Essay
Læsetid: 8 min.

Heltene i Italo Svevos bøger lider af manglende kærlighedsformåen – vor tids værste sygdom

Romanforfatter Italo Svevo opfandt en ny slags heltetype: Personer, der gennemskuede tilværelsen som skandaløst absurd – men ender med selv at fremstå latterlige
Romanforfatter Italo Svevo opfandt en ny slags heltetype: Personer, der gennemskuede tilværelsen som skandaløst absurd – men ender med selv at fremstå latterlige

Mia Mottelson

Moderne Tider
31. juli 2021

Ret beset er livet en skandale. Især med tanke på, hvordan det slutter for os alle. Men i det mindste kan vi forholde os til dette triste faktum på to mulige måder: Enten kan vi – trods alt – tage livet alvorligt. Eller også kan vi opfatte det som en grum spøg, som vi derfor må tage livtag med.

Den, som tager livet alvorligt, rebellerer for så vidt imod Døden. Han vil overvinde skandalen, være en heroisk oprører og sætte tiden i stå, men bliver derfor også til en tragisk helt, dømt til det nederlag, han i bedste fald kan trodse med en storslået gestus (fare la bella figura, at gøre et godt indtryk). Et håbløst fald. Og meningsløst.

Ja, sådan må det i al fald forekomme for den, der ikke kan tage livet alvorligt, men i stedet træder et skridt tilbage for at demonstrere, at han har gennemskuet det som den skandale, det er. Og der står han nu og betragter det på afstand.

Hos romanforfatteren Italo Svevo (1861-1928) – hvis rigtige navn var Ettore Schmitz – møder vi bestandig personer, som har foretaget dette skridt tilbage. Som af egen fri vilje har stillet sig ved siden af livet.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Morten Hjerl-Hansen

Det er mandeædelt at formidle en version af verden hvor kærligheden ikke findes og gennemføre tankeeksperimentet i et udmærket lidenskabeligt  essay. Jeg blev hensat i en forvirret tilstand hvor centrale spørgsmål fra mit personlige kærlighedsliv trådte frem i et fornyet sprog. Hvilket mod denne Richard Swartz har. Og dernæst, for det hører med til historien om denne min sidste aleneaften, blev jeg fyldt af taknemmelighed over denne verdens under. Kærlighedens gave. En ophøjet følelse af lykke. Iblandet en forundring over menneskelig forskellighed som det kun er A. A. Milne (1882-1956) der formår at skildre løfterigt, enkelt og sandt.

Maj-Britt Kent Hansen

Længe siden, jeg læste noget af Italo Svevo, så meget passende at blive mindet om ham og Trieste. Og i den forbindelse også om James Joyce.

De to lærte hinanden at kende i begyndelsen af 1900-tallet, påvirkede hinanden og blev venner.

Det menes, at figuren Leopold Bloom i Ulysses er bygget over Italo Svevo.

Her et par nyere artikler derom samt anmeldelse af en bog:

https://www.irishtimes.com/culture/books/james-joyce-and-italo-svevo-the...

https://www.irishtimes.com/culture/books/james-joyce-and-italo-svevo-the...

https://italicsmag.com/2021/05/17/joyce-and-svevo-lives-and-writings/
Det er Joyce på fotoillustrationen, men den anden mand ligner ikke Svevo.