Essay
Læsetid: 14 min.

Vi har brug for en kollektiv gentænkning af krammeren

Vaccinationerne vinder frem sammen med sommeren, friheden og krammet. Men det tydeliggør også et problem, som coronaen havde fortrængt: Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med denne kropskontakt. I hvert fald ikke os alle sammen. Vi har brug for hjælp
Vaccinationerne vinder frem sammen med sommeren, friheden og krammet. Men det tydeliggør også et problem, som coronaen havde fortrængt: Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med denne kropskontakt. I hvert fald ikke os alle sammen. Vi har brug for hjælp

Mia Mottelson

Moderne Tider
17. juli 2021

Krammet er den allermest personlige og grænseoverskridende hilsen, vi har. Det er ikke kun, fordi selve omfavnelsen fysisk er det tætteste, vi kommer på et andet menneskes krop og ansigt, men fordi grænserne for, hvornår man gør det, hvordan man gør det, og med hvem man gør det, er så individuelle. Retningslinjerne er fuldkommen uigennemskuelige.

Derfor er den også den mest akavede og besværlige hilsen, vi har. Vi er i vores kultur aldrig blevet enige om, hvad reglerne er på området, og vi mangler et sprog og nogle guidelines, man kan læne sig op ad eller håndhæve, hvis det skulle blive nødvendigt. Nogle af os gør i hvert fald.

Problemet har ellers været behageligt sat på pause, efter at selve statsministeren sidste år i marts stod på landsdækkende tv flankeret af rigets øverste sundhedsmyndighed og bad os om bare at lade være. Et befriende øjeblik for mange af os og en endelig stadfæstelse af, hvor grænseoverskridende og væskeoverleverende en handling der egentlig er tale om. Til gengæld har hun ikke sagt et ord om, hvad vi skal gøre nu, hvor genåbningerne og den vaccineskabte immunitet breder sig, tænkte jeg nervøst, da jeg for nylig stod i Bella Centerets vaccinekø og meter for meter mekanisk bevægede mig tilbage til en verden af kropskontakt og blottede underansigter.

I 30 graders varme stod vi tavse på lige rækker som kloner og overdrev de tilrådelige halvanden meter mellem os – det sidste sted, man vil smittes med corona, må være i køen til vaccinen mod den. Jeg havde fået et faktaark om vaccinen i hånden og studerede det så intenst, at den vaccinesygeplejerske, der sad i den lille fixekabine – en yngre kvinde med tørklæde og stærk rød læbestift – ikke kunne lade være muntert at spørge:

»Er du bange for at dø?«

»Nej,« mumlede jeg bag mundbindet og løj højt og tydeligt:

»Jeg er bange for at leve for lidt.«

Intet mundbind var stort nok til at skjule den løgn, da hun efter stikket forlod mig med en henkastet kommentar om, at jeg ikke måtte »spise æg, chokolade eller fisk i 24 timer«.

»Vent, hvad?«

Men hun var væk.

Sandheden var, at hvert eneste symptom på arket ville ramme min krop i løbet af de næste 72 timer. Det vidste jeg. Ledsmerter, kulderystelser, feber og træthed. Selv det sjældne hævede ansigt ville jeg kunne se i spejlet i aften, og selv om jeg flere gange havde sikret mig, at jeg fik den fine Pfizer/BioNTech-vaccine, og selv om jeg ikke bider så let på pseudovidenskabeligt humbug, ville jeg også være skeptisk nok til de næste uger at tage min puls et par gange dagligt og mere eller mindre konstant registrere min hjerterytme. Men det havde jeg gjort alligevel siden Christian Eriksens kollaps.

Kropskontakt i provinsen

Efter et par timer med faktaarket i det lægeovervågede observationsområde havde jeg samlet mig mod nok til at gå tilbage i den åbningskåde verden. Oven på et langt år i minen ville jeg langsomt vænne mig til sollyset og verden, der var ved at åbne sig, ved at gå en lang tur, og jeg endte nede ved vandet. Nede ved Amager Strandpark.

Det var en hed dag, og stranden var allerede tapetseret med baner af bar hud og en aldeles skødesløs omgang med de stadig eksisterende regler om afstandskrav og hygiejne. En polterabend af vældige mænd uden T-shirts drak, hvad der måtte være øl ud af det samme rør, mens de ventede på at komme ind på en fodboldbane, hvor et andet hold løb rundt i sumobryderkostumer efter en overdimensioneret bold. De kastede sig ind i hinanden med jubel, når de scorede, og sveden drev af dem i de store dragter, som de formentlig skulle overlevere til det øl-bong-drikkende hold, når kampen var forbi.

På børnestranden ved siden af så jeg en lille pige, der legede med sin far i vandet. Han gav hende en hestesko og sendte hende en meter op i luften, han dykkede under hende og vippede til hende som en delfin, og hun red på hans ryg, mens han svømmede ud, hvor hun ikke kunne bunde. Det mindede mig om, hvordan jeg selv havde leget i vandet med min far som barn. Jeg huskede, hvor stærke og spændstige hans muskler føltes, men også hvor overraskende glat og blød hans hud var. Hans behårede arme, ru hænder og hans nakke, når jeg red på ham som på en sødrage.

Det var kun i vandet, min bror og jeg rigtig rørte ved min far. På land var det kun min mor, vi rørte ved, men hende kunne vi til gengæld heller ikke lade være i fred. Vi hang på hende som små aber, indtil vi var alt for store til hendes spinkle krop, hun kyssede os og krammede os, hver eneste gang vi skulle ud ad døren, og om aftenen lå jeg ofte tæt op ad hende og så TV Avis og krimier, der var forbudt for børn. Jeg spekulerede ikke over, hvor hun startede, og hvor jeg selv sluttede, eller om hun havde nogen personlige grænser.

Det vidste jeg med min far. Hans kropsgrænser var nogle helt andre. De fysiske berøringer var begrænset til en lejlighedsvis lammer eller en pludselig skuldertackling, man ikke så komme, og hvis vi om natten under et tordenvejr kom ind i deres seng, steg han op og gik mukkende ind på kontoret eller gæsteværelset. Selv i vandet fik han som regel pludselig nok, og når det skete, kastede han os uden varsel af ham for alene og resolut at svømme så langt ud i vandet, at vi næsten ikke kunne se ham længere og blev bange for, om han nogensinde kom tilbage.

Min far er født og opvokset i den lille by nord for Skive, hvor jeg også selv er vokset op. Det meste af hans familie af landmænd og jordbrugere bor også stadig i området, og ingen af dem er udpræget fysiske. Til alle de familiefester, jeg har været med til gennem mit liv, er der kun blevet givet ét mediumfast håndtryk til hver gæst. Ikke noget med at lægge den venstre hånd med i trykket eller forsigtigt lade den berøre albuen, som det kendes fra varmblodede familier. Det var heller ikke almindeligt at dvæle ved håndtrykket og holde fast, mens man talte. Det var højre hånd fremstrakt, den anden arm svunget om på ryggen og så ét tryk og et lille nik med hovedet. Det kunne godt forekomme, at der indimellem var en flamboyant indgift skolelærer eller onkel, der havde problemer med at styre velkomstdrinken, men det ses på lang afstand i sådan et selskab, og forsvaret er enkelt og effektivt: et skridt tilbage og så højre arm frem.

Krammeren kommer til Skive

Denne mikrosociale kontrakt købte min mor også ind på. Måske fordi hun trods sin omgang med sine børn generelt var meget optaget af bakterier og sygdomme, så fra en tidlig alder og lang tid før det blev allemandseje, havde jeg håndsprit med mig, når jeg skulle i skole eller i hallen. Jeg vidste præcis, hvilke sæsonsygdomme der kørte i lokalområdet, og om de var smitsomme, eller om der bare var tale om en privat madforgiftning.

Derfor var det også først i mine tidligere teenageår, jeg holdt om et andet menneske, som jeg ikke sloges med, og som ikke var min mor. Det var i 6. klasse, da jeg på en klassetur til Bornholm for første gang kyssede en pige og for første gang ikke anså et andet menneskes spyt for at være afsindigt ulækkert. Marianne var skolens sødeste og mest populære pige, og jeg ved ikke, hvad hun laver i dag, men hvis man vinder den plads i 6. klasse, har man vundet en plads i evigheden og bliver aldrig glemt. Til gengæld tabte jeg hende umiddelbart efter hjemkomsten, for efter et par dage begyndte jeg at få feber og ondt i halsen. Det viste sig at være kyssesyge, og i 14 dage lå jeg i sengen med mere end 40 i feber og kunne hverken synke eller spytte. Det samme gjorde Marianne, og hun kunne tilsyneladende ikke bære skammen over at have slæbt en sygdom med hjem fra solskinsøen og gjorde det forbi med mig, da vi blev raske. Eller også var hun måske bare out of my league.

Der gik nogle år, før jeg igen fik lyst til at være så tæt med et andet menneske, men det var, som om der skete noget med den kropslige omgang i de år, der fulgte – ikke bare for mig, men for alle omkring mig.

Det var i 1990’erne, og det var blevet mere og mere almindeligt at bruge krammeren som en hilsen til folk, man ikke umiddelbart var i familie med eller skulle kysse på. Måske havde folk taget det med hjem fra charterferierne sydpå, måske var de frigjorte 70’ere ved at være sivet ud i folkeligheden og de små provinsbyer. Og til min store overraskelse ramte det kortvarigt min far.

Min mor havde talt med ham om, at han godt måtte kramme min bror og mig noget mere, og da det faldt sammen med en forbigående ansigtslammelse, han havde pådraget sig, var han blød nok til at følge hendes råd. Til vores forbløffelse ville han nu pludselig kramme hele tiden. Bare han skulle gå til købmanden, fik vi et stort bjørnekram – og nok fordi det alligevel var unaturligt for ham, skelede han ikke til, om min bror og jeg egentlig havde lyst til pludselig at være fysiske.

Et mikrosocialt drama

Da ansigtslammelsen fortog sig, holdt krammeriet gudskelov også op, og min far gik tilbage til kun at kramme min mor og vores hund Teddy. Jeg var efterhånden blevet en halvvoksen teenager, og det er nogle meget formative år udi krammeriet. Dels fordi man i det hele taget bliver mere kropslig i de år – man oplever sit første parforhold, tager måske på efterskole, i gymnasiet og udvider sin vennekreds – og dels fordi man begynder at feste og drikke. Jeg har læst et sted, at hjernen producerer et særligt hormon under sex, som bedøver de centre, der rationelt kan forstå, at det, man foretager sig, dybest set er uhygiejnisk, og jeg tænker, at nogle af de samme mekanismer går i gang under sport eller slåskampe. På samme måde sker der åbenlyst noget med risikovurdering og privatsfæren efter en række Alabama Slammers og Long Island Ice Teas, som vi drak dengang. Det er også den mekanisme, der i tidens løb har bragt mange af os igennem klassiske supersprederevents som Roskildefestivaler og fodboldsejre.

Det er den type biografisk materiale, der skaber vores forhold til kroppe og til krammeren. Og så bliver vi efterladt et sted i 20’erne, når den værste ungdoms grænseløse rasen har lagt sig lidt, og vi begynder at ses under mere civiliserede og kedelige former. Det er her, man for alvor kan komme på dybt vand i nervepirrende, mikrosociale dramaer. Det er her, vi har brug for et dansk eller skandinavisk regelsæt for, hvornår, hvordan og med hvem vi krammer.

Regelsættet må naturligvis tage højde for vores kultur, vores klima og vores personlige hygiejne, men det må også berøre mere betændte emner som køn og alder. For mig som mand i 40’erne er det særligt mellem mænd på min egen alder, de akavede situationer opstår. Det er ikke, fordi jeg bedre kan lide at kramme kvinder, men der er en anden naturlighed i deres tilgang til krammet. De er tydeligere og lettere at forstå, og de krammer generelt meget mere end mændene. Ikke fordi de har mere lyst, antager jeg, men de undgår som regel de mest akavede situationer ved bare at kramme alle, de har mødt mere end et par gange.

Med mænd er det anderledes. Mange af os har forsøgt at maskulinisere krammet ved at kombinere det med et par hårde dunk i ryggen, og de samme dunk kan også bruges til at signalere, at krammet er slut, og man godt må give slip nu. Kender man hinanden lidt bedre, kan man også ironisere over det og råbe »hold om mig« eller »ingen bollebevægelser« eller kramme upassende hårdt og længe. Det sidste er ikke en mulighed for mig og mine personlige grænser.

Ladt i stikken

Jeg forsøger som regel at starte med at give hånd og så lægge den venstre arm op på min modtagers albue eller skulder for i det mindste at tilkendegive et minimum af nærhed, men det bliver desværre ofte misforstået og ender i et ukomfortabelt kram med et håndtryk i maven. Nogle gange spørger jeg demonstrativt direkte »skal vi kramme nu?«, men jeg må også erkende, at det er en dårlig løsning, fordi det sætter modtageren i en lidt svær situation, hvor et helt legitimt ’nej’ pludselig virker afvisende og uretfærdigt fjendtligt.

Det er ikke, fordi jeg har noget imod krammet som koncept og et mere inderligt alternativ til det formelle håndtryk. Jeg har selv regelmæssigt behov for at kunne signalere en dybere samhørighed med andre, og en læge har på et tidspunkt overbevist mig om, at man godt kan kramme, uden at det bliver decideret sundhedsskadeligt. Samme læge kunne i øvrigt også fortælle mig, at det ikke hjælper at holde vejret.

Der er kommet et par nye hilsner til, som har en større distance og samtidig virker uformelle, og nogle af dem har fået lidt ekstra medvind under coronaen. Særligt knytnævestødet – det, som Barack Obama gjorde folkeligt under 2008-valgkampen, og som højreorienterede modstandere døbte terrorist fist bump.

Jeg kan godt se, at det kan noget – der er intimitet og venlighed, men minimal berøring og kun på kropsflader, man ikke naturligt putter i øjet eller i munden – men selv om jeg ikke er den, der taler dunder mod kulturel appropriation, så føler jeg mig alligevel lidt åndssvag, når jeg som en plus-40-årig hvid mand fra nord for Skive giver amerikanske gadetegn til en plus-40-årig hvid kollega, der er præstesøn fra Vonsild i Midtjylland.

Hovedsagen er, at jeg føler mig ladt i stikken af vores myndigheder på dette punkt. Andre mere fritænkende og liberale personligheder ville måske føle det grænseoverskridende, hvis staten på den måde gik ind og dikterede vores fysiske omgang, men mindre kan også gøre det. En pjece baseret på en grundig rapport efter et par års arbejde i et udvalg under regeringen eller en ekspertkommission ville være nok. Vi må erkende, at vi som skandinaver ikke ejer en naturlig kropslighed og skal hjælpes på vej til at få en ordentlig kultur på området.

Krammeren før døden

Jeg anerkender, at berøring og krammere kan være både sunde og mentalt velgørende. Jeg ved det, og det er tydeligt at mærke, når man pludselig mister det. Min mor fik konstateret kræft i foråret 2019, og året efter stod det klart, at der ikke var noget at gøre. Det voksede i brystet på hende, og selv om ingen af os ville sige det højt, var det klart, at hun ikke havde lang tid igen.

Erkendelsen kom i marts sidste år, nærmest samtidig med samfundets nedlukning og sundhedsmyndighedernes retningslinjer om isolation og social distance. Pludselig var jeg adskilt fra den person, jeg gennem hele mit liv havde være tættest på, og hvis åndedrag, dufte og lyde jeg var allermest fortrolig med. Havde hun fået corona, ville hun ikke overleve det. Mine børn og jeg var blevet farlige for hende.

Jeg kunne naturligvis bare have været ligeglad med det hele og løbet den lille risiko, det ville være – om hun døde af det ene eller det andet, kunne principielt set være lige meget – men jeg kunne ikke bære, at det skulle være mig eller mine børn, der bragte hende derhen. Det var hun meget ulykkelig over, og det fortryder jeg.

Jeg besøgte hende så meget, jeg kunne, og talte i telefon eller på FaceTime med hende flere gange om dagen, men jeg turde ikke komme tæt på hende, og selv da hun i løbet af sommeren kom på hospice, kunne jeg ikke andet end at ae hendes hånd eller klappe hendes fod som en kat. Det var, som om evnen til berøringen var taget fra mig. Krammeren var blevet forbundet til døden.

Hun var ikke mere end et par dage på hospice og døde en tidlig morgen, hvor både min bror, min far og jeg sad omkring hende. Min bror og jeg holdt hver en hånd, og min far strøg hende over håret og kinden, mens han forsøgte at tale til hende.

»Kan du høre mig, bette,« hviskede han håbefuldt igen og igen, men der blev længere og længere mellem hendes åndedrag. Først ti sekunder, så tyve og til sidst næsten et minut, før hun drog et sidste suk. Hjertet slog stadig nogle sekunder, kunne vi se på natkjolen, men til sidst stoppede det også. Vi græd, og en sygeplejerske kom ind på stuen og åbnede et vindue.

»Det er, så sjælen kan slippe ud‚« sagde hun med et medfølende smil.

Jeg vendte mig om mod min far og forsøgte at holde om ham, men hans arme hang slapt ned langs kroppen. Min far er ikke en stor mand, men selv i sine 70’ere er han muskuløs og rank, og det føltes som at kramme en reol. Alligevel mærkede jeg en reaktion både hos ham og hos mig, og han tog sine hænder mellem os og begravede sit ansigt i dem, mens han grædende fortsatte med at tale til hende.

»Du kan ikke høre os.«

Efter nogle minutter tog han en dyb indånding og rystede hovedet.

»De kan ikke se mig sådan her,« sagde han med henvisning til mine børn, der var på vej ind til os.

Da jeg tog fat i min mors kolde hænder og ville lægge hende pænt med en buket markblomster, så hun kunne se fin ud, til mine børn kom, fik jeg lyst til at holde om hende. Jeg bukkede mig ned over hende og lagde min kind mod hendes og fortrød med det samme.

Det er forfærdeligt trist at se dem, man elsker, som døde. Som lig. Det eneste positive er, hvor tydeligt det bliver, at det ikke er den, man elsker, som ligger der. Det, man elsker, har forladt dem. Det, der er tilbage, er en krop. Et hylster. Det var ikke min mor, jeg krammede. Det var et lig, som jeg intet kunne give, og som heller ikke gav noget tilbage. Jeg skulle have gjort det, mens hun stadig trak vejret. Man kan kun kramme de levende.

Det skal med, når et udvalg under regeringen eller en ekspertkommission skal udarbejde de nationale krammevejledninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Kyrpø

Tak. Hvor er det godt at læse. Jeg ønsker håndtrykket tilbage. Stift, formelt og enkelt, det kan næsten ikke gå galt. Men krammet, akavet og med hvem, hvor meget og hvordan? Coronaen var en stor lettelse, så jeg håber din artikel kan give anledning til en konstruktiv løsning på den hjertelige hilsen. Med venlig hilsen Henrik Kyrpø

erik pedersen, Svend-Erik Runberg, Jesper Eskelund, Flemming Olsen og Lisbet Møller anbefalede denne kommentar

Hvad krammeren angår oplever jeg en stille forhandling, hver gang man hilser. Er man f.eks. en flok på 5, der hilser på hinanden, er det forskelligt, om der gives håndtryk eller krammere i den flok.

Vi burde snarere diskutere håndtrykstvangen ved fejringen af nye borgere. Det er stadig en skændsel.

Morten Wieth, erik pedersen, Svend-Erik Runberg, Viggo Okholm, Lars Løfgren, Erik Nielsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Ole Frank og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Folk krammede ikke udenfor nærmeste famile, da jeg var barn.
Man gav hånden, hvis man var lidt formel - og ellers løftede man bare hånden og sagde hej

Hvorfra denne krammer har sneget sig ind i den nordiske kultur er ikke godt at vide. Men lige pludselig skulle man kramme gud og hvermand - og man var altid fanget i dilemmaet mellem grænseoverskridelse og bonerthed. Det ligner ikke umiddelbart noget man har taget med hjem fra sydeuropa - for dér krammer man ikke fremmede. Man giver hånden - og kysser dem højst på kinden nogle gange - hvis man kender dem en smule.

Krammeren må gerne forsvinde permanent. Jeg bruger den alligevel sjældent. Folk fornemmer hurtigt at jeg ikke er på krammerhold.

/O

erik pedersen, Jens Skov, Thomas Tanghus, Lise Lotte Rahbek, Flemming Olsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Erik Nielsen, Herdis Weins og Anina Weber anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ja, hvorfor gik Støjberg ikke hele vejen og indførte 'krammertvang' i bytte for et statsborgerskab - nu da det tilsyneladende er gået hen og blevet de facto dominerende hilseform herhjemme. Bare lige for at understrege ydmygelsen en ekstra gang

/O

erik pedersen, Svend-Erik Runberg, Thomas Tanghus, Lise Lotte Rahbek, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Maya Drøschler

❤️❤️❤️

Maj-Britt Kent Hansen

Som barn (årgang 1953) blev jeg opdraget til at give de ældre i familien et lille tørt kindkys. Bare et enkelt ved ankomst og et ved afsked. Har egentlig altid opfattet det som en kærlig gestus over for de ældre, som intet har haft med krammere eller håndtryk at gøre.

Håndtryk gav man da kun til helt fremmede.

Der var så en mellemkategori af familie og forældres bekendte, som bare fik ingenting.

Krammere var der absolut ej heller blandt unge i hverken 67, 68 eller de følgende år.

Der var dengang fyre og damer (den sidste betegnelse er ulidelig at tænke på). Og krammeriet var begrænset til fyren, man "kom sammen med". Ingen var kærester dengang.

Og så var der selvfølgelig kinddans, der kunne lede til mere korporligt krammer- og klammeri.

Hvornår krammeriet virkelig begyndte at hærge, er jeg usikker på. Måske for en tyve-tredive års tid tiden, hvor folk man ellers blot havde været på "hej" med, nu slog armene ud og derefter sammen om ofret, for ikke at tale om den latterlige gniden håndflade op og ned af den sagesløses rygflanker. Og ofret i et omfang måtte gengælde omfavnelsen. Chefer krammede medarbejdere. Vildtfremmede faldt ligeledes hinanden om halsen.

Og så håndtrykket. Det påtvungne for at blive dansk. Ganske utåleligt.

Og andre påtvungne håndtryk. I en årrække var jeg med i en bestyrelse, hvor vi 6-7 medlemmer sad rundt om et bord og bevægede os ned i dagsordenen. Ved hvert eneste møde indfandt stifteren af foreningen sig ca. en time efter mødets begyndelse. Og denne gjorde ikke som de fleste, der kommer for sent: undskylder og sætter sig stille ned. Nej, han gik nu rundt og trykkede hver og én eftertrykkeligt i hånden, hvorpå han med sine spørgsmål formåede at få mødet til at begynde forfra.

Sikke megen spild af tid. Og irritation til følge.

I fortiden (60'erne) kunne min far berette om, hvorledes Ebbe Langberg som instruktør kraftigt måtte opfordre til, at der ved dagens start blev "kysset af" blandt skuespillerne, så filmoptagelserne kunne gå i gang.

De unaturlige kram, kys og håndtryk forekommer at have været undervejs længe, men lad dem endelig hvile i fred, nu vi endelig er kommet på afstand af dem.

erik pedersen, Thomas Tanghus, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Erik Nielsen, Herdis Weins og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Halfdan Illum

Jeg har måske lidt svært ved at forstå problemet, men nu forstår jeg også i artiklen at det (måske) er et problem for få.
Stå da ved det hvis du ikke har lyst til at kramme folk, og giv hånden i stedet. Jeg elsker at kramme og ser det som en kærligt og tryghedsskabende handling. Men jeg går heller ikke rundt med en konstant dødsangst over måske at få en bakterie på i min krop som kan få selskab af de milliarder af bakterier der allerede er herinde, som skribenten beskriver.

Hélène Jautée, Ruth Sørensen og Morten Munkesø anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Gider hverken kram eller håndtryk. De føles som malplacerede ritualer ved begyndelsen og slutningen af et møde. Især ved begyndelsen, hvor de jo hurtigt kan komme til at stå i kontrast med samtalens efterfølgende udvikling. Et af samfundet afventet håndtryk virker som noget for små børn, der lige har brug for et ritual til at føle sig tilpas i situationen. Selvfølgelig spiller tanker om hygiejne også ind, altså rettet mod ritualet selv og ikke med nogen mistanke om, at den anden person ”selvfølgelig” måtte være den, der overfører noget til mig. Det er tanken der tæller, mit nervesystem overfor sandsynlighedsregningens tyranni. Man kan sige, at det faktisk har den modsatte effekt på mig – et kram eller håndtryk distraherer og trækker mig ud af stemningen.

Heller ikke det franske ”la bise” interesserer, synes faktisk det er klamt.

Hånden på hjertet, så synes jeg faktisk at den der hånden-på-hjertet-hilsen, nogle muslimer bruger når de ikke kan give hånd til det modsatte køn, er dejligt hygiejnisk og har en smuk symbolik. Har aldrig brugt den, men hellere den end Støjbergs smittenationalisme og boomernes forretningskutymer.

Det skal være meget nemmere at kunne afvise ”den danske gestus” uden bagtanker, så selv gerne en verden helt uden. Selv har jeg altid fundet en løftet hånd og et ”hej” mest naturligt.

Asiya Andersen, Tino Rozzo, Thomas Tanghus, Herdis Weins, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Erik Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Du skriver altså bare godt, Lasse Lavrsen, tak for din historie, og det åbne spørgsmål om, hvordan vi mon bør hilse på hinanden i fremtiden.

Her er en betragtning fra én, der som jeg selv længe har været træt af overdrevne kropsberøringer med folk i enhver sammenhæng:

"Gitte Hørning, der af natur er meget imod det omsiggribende hilsekrammeri, savner, at der kommer fokus på det reelle indhold i et kram.

”Krammet er blevet for hurtigt og automatisk, synes jeg. At man giver en krammer, når man for eksempel i en forældrekreds har mødt hinanden én gang, er en forfladigelse af det, der reelt er i et kram. Jeg vil gerne give et kram, men af empatiske grunde. Hvis nogen, jeg kender godt, fortæller mig noget, der rører mig, får jeg lyst til at modsvare det, der siges, med et kram. For mig er et kram ikke en automatisk hilserefleks, men noget, jeg gerne vil udtrykke."

(I nærværende artikel hvorfra citatet stammer, er også et kulturhistorisk lynkursus i hilsemåder) :

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kulturhistorie/historisk-set-er-kramme...

Med hensyn til håndtrykket er det komplet ahistorisk at påstå, at det altid har været en del af dansk kultur, som Inger Støjberg og Dansk Folkeparti har påstået.
Det blev først almindeligt, at fremmede kvinder og mænd gav håndtryk i sidste halvdel af 1900-tallet.

"I 1919 skrev Emma Gad i Takt og Tone: »Det er damen, der byder til håndtryk, og ikke herren. Når alle trykker hinanden i hånden hvorsomhelst, er det jo nærmest blevet en vane og intet andet, men endnu kan dog et ømt og dvælende håndtryk sætte et ungt følsomt hjerte i salig bevægelse".

Håndtrykket mellem kønnene var erotisk ladet, og derfor ikke spor udbredt i vor kultur.
Derfor er det egentlig ekstra modbydeligt at påtvinge andre, som det sker ved den famøse Håndtrykslov, der faktisk fornyligt blev skærpet midt i disse pandemitider af Socialdemokratiet.
Nu SKAL det være borgmesteren for kommunen, der også tvinges til at trykke hånd.

https://www.information.dk/indland/2013/06/haandtrykket-altid-vaeret-deb...

erik pedersen, Morten Wieth, Tommy Gundestrup Schou, Mathias Petersen, Thomas Tanghus, Birthe Drews, Lise Lotte Rahbek, Erik Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Kramme er noget jeg gør med den allernærmeste familie og mennesker, der virkelig betyder noget for mig. Det omsiggribende tvangskrammeri med alle tilfældige mennesker har gjort krammet til en tom gestus og en forfladigelse af vor udtryksmuligheder. Som dengang i 70'erne hvor vi alle skulle til at sige du til hinanden for at sløre de sociale og økonomiske forskelle i samfundet, som iøvrigt levede videre i bedste velgående. Hvorfor ikke forsøge at bevare noget af den palet af forskellige hilse - og tiltaleformer, som eksísterede i det sociale liv før i tiden og gøre den mellemmenskelige kommunikation mere nuanceret og (måske) mere ægte?