstrømper, at de var trætte af at lave te til revolutionen.

»Kvinderne må handle, organisere sig, solidarisere sig, udvide deres egen selvbevidsthed, udvikle en ny kollektiv bevidsthed om deres fælles situation,« står der blandt andet i kronikken, der runder af med at fastslå, at kvinder – med lige så stor naturlighed som mænd – skal kunne leve et selvstændigt liv.

Det var også idealet om den autonome, frigjorte kvinde, der dannede grobund for kvindelejren på Femø, påpeger Anne Brædder.

Som led i ungdomsoprøret blev alternative bo- og samværsformer afprøvet i adskillige konstellationer i 1960’erne og 70’erne. Thylejren blev afholdt for første gang i sommeren 1970, hvor også en række mindre ølejre på Livø, Nekselø, Lyø og Møn opstod. De modkulturelle lejre modtog faktisk økonomisk støtte fra Kulturministeriet, der aktivt opfordrede til flere ølejre, da det samme år var europæisk naturfredningsår. Det fik i det sene forår 1971 en gruppe rødstrømper til at påbegynde planlægningen af en kvindelejr.

Det var egentlig ganske tilfældigt, at netop Femø blev hjemsted for kvindelejren, fortæller Anne Brædder. Her havde en stort anlagt æbleplantage ikke givet det forventede afkast, og derfor rettede øens kontaktudvalg henvendelse til Kulturministeriet og tilbød sig som sted til en ny ølejr, fordi man gerne ville tiltrække flere turister. Det krævede en del lobbyarbejde fra rødstrømperne at få Kulturministeriets velsignelse til en ren kvindelejr, men i sidste ende lykkedes det. Og få måneder senere ankom de første kvinder til Femø.

Officielt deltog 475 kvinder i løbet af de fem uger, kvindelejren varede i 1971. Det rigtige tal var dog nærmere 800 kvinder, hvilket betød, at der ikke altid var mad nok til alle. Arrangørerne bag lejren havde planlagt en række politiske workshops, som skulle selvstændiggøre kvinderne. Men hurtigt opstod der et stort behov for at tale om, hvad det var for et kvindeliv, de levede lige nu, og det var de samtaler, der kom til at fylde mest det første år, fortæller Anne Brædder.

Et godt sted at få venner

Klokken nærmer sig ni om aftenen, men det skærer stadig i øjnene, når man kigger mod solen. I det høje græs ligger et par tomme ølflasker, og kvinderne har stillet et par havestole frem, men ellers er alt uberørt på strandengen, som er lejrpladsens navn i kvindemunde. I luften hænger sorte sværme af myg.

Den lille lastbil bliver kørt frem, og otte kvinder springer resolut op på ladet.

»Vil I have udsigt eller støv?« lyder det fra førerrummet, hvortil der svares »udsigt« i kor. Støv kan man alligevel ikke komme udenom. Lastbilen sætter i gang og bumler op langs markvejen til laden, hvor Foreningen Femø har sit depot. Per, hvis mor ejer laden, står klar, da lastbilen drejer om hjørnet.

»Godt at se jer,« siger han og smutter hurtigt igen.

Kvinderne springer ned på jorden og begynder i højt tempo at læsse træpæle og teltduge op på ladet. Hele processen ledes af 56-årige Sascha Ethelberg. Hun har udviklet en forfinet teknik til teltopsætning og render rundt med laminerede ark, hvor alle detaljer står udførligt nedskrevet.

Emilie Lærke Henriksen

Tilbage på pladsen spankulerer Sascha rundt og måler op. Hun tager ti lange skridt fra den store hyldeblomstbusk og placerer en pløk der, hvor det ene hjørne skal være. Teltene står altid på de samme pladser. Kvinderne spreder den hvide teltdug ud på græsset og slår ring rundt om den. De griber alle et reb og løfter på »go«. Teltet rejser sig mod himlen.

»Nu skal jeg fandme slå en pløk i,« lyder det fra en af kvinderne, der i det samme griber ud efter en mukkert. Hun stiller sig i squat-positur og hamrer pløkken ned i jorden.

Sascha Ethelberg ser tilfreds på køkkenteltet. Der er lige noget med, om det skal imprægneres i morgen, men det til den tid. Hun skæver ned i sin teltmanual. Hun er vild med det arbejdsfællesskab, der opstår på forlejren, fortæller hun.

Det er lige før, Sascha Ethelberg kan fejre jubilæum sammen med kvindelejren. Hun var første gang på Femø i 1972, da hun var syv år gammel. Det var hendes mor, der tog hende med, men allerede fra 12-års alderen begyndte hun at komme alene. Det var en god måde at få venner på. Senere engagerede hun sig i basisgruppen ’Unge kvinder’, som blandt andet arrangerede kvindefestival i Fælledparken i København.

Basisgrupper var en vigtig del af rødstrømpebevægelsen. Tanken var, at kvinder her skulle diskutere kvinderollen og blive bevidste om, at de problemer, de oplevede som individuelle, ofte var fælles for alle kvinder.

»I basisgrupperne blev man meget bevidst om, at der eksisterede en kønsforskel,« siger Sascha Ethelberg.

Det er også derfor, at det er så befriende at komme på Femø, fortæller hun.

»På Femø er man bare mere sig selv, fordi man bliver opfattet som et menneske frem for et køn.«

Sascha Ethelberg har sin 29-årige datter Ditte med. Hun er kommet på Femø, siden hun var spæd. Før i tiden har Sascha også haft sin mormor med, og senere på sommeren kommer hendes svigerdatter og barnebarn. Femø er blevet en familietradition. De fleste uger er der mange børn med på kvindelejren. Det er ikke tilladt for drengebørn at deltage, efter de er fyldt 12 år, hvilket har været til løbende diskussion gennem årene. Sascha Ethelberg er dog slet ikke i tvivl om, at det er den rette beslutning. Det mener hun blandt andet, fordi hun selv har prøvet at være ung kvinde på lejren.

»Der sker bare noget i de år, og pigerne skal have lov til bare at være sig selv,« forklarer hun. 

På kvindelejrens første uge går meget af tiden med at opbygge lejren. I disse dage er mange af de erfarne lejrkvinder med, og de nyder det hårde fysiske arbejde

På kvindelejrens første uge går meget af tiden med at opbygge lejren. I disse dage er mange af de erfarne lejrkvinder med, og de nyder det hårde fysiske arbejde

Emilie Lærke Henriksen

Lidt senere på aftenen, da kvinderne har spist, og en farvelade af purpur og pink har indtaget himlen, henter en af kvinderne sin guitar.

»Lad disse drømme og visioner / bliver kvinders nye virkelighed / Vi er de kloge koner / Kvinde, kvinde, kvinde kom med,« synger de.

Lesbisk fristed eller politisk kvindekamp? 

Rødstrømpebevægelsen var definerende for kvindelejren de første år. Et af bevægelsens centrale slogans, »det private er politisk«, blev derfor også omdrejningspunkt for mange af de diskussioner, der fandt sted blandt deltagerne. Meget tyder på, at der herskede et hierarki, hvor nogle kvinder havde større indflydelse på, hvilke emner der skulle diskuteres, og hvordan samværet generelt skulle praktiseres, fortæller Anne Brædder.

»De oplevede udfordringer med at udleve idealet om en helt flad struktur, og arrangørerne blev kritiseret for at udstikke en bestemt politisk linje, som man skulle følge.«

Kvindelejren var den første af sin slags på verdensplan og fik derfor også stor international opmærksomhed. Men i starten af 1980’erne begyndte rødstrømpebevægelsen at miste momentum – aktivitetsniveauet dalede, og færre mødte op til intromøderne. I Aarhus arrangerede Kvindehuset sågar en lukkefest. Pludselig befandt kvindelejren sig i et vakuum, fortæller Anne Brædder. 

»I det øjeblik, hvor rødstrømpebevægelsen begyndte at falde fra hinanden, valgte de lesbiske kvinder at holde fast i lejren som samlingssted. Det gjorde, at lejren overlevede og ikke uddøde, ligesom mange andre projekter med udgangspunkt i ungdomsoprøret ellers gjorde i den periode.«

I 1974 var fraktionen Lesbisk Bevægelse udsprunget af rødstrømpebevægelsen og Forbundet af 1948 (i dag LGBT+ Danmark), hvilket allerede havde ført til en række diskussioner om kvindelejrens videre udvikling. Skulle Femø være et fristed for lesbiske kvinder eller fortsætte som et mere politisk projekt? De næste par år blev det diskuteret, hvorvidt lejren skulle være forbeholdt lesbiske kvinder, men det blev nedstemt på et seminar i Kvindehuset i København i 1988. Femø skulle være for alle kvinder. 

Det var ikke kun de indre rammer på kvindelejren, der blev redefineret i løbet af 1980’erne. Også de ydre rammer skiftede karakter, da den oprindelige grund blev overdraget til Femø Jazz Festival. Det betød, at lejren i 1983 flyttede til den nuværende strandeng, der bugter sig langs kysten. Flytningen forandrede lejrstrukturen. Hvor kvinderne førhen udelukkende havde sovet i store fællestelte, byggede flere nu bivuakker langs stranden, så de kunne få lidt privatliv.

28 kvinder var tilmeldt dette års forlejr på Femø. Flere af dem kommer igen i løbet af sommeren, hvor der blandt andet afholdes Feministisk Uge, Musikuge og Sportsuge

28 kvinder var tilmeldt dette års forlejr på Femø. Flere af dem kommer igen i løbet af sommeren, hvor der blandt andet afholdes Feministisk Uge, Musikuge og Sportsuge

Emilie Lærke Henriksen

»Bivuakkerne er et konkret eksempel på den identitetskrise, der herskede på dette tidspunkt. Nogle kvinder ønskede at holde fast i de politiske diskussioner og teltgrupperne, mens andre hellere ville holde ferie,« fortæller Anne Brædder. 

Ikke så politisk længere

Solen er nådesløs igen i dag. Ægteparret Sus og Lene har derfor været oppe siden lidt i seks. De har varmet boller, som de har bagt hjemmefra, og stillet frem til morgenmad. Kvinderne sidder lidt tilfældigt rundt i græsset og nipper til deres morgenkaffe.

61-årige Sus, der i virkeligheden hedder Susanne Brodt, har været på kvindelejren i 25 år. Det er også her, hun mødte Lene. Hun husker de første år som ren eufori.

»Det var en åbenbaring at være sammen med så mange kvinder, der var lesbiske, og som havde det samme udgangspunkt og den samme referenceramme,« fortæller hun.

Emilie Lærke Henriksen
Sus viser billeder fra de første par år, hun var på lejren. Glade kvindeansigter pryder dem alle. Hun mener ikke, det er rimeligt at gøre bivuakkerne til symbol på øget privatisering og mindre lyst til fællesskabet, som det gennem tiden er blevet beskrevet. Tværtimod ser hun dem som et vigtigt led i den lesbiske frigørelsesproces.

»Regnbuefamilierne har også skullet finde en måde at være på, og jeg tror, man har mere at give af til fællesskabet, når man har sit personlige rum,« siger hun.

I dag sover de fleste kvinder i egne telte. De ligger på »nylonengen«, som er placeret et stykke væk fra fællespladsen. På den måde kan man gå til og fra. Sus kommer ikke så meget for det politiske længere, fortæller hun. Lejren er et sted, hvor hun og Lene kommer for at nyde de andre kvinders selskab, og for at deltage i opbygningsarbejdet.

»Men jeg synes stadigvæk, der er noget politisk i, at vi vælger at komme her sammen,« tilføjer hun.

Et par af kvinderne diskuterer, hvorvidt de skal gå i vandet. De synes normalt, at sandbunden er lidt »klam.« Engang skulle man vade igennem 20 centimeters mudder, indskyder en. Alligevel går en lille flok derned.

»Jeg har aldrig set vandet så rent,« udbryder Rebekka Abildtrup, der med sine 28 år er lejrens ubetinget yngste deltager. I sandet ses konturen af en udtørret vandmand. Kvinderne hviner stille, da de træder ud i det kølige Smålandsfarvand. Nogle er iført badedragt, andre er nøgne.

En ny brydningstid

I løbet af de sidste ti år er der igen begyndt at komme flere unge feminister på Femø, fortæller Anne Brædder.

»Kvindelejren på Femø tiltrækker stadig nye kvinder, fordi den er et historisk sted. Den er en del af vores kollektive bevidsthed og har stor symbolsk værdi for den danske feminisme.«

Dertil har strømninger som MeToo og et generelt større fokus på kønspolitik i samfundsdebatten skabt fornyet momentum for lejren. Det er dog ikke alle feministiske grupperinger, der tiltrækkes af fællesskabet på Femø. Flere transpersoner og queerfeminister har eksempelvis oplevet lejren som et ekskluderende rum, fordi lejren baserer sig på en binær kønsforståelse, fortæller Anne Brædder.

Det er det juridiske køn, der afgør, hvorvidt man har lov til at komme på kvindelejren.

»Hvis du har et lige cpr-nummer, så er du velkommen på lejren,« siger Ida Marie Nielsen. Men Femøs udfordringer i de kommende år kommer ifølge hende til at handle om, hvordan nyere grupperinger kan inkluderes, uden at de ældre generationer føler sig ekskluderet:

»Den øgede opmærksomhed omkring sexisme, racisme og kønsidentitet betyder, at vi skal have opdateret nogle ting på lejren. Kunsten bliver at gøre det på en måde, så alle fortsat føler sig inkluderet.«

Emilie Lærke Henriksen

Ida Marie Nielsen var selv med til at reformere lejren og ændre på nogle af rammerne, da hun i slutningen af 80’erne begyndte at komme på Femø. Det er vigtigt, at der løbende kommer nye kræfter til Femø, mener hun. Selv om det kan være svært. 

»Lejren er i dag et godt og trygt sted for os, fordi vi har været med til at skabe rammerne. Men samfundet forandrer sig, og det er vigtigt, at vi kan følge med den udvikling,« siger Ida Marie Nielsen.

»Vi skal inkludere folk og give plads – det har altid været Femøs rolle,« siger 28-årige Rebekka Abildstrup. Hun deltog første gang i kvindelejren for fem år siden efter at have taget tilløb i et par år. Hun elsker alle de praktiske ting, som hun har lært her, for eksempel at bakke med en traktor og lave knob. Selv om forlejren på mange måder bærer mere præg af et arbejdsfællesskab, hvor den politiske samtale ikke altid er i fokus, mener hun, det er »enormt« politisk at gå og arbejde sammen.

»Det er et solidarisk fællesskab, hvor det handler om at bakke hinanden op. Vi bliver alle sammen smukkere af at være på Femø,« griner hun.

Fejring af fællesskabet

For hver gang man vender sig rundt, er et nyt telt skudt i vejret. Køkkenteltet er blevet indrettet med gaskomfur og langbord, og værkstedsteltet, børneteltet og tre fællestelte er blevet hejst. Farvestrålende kopper hænger og dingler fra små kroge på det meterhøje opvaskestativ.

»Efter 50 år er der kælet for hver en detalje,« siger Ida-Marie Nielsen.

Emilie Lærke Henriksen

Det udendørs bad er også kommet op, og kvinderne skiftes til at skylle sig, hvorefter de snakkende står i solen og tørrer. Små sæbebobler svæver i luften. Da klokken nærmer sig kvart i ni, er der aftensmad. Menuen står på nordafrikansk tagine, friskbagt focaccia og saltsyltede citroner. Kvinderne skovler maden ind og skåler og klapper ad madfeerne. Lisa griber en gaffel og slår den mod et glas. Hun har taget et par flasker bobler med i anledning af sit 20-års jubilæum, men hun er i tvivl om, hvorvidt de skal drikkes i aften eller dagen efter, hvor den legendariske gin og grillet lam-aften skal afholdes. Det afgøres hurtigt, at boblerne skal indtages efter maden.

»Så fejrer vi dig i aften og os alle sammen i morgen,« råber Rebekka Abildstrup.

Et par kvinder melder sig hurtigt til at tage opvasken, og imens stiller Lisa an til rundkreds og bobler. Da alle igen er samlet, tager hun ordet. Hun fortæller om sin første kvindelejr, hvordan fællesskabet har været en vigtig del af hendes liv. Kvinderne klapper, og der sænker sig en ro over forsamlingen.

Skumringen lægger sig over lejren. En hvid stribe fra et fly strækker sig over den matte aftenhimmel. Lisa har fundet guitaren frem. Hun fremfører en oversat version af Tracy Chapmans Baby can I hold you på sønderjysk.

»Skattebas, kan jeg hold dig i aften?« synger hun.

Et forsigtigt kor stemmer i.

Emilie Lærke Henriksen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Tillykke!!!
Jeg var med til jubilæet for 25, både på forlejr og jubilæumsugen. Det var rigtig hyggeligt, og første gang mændene på øen blev inviteret indenfor. Det var til en reception i nogle timer. Det gav anledning til en vis diskussion, hvor en af de lesbiske feminister valgte at forlade lejren. En af de fastboende fortalte mig senere, at da det gik op for dem, at hun var taget afsted, at så betød det, at mændene var velkomne i følge den invitation, jeg havde sat op over hele øen. Jeg synes, det var rigtigt for kvinder at skabe lejren, for mange - både mænd og kvinder - troede ikke, at kvinder kunne klare sig alene. Det fik rødstrømpebevægelsen grundigt gjort op med. Og jeg syntes efter 25 år, at det var fint at invitere mændene ind i et par timer. Der har altid været en reception for øens kvinder, men denne gang kom mændene altså med. Og det var de virkelig glade for.

Eva Schwanenflügel

Lesbisk Bevægelse eksisterer stadigvæk, og bevægelsens indflydelse på Kvindebevægelsen er ret så undervurderet, i og med at Rødstrømperne forsvandt efter 1985, hvor de opløste deres egen berettigelse og organisation.

"Lesbisk Bevægelse, LB, kønspolitisk bevægelse, stiftet 1974 pga. utilfredshed med den placering, som lesbiske kvinder havde såvel i rødstrømpebevægelsen som i Forbundet af 1948, den senere Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

LB's formål var at synliggøre og udvikle en kvindepolitik, der inkluderede lesbiskes liv og erfaringer, herunder fx deres teorier om samfundets tvangsmæssige heteroseksualisering og om lesbiske kvinders mulighed for at identificere sig med kvinder og ikke med mænd.

LB arbejdede tæt sammen med rødstrømpebevægelsen, der i modsætning til andre kvindegrupper accepterede lesbiske paroler.

Tidsskrifterne Kvinder-Kvinder (1972-78) og Hvidløgspressen (1982-96) blev Lesbisk Bevægelses talerør.

Det internationale netværk opbyggedes især på ølejre, fra 1975 ved lesbiske uger i Femølejren, 1977-78 desuden på Sejerø. Fra ca. 1980 blev der sat fokus på enkeltprojekter, fx Kvindehøjskolen."

https://denstoredanske.lex.dk/Lesbisk_Bev%C3%A6gelse

Birte Pedersen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

@Eva Schwanenflugel
+ Avernakø -79

Morten Balling

Ø-lejr. Ja, man bliver sgu helt nostalgisk. Jeg kan f.eks. huske dengang, hvor os unger hejste en af de unge mænds underhylere op i flagstangen. Det var sjovt. Mest fordi det var det eneste par han havde og fordi snoren satte sig fast i toppen af flagstangen, så han måtte kravle nøgen hele vejen op for at hente hylerne.

Der var også de der flinke mænd som kom forbi øen i speedbåden med den meget store motor. De brugte den egentlig til at "hente smøger i Tyskland", men denne lune sommeraften brugte vi bare båden til at pilke torsk fra, og så havde mændene jo samtidig en undskyldning for at komme forbi og se på de nøgne damer.

Der var også "Geronimo", en af de voksne, som havde arvet navnet fra en af hans forfædre, der vistnok havde været indianerhøvding. Når han var på stoffer blev han lidt utilregnelig, syntes de voksne, men os unger syntes bare det var sjovt når han dansede barfodet på spisebordene, mens han svingede med en kæmpe kniv.

Geronimo købte en kæmpestor gammel Opel af en af de lokale for 500 kr. Uden plader, men færgemanden ringede altid når han havde landbetjenten med. Bilen blev efterladt på øen og solgt igen året efter.

Åh ja. De kære minder :)