I Ikast ligger en friskole, der vil gøre talentfulde børn til »supermennesker«

Ved første øjekast er det ikke til at se det, men gemt væk bag træer, marker og fodboldbaner i udkanten af Ikast ligger en guldmine. Et sted, der frister folk fra Slagelse til Indien til at tage afsked med det liv, de kender, og søge mod byen med godt 15.000 indbyggere.

Mod en friskole med utilslørede ambitioner om, at man dér på rolige Hagelskærvej i Ikast kan fostre så mange og så store talenter, at omverdenen vil se mod det midtjyske med misundelse.

Direktør i FC Midtjylland og hovedpersonen bag Guldminen, Claus Steinlein, byder velkommen på friskolen med et stort smil og en kæk, drenget attitude, der står i kontrast til hans ydre fremtoning med firkantede stålbriller og en nystrøget dueblå skjorte. 

Han hilser med knuckles, og da et par af klubbens ungdomsspillere går forbi ham, bliver de mødt med et »Hvad så drenge? Tak for sidst!«, inden han peger på én af dem: »Dér har vi årets udviklingsspiller,« siger han og begynder at klappe.

Guldminen er rettet mod børn, der er glade for fodbold og håndbold, og skolens erklærede mål er, at man skal opfostre en Ballon d’Or-vinder (guldbolden, der gives til verdens bedste mandlige fodboldspiller), verdens bedste kvindelige håndboldspiller og en dansk statsminister.

Og vi har ikke talt i mange sekunder, før Claus Steinlein slår fast, at de skyhøje ambitioner ikke bare er snak, men noget han oprigtigt mener:

»Hvis du tør melde dine mål klart ud og tror på, at de kan lade sig gøre, så vil den udstråling også tiltrække folk, der på samme måde tør drømme stort og arbejde hårdt for at nå de visioner, man stiller op for sig selv,« forklarer han.

Guldminen er FC Midtjyllands nyeste satsning på talentudviklingsfronten. Og på trods af dens korte levetid på kun to år er skolen blevet et trækplaster for familier med børn, som drømmer om at blive den næste Lionel Messi eller Pernille Harder. Men de store drømme kommer med en pris.

Bogstaveligt talt: Guldminen er nemlig en af Danmarks dyreste friskoler med en månedlig pris på 3600 kroner per barn – til sammenligning koster de dyreste privatskoler i København omkring 2000 kroner. Pengene går til en dagligdag fuld af sport, selvudvikling og aktiv læring, alt sammen pakket ind i en uforfalsket vindermentalitet.

Skolens motto er: »We play for gold«, og væggene er plastret til med motiverende citater og billeder af moderklubbens største triumfer. Børnene har deres egen guldmine-uniform: et sort og guldfarvet træningssæt med deres eget nummer på. Og skolen lægger vægt på grundig dataindsamling, der skal hjælpe trænerne med at måle elevernes progression.

Når Claus Steinlein sætter sig vidtrækkende mål om at skabe morgendagens stjerner, bygger det på en filosofi, som kaldes the law of attraction: En tankegang, som især har vundet frem blandt sportsfolk, efter den blev præsenteret i selvhjælpsforfatteren Rhonda Byrnes bog The Secret fra 2006. For eksempel fremhævede landsholdsspilleren Martin Braithwaite filosofien, da han skulle forklare sit opsigtsvækkende skifte til FC Barcelona.

Da hans onkel præsenterede ham for the law of attraction, gik det op for ham, at alt handler om det rigtige mindset. Han satte sig som mål, at han skulle spille for en af verdens største fodboldklubber, når han var 28 år. Og fire måneder før han blev 29 år, kunne han trække den rødblå Barcelona-trøje over hovedet.

Tanken bag ’tiltrækningens lov’ er simpel: den udstråling og de vibrationer, du sender ud, afgør også, hvilke vibrationer du vil tiltrække. Så hvis man for eksempel drømmer om at lave en skole, der udklækker verdens bedste fodboldspiller, vil det tiltrække andre, der har samme mål – og pludselig kan det blive til virkelighed.

»Alt det, vi ønskede«

Mens børnene Tristan og Anna-Lucia Due Lawaetz slapper af på deres værelse efter en for dem normal skoledag til klokken 16.30, står deres mor, Mathilde Due Lawaetz, ved familiens køkkenø og er i gang med at lave den helt rigtige eftermiddagsmenu til særligt otteårige Anna-Lucia, der skal ud at spille håndboldkamp.

I dag skal hun spille med Guldminens U-11 hold, selv om hun egentlig burde spille med U-9, som Mathilde Due Lawaetz påpeger, mens hun lægger to skiver rugbrød på børnenes tallerkener.

»Anna-Lucia er faktisk mere en fodboldpige. Men hun har både håndbold og fodbold i skolen,« siger Mathilde Due Lawaetz, der fra køkkenøen kan se ud over haven og resten af nybyggerkvarteret i udkanten af Ikast, hvor familien har bosat sig efter deres beslutning om at forlade Slagelse. Kvarteret er stadig ved at blive etableret, og familien Due Lawaetz var en af de første, der flyttede ind i de nye typehuse.

Menuen denne eftermiddag består ud over rugbrød af en rød smoothie, røræg og jordbær – det ideelle måltid inden en omgang håndbold. For sådan er det hos familien Lawaetz: Mathilde og Allan Due Lawaetz sætter en ære i at give deres børn de optimale rammer for sportsudøvelsen.

Familiens historie viser, at Guldminen med dens law of attraction-filosofi ikke er uden en vis tiltrækningskraft. Friskolen har rekrutteret børn og personale fra hele landet, og efter sommerferien er der i alt 12 elever på skolen, som kommer fra tilflytterfamilier – fra Thisted til Hillerød.

Guldminens vibrationer nåede første gang Slagelse og familien Due Lawaetz en dag for to år siden, hvor Mathilde så Claus Steinlein i Go’ Aften Danmark. Her fortalte direktøren om den nye skole, der skulle have fokus på fodbold, grundmotorik og menneskelig udvikling af børnene, fra de startede i 0. klasse. Og så skulle den være et sted, hvor det er okay at drømme stort.

»Pludselig stod Claus Steinlein i mit tv og fortalte om en skole, som tilbød alt det, vi ønskede at give vores søn,« siger Mathilde Due Lawaetz.

Hun sendte straks en besked til sin mand om det, hun lige havde hørt, og han blev hurtigt lige så tændt på ideen. Så da sønnen Tristan blev tilbudt en plads på Guldminen, solgte familien huset i Slagelse. Det på trods af at både Mathilde og Allan Due Lawaetz altid har boet på Vestsjælland, og Allan Due Lawaetz netop var blevet tilbudt »sit drømmejob« hos Volvo i Slagelse.

I Ikast kunne Tristans fodboldtalent blive matchet, han ville få en skoledag med engagerede lærere, gode normeringer og fuld fokus på drømmen om at blive fodboldspiller.

»Når børnene kommer hjem, så har de fri, og så kan vi bruge tiden sammen som familie i stedet for at skulle sende dem af sted til sport og lave lektier med dem,« siger Allan Due Lawaetz, der lige er kommet hjem fra sit job som bilforhandler ved Volkswagen i Herning, hvor han har solgt en model Arteon med en vejledende salgspris på lige under 500.000 kroner.

Han knapper kraven på sin skjorte med et Volkswagen Herning-logo op og åbner køleskabet. Allan Due Lawaetz har et imødekommende smil og taler med så stor gejst om Guldminen, drømmehuset i Ikast og sit arbejde, at det er nemt at forestille sig, han er god til sit salgsjob.

I begyndelsen var det meningen, at deres datter Anna-Lucia på otte år skulle gå på en anden skole i Ikast, fordi hun ikke gik op i hverken håndbold eller fodbold. Men efter familien var flyttet til Ikast, kunne de se, at Anna-Lucias skole simpelthen ikke var på niveau med storebrorens.

»Vi kunne ikke holde ud at se, at Anna-Lucia fik det næstbedste,« siger Mathilde Due Lawaetz, mens hun rydder af bordet.

Så da Anna-Lucias bedste veninde fik hende overtalt til at starte til håndbold, så familien deres snit til at få hende ind på Guldminen. Et valg, som både hun og forældrene er glade for. Allan Due Lawaetz kalder datteren over til køkkenet og spørger hende: »Hvad er det, du plejer at sige, når det er fredag?«

»Hvornår skal jeg i skole igen,« svarer hun prompte.

»Vi havde slet ikke regnet med, at Anna-Lucia ville blive til en boldpige,« siger Mathilde Due Lawaetz med et lille smil, inden hun dirigerer hele familien ind i deres hvide stationcar. En Volkswagen, naturligvis.

Bilen triller ud ad indkørslen med retning mod Østre Skoles multihal, hvor familien skal se Anna-Lucia og Guldminens U-11 hold spille mod Ikast FS.

»Oser af mindreværd«

Det ligger i den herningensiske dna at drømme stort. Sådan lyder i hvert fald fortællingen – og selvfortællingen – om hedefolket. Og sådan har det ifølge mytologien været lige siden den dansk-italienske pioner og handelsmand Enrico Dalgas i 1800-tallet blev en af Danmarks rigeste mænd ved at opdyrke den jyske hede.

Beretningen om Dalgas’ pionerånd er også den historie, som Claus Steinlein ynder at ty til, når han skal forklare, hvad de gør anderledes i Herning-området.

Mentaliteten på heden bygger på en blanding af hårdt arbejde, store armbevægelser og noget så udansk som ubeskeden vindermentalitet. Af samme grund er der også blevet grinet ad folkene i og omkring FC Midtjylland i mange år. Deres hang til motiverende citater, sponsorskjorter og den ligefremme attitude, der kan sælge alt fra biler til drømmen om at blive professionel fodboldspiller, er noget, der deler vandene.

For en del er det ligefrem dårlig smag. Der er heller ikke mange ligheder mellem Café Nohr på torvet i Ikast og de hippe fortovscafeer på Værnedamsvej og Jægersborggade, som spillerne Viktor Fischer og Nicolaj Thomsen fra FC København ynder at frekventere.

Og folk i København har ofte kigget mod Herning og FC Midtjylland og stukket til hedefolket. Som da tidligere FCK-træner Ståle Solbakken udtalte, at alt, hvad de gør og siger i Herning, »oser af mindreværd«.

I populærkulturen er Herning også blevet fremstillet som et slags symbol på alt det, der er galt med konkurrencestaten – senest i Simon Kvamms tv-serie Guru, hvor hovedkarakteren, livsstilscoachen Andreas Mertz, er dybt inspireret af FC Midtjylland.

Men som Mathilde Due Lawaetz forklarer: »Claus Steinlein og Guldminen er som koriander – enten elsker du det, eller også kan du ikke fordrage det. Hjemme hos os elsker vi koriander.«

Det er da også, som om grinene fra hovedstaden de seneste år er blevet en smule mere anstrengte, efter FC Midtjylland siden 2018 har sikret sig to mesterskaber og en plads i Champions Leagues gruppespil.

Sidstnævnte indbragte klubben omkring 220 millioner kroner. Ligesom de i FC Midtjylland også er ret stolte af at kunne fortælle, at Simon Kjær er et produkt af klubbens talentakademi.

Claus Steinlein siger, at folk har grinet ad ham og FC Midtjyllands ambitioner, lige siden man i 1999 slog de to 1. divisionsklubber Ikast og Herning Fremad sammen og sagde, at man ville lave Danmarks bedste fodboldhold. Det samme skete i 2004, da klubben lavede sit fodboldakademi. Nogle fandt det latterligt, og andre kritiserede FC Midtjylland for at drive rovdrift på unge mennesker.

»I dag gør samtlige af de store klubber i Danmark som os. Med Guldminen prøver vi igen at gå forrest og gøre tingene anderledes end andre,« siger Steinlein. For hvis man skal skabe de bedste fodboldspillere, bliver man nødt til at starte i en tidlig alder, understreger han.

Penge i den menneskelige udvikling

Børnene fra 1. og 2. klasse sidder på gulvet og hvisker, da Guldminens sportslige leder, Bjørn Holm, stiller sig op foran eleverne og løfter sin ene hånd i vejret. På få sekunder bliver hvisken afløst af fuldstændig ro.

Mens eleverne sidder eksemplarisk stille i deres ens sorte og guldfarvede sportsuniformer, holder Bjørn Holm morgensamling med udgangspunkt i et citat fra gadekunstneren Banksy. »If you get tired, learn to rest, don’t quit«, står der på tavlen, som han peger imod, mens han beder børnene om hjælp til at oversætte.

Efter at være blevet assisteret af en af mange ivrige elever fortæller Bjørn Holm om vigtigheden af at restituere som sportsudøver.

»Så når Banksy siger det her, kan vi bruge det til at forstå, at det er lige så vigtigt, at vi husker at hvile kroppen mellem kampe og træning, som det er at spille og træne,« forklarer han i et roligt og lavt stemmeleje, inden morgensamlingen slutter, og børnene tonser ud til boldbanerne.

Det gennemgående tema på Guldminen er fodbolden. Når der står læsning på skemaet, læses der fodboldbøger, når der skal slappes af, er der højtlæsning om fodbold. Skolens vægge er plastret til med billeder af FC Midtjyllands superligahold, der i en regn af guldkonfetti og poppende champagneflasker løfter mesterskabspokalen.

I kantinen står der »You say I dream too big, I say you think too small«, og over en omgang boller i karry går snakken om, ja, fodbold. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at Anna-Lucia Lawaetz på under et år er gået fra ikke at gå op i fodbold til nu at drømme om at blive den næste Pernille Harder.

Bjørn Holm insisterer på, at Guldminen er bygget op omkring grundtvigianske værdier, leg frem for præstation og et ideal om at sætte det enkelte menneskes udvikling i centrum. Umiddelbart er det svært at se den store samhørighed mellem de værdier og det faktum, at friskolen er skabt som en talentfabrik af en professionel fodboldklub, der er del af en ultrakapitalistisk branche.

Friskolen skal til syvende og sidst også være en guldmine for FC Midtjylland med det formål at producere det ene talent efter det andet, som de kan sælge videre til større klubber.

Men for både Bjørn Holm og Claus Steinlein spiller talentfabrikken og de bløde, danske værdier fint sammen.

»Vi har ikke fokus på cool cash, men på den menneskelige udvikling, fordi vi ved, det er der, pengene ligger,« har Claus Steinlein tidligere fortalt til TV Midtvest.

Men hvordan er det så, skolen forvalter de grundtvigianske værdier? For Bjørn Holm handler det om at skabe hele mennesker, der er robuste og kan agere som verdensborgere.

»Vi forsøger at kigge på børnene ud fra et holistisk og dannelsesmæssigt perspektiv, og så tager meget af vores undervisning udgangspunkt i FN’s verdensmål,« uddyber han.

En dag på Guldminen strækker sig fra klokken 8.00 om morgenen til 16.30 om eftermiddagen, og børnene har kun et til to klassisk boglige fag om dagen. En mandag på Anna-Luicas skoleskema ser således ud: matematik, frokost, håndbold, atletik og målsætning.

Det sidste er et fag, hvor eleverne i fællesskab med lærerne opsætter en række målsætninger for sig selv enten fagligt, menneskeligt eller sportsligt.

I de senere år har FC Midtjylland slået sig op på deres brug af data i fodbolden. Både i deres taktiske forberedelser, men også i deres scouting af nye spillere. Samme tilgang bruger de allerede i lille målestok på Guldminen, hvor eleverne blandt andet får testet deres hurtighed.

Samtidig måler de elevernes progression, men udviklingen får kun lærerne og de enkelte elever selv at se. På den måde kan eleverne ikke så nemt sammenligne sig med de andre.

En af de største udfordringer for Guldminens elever handler om, hvordan de vil gå fremtiden i møde. Om få år begynder de første årgange at ramme 9. klasse og afslutningen på deres skoletid.

Her skal fællesskabet og de bløde værdier stå den endelige prøve, når eleverne trods alle venskaberne skal konkurrere om at komme igennem nåleøjet og opnå den drøm, Guldminen har fremmet gennem deres barndom: om et liv som professionel fodboldspiller og allerhelst en kontrakt med FC Midtjylland.

Hvad med bronzeklumperne?

Spørgsmålet er, hvad der kommer til at ske med de drenge og piger, som efter mange års hårdt arbejde på Guldminen kun ender med at blive til en bronzeklump.

Ifølge sociolog Anders Petersen, der er forfatter til bogen Præstationssamfundet og lektor ved Aalborg Universitet, kan skolens gennemgående konkurrencetænkning betyde, at de elever, som ikke klarer skærene, står tilbage med følelsen af ikke at være gode nok.

Og det ikke kun som sportsudøver, men også som menneske. Når hele institutionen er gearet til, at den enkelte elev skal kunne lykkes, kan fraværet af succes nemt opfattes som et personligt nederlag hos eleverne, mener han.

»De er ikke blevet til de vindere, som de ellers forventer af sig selv – og som det jo helt åbenlyst forventes af dem fra institutionelt hold og fra deres forældres side,« påpeger Anders Petersen.

Det kan få de unge til at kæmpe med en følelse af utilstrækkelighed, som også kan afføde en mere gennemgående selvkritik hos unge. En selvkritik, der kan koges ned til simple spørgsmål a la »hvorfor er jeg ikke god nok«, og som kun kan besvares med et »du er ikke god nok, fordi du ikke har gjort det godt nok«.

Samtidig mener han, at selvkritikken kan blive forstærket af skolens massive fokus på at skabe en bestemt type vindermennesker.

»Det pres, som kanaliseres ud i de institutionelle rækker og forsøges internaliseret i eleverne, kan udelukke andre forestillinger om, hvad et godt liv også kan være,« mener han.

I Ikast ser man anderledes på sagen. Bjørn Holm anerkender, at man skal sørge for at få sendt alle elever godt af sted, når Guldminens første årgange skal takke af. Men her håber han, at skolens fokus på robusthed og det hele menneske kommer dem til gavn: »Og så tror jeg på, der er mange måder at få et godt fodboldliv på, som ikke nødvendigvis handler om at blive professionel,« siger han.

Claus Steinlein er heller ikke bange for elevernes fremtid – de vil stå med kompetencer, der kan give dem succes mange andre steder end på fodboldbanen, anfører han.

»Eleverne på Guldminen kommer til at forstå, hvad det betyder, når de bruger tid på at dygtiggøre sig. Jeg tror på, de kan tage Midtjyllands livsfilosofi med ud og blive nogle supermennesker i samfundet. Og så er det lige meget, om de bliver statsminister eller postbud, så længe de er glade,« siger Claus Steinlein.

At det ikke er alle, der kan komme ind på skolen, lægger han ikke skjul på. Først og fremmest skal de naturligvis være vilde med sport. I en TV Midtvest-dokumentar om Guldminen ses det også, hvordan forældrene til et ansøgningsmøde bliver spurgt, om deres barn har nogle diagnoser. Spørgsmålet stilles af Kåre Kjærsgaard, som er head of sports development på skolen.

»Vi må også være ærlige over for os selv og sige, vi skal ikke have nogen ind, vi vil have svært ved at give en god oplevelse,« forklarer han forældrene.

Bjørn Holm mener dog ikke, at en diagnose i sig selv udelukker børn fra at komme ind – det tæller blot med i en samlet vurdering, siger den sportslige leder. Der er også oprettet »en lille fond«, forklarer han, som mindre velstillede familier kan søge midler fra, hvis de ikke har råd til at have deres børn gående på skolen.

Den barndom, de ikke fik

»Du skal bare gå til hende. Ikke vær bange. Du kan godt, Anna-Lucia,« råber Mathilde Due Lawaetz opmuntrende til sin datter.

Vi er i kampens døende minutter i multihallen i Ikast, og Guldminen forsøger at fastholde deres spinkle føring mod byrivalerne. Fra sin venstrefløj kæmper familiens yngste medlem med at holde styr på en fløjspiller fra Ikast FS, som er meget større end den to år yngre Anna-Lucia. Fra banen skæver hun ud til sidelinjen og sender sine forældre et par fortvivlede øjne og et lille smil.

Når Tristan og Anna-Lucia spiller kamp, er familien altid med på sidelinjen. Forældrene gør deres bedste for at hjælpe børnene med at nå deres mål, selv om de ved, at chancen for, at netop deres børn bliver professionelle, er minimal.

For hvad skulle de ellers gøre, spørger Mathilde Due Lawaetz retorisk. Hun ved godt, Tristan og Anna-Lucia bliver kede af det, hvis det ikke skulle lykkes, men alligevel er det ikke noget, hun frygter:

»Vi fortæller dem, at de er dejlige og hele mennesker, lige meget hvad de bliver til. Så selv hvis eller når, de finder ud af, de ikke kan leve af deres sport, så håber jeg, vi har banket nok selvværd og kærlighed ind i dem, til at de kan klare det.«

Når Allan og Mathilde Due Lawaetz støtter så ihærdigt op om deres børn, hænger det sammen med, at de på hver deres måde har oplevet, at manglende støtte i barndommen har sat sig i dem.

»Jeg prøvede at starte til sport, men mine forældre var aldrig med ude at se mig spille og virkede mest af alt ligeglade. Sådan skal mine børn ikke have det,« forklarer Mathilde Due Lawaetz.

Men opbakningen kommer ikke uden krav.

»Du kan ikke sige, du vil være professionel fodboldspiller og så drikke cola og spise chips aftenen inden en kamp. Derfor prøver vi også at vise dem, at hvis man har en drøm, så kræver det hårdt arbejde at nå dertil,« siger Mathilde Due Lawaetz, inden hun holder en lille pause og siger noget, som kunne stå på en af Guldminens plakater: »Man kan også sige, at hvis du har en plan B, så går du ikke all in på plan A.«

Allan Due Lawaetz nikker, inden han begynder at fortælle om sin egen barndom. Han var selv en dygtig fodboldspiller som barn, men hans forældre stillede ikke store nok krav til ham, siger han:

»Mine forældre gav mig bare lov til at stoppe, hvis jeg en enkelt dag ikke lige havde lyst til at tage til træning. Jeg ville ønske, at de havde skubbet lidt mere på og hjulpet mig til at forstå, at man bliver nødt til at lægge en indsats i tingene, hvis man vil opnå noget med det.«

I hallen på Østre Skole ender kampen med en etmålssejr til Guldminen. De fremmødte forældre klapper og krammer børnene ude i omklædningsrummet, inden Guldmine-forældrene samles i en spontan rundkreds.

Måske finder man forældrene til den næste Anja Andersen, Cristiano Ronaldo eller Anders Fogh Rasmussen her. Om end det sidste måske er lidt sværere at forestille sig. Det joker de fremmødte forældre også selv med: At der er en enkelt eller to på Guldminen, som vist kun er der for, at Claus Steinlein kan få sin statsminister.