Baggrund
Læsetid: 6 min.

Italien spiller offensiv fodbold, men med gode gamle dyder. Og de kommer til at vinde EM

England slog os ud af EM. Men de vinder ikke finalen, som spilles søndag den 11. juli, på Wembley. Det gør Italien. Sammen med Danmark har italienerne spillet den smukkeste og mest omstillingsparate fodbold ved slutrunden
Italienerne elsker deres forsvarere mindst lige så meget som deres målscorere. Her er det den erfarne Giorgio Chiellini i semifinalen mod Spanien.

Italienerne elsker deres forsvarere mindst lige så meget som deres målscorere. Her er det den erfarne Giorgio Chiellini i semifinalen mod Spanien.

Justin Tallis

Moderne Tider
10. juli 2021

Gli Azzurri slentrede gennem den indledende runde i gruppe A. Med deres blanding af dominans på bolden og hurtige kontraer – possession og turnover, som det hedder på fodboldsprog – indkasserede de ni point, scorede syv mål og lukkede nul kasser ind. I ottendedelsfinalen mod Østrig skulle de i arbejdstøjet for første gang. Federico Chiesa og Matteo Pessina blev de to redningsmænd for de azurblå. Nicolò Barella og Lorenzo Insigne, som var på pletten med tretten minutters mellemrum, gentog kunststykket mod Belgien i kvartfinalen. Mod Spanien i semifinalen sled de sig til en sejr efter straffesparkkonkurrence.

Italien kan noget, som på sin vis er dansk. De kan skifte formation på en flydende og elegant måde.

Træner Roberto Mancinis favoritformation er en 4-3-3. De to af de tre midtbanefolk er i udgangspunktet defensive. Men tag ikke fejl: En moderne italiensk 6’er er ikke bare en hærdebred oprydder. Han er en dyb 10’er. Det er spillere som Jorge Luiz Frello Filho – kaldet Jorginho – og Marco Verratti, der fra en dyb position i banen skal levere sukkerboldene til angrebet. Vi har altså at gøre med en 4-2-3-1.

Tallene snyder, hvis man kigger godt efter. Når især italienernes venstreback (det har oftest været Leonardo Spinazzola) suser op ad flanken, trækker den offensive kantspiller samtidig ind i banen. Det giver plads til dybdeløb fra midtbanen og masser af spillere omkring boksen. Italien har ikke nogen dedikerede, offensive wings. De har derimod dybe 11’ere (altså wingbacks). De har tillige en overflod af falske 10’ere og falske 9’ere. Der er Chiesa, der som en falsk 10’er pendulerer mellem fløj og området bag målfeltet. Der er Insigne, som elsker at skære ind i banen fra venstre side, og der er Domenico Berardi, som lægger sig ind bag Barella og forvandles til falsk 9’er. Og selvfølgelig Ciro Immobile på toppen, en ægte 9’er.

Væk er 4-2-3-1-udtrykket. Nu ligner systemet nemlig langt mere en 3-5-2, som historisk set er argentinsk, og som vi i dag kender fra Serie A-hold som Napoli, Inter, Juventus og Atalanta. Eller måske snarere en 3-2-5, for at understrege den offensive filosofi, Italien kommer med.

Når skift som dem sker flydende og midt i kampene, er de dødelige. Bare spørg Kasper Hjulmand, der lige så proaktivt læser sine opgør og sømløst skifter et system ud med et andet.

Det er ikke nemt at lure, hvad italienerne laver nede på banen. Og dét til trods for, at de stiller med noget af det mest traditionelle, der findes: et midterforsvar lavet af italiensk beton og erfaring i metermål. Det kan godt være, målmand Gianluigi Donnarumma tager nogle mærkelige chancer, men han matches til fulde af veteranerne Leonardo Bonuccis og Giorgio Chiellinis sikkerhed.

Det ser så nemt ud, når de to spiller bolden op eller udfører endnu en clearing. Italienske forsvarere kan blive ved, til de er fyrre (bare spørg Paolo Maldini og Alessandro Nesta), fordi de er de bedste i verden til at positionere sig.

Bonucci og Chiellini ved, at når Spinazzola løber på eventyr på venstre flanke, trækker Giovanni Di Lorenzo en anelse ind mod midten fra højre side. Så er de tre på stribe derinde, Bonucci, Chiellini og Lorenzo, og de bakkes op af to af de italienske 6’er/10’ere, som kan være Jorginho – holdets metronom – og Verratti.

Italienere elsker deres forsvarere mindst lige så meget som deres målscorere. De fokuserer meget på opspillet. Altså hvad der sker med bolden, når defensiven driver den frem.

Typisk kan der ske én af to ting:

  1. Bonucci, som er god med bolden, afleverer til en flyvende Spinazzola på venstrekanten, som så igen løber i overlap med Insigne. Lad os kalde den fløjvarianten. Den kræver lidt længere pasninger og mere dynamiske løb langs og på tværs af banen.
  2. Den anden variant er midtbanevarianten. Nu er det Chiellini, der er på spil. Hurtig aflevering til Jorginho, som driver bolden frem. Videre til Barella, ud på fløjen, ind mod midten. Pam-pam-pam. Det er kortere pasninger, mere trekantsagtigt og involverer lige præcis de føromtalte falske 9’ere og 10’ere.

Fælles for de to varianter er, at de udnytter overgangen fra fire i forsvaret til tre. Altså fra 4-2-3-1 til 3-5-2.

Det er catenaccio, hvor der er stort fokus på forsvar, men på en ny og dynamisk måde. Det er offensiv fodbold, men med de gode, gamle dyder. Mancinis vigtigste opgaver som træner var at overtale Chiellini til at fortsætte på landsholdet og gøre Jorginho til holdets puls. De to er rygraden på holdet.

Italien har endnu et es i ærmet. Mancini har hugget det fra England og gjort det italiensk. Vi taler om 4-2-2-2-systemet, som englænderne kalder ’magic boxes’. Fra sit udgangspunkt som falsk 9’er – eller blot offensiv midtbane – skubbes Barella op på linje med centerforwarden (ofte Immobile), så de to nu er helt forrest. Lige bagved dem er der endnu en ’kasse’ med to spillere i, som kan være Insigne og Berardi. Kassesystemet fuldendes af Manuel Locatelli (eller Verratti) og Jorginho endnu længere nede på banen.

Det er tre af de våben, Mancini har til rådighed. Bonucci, der stikker Spinazzola i dybden – klassisk 3-2-5. Chiellini, som igangsætter trekanter med Jorginho som spilstation, og så har vi 4-2-3-1. Verratti, som holder på bolden og finder de mellemrum, der får ’kasserne’ til at åbne sig én for én. Det er klassisk 4-2-2-2.

Klassisk, ja. Men også ret frækt.

Hvor kommer det fra? Hvor starter sådan noget? Fra dybet af banen. Fra forsvaret og den defensive midtbane. Bonucci, Chiellini, Jorginho, Verratti.

Englands modtræk må være at komme ind bag Italiens fullbacks. Eller rettere: deres mangel på samme. Di Lorenzo kan sagtens komme på afveje, fanget mellem 6’er-position og tredje mand i bagkæden ved siden af Bonucci og Chiellini.

Endnu en svaghed så vi, da Italien spillede mod Spanien i semifinalen. De var foran 1-0. Mancini skiftede ud. Nu skulle den forsvares hjem. Trækket var lige ved at give bagslag. Da først Álvaro Morata fik udlignet for spanierne, var det dem, der havde offensivt momentum. Italienerne kunne slet ikke finde ud af at skifte gear fra forsvar og tilbage til angreb. Slutfløjtet i den ordinære spilletid reddede dem.

Gareth Southgate, Englands træner, har indtil nu nydt godt af de frie roller, han har givet Raheem Sterling og Harry Kane. Især Kane er for alvor trådt i karakter som en fantastisk assistmager og ikke bare målscorer. Belært af kampen mod Danmark vil Mancini næppe lade Kane løbe frit omkring, men sætte én af de tre bageste eller måske en 6’er (kunne være Locatelli eller Verratti) mere eller mindre fast på ham.

Ved EM er det Hjulmand og Mancini, der er løbet med overskrifterne. De har dyrket omstillingsparatheden og de flydende systemer. Men Southgate kan også være med. I ottendedelsfinalen mod Tyskland gik han i perioder over til et tremandsforsvar for at modstå tyskernes bombardement, og i Danmark-kampen tog han publikumsyndlingen Jack Grealish ud, lige efter han havde skiftet ham ind. Kan godt være, englænderne spiller grimmere end Italien. Men de er effektive.

Italien skal holde fast i deres kongedefensiv og de omskiftelige formationer. De skal dyrke sukkerboldene fra de dybe 10’ere, Bonuccis sideskift og Jorginhos rolle som regista.

Der må bare ikke gå alt for meget catenaccio i den. Så kommer briterne nemlig stormende med Sterling og Kane i spidsen. God kamp. Forza Italia!

Italien – England. Finale. Vises søndag den 11. juli klokken 21 på DR1.

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

  • Danmark burde have knælet side om side med England

    15. juli 2021
    I EM-kampen mod England klappede danske spillere i stedet for at knæle for at markere deres støtte til kampen mod racisme. Men hvad er et fællesskab, der ikke kan adressere sine mest basale problemer?
  • England er ikke længere en vittighed

    12. juli 2021
    EM-guldet gik fortjent til et pragtfuldt italiensk mandskab, men England demonstrerede under slutrunden, at de skal tages alvorligt på den internationale scene
  • For at forstå landsholdet må man læse et manifest, Kasper Hjulmand skrev i 2005

    9. juli 2021
    Nøglen til at forstå det landshold, der har begejstret os denne sommer, findes i et lille manifest, Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaard skrev i 2005. Et anklageskrift mod moderne fodbold, der blev kritiseret som »pladderhumanistisk lejrbålsfodbold«, men har præget dansk fodbold lige siden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Jeg håber Italien vinder.

Først og fremmest fordi holdet er bedst, men også så de engelske hooligans kan få en lærestreg for deres utroligt ulækre opførsel overfor de danske fans på Wembley stadion, og derefter, hvor flere blev forfulgt, råbt ad, spyttet på og slået, uden det engelske politi greb ind.

Hvad er det for en opførsel?

Per Hansen, Lillian Larsen, Eric Philipp, Birte Pedersen, Arne Albatros Olsen, Nette Skov, Torben K L Jensen, Lotte Tvede, Rolf Andersen, Ervin Lazar og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel
jens christian jacobsen

Ja, kom så Italien! Af alle de grunde der er nævnt...

Birte Pedersen, Nette Skov, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Det engelske landshold skal vel ikke udskammes pga nogle tåber
( personligt holder jeg også med Italien pga det smukke fremadrettede hurtige og boldsikre spil de har vist )

Søren Peter Langkjær Bojsen

Hjalte Birkemose

England er ikke lige min ølsmag, men de spillede det bedste fodbold i semifinalen jeg har set under em, og i sekvenser på grænsen til opvisning. Wembley er verdens største værtshus i aften, så hvis italienerne vil have rødvin blandet op med vand på det hellige middagsbord, så skal Kayne ikke have så meget plads som han fik mod Danmark,.

Rolf Andersen

@Peter Staal: Du skriver

"Det engelske landshold skal vel ikke udskammes pga nogle tåber ... "

Tjaa, det kan du jo godt mene, men UEFA har ikke destro mindre idømt det engelske landshold en bøde på 30.000 € for deres fans dårlige opførsel under kampen mod Danmark.

https://www.tipsbladet.dk/nyhed/em/efter-danmark-kamp-uefa-straffer-england

Birte Pedersen, Holger Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
kirsten sonne

England vinder 2-0. Uden det store drama.
Klart det bedste hold.

Søren Kristensen

Kampen bliver afgjort på straffespark fordi målene er for for små.

Sådan skal den skæres.

jens christian jacobsen

Kedelig og taktisk finale, hvor vi var mange i flyet på vej hjem der troede, at Englands fysik endnu engang ville afgøre kampen. Og jeg frygter for de italienske fans liv og helbred i London!
Pudsigt at England er kommet så langt ved en kombination af tysk muskel-bold fra 80erne og italiensk beton- forsvar fra 70erne.