Ugen der gik
Læsetid: 5 min.

Ghita Nørby er ikke til hygge

Jeff Bezos smuttede en tur i rummet, Putin beroligede Europa, strandhåndboldspillere fik kritik for manglende bikinitrusser, og så var Ghita sur igen. Her kommer vores egensindige overblik over endnu en uge, der er kørt af sporet
Jeff Bezos smuttede en tur i rummet, Putin beroligede Europa, strandhåndboldspillere fik kritik for manglende bikinitrusser, og så var Ghita sur igen. Her kommer vores egensindige overblik over endnu en uge, der er kørt af sporet

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
24. juli 2021

Gennem sommeren gør vi hver uge status over ugens bemærkelsesværdige begivenheder – de vigtige, de mærkværdige og de vanvittigt perifere.

Ugens mediekritiker

Ghita Nørby vil hellere tale om kunsten end om sig selv, og derfor gik denne uges mest omtalte interview galt, allerede før det kom i gang.

»Du sidder foran Det Kongelige Teater med Ghita,« sagde Simi Jans medvært, da hun stillede om, »og du har næsegrus begejstring for hende.«

Kort inde i interviewet slog Ghita Nørby fast, at kunst for hende ikke handler om hende, nej, hun er interesseret i historien, rollerne, teatret og kunsten. Simi Jan insisterede imidlertid på det hyggelige og prøvede udglattende at tale om »den Ghita, vi alle sammen kender«. Det gjorde kun ondt værre. »Nej, det gør vi da ikke,« lød det forundrede svar.

Herfra lagde Jan kursen om og forsøgte med et par såkaldt ’dybe’ spørgsmål fra interviewskuffen: »Hvad er din mørke side?« »Skræmmer døden dig?« De spørgsmål kan være gode nok i et stort eksistensinterview, hvor man har tiden og rummet til at opbygge en vis fortrolighed, men de er mindre gode, når de bliver flået ud af kontekst og smidt ind i et 10-minutter langt tv-indslag med roterende kamera, klapstole, hund og dyttende trafik. Her er hverken intimitet, dybde eller fortrolighed, men hygge, og Ghita Nørby er ikke til hygge. Hun er til sandheden – råt for usødet – og som hendes biografist, Zetland-redaktøren Lea Korsgaard, skrev, da en journalist for nogle år siden sidst slog sig på hende, kan ikke alle sandheder formuleres i blødt girafsprog og stadig være sande.

Og sandheden var altså, at det var nogle idiotiske spørgsmål og et tåbeligt koncept.

Rasmus Elmelund
 

Ugens fodskud

Mia Mottelson
De seneste uger har budt på den ene store sportsbegivenhed efter den anden. Også EM i strandhåndbold er blevet afviklet, og de danske herrer og kvinder hev henholdsvis guld og sølv hjem i turneringen. Men de danske præstationer tiltrak sig noget mindre opmærksomhed end det europæiske håndboldforbund EHF’s beslutning om at tildele de norske strandhåndboldkvinder en bøde på godt 11.000 kroner. Årsag: De nægtede at spille i trusser.

I bronzekampen mod Spanien gik de norske kvinder således på banen iført for lange shorts – i hvert fald, hvis man spørger EHF. Sagen har ikke mindst vakt opsigt på grund af den betydelige forskel mellem kvindernes og mændenes uniform. For hvor kvinderne skal bære tætsiddende bikini, når de spiller, skal mændene tørne ud i et noget mindre blottende outfit bestående af shorts og tanktop uden ærmer.

Reglerne har længe været omstridte, og det norske håndboldforbund har valgt at punge ud for deres spillere, ligesom de har foreslået EHF at ændre reglerne for de kvindelige spilleres beklædning. Både blandt spillere og eksperter er der bred støtte til et opgør med bikinitvangen, som det internationale håndboldforbund, IHF, da også har haft lidt svært ved at begrunde. »Vi er ved at kigge på det internt,« sagde en repræsentant til The New York Times. Mon ikke det er en god idé at spare sig kiggeriet og få opdateret dresscoden til år 2021?

Bror Axel Dehn
 

Ugens løfte

Putin har lovet Tysklands forbundskansler Angela Merkel, at gasledningen Nord Stream 2 udelukkende er skabt af kommercielle hensyn.

Putin har lovet Tysklands forbundskansler Angela Merkel, at gasledningen Nord Stream 2 udelukkende er skabt af kommercielle hensyn.

Wolfgang Kumm
Så er det officielt: Tyskland kommer til at få et ordentligt skud russisk naturgas, sådan som de længe har drømt om. Rørledningen Nord Stream 2, der skal bringe gas fra Rusland til Tyskland via Østersøen, har i et par år været tæt på færdiggjort, men er blevet bremset af sanktioner fra USA, der mener, at projektet giver Kreml et geopolitisk våben og bekymrende indflydelse på den europæiske energiforsyning.

I denne uge blev Biden-administrationen og Berlin dog enige om at bilægge striden – til gengæld lover Tyskland bl.a. at indføre sanktioner mod Rusland, hvis landet bruger sin energipolitiske magt mod Ukraine eller andre europæiske stater. Og som vi alle sammen ved, har sanktioner stor effekt på Vladimir Putins adfærd.

Ukraine er i dag et vigtigt transitland for russisk gas, hvilket sikrer Kijev en god sjat penge og måske lægger en dæmper på Ruslands militære eventyr i nabolandet. Men med Nord Stream 2 kan Putin altså snart slippe af med det benspænd.

I en telefonsamtale med Angela Merkel forleden forsikrede den russiske præsident dog om, at gasprojektet »udelukkende er af kommerciel karakter og har til formål at styrke Tysklands og EU’s energisikkerhed«.

Pyha! Hvor er det heldigt, at vi har en supereuropæer som Angela Merkel, der kan udæske Putin den slags garantier. Så kan de vist godt sænke skuldrene i Ukraine.

Niklas Hessel
 

Ugens rumturist

Emre Kelly/SIPA/Ritzau Scanpix
Så kom den længe ventede dag, hvor verdens rigeste mand Jeff Bezos også kunne kalde sig, ja, verdens rigeste rumrejsende.

Tirsdag kunne Amazon-ejerens rumselskab Blue Origin omsider skyde en raket af sted mod rummet til euforiske skrål fra de fire rejsende, der foruden Bezos selv talte hans bror Mark og den henholdsvis ældste og yngste rumrejsende nogensinde, 82-årige Wally Funk og 18-årige Oliver Daemen. Den unge Daemen kom med på et afbud – hans velhavende far skaffede ham en plads, da den anonyme person, der oprindelig havde købt sædet for 28 millioner dollars, uheldigvis fik en anden aftale lige netop den dag.

Bezos blev ikke den første milliardær i rummet – han blev slået på målstregen af Richard Branson tidligere på måneden – men det tog ikke brodden af hans begejstring. Efter rejsen sørgede han for, iført stråhat og rumdragt som en anden intergalaktisk cowboy, at takke Amazons medarbejdere og kunder: »I har betalt for det her,« sagde han, og det er jo ikke forkert.

Til gengæld vil de ikke kunne købe sig til det. Lige omkring 170 millioner kroner koster det, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at komme med som turist på de ti minutters rumrejse, der inkluderer en afsluttende grand finale med 5-6 minutters vægtløshed. Hvis man ikke har råd til Bezos’ businessclass-model, planlægger Branson at tilbyde en mere folkelig billet til mellem halvanden og to millioner kroner.

Og hvis man har midlerne, er John Leif Jørgensen fra DTU Space ikke i tvivl om, at oplevelsen er et adrenalinkick uden lige. »En forlystelse i Tivoli på steroider«, kalder han det i et DR-interview, hvilket vist er ment som noget positivt.

Bror Axel Dehn

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg er begyndt at forstå Ghita Nørby.

Daniel Joelsen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Bjørn Pedersen, David Zennaro, erik pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Journalismen er en pest, der har lagt sig over et samfund, der forsøger at løse pseudoproblemer, det ikke har, for at undgå at tage radikale, nødvendige skridt henimod løsning af de grundlæggende eksistentielle problemer, der for alvor truer.
Jeg skriver det fortrøstningsfuldt i denne avis' kommentarfelt, fordi det trods alt gælder mindre her end andre steder.
Skulle man vide, hvad vi er oppe imod, kan man prøve at læse Rasmus Mark Pedersens dagbog i Politiken i dag fra den uge, hvor han modtog en dødstrussel.

Daniel Joelsen, Arne Lund, Jeppe Bundgaard og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Niels Makholm

At Ghita Nørby, ikke rigtig længere, er til journalisternes bull-shit. Det er noget som er kommet samtidig med hendes fremskredne alder. Det er mere end godkendt. Alt for mange, (ældre), har det med at være så godtroende, at de "sluger alt råt" - bare det kommer fra en journalist. Gid der var nogle flere primadonnaer og "store krukker," -
så "bladsmørerne" kunne få, bare lidt, at skrive om.

Daniel Joelsen, Jane Nielsen, Svend-Erik Runberg og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Der er kun et at sige om det rumhalløj: Vanvid og spild af ressourcer og
tænk om "idioterne" her havde brugt pengene til hjælp til co2 reducering eller til mad til sultende i bl.a. Afrika.

Vibeke Olsen, Steen Simonsen, Stella Nielsen, Daniel Joelsen, Lise Lotte Rahbek, erik pedersen og Svend-Erik Runberg anbefalede denne kommentar
Louise Hansen

Problemet med Ghita Nørby er ikke, at hun siger fra. Problemet er, at hun ikke gør det.

Havde gode gamle Ingeborg nu bare haft en agenda - at udstille den danske journaliststand fx - så ville det være i orden.

Men hun har ingen pointe, ingen intention om at snakke om andet end sig selv. Hun har det helt fint med smalltalk om Det Kongelige Teater. Hun er en hyggelig diva lige til det øjeblik, hun faktisk får stillet spørgsmål om egen sårbarhed/dødelighed.

Så evner hun ikke at tage det i strakt arm. SÅ flyder galden over på en måde, så man mistænker hende for at have sagt ja til pågældende interview blot for at finde anledning til at afreagere.

Men skal vi ikke lige blive enige om, at spørgsmålene, Simi Jan stillede, rent faktisk IKKE var dumme. De befandt sig lige præcis i krydsfeltet mellem simpel damebladsartikel og mulighed for at give Ghita Nørby lov til at fabulere om liv og død og Det Kongelige Teater.

Ghita valgte at råbe "idiot!", fordi hun ikke kunne andet. Hun ville ikke andet.

Torben Lindegaard

@Niklas Hessel

"Ugens Løfte"

Jeg betrygger mig bare med Putins forsikring til Merkel om, at Nord Stream 2

"udelukkende er af kommerciel karakter og har til formål at styrke Tysklands og EU’s energisikkerhed"

samtidig med, at jeg glæder mig over Putins omsorg for EU's energisikkerhed.

no problemo

Maj-Britt Kent Hansen

Det er ikke fair at skære al journalistik og samtlige medier over én kam. Det er petitjournalistikken, sladderen, formater som Aftenshowet og dyrkelsen af, hvad der skaber ophidselse på sociale medier, der medvirker til det sølle niveau. Et aktuelt eksempel er Sara Bro og Monopolet i tv, hvor de mest banale "dilemmaer" præsenteres for tre rådgivende linselus, som ikke kan få nok spotlight.

Vibeke Olsen, Birte Pedersen, Freddie Vindberg, Arne Lund, Jørgen Mathiasen, Rasmus Kristiansen, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

G. Gustafsdottir ikke Stella.

Der er kvinder og mænd i Danmark, som lider af så voldsom opmærksomhedssyge, at de nærmest er indlægningsparate. Det handler nok mest af alt om en sygelig selvoptagethed.

Disse personer er yderst sjældent åndelige eller intellektuelle fyrtårne. Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor nogen gider interviewe mennesker, der hverken er sjove, intelligente, kloge eller interessante. Det virker rent ud sagt, som den rene masochisme at interviewe den slags personer.

Disse mennesker har måske ikke fået opmærksomhed nok, da de var børn. Eller så får de en gratis reklame til deres skuespil, shows, politiske shows, eller også deres varer.

Politik er blevet en forestilling, eller skulle vi kalde det realityshows for nogle partier og politikere. Her optræder de eksponerede og i flere tilfælde i bikini, også her i Information. Eller så vil de have, at TV sender fra deres retssager. Problemet er, at des mere de optræder og des mere nøgne de er, des mindre langvarig respekt opbygger de. Når politik er blevet fuldfed reklame, uden visioner, hvem kan vi stemme på? Sælger de habitter, sælger de bikini, hvad sælger de? Hvad er det deres politik? Skal den sælges? Værst er det, når politikere sælger en usand fortællingen om dem selv og deres politik.

Så fortrækker jeg Ghitas pinlige optræden. Hun sælger ikke en forløjet samfundsopbygnig.

Ghita er ikke alene, vi ser især visse politikere og vi ser mange andre offentlige personer som elsker at bade sig i opmærksomhedens lys. Måske fanger politikerne flere vælgere, måske tjener de kendte mere, hvis de bliver eksponeret.

Men men det sælger aviser og blade og har altid gjort. Nu er det bare blevet allemandseje at eksponere sig på sociale medier og jeg selvfølgelig også med, ved at skrive denne tekst.

Problemet er bare, at des mere vi ser de kendte, des højere op i halsen kommer brækfornemmelsen.

Det er ikke misundelse, det er bare en tung træthed.

Aviserne har også et ansvar i at sortere, men de sælger også Ghita, Ann, Pernille, Pia, Mai, Rasmus, Cecilie og hvad de hedder alle sammen, Fruerne på sinkestadiet eller hvad der ellers er på markedet.

Ghita reddede denne uges aviser i agurketid.

Daniel Joelsen, Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ghita Nørby er nu alligevel ikke så hård i filten, for hun har fortrudt sine udbrud, og kalder nu sig selv for idiotisk:

"I Anders Lund Madsens podcast Fedeabes Aktuelle Forklaringer forklarer Ghita Nørby nu, hvordan hun oplevede interviewet.

- Jeg bliver ked af, at jeg ikke kan styre... hvorfor skulle jeg dog råbe op. Det er jo idiotisk, det kan jeg jo godt se. Hvorfor skulle jeg dog det? Hold nu din kæft, Ghita. Så lad være… lad være… jeg bliver sgu ked af det, Anders, siger Ghita Nørby.

Grunden til de skarpe modsvar var blandt andet, at hun følte, at et af spørgsmålene fik hendes lange liv og karriere på Det Kongelige Teater til blot at være ”minder”."

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-07-23-ghita-noerby-reagerer-paa-inte...

Birte Pedersen, Freddie Vindberg, erik pedersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Carsten Jensen udtalte i et nyligt interview, at vi som nation er konfliktsky. Og at dette ord på mange sprog slet ikke findes.

Nu er CJ jo ikke just konfliktsky, men de konflikter, han involveres i har så også substans.

Det som Ghita og Simi var indblandet i, var den lettere underholdning. Simi vidste det nok, mens Ghita bare forekom at ville have det på sin måde. Ikke mindst hvad ordvalg gælder. Stor ophidselse pga. ordet minder.
Hvor er proportionerne henne, hvis man ikke kan rumme det?

Daniel Joelsen, Freddie Vindberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvorfor mon man insisterer på at interviewe Ghita om 'idiotiske' ting som livet og døden, når hun helst vil tale om sin karriere?

Kunne det monstro være, fordi det er så dejligt med små skandaler, og genererer så mange skønne klik på mediernes platforme?

Daniel Joelsen, Lise Lotte Rahbek, Søren Kristensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Louise Hansen

Problemet med Ghita er, at hun er det, man normalt ville kalde et "dumt svin".

Men nu har hun bevist gennem årtier, at hun også kan være noget andet, ved at spille noget andet. Så det er vel mest det, hun er. Tænker folk. Hun er vel, hvad hun spiller.

Og når så Ghita viser sig som det, hun er, altså et dumt svin, så tænker folk, at det ikke kan passe. Og så finder man på undskyldninger og forsvarer hende. Det kan da ikke passe, at Ghita Nørby bare er usympatisk.

Ikke fordi man vil forsvare Ghita, men fordi man vil opretholde forestillingen om Ingeborg.

erik pedersen

Mia Mottelson det er simpelthen en genial tegning ;)
Tak for et godt grin

Mvh Hanne Pedersen

erik pedersen

Har man pligt til at udstille sine private følelser fordi man er kendt? Har man ikke lov til at holde sit private privat? Jeg er interesseret i Ghita Nørby’s roller- ikke hvem eller hvor hun er privat

Mvh Hanne Pedersen

Rikke Nielsen, Daniel Joelsen, Torben Lindegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

"You paid for this!" sagde Bezos til medarbejderne i sin rumdragt. Lyder lidt som en bemærkning til publikum fra salig Liberace iført hermelinskåbe og diamanter. Hvem er den største krukke?

Eva Schwanenflügel, Daniel Joelsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Petitjournalistik og betændt (fodbold)nationalisme er ved at erobre Inf's spalter. Hvad skal vi arme læsere med ligegyldigheder som disse. Omtalen af Merkel og Nordstream er direkte pinlig. Ingen analyse, ingen indsigt - kun et forkølet forsøg på at gøre grin med en seriøs politik - Merkel.
Får journalisterne løn for at skrive den slags?

Louise Hansen

@Arne Lund, hvad får du løn for? Hvad bør man egentlig have løn for?