Den danske model er en teenager, der stadig ikke er færdigudviklet

Året var 1899, og Danmarks statsminister hed Hugo Hørring. Det var en anden tid. Kvinder havde ikke stemmeret, og flyvemaskinen var ikke opfundet.

Men i september 1899 udtænkte en gruppe danskere et system, der skulle skabe velstand og sikre rettigheder til store dele af befolkningen – et system, som vi stadig benytter i dag: den danske model.

Siden da har løn- og arbejdsvilkår været noget, der aftales i et kompromis mellem arbejdsgivere og fagforeninger. Uden om politikerne. Men nu, 122 år senere, har sygeplejerskerne forsøgt at nå til enighed med deres arbejdsgivere uden held, og det kan ende med et politisk indgreb i striden.

Spørger man Dansk Sygeplejeråd, bunder problemerne i Tjenestemandsreformen fra 1969, der fastholder dem i en lav indplacering på lønskalaen. Men ifølge arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Laust Høgedahl og historiker Lars Kjølhede Christensen er der et andet og dybereliggende problem.

»Den danske model er måske ikke helt færdigudviklet på det offentlige område,« siger Laust Høgedahl.

Alligevel er der en tendens til, at vi behandler modellen som en »moselov«, der ikke kan modsiges, mener Lars Kjølhede Christensen.

Derfor ser vi nærmere på, om det er på tide at reformere den danske model, og om en reform kunne hjælpe sygeplejerskerne, der i årevis har kæmpet for bedre løn.

Fra sultekrig til velstand

Septemberforliget i 1899 var en del af større udvikling i slutningen af 1800-tallet, hvor arbejdsmarkedet gik fra at være bestemt af de stærkes ret til at bygge på aftaler og kompromiser. Det fortæller Lars Kjølhede Christensen, der er chef for forskning og kulturarv på Roskilde Museum og har skrevet en bog om Septemberforliget.

Demonstration 22. marts 1979.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Arbejderbevægelsen fik vind i sejlene i 1890’erne, fagforeninger voksede frem, og arbejderne begyndte at kræve rettigheder og overenskomster. På et tidspunkt fik arbejdsgiverne nok:

»Det var nogle strejkende snedkere i Jylland, der udløste det, men det handlede om mere end det. Arbejdsgiverne ville trække en streg i sandet og vise, at de var ’herre i eget hus’,« fortæller han.

Så de indledte storlockouten i 1899, hvor 40.000 mennesker blev sendt hjem uden løn – svarende til godt halvdelen af de organiserede arbejdere. »Sultekrigen«, blev det også kaldt, fordi det var en kamp om udholdenhed, siger Lars Kjølhede Christensen.

Men efter tre måneder landede arbejdsmarkedets parter en aftale, hvor arbejdsgiverne blandt andet anerkendte lønmodtagernes ret til at organisere sig. Forliget udstak spillereglerne på et arbejdsmarked, hvor parterne selv indgår aftaler i stedet for at lade det politiske system bestemme. Den danske model var født.

»Og siden da har forskningen beviseligt kunnet se, at det faktisk har nogle utroligt store fordele frem for andre metoder, hvor det ofte er parlamentet, der lovgiver om løn og arbejdsvilkår,« siger lektor Laust Høgedahl.

Det skyldes flere ting, mener han. Dels er Danmark en lille og åben økonomi, som er meget afhængig af udlandet. Så når der eksempelvis kommer en coronakrise eller andre bratte ændringer i efterspørgslen, har vi brug for hurtigt at kunne tilpasse os efter det:

»Den største fordel ved den danske model er sådan set, at vi regulerer arbejdet så tæt på der, hvor arbejdet faktisk udføres. Når det er parterne selv, der bestemmer, kan man hurtigt omstille sig.«

Samtidig viser forskningen ifølge Laust Høgedahl, at stærke fagforeninger og overenskomstforhandlinger er med til at skabe mindre ulighed: »Så er det selvfølgelig et politisk spørgsmål, om man går ind for meget eller lidt ulighed,« tilføjer han.

One size fits all

Den danske model har altså grundlæggende gavnet samfundet, hvis man spørger arbejdsmarkedsforskeren. Men før vi går videre og ser på de fejl og mangler, modellen også har, er det vigtigt at forstå, at den omfatter to fundamentalt forskellige områder: nemlig det private og det offentlige arbejdsmarked. Og ved begyndelsen i 1899 var det stort set kun den private sektor, der var inkluderet.

I starten af 1900-tallet var der i det hele taget ikke mange offentligt ansatte i Danmark. Men det kom der i takt med, at velfærdsstaten blev skabt og udbygget efter Anden Verdenskrig, og i 1973 blev blandt andre sygeplejerskerne omfattet af den danske model.

Før da havde de været ansat i et tjenestemandssystem, hvor man stort set ingen rettigheder havde, ud over at man ikke kunne fyres. Men efterhånden gik det op for staten, at det var lidt upraktisk at have så mange mennesker ansat på livstid. »Og samtidig skete der en radikalisering af de offentligt ansatte i de år.

De blev influeret af venstredrejningen i samfundet, så eksempelvis Dansk Sygeplejeråd gik fra at være en standsforening til at være en rigtig fagforening,« siger Lars Kjølhede Christensen.

Men i stedet for at udvikle et nyt system, der var designet til det offentlige arbejdsmarked, kopierede man grundelementerne fra Septemberforliget og brugte dem i en ny hovedaftale for offentligt ansatte.

»Forliget for den private sektor blev skabt efter 100 dages arbejdskamp og ud fra de erfaringer, man havde gjort sig lokalt i den private sektor. Men der var ingen drøftelser om, hvorvidt modellen bare kunne overføres,« siger Laust Høgedahl.

»Og i dag må vi altså konstatere, at der er nogle udfordringer med det.«

Ikke en jævnbyrdig kamp

Når nu sygeplejerskerne er en del af den danske model, kan det virke mærkeligt, at de aldrig er lykkedes med at få forhandlet deres lønninger op på et tilfredsstillende niveau.

»Parterne i det offentlige har jo været i næsten konstant konflikt siden sygeplejerskernes konflikt i 2008,« bemærker Laust Høgedal.

Demonstration 22. marts 1979.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Spørger man Dansk Sygeplejeråd, skyldes det Tjenestemandsreformen fra 1969, der indplacerer faggrupper i det offentlige på en lønskala, hvor sygeplejerskerne altid har haft en lavere indplacering end mere mandedominerede fag.

Men det er langtfra hele forklaringen, siger Lars Kjølhede Christensen. Han mener især, at sygeplejerskernes nuværende problemer handler om måden, den danske model er indrettet på. Derfor skal der i hans optik reformer til, som genskaber modellens troværdighed for de offentligt ansatte.

Det samme mener lektor Laust Høgedahl. Et af problemerne er, at en privat virksomhed vil miste penge, når deres ansatte strejker, påpeger han: Det er de ansattes våben mod virksomheden, ligesom virksomheden omvendt kan sende de ansatte i lockout uden løn.

Men når vi taler offentligt ansatte, mister staten som udgangspunkt ikke penge under en strejke. Tværtimod sparer den penge, fordi man fortsat får skatteindtægter, men nu ikke skal udbetale løn til de strejkende.

Lige præcis sygeplejerskernes område er dog en slags undtagelse: »Sundhedsvæsnet er lidt anderledes, for operationerne skal jo stadig gennemføres, og derfor ophober de sig bare op til afvikling på et senere tidspunkt,« siger Laust Høgedahl.

Et af sygeplejerskernes problemer under den nuværende strejke er imidlertid, at de er underlagt visse regler som offentligt ansatte, som tilsiger, at de skal kunne stille med et nødberedskab.

»Det er det, sygeplejerskerne mærker nu. Selv om de gerne vil strejke, er rigtig mange af dem forpligtet til at gå på arbejde, fordi de opretholder nogle vigtige, samfundskritiske funktioner,« siger Laust Høgedahl.

Begge dele gør, at sygeplejerskerne ikke kan påføre deres arbejdsgiver økonomiske tab, hvilket ellers er et grundprincip i den danske model. Uanset hvad de gør, vil staten ikke tabe synderligt på deres strejke. Derfor har de kun ét andet våben: din holdning.

»Så kommer det til at handle om den politiske kapital i stedet. Fordi arbejdsgiverne i sidste ende er politikere, er det altså helt afgørende for arbejdstagerne at have offentlighedens sympati, når der er konflikt,« siger Laust Høgedahl.

Elefanten i rummet

I den konflikt, sygeplejerskerne står i nu, er det ikke folketingspolitikerne, men regionerne, der er arbejdsgivere. Alligevel er politikerne på Christiansborg »elefanten i rummet«, mener Laust Høgedahl.

»De regionale arbejdsgivere er jo bundet på hænder og fødder. Anders Kühnau (chefforhandler for regionerne, red.) har jo ikke mulighed for at indkræve skat og lave sit eget budget. Så selv om han gerne ville give sygeplejerskerne mere, ville det kræve, at han får pengene fra Christiansborg,« siger han.

Derfor er det også i høj grad politikerne, der har nøglen til at løse konflikten, mener Laust Høgedahl.

Politikernes indflydelse er også tydelig på et andet punkt, forklarer han. I regionernes arbejdsgiverorgan Løn- og Takstnævnet er Finansministeriet nemlig også repræsenteret og har vetoret under forhandlingerne.

»Den er ikke blevet brugt nogensinde, men bare det at Finansministeriet sidder der og kan vende tommelfingeren nedad, hvis de synes, at et forlig er for dyrt, viser statens magt på det regionale område.«

Grundlæggende er det altså et problem, at folketingspolitikerne har en indirekte indflydelse på kommunale og regionale forhandlinger – og ikke mindst en meget direkte rolle, når de statsligt ansattes overenskomst forhandles – mener Laust Høgedahl. Det giver nemlig politikerne en dobbeltrolle, hvor de både har en anpart i forhandlingerne og er den lovgiver, der skal gribe ind, hvis forhandlingerne mislykkes.

Det har blandt andre Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) kritiseret i 2018, hvor det næsten kom til en storkonflikt på det offentlige område. Her sagde Mette Frederiksen under et pressemøde, at »der er behov for, at vi fornyer den danske arbejdsmarkedsmodel, så vi forhåbentlig kan få konfliktniveauet ned«.

Den svenske model

Spørgsmålet er så, hvordan man kan skabe en større armslængde mellem lovgiverne og forhandlerne på det offentlige område. Her peger Laust Høgedahl blandt andet på den svenske model som en kilde til inspiration.

Demonstration 22. marts 1979.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

I Sverige har man nedsat et organ, der forhandler på statens vegne, så politikerne ikke får en dobbeltrolle under overenskomstforhandlinger. Det hedder Arbejdsgivarverket og fungerer som en privat arbejdsgiverforening, som de svenske myndigheder er medlemmer af:

»Først forhandler de med det politiske system om, hvor mange penge der er at gøre godt med, og så forhandler de med lønmodtagerne. Det skaber en større armslængde,« siger Laust Høgedahl, der dog ikke mener, at man vil kunne overføre systemet én til én i en dansk kontekst, fordi myndighederne i Sverige traditionelt er mere uafhængige af regeringen.

Alligevel mener han, at vi bør lade os inspirere af de nordiske naboer. En del af Laust Høgedahls forskning handler om at sammenligne den danske model med de andre nordiske, og her har han fundet ud af, at Danmark har et væsentligt højere konfliktniveau i den offentlige sektor end de nordiske naboer.

Det hænger sammen med, at vi har indrettet os på en anden måde end i eksempelvis Sverige, som har det laveste konfliktniveau i Norden:

»Den helt store forskel fra Danmark er, at Sverige ikke har et direkte demokrati i forbindelse med overenskomstforhandlinger,« siger Laust Høgedahl.

Mens forhandlerne fra de danske arbejdstagerorganisationer skal sende mæglingsforslag til afstemning blandt deres medlemmer, har deres svenske kolleger bemyndigelse til selv at tage stilling til et forlig. Og så må de stå til ansvar for deres beslutninger ved den kommende generalforsamling, hvor medlemmerne kan genvælge eller afsætte dem.

»Så når vi har en direkte demokratiform, gør det, at risikoen for konflikt i Danmark er langt større på det offentlige område,« siger Laust Høgedahl.

Netop den mekanisme er højaktuel lige nu, da de danske sygeplejersker to gange har stemt nej til et mæglingsforslag, som deres hovedbestyrelse ellers anbefalede dem at stemme ja til. »Så hypotetisk set var den konflikt ikke opstået i Sverige,« siger han.

Ikke en moselov

De nordiske modeller har langt hen ad vejen fulgt den samme historiske bane. De blev udviklet for den private sektor nogenlunde samtidig og overført til den offentlige sektor inden for en tiårig periode i 1960’erne og 1970’erne.

Men i de andre nordiske lande har man undervejs haft en diskussion om, hvorvidt den oprindelige model, der er udarbejdet til det private arbejdsmarked, også passer i en offentlig kontekst. Den diskussion har vi aldrig for alvor haft i Danmark – og det er en fejl, mener Laust Høgedahl.

Ifølge ham er der en berøringsangst over for den danske model, der fejlagtigt ses som noget, man ikke kan eller bør pille ved:

»Her er det en vigtig pointe, at den danske model heller ikke har stået stille indtil nu. Den står på et stærkt fundament – hovedaftalen, forligsinstitutionen og arbejdsretten – men vi har jo lavet tilpasninger og justeringer undervejs,« siger han.

Hos fagbevægelsen er der også en vis berøringsangst, når snakken falder på den danske model, mener Lars Kjølhede Christensen. Ikke mindst når man kategorisk afviser EU’s forslag om mindsteløn med henvisning til den hjemlige model: »Så bliver det en slags moselov for dem, et mantra, der kan afbryde enhver diskussion.«

Vi betragter ofte den danske model som noget grundlæggende apolitisk, siger Laust Høgedahl. Men den er dybt forankret i det politiske system, den eksisterer i en politisk virkelighed, og politikere må gerne have en holdning til den.

Hele modellen skal ikke omkalfatres – det ville være en fejl, mener han: »Men det er farligt, hvis man ikke må diskutere de her ting og have en debat om det,« siger Laust Høgedahl.

»For på nogle områder er den stadig en teenager, der ikke er helt færdigudviklet endnu.«