Essay
Læsetid: 14 min.

Vi har brug for en kollektiv gentænkning af krammeren

Vaccinationerne vinder frem sammen med sommeren, friheden og krammet. Men det tydeliggør også et problem, som coronaen havde fortrængt: Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med denne kropskontakt. I hvert fald ikke os alle sammen. Vi har brug for hjælp
Vaccinationerne vinder frem sammen med sommeren, friheden og krammet. Men det tydeliggør også et problem, som coronaen havde fortrængt: Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med denne kropskontakt. I hvert fald ikke os alle sammen. Vi har brug for hjælp

Mia Mottelson

Moderne Tider
17. juli 2021

Krammet er den allermest personlige og grænseoverskridende hilsen, vi har. Det er ikke kun, fordi selve omfavnelsen fysisk er det tætteste, vi kommer på et andet menneskes krop og ansigt, men fordi grænserne for, hvornår man gør det, hvordan man gør det, og med hvem man gør det, er så individuelle. Retningslinjerne er fuldkommen uigennemskuelige.

Derfor er den også den mest akavede og besværlige hilsen, vi har. Vi er i vores kultur aldrig blevet enige om, hvad reglerne er på området, og vi mangler et sprog og nogle guidelines, man kan læne sig op ad eller håndhæve, hvis det skulle blive nødvendigt. Nogle af os gør i hvert fald.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Henrik Kyrpø

Tak. Hvor er det godt at læse. Jeg ønsker håndtrykket tilbage. Stift, formelt og enkelt, det kan næsten ikke gå galt. Men krammet, akavet og med hvem, hvor meget og hvordan? Coronaen var en stor lettelse, så jeg håber din artikel kan give anledning til en konstruktiv løsning på den hjertelige hilsen. Med venlig hilsen Henrik Kyrpø

erik pedersen, Svend-Erik Runberg, Jesper Eskelund, Flemming Olsen og Lisbet Møller anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Hvad krammeren angår oplever jeg en stille forhandling, hver gang man hilser. Er man f.eks. en flok på 5, der hilser på hinanden, er det forskelligt, om der gives håndtryk eller krammere i den flok.

Vi burde snarere diskutere håndtrykstvangen ved fejringen af nye borgere. Det er stadig en skændsel.

Morten Wieth, erik pedersen, Svend-Erik Runberg, Viggo Okholm, Lars Løfgren, Erik Nielsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Ole Frank og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Folk krammede ikke udenfor nærmeste famile, da jeg var barn.
Man gav hånden, hvis man var lidt formel - og ellers løftede man bare hånden og sagde hej

Hvorfra denne krammer har sneget sig ind i den nordiske kultur er ikke godt at vide. Men lige pludselig skulle man kramme gud og hvermand - og man var altid fanget i dilemmaet mellem grænseoverskridelse og bonerthed. Det ligner ikke umiddelbart noget man har taget med hjem fra sydeuropa - for dér krammer man ikke fremmede. Man giver hånden - og kysser dem højst på kinden nogle gange - hvis man kender dem en smule.

Krammeren må gerne forsvinde permanent. Jeg bruger den alligevel sjældent. Folk fornemmer hurtigt at jeg ikke er på krammerhold.

/O

erik pedersen, Jens Skov, Thomas Tanghus, Lise Lotte Rahbek, Flemming Olsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Erik Nielsen, Herdis Weins og Anina Weber anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ja, hvorfor gik Støjberg ikke hele vejen og indførte 'krammertvang' i bytte for et statsborgerskab - nu da det tilsyneladende er gået hen og blevet de facto dominerende hilseform herhjemme. Bare lige for at understrege ydmygelsen en ekstra gang

/O

erik pedersen, Svend-Erik Runberg, Thomas Tanghus, Lise Lotte Rahbek, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Ole Frank og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Maya Drøschler

❤️❤️❤️

Maj-Britt Kent Hansen

Som barn (årgang 1953) blev jeg opdraget til at give de ældre i familien et lille tørt kindkys. Bare et enkelt ved ankomst og et ved afsked. Har egentlig altid opfattet det som en kærlig gestus over for de ældre, som intet har haft med krammere eller håndtryk at gøre.

Håndtryk gav man da kun til helt fremmede.

Der var så en mellemkategori af familie og forældres bekendte, som bare fik ingenting.

Krammere var der absolut ej heller blandt unge i hverken 67, 68 eller de følgende år.

Der var dengang fyre og damer (den sidste betegnelse er ulidelig at tænke på). Og krammeriet var begrænset til fyren, man "kom sammen med". Ingen var kærester dengang.

Og så var der selvfølgelig kinddans, der kunne lede til mere korporligt krammer- og klammeri.

Hvornår krammeriet virkelig begyndte at hærge, er jeg usikker på. Måske for en tyve-tredive års tid tiden, hvor folk man ellers blot havde været på "hej" med, nu slog armene ud og derefter sammen om ofret, for ikke at tale om den latterlige gniden håndflade op og ned af den sagesløses rygflanker. Og ofret i et omfang måtte gengælde omfavnelsen. Chefer krammede medarbejdere. Vildtfremmede faldt ligeledes hinanden om halsen.

Og så håndtrykket. Det påtvungne for at blive dansk. Ganske utåleligt.

Og andre påtvungne håndtryk. I en årrække var jeg med i en bestyrelse, hvor vi 6-7 medlemmer sad rundt om et bord og bevægede os ned i dagsordenen. Ved hvert eneste møde indfandt stifteren af foreningen sig ca. en time efter mødets begyndelse. Og denne gjorde ikke som de fleste, der kommer for sent: undskylder og sætter sig stille ned. Nej, han gik nu rundt og trykkede hver og én eftertrykkeligt i hånden, hvorpå han med sine spørgsmål formåede at få mødet til at begynde forfra.

Sikke megen spild af tid. Og irritation til følge.

I fortiden (60'erne) kunne min far berette om, hvorledes Ebbe Langberg som instruktør kraftigt måtte opfordre til, at der ved dagens start blev "kysset af" blandt skuespillerne, så filmoptagelserne kunne gå i gang.

De unaturlige kram, kys og håndtryk forekommer at have været undervejs længe, men lad dem endelig hvile i fred, nu vi endelig er kommet på afstand af dem.

erik pedersen, Thomas Tanghus, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Erik Nielsen, Herdis Weins og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Halfdan Illum

Jeg har måske lidt svært ved at forstå problemet, men nu forstår jeg også i artiklen at det (måske) er et problem for få.
Stå da ved det hvis du ikke har lyst til at kramme folk, og giv hånden i stedet. Jeg elsker at kramme og ser det som en kærligt og tryghedsskabende handling. Men jeg går heller ikke rundt med en konstant dødsangst over måske at få en bakterie på i min krop som kan få selskab af de milliarder af bakterier der allerede er herinde, som skribenten beskriver.

Hélène Jautée, Ruth Sørensen og Morten Munkesø anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Gider hverken kram eller håndtryk. De føles som malplacerede ritualer ved begyndelsen og slutningen af et møde. Især ved begyndelsen, hvor de jo hurtigt kan komme til at stå i kontrast med samtalens efterfølgende udvikling. Et af samfundet afventet håndtryk virker som noget for små børn, der lige har brug for et ritual til at føle sig tilpas i situationen. Selvfølgelig spiller tanker om hygiejne også ind, altså rettet mod ritualet selv og ikke med nogen mistanke om, at den anden person ”selvfølgelig” måtte være den, der overfører noget til mig. Det er tanken der tæller, mit nervesystem overfor sandsynlighedsregningens tyranni. Man kan sige, at det faktisk har den modsatte effekt på mig – et kram eller håndtryk distraherer og trækker mig ud af stemningen.

Heller ikke det franske ”la bise” interesserer, synes faktisk det er klamt.

Hånden på hjertet, så synes jeg faktisk at den der hånden-på-hjertet-hilsen, nogle muslimer bruger når de ikke kan give hånd til det modsatte køn, er dejligt hygiejnisk og har en smuk symbolik. Har aldrig brugt den, men hellere den end Støjbergs smittenationalisme og boomernes forretningskutymer.

Det skal være meget nemmere at kunne afvise ”den danske gestus” uden bagtanker, så selv gerne en verden helt uden. Selv har jeg altid fundet en løftet hånd og et ”hej” mest naturligt.

Asiya Andersen, Tino Rozzo, Thomas Tanghus, Rikke Nielsen, Herdis Weins, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Erik Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Du skriver altså bare godt, Lasse Lavrsen, tak for din historie, og det åbne spørgsmål om, hvordan vi mon bør hilse på hinanden i fremtiden.

Her er en betragtning fra én, der som jeg selv længe har været træt af overdrevne kropsberøringer med folk i enhver sammenhæng:

"Gitte Hørning, der af natur er meget imod det omsiggribende hilsekrammeri, savner, at der kommer fokus på det reelle indhold i et kram.

”Krammet er blevet for hurtigt og automatisk, synes jeg. At man giver en krammer, når man for eksempel i en forældrekreds har mødt hinanden én gang, er en forfladigelse af det, der reelt er i et kram. Jeg vil gerne give et kram, men af empatiske grunde. Hvis nogen, jeg kender godt, fortæller mig noget, der rører mig, får jeg lyst til at modsvare det, der siges, med et kram. For mig er et kram ikke en automatisk hilserefleks, men noget, jeg gerne vil udtrykke."

(I nærværende artikel hvorfra citatet stammer, er også et kulturhistorisk lynkursus i hilsemåder) :

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kulturhistorie/historisk-set-er-kramme...

Med hensyn til håndtrykket er det komplet ahistorisk at påstå, at det altid har været en del af dansk kultur, som Inger Støjberg og Dansk Folkeparti har påstået.
Det blev først almindeligt, at fremmede kvinder og mænd gav håndtryk i sidste halvdel af 1900-tallet.

"I 1919 skrev Emma Gad i Takt og Tone: »Det er damen, der byder til håndtryk, og ikke herren. Når alle trykker hinanden i hånden hvorsomhelst, er det jo nærmest blevet en vane og intet andet, men endnu kan dog et ømt og dvælende håndtryk sætte et ungt følsomt hjerte i salig bevægelse".

Håndtrykket mellem kønnene var erotisk ladet, og derfor ikke spor udbredt i vor kultur.
Derfor er det egentlig ekstra modbydeligt at påtvinge andre, som det sker ved den famøse Håndtrykslov, der faktisk fornyligt blev skærpet midt i disse pandemitider af Socialdemokratiet.
Nu SKAL det være borgmesteren for kommunen, der også tvinges til at trykke hånd.

https://www.information.dk/indland/2013/06/haandtrykket-altid-vaeret-deb...

erik pedersen, Morten Wieth, Tommy Gundestrup Schou, Martin Rønnow Klarlund, Thomas Tanghus, Birthe Drews, Rikke Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Erik Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Kramme er noget jeg gør med den allernærmeste familie og mennesker, der virkelig betyder noget for mig. Det omsiggribende tvangskrammeri med alle tilfældige mennesker har gjort krammet til en tom gestus og en forfladigelse af vor udtryksmuligheder. Som dengang i 70'erne hvor vi alle skulle til at sige du til hinanden for at sløre de sociale og økonomiske forskelle i samfundet, som iøvrigt levede videre i bedste velgående. Hvorfor ikke forsøge at bevare noget af den palet af forskellige hilse - og tiltaleformer, som eksísterede i det sociale liv før i tiden og gøre den mellemmenskelige kommunikation mere nuanceret og (måske) mere ægte?