Feature
Læsetid: 19 min.

Kan man stadig sige ’Det sagde hun også i går’?

Vi har en særlig tradition for lummer humor i Danmark med sexjokes på arbejdspladsen, kontroversielle reklamefilm og revynumre under bæltestedet. Men er det stadig muligt at være lummer efter #MeToo? Eller er vores humor i gang med at ændre sig? Kristian Villesen undersøger sagen – og får meget forskellige svar i Kerteminde og København
Revydirektør Mads Nørby og skuespillerne Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang mener, at humor må sparke både opad og nedad. De er oplever dog også, at samfundet og humoren er under forandring.

Revydirektør Mads Nørby og skuespillerne Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang mener, at humor må sparke både opad og nedad. De er oplever dog også, at samfundet og humoren er under forandring.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
24. juli 2021

Christine Astrid står på scenen i Tornøes Hotel i Kerteminde iført en såkaldt tykdragt. Hun spiller rollen som Dorte, der har taget gevaldigt på under nedlukningen, og hun sørger for at vende siden til publikum, så man kan se dragtens enorme bagdel.

»Hvis jeg var et hus, ville der være en del k3’ere,« siger hun. Dortes bryster er blevet som et Lars Lilholt-nummer, »lange og kedelige«, siger hun.

»Og der er svamp i kælderen,« tilføjer hendes kæreste, Didrik, som bliver spillet af Kim Hammelsvang.

Publikum i den lille sal skraldgriner. De har netop spist sig mætte i stegt flæsk, og nummeret med Dorte og Didrik sætter for alvor gang i årets Kerteminderevy.

Revydirektør Mads Nørby skåler med gæsterne henover stegt flæsk med persillesovs, inden aftenens revy går i gang.

Revydirektør Mads Nørby skåler med gæsterne henover stegt flæsk med persillesovs, inden aftenens revy går i gang.

Anders Rye Skjoldjensen

Den hænger nedad

For ti år siden skrev jeg sammen med en kollega en serie om den særlige lumre danske humor. Det er den humor, som ofte antyder eller muliggør noget seksuelt i en kontekst, som ellers ikke er seksuel: Når Lille Palle synger »Jeg er så ked af, den hænger ned af«, handler det officielt om en hængepil i Lille Palles have, men publikum ved bedre, og deri opstår komikken. Man bliver en del af et fællesskab, som ’er med på den’, og det har de fleste danskere været i årtier. Vi har grinet af Jens Rohdes løsgående missil, af Ørkenens Sønner, som inviterer til »fælles rejsning«, og med håndboldkvindelandsholdet, som fik kollektivt grineflip, fordi en af spillerne under et tv-interview brugte vendingen »at støde godt op«. Vi har grinet af seksualiserede håndværkerslogans, reklamefilm og »det sagde hun også i går«-jokes på arbejdspladsen. Den lumre humor er et særligt dansk kendetegn, sagde flere eksperter i den gamle artikel.

Og ja, jeg må hellere tone rent flag og indrømme, at jeg også selv kan finde på at grine af og lave den type vittigheder – for efterhånden en del år siden skrev jeg en klumme, hvor jeg overvejede, om jeg var ved at være for gammel til det, men min begejstring for lummer humor er aldrig for alvor hørt op. Faktisk prøvede jeg også selv kræfter med revyhumoren for et par år siden, hvor jeg fik en sang optaget i Kerteminderevyen.

Der er imidlertid sket en del i de seneste år, som måske betyder, at fortællingen om den danske humor skal skrives om. Den første og navnlig den anden #MeToo-bølge har påvirket den måde, vi omgås hinanden på. Grænserne for, hvad især kvinder finder sig i, og hvornår det er OK at sige fra, har flyttet sig – og derfor er der selvfølgelig også sket noget med vores humor. Det mærker man ganske vist ikke meget til denne aften i Kerteminde – men hvem ved, om den østfynske revy er lummerhedens sidste bastion? Dens motto er »Et skridt for langt«, og i årets åbningsnummer italesætter de fire skuespillere selv den tendens, de er oppe imod:

»Nu er der ting, man ikke må gøre, ikke må sige
men vi fortsætter legen trods de korrektes tyranni,« synger de fra scenen.

Den forsvundne konsensus

At der vitterligt er ved at ske noget med vores humor, bekræfter to af landets førende eksperter på feltet, lektor i kulturvidenskab på Københavns Universitet, Michael Eigtved, og lektor i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, Stefan Kjerkegaard.

»Den slags vitser, som forudsætter, at man accepterer et fordomsfuldt billede af, hvad kvinder er for en størrelse – og mænd for den sags skyld – det er slut med dem,« siger Michael Eigtved. Humoren afspejler virkeligheden, så når virkeligheden ændrer sig, ændrer humoren sig også: »Når den lumre onkel ikke er der mere, er der heller ikke brug for nogen, der laver sjov med den lumre onkel,« siger han og nævner Tommy Kenters berømte figur Rudy S. Kleützner – som netop er den gamle, lidt berusede, lumre onkel i ternet jakke.

»Dem, som laver lumre jokes og siger ’det sagde hun også i går’, synes vi er pinlige i dag. Derfor er den type komik heller ikke sjov længere.«

Publikum til Kerteminderevyen.

Publikum til Kerteminderevyen.

Anders Rye Skjoldjensen
Stefan Kjerkegaard siger, at humoren også er blevet påvirket af et større fokus på magtforhold i vores samfund: »Det har #MeToo gjort os opmærksomme på. Humor er altid legitim, når der sparkes opad, problemerne opstår imidlertid, når man sparker nedad. Men det er blevet vanskeligere at være sikker på, hvad der er op og ned,« siger han med henvisning til den debat, der har været om blandt andet seksuelle minoriteter og farvede, som har følt sig dårligt behandlet og siger fra.

Ifølge Michael Eigtved er der i mindre grad end før en klar social konsensus, man kan tale ud fra som komiker: »Hvis du har det rigtige publikum, kan du måske godt slippe af sted med at lave en lummer joke, men hvis du har et andet publikum, går det galt.«

Humor bunder netop i en konsensus om virkeligheden, mener han: »Og det er ikke sådan et land, vi bor i længere. Det, den ene synes er sjovt, synes den anden ikke er sjovt. Det er under nedbrydning,« siger han.

OK at sparke nedad

Et par timer inden Kerteminderevyen går i gang, møder jeg Kim Hammelsvang og hans kollega Farshad Kholghi samt revydirektør Mads Nørby i tv-stuen på Tornøes Hotel. Det er påfaldende, hvor uenige de tre praktikere er i eksperternes udlægning af, hvordan humoren har udviklet sig:

»Jeg elsker at sige ’Det sagde hun også i går’,« siger Farshad Kholghi, som det allerførste, da interviewet begynder.

Ideen om, at humoren helst skal sparke opad, køber han heller ikke:

»Vi kan sparke opad, men også nedad,« siger Farshad Kholghi.

– Så det er OK at sparke nedad?

»Ja, er du sindssyg, mand,« griner han.

»Jeg er faktisk enig,« siger Kim Hammelsvang. »Det er lidt en kliché det med, at man kun skal sparke opad. Man kan sparke nedad, man skal bare gøre det ordentligt.«

Skuespillerne er dog opmærksomme på, at samfundet og humoren er under forandring i disse år – og det har også haft betydning for årets revy, fortæller Kim Hammelsvang:

»Når vi sidder til prøverne, har vi haft nogle diskussioner mellem skuespillere og instruktør, som vi ikke havde for bare fem år siden. Der handler meget om, hvordan vi får vores budskab igennem på den bedste måde – uden at pege fingre.«

Nummeret med Dorte og Didrik er netop lavet med »masser af kærlighed i karaktererne«, så det ikke bare bliver en hån og en upassende seksualisering af en tyk kvinde, fortæller han. At man skal tage den slags hensyn er der både en positiv og en negativ side ved, mener Kim Hammelsvang: »Man binder os lidt på mund og hånd, sådan populært sagt. På den anden side bliver vi også tvunget til at finde vores fokus. Hvad er det, vi vil sige med en tekst? Vi bliver tvunget til at være mere præcise. Kan vi skærpe det? Kan vi gøre det mere subtilt?«

Farshad Kholghi mener derimod, at det overvejende er en negativ tendens:

»Det er muligt, at det bliver mere subtilt, men jeg synes stadig, det er uhyggeligt. Hvis teksten skal være mere subtil, så skal det jo helst være ud fra kunstneriske overvejelser, ikke fordi man er bange,« siger Farshad Kholghi. Han hører til dem, der er bekymret for den politiske korrekthed:

»Det er jo efterhånden en politisk bevægelse, som får lov at vokse, fordi vi er bange for at sige fra – og jeg tror først, at den topper for alvor om to-tre år. Den er desværre anført af mainstream-medier og de intellektuelle fra RUC og Københavns Universitet. Men os dødelige i pøblen, vi griner stadig af de lumre vittigheder,« nærmest råber han.

Spørgsmålet er, om publikum og befolkningen stadig ler med. »Jeg tror stadig, at man gerne vil grine af de lumre vittigheder,« siger revydirektøren Mads Nørby: »Jeg tror faktisk, det forventes, at der er noget lummert med i en revy.«

Farshad Kholghi tror, at det afhænger af, hvor i landet og i hvilket segment man befinder sig:

»Vi tør godt. Vi er ligeglade. Og vores publikum elsker det og griner stadig, men hvis vi tog ud og underholdt med den samme revy på Københavns Universitet, så tror jeg, reaktionen vil være: ’Uh, nej, hvordan kan de gøre det?’. Men ude i befolkningen er man OK med det, og derfor tænker jeg også: yes, det lumre skal nok overleve.«

Man skal ikke putte folk i kusser

Nogle af dem, som forventer – og måske ligefrem håber på – en vis lummerhed i årets Kerteminderevy er Mona og Torben Andersen: et ældre ægtepar, som sidder og deler en flaske rosé i festsalen, kort før revyen starter. De er faste revygæster – i år har de allerede været forbi Odense Sommerrevy, og senere på sommeren skal de i Cirkusrevyen. Desuden tager de altid til forestillinger med Ørkenens Sønner.

Ægteparret Mona og Torben Andersen er faste revygæster. De er ikke forargede, men generelt overraskede over mængden af lumre jokes i årets Kerteminderevy.

Ægteparret Mona og Torben Andersen er faste revygæster. De er ikke forargede, men generelt overraskede over mængden af lumre jokes i årets Kerteminderevy.

Anders Rye Skjoldjensen
»Det hører sig til,« siger Torben Andersen med henvisning til det lumre: »Men det skal helst være på en pæn måde, det skal ikke være groft,« siger Mona Andersen. »Nej, det må ikke blive for vulgært,« siger Torben. Han forventer også, at der kommer nogle jokes om #MeToo i årets revy. Og det vil være kærkomment:

»Jeg synes nok, at alt det #MeeToo har taget lidt overhånd,« siger han. Kort efter kommer tjeneren med stegt flæsk og persillesovs til hele bordet, og så er aftenen officielt i gang.

Torben og Mona Andersen får smæk for skillingen. Der er både lummerhed og #MeToo på programmet i årets revy. Der er en thailandsk kvinde, spillet af Farshad Kholghi, som udtaler mange danske ord forkert og blandt andet siger »ludere og mellemludere« i stedet for »ledere og mellemledere«. Men man skal ikke »putte folk i kusser«, som hun siger.

Der er også et nummer, hvor Farshad Kholghi er iført en påspændingsdildolignende vaccinekanyle og danser rundt mellem de to kvindelige skuespillere, som repræsenterer henholdsvis EU og Storbritannien i vaccinekapløbet. Og i den mere alvorlige ende er der blandt andet en sketch om, hvor grænsen går for, hvad man kan tegne. I det nummer er der pludselig en tegning af Sofie Linde med en tissemand i munden – her er vi nok ude over det lumre og ovre i den mere direkte afdeling.

I Kerteminderevyens måske mest kontroversielle sketch skitseres Sofie Linde i en blowjob-scene.

I Kerteminderevyens måske mest kontroversielle sketch skitseres Sofie Linde i en blowjob-scene.

Anders Rye Skjoldjensen

Nummeret med tegningerne er ikke en nedgørelse af Sofie Linde, men en påpegning af det absurde i, at man kan tegne den tegning, mens der er andre ting, som man ikke kan tegne. Trods denne metapointe vil jeg umiddelbart vurdere, er det nummer er på kanten af, hvad mange vil finde passende i dag. Sofie Linde sagde jo netop fra, da en tv-kanon krævede et blowjob af hende, og startede anden bølge af #MeToo, da hun fortalte sin historie. I pausen spørger jeg Torben og Mona Andersen, hvad de tænker om joken:

»Jeg er ikke forarget over det, men jeg blev da lidt overrasket,« siger Torben Andersen. De to rutinerede revygængere er generelt overraskede over mængden af lumre jokes, fortæller de også. Der er mere, end de havde forventet.

Det professionelle rum

Når jeg overhovedet kom i tanke om min gamle artikel om den lumre humor, skyldtes det, at jeg læste et interview med Radio 4’s administrerende direktør og chefredaktør, Anne-Marie Dohm, i netmediet POV International. Her siger Dohm, at lumre vittigheder ikke er tilladte på Radio 4 – det er simpelthen en del af virksomhedens officielle politik, som blev udarbejdet i samarbejde med medarbejderne i begyndelsen af 2021, mens #MeToo-debatten var på sit højeste.

»Lumre vittigheder gider man ikke høre på, når man arbejder i et professionelt rum, det står nu decideret i politikken,« siger Anne-Marie Dohm i interviewet.

Det kan virke som en bemærkelsesværdig regel, for hvordan definerer man præcis en lummer vittighed? Og hvad betyder sådan en regel for omgangstonen på en arbejdsplads? Tør man overhovedet forsøge at være sjov i det, som Anne-Marie Dohm kalder ’det professionelle rum’? Jeg har efterspurgt et interview med Anne-Marie Dohm, men hun er på ferie og kan derfor ikke medvirke – og der er angiveligt ikke andre i virksomheden, der kan svare på spørgsmål i hendes fravær. Men måske er Radio 4’s politik tegn på et større skifte: Ifølge Michael Eigtved fra Københavns Universitet er vi også i hverdagshumoren på arbejdspladserne i gang med at ændre adfærd.

»Der er mindre af den type lummerhed, som på en eller anden måde altid har været en lidt nedladende humorform. Den, hvor man typisk ser noget seksuelt i enhver situation, og så siger man ’tøhø’ om det. Der er kommet en øget bevidsthed om, hvordan sådan en situation kan blive seksualiseret, og at det har en omkostning for dem, for hvem det er uønsket. Det er ikke sjovt længere,« siger Michael Eigtved.

Stefan Kjerkegaard fra Aarhus Universitet er enig i, at der er en tendens til, at man er mere påpasselig på arbejdspladsen, men understreger, at det også afhænger af, hvor i landet og med hvad man arbejder:

»Jeg tror, at det er en generel udvikling, men der er også nogle forskellige dynamikker i spil i forskellige segmenter. Mange mener, at det her er en universitetsting – og det er det jo på sin vis også. Men ungdomsoprøret startede også på universitetet og spredte sig siden til samfundet. Vi lærer noget af det og finder en balance. Så hvis du spørger, om skurvognshumor stadig er en ting, så er svaret: Ja, det tror jeg, det er. Men det her er noget, som langsomt ændrer sig. Der kommer en øget bevidsthed. De unge kommer til at snakke om det i folkeskolen – de vil være opfostret med det,« siger Stefan Kjerkegaard.

Han tilføjer, at der også stadig er lommer i storbyen, som er undtaget udviklingen: »I min søns fodboldklub kalder man desværre stadig hinanden for bøsserøve. Så det trives stadig. Der er nogle kulturer, som er meget konservative. Jeg håber, at det ændrer sig,« siger han.

27,8 centimeter

Et af de bedste eksempler på den danske lumre humor og kultur er den berømte Jolly Cola-reklame, som foregår på et hedt kontor, hvor ventilatorerne kører for fulde drøn. En mandlig medarbejder sender en mail til en ung, kvindelig kollega, hvori der står: »Jeg har noget under bordet, du ikke kan modstå. Den er 27,8 centimeter lang. Du ved ikke, hvad du går glip af.« Joken er, at det viser sig at være en Jolly Cola, han gemmer under bordet. Reklamefilmen er fra 1993, og da TV 2 i 2007 kårede alle tiders bedste reklamefilm, valgte danskerne netop Jolly Cola-reklamen. Kvinden, som spilles af undertøjsmodellen Tina Kjær, er med på spøgen og svarer, at hun har »to modne frugter«, men den første mail fra manden kan sådan set karakteriseres som sexchikane.

I dag er den form for lummerhed i markedsføring dybt forældet, fortæller reklamekvinde og brandingekspert Hanne Feldthus. »Jolly Cola-reklamen var jo enormt sjov, da den kom. Nøj, hvor folk morede sig,« siger hun. »Når man ser den i dag, er det som at se en gammel Dirch Passer-film. Jeg ser den som et udtryk for den tid. Den er virkelig outdated, nærmest et historisk objekt.« Hanne Feldthus nævner også nogle meget eksplicit seksualiserede reklamer for ’Cult Shaker’ fra nullerne som et eksempel på en reklamekampagne, som aldrig ville blive lavet i dag. På en af kampagnens plakater ser man en mand sidde i en sofa med hånden om nakken på en kvinde, som tilsyneladende er ved at give ham et blowjob. »Party now – apologize later,« står der på plakaten og det er tilsyneladende den seksuelle handling, man skal undskylde bagefter.

Når virkeligheden ændrer sig, følger reklamefilmene typisk med, siger Hanne Feldthus.

Første #MeToo-bølge gik til dels forbi Danmark, mener hun, men »så kom det i fuld skala med Sofie Linde – og så er der ingen vej tilbage,« siger Hanne Feldthus: »På reklamesiden skal man i hvert fald ikke risikere noget efter den tur. Og det er fuldt berettiget, for man får ikke noget ud af at bruge den lummerhed i dag.«

Hanne Feldthus mener, at det var svært at være den, der gik imod strømmen og sagde, at man ikke syntes, at eksempelvis Jolly Cola-reklamen var sjovt i 1993. Men i dag er det blevet mere legitimt at sige fra, hvis der er noget, man finder upassende.

»Det gamle ordsprog lyder: ’Hvis ikke du kan lide lugten i bageriet, så kan du pisse af.’ Men nu er der flere, der gerne vil bestemme, hvad der skal bages i det bageri,« siger hun.

Mandlige liderbukse

Jolly Cola-reklamen spiller på den klassiske, lumre forveksling. Og nu ryger vi tilbage til Dirch Passer, for grundsketchen, hvad den form for forveksling angår, hedder Babs og Nutte og blev opført første gang i 1958 på ABC-teatret. En storbarmet og nedringet kvinde, spillet af Judy Gringer, skal forsikre sine to hunde, Babs og Nutte. Men forsikringsselskabets kontorchef, spillet af Dirch Passer, tror, at det er brysterne, der skal forsikres. Først da han har foræret hende forsikringen gratis, mod at han kan få lov at kæle lidt med Babs og Nutte, går det op for kontorchefen, at der er tale om to hunde. Babs og Nutte er et af de mest berømte revynumre nogensinde, men grebet med den platte, lumre forveksling holder ikke i dag, mener Michael Eigtved. Den type komik baserer sig efter hans mening også på nogle problematiske stereotyper:

»Det bygger på et heteronormativt samfund, hvor det seksuelle er tabuiseret. Og så spiller det på nogle stereotyper, for eksempel at alle mænd er nogle liderbukse, som kun kigger i kavalergangen. Det vækker ikke genklang i virkeligheden,« siger Michael Eigtved, som forventer at den type humor vil uddø med tiden: »Der er nogle grundmodsætninger i forhold til det seksuelle, som nok stadig kan appellere til noget humoristisk. Men i takt med at det bliver sværere at vide, hvem publikum er, så tror jeg, det bliver et af de emner, hvor man tænker: ’Den gider vi ikke prøve ramme – vi går efter noget, hvor vi er sikre på, at publikum synes, det er sjovt’.«

I tv-stuen på Tornøes Hotel i Kerteminde taler revydirektør Mads Nørby også – helt uopfordret – om Babs og Nutte. Og han ser igen ganske anderledes på sagen:

»I forhold til det lumre, så er der ikke én eneste revydirektør i Danmark, som ikke hvert eneste år leder efter en, som kan skrive et nyt Babs og Nutte-nummer. Det vil vi alle sammen gerne have. Det er bare sjovt!«

– Michael Eigtved siger, at man ikke kan lave den type humor i dag?

»Det synes jeg ikke er rigtigt,« siger Mads Nørby.

Skuespilleren Farshad Kholghi tror, at de lumre jokes vil overleve, men at modtagelsen afhænger af, hvor man serverer dem. ’Vi tør godt. Vi er ligeglade. Og vores publikum elsker det og griner stadig, men hvis vi tog ud og underholdt med den samme revy på Københavns Universitet, så tror jeg, reaktionen vil være: Uh, nej, hvordan kan de gøre det?,’ siger Farshad Kholghi.

Skuespilleren Farshad Kholghi tror, at de lumre jokes vil overleve, men at modtagelsen afhænger af, hvor man serverer dem. ’Vi tør godt. Vi er ligeglade. Og vores publikum elsker det og griner stadig, men hvis vi tog ud og underholdt med den samme revy på Københavns Universitet, så tror jeg, reaktionen vil være: Uh, nej, hvordan kan de gøre det?,’ siger Farshad Kholghi.

Anders Rye Skjoldjensen

»Publikum, de elsker det,« bryder Farshad Kholghi ind. »Men det overrasker mig ikke, at en humorforsker siger det.« Mads Nørby tager ordet igen:

»Jeg kan bare sige, at hvis der kommer en ny Babs og Nutte, så vil vi gerne have den i Kerteminderevyen!«

Det var aldrig gået i dag

Inde i festsalen på Tornøes Hotel sidder jeg tilfældigvis ved samme bord som skuespilleren Sofie Stougaard. Hun spillede rollen som journalisten Kim Dorowsky i komedieserien Langt fra Las Vegas, som foregår på den fiktive tv-station Jump Start og blev vist på TV 2 Zulu i starten af nullerne. Da jeg researchede til denne artikel, var det faktisk en af de serier, jeg overvejede at bruge som et eksempel på en humor, som næppe var gået i dag. En af episoderne er bygget op om, at Casper Christensen, spillet af Casper Christensen selv, forsøger at score en erhvervspraktikant den dag, hun fylder 15 år – hvor det derfor teknisk set er lovligt for ham at dyrke sex med hende.

Nyhedsværten Niels Buckingham, spillet af Klaus Bondam, er generelt dybt perverteret og racistisk, og kameramanden Robert Dølhus, spillet af Lars Hjortshøj, går rundt og siger upassende ting som: »Vis mig dine patter, kælling,« til de kvindelige ansatte på tv-stationen.

»Det var aldrig gået i dag,« griner Sofie Stougaard, da jeg spørger hende til serien. »Jeg tror simpelthen, at vi var blevet censureret,« siger hun og tilføjer et tydeligt »desværre.«

Det hænger sammen med hendes syn på, hvad humoren kan og skal:

»Vi skal ud til yderpunkterne, hvis ikke vi rammer yderpunkterne, så bliver det heller ikke morsomt,« siger hun. Sofie Stougaard synes også, at der ofte mangler en forståelse af, hvad en fiktiv figur er for en størrelse:

»Man spiller en karakter. Man siger noget, som er grotesk, men det er jo ikke noget, man selv mener. Det er netop for at vise, hvor grotesk det er, og for at lave sjov med nogle typer, som måske findes i virkeligheden. Hvis ikke man kan udstille dem, som kommer med nedladende kommentarer til kvinder eller er racister – så er det et problem, synes jeg,« siger Sofie Stougaard.

Stefan Kjerkegaard fra Aarhus Universitet kommer med en lignende betragtning:

»En vittighed er ikke nødvendigvis en tilkendegivelse af ens egen holdning til verden. Det kan være en test af modtageren – hvor står du henne? Det kan være en måde at tage temperaturen på det rum, man er i,« siger Stefan Kjerkegaard, som også er lidt bekymret på både humorens og kunstens vegne.

»Det bliver vanskeligere at finde de autonome rum, som humoren kan være i,« siger han og henviser til forfatteren Villy Sørensens tanker om kunsten som den institution, der skal gøre os opmærksomme på de ubehagelige sider af os selv og vores samfund: »Hvis samfundet skal være sundt, er der brug for nogle vilde alternativer til velfærdsstaten. Derfor skal kunsten være et frirum. Og det bliver der rokket ved for tiden. For findes der overhovedet sådan et frit rum?«

Et at revynumrene er Farshad Kholghi  iført en påspændingsdildolignende vaccinekanyle og danser rundt mellem de to kvindelige skuespillere, som repræsenterer henholdsvis EU og Storbritannien i vaccinekapløbet.

Et at revynumrene er Farshad Kholghi  iført en påspændingsdildolignende vaccinekanyle og danser rundt mellem de to kvindelige skuespillere, som repræsenterer henholdsvis EU og Storbritannien i vaccinekapløbet.

Anders Rye Skjoldjensen

Nu er vi kommet højt op og flyve, så lad os dykke tilbage til festsalen på Tornøes Hotel i Kerteminde. Vi er tæt på slutningen af årets revy, og hvis der stadig skulle være den mindste tvivl om, hvorvidt den lumre humor lever, slutter holdet bag revyen af med et nummer om genåbningen af kulturlivet, der bruger et ældgammelt trick fra den lumre tradition, hvor man lægger op til noget frækt i sit rim, men så kommer der enten et ’bip’ eller et helt andet ord.

»Hun vil så gerne la’ sig nusse
hun har en yndig lille strudsefjer i hatten der,« som det hedder i »Smedens Vise«, som ofte er blevet sunget på Bakkens Hvile. I Kerteminde er det Lonnie Kjer, som synger en opdateret version af sangen »Hallo Hallo«, som hun selv vandt Det Danske Melodi Grand Prix med i 1990:

»Kan man åbne, spille teater og musik
giv os et svar og giv Joy Mogensen lidt … (bip)« lyder det til allersidst i sagen.

Publikum klapper og hujer, stemningen er god. Da klapsalverne har lagt sig, fortæller Torben og Mona Andersen, at de synes, at der var »meget under bæltestedet« i årets revy, som Mona Andersen formulerer det. De understreger flere gange, at de ikke selv er forargede over det. »Men nogen kunne nok blive stødt af det,« siger Torben Andersen. »Det kan jeg også godt forestille mig,« siger Mona Andersen på vej ud af salen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Hansen

Jeg sagde det i går.

Ole Frank, Flemming Kjeldstrup og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Humoren er ikke ved at ændre sig, den er ved at blive slået ihjel!

I dag, i hvertfald i det offentlige rum, der kan man stort set ikke fyrre en vits af uden at nogle tager anstød af den, og det dræber denne interaktion og komen hinanden ved, i mellem mennesker.

Vi skal åbenbart alle ende med at være død alvorlige i hele tiden, satire, sarkasme og ja lummer humor bliver i dag, mere eller minder, bevidst misforstået, fordejet og brugt som benzin på de krænkelsesparates grådige bål.

Man glemmer at humor også er med til at forløse og berolige, samt indirekte at formidle omkring et emne.

John Cleese siger det rimeligt godt i nedenstående link/videoklip:

https://www.youtube.com/watch?v=QAK0KXEpF8U&t=153s

Bo Klindt Poulsen , Rolf Andersen, ulrik mortensen, arne tørsleff, jan sørensen, Hans Larsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Louise Hansen

@Peter Hansen, hvis du oprigtigt har et problem med at fyre vitser af i det offentlige rum, så er det måske dine vitser, der er problemet, og ikke det offentlige rum.

Ole Frank, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Rolf Andersen, Alvin Jensen og Dennis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

@Louise Hansen

Jeg er da ked af hvis du straks bliver så krænket over mit indlæg, at du går efter personen frem for sagen.

Jeg taler naturligvis ikke kun ud fra egen oplevelse, men en general tendens.

Men din reaktion er også en tendens, og en typisk reaktion fra de her rabiate humorforladte og dræbere af selvsamme, i forstår at sætte en stemning!

Ole Frank, Egon Stich, Rolf Andersen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Louise Hansen

@Peter Hansen, jeg jokede. Jeg er ked af, at du blev så krænket.

OSV.

Humor bliver mestendels slået ihjel af dem, der ikke forstår den. Så du bidrog lige til humorens død, dødbider.

Ole Frank, Elisabeth Andersen, Rolf Andersen, Alvin Jensen og Dennis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Når "opad" og "nedad" kun/primært er identitet, er det at gøre nar ad dem "opad", ligeså sandsynligt at blive tolket/bevidst manipuleret som at sparke "nedad".

Opad er magten. Privilegierne, ikke sandt? Jamen, hvad sker der når vi får et samfund hvor man tror at man er privilegeret per association? Hvis en person med magt og indflydelse over andre folks liv hører til i en "identitets-gruppe", der associeres med "nedad", f.eks hvis " nedad" anses for at være alle der er ikke-hvide, alle der ikke er heteroseksuelle, alle der ikke er mænd, vil en kritik eller satire over dem med politisk, økonomisk og kulturel magt kunne blive affærdiget som at "sparke nedad".
Ikke fordi den pågældende er magtesløs, men fordi man går ud fra at magt og privilegier er lig identitet, og ikke en konkret handling, ikke tale, ikke kultur, ikke institutioner.

Hvis en politiker eller anden offentlig person bruger deres identitet som skjold mod kritik, er det på sin plads at gøre grin.

Hvad angår lummer humor: Forstår ikke "problemet". Ja, moden/trenden er ved at ændre sig. Moder og trends kommer altid fra oven, fra overklasse og ned, trickle down culture, alt vi tror på, tror vi på fordi det blev populært blandt en prestigefyldt overklasse. Og intet og ingen af disse modefænomener, trends og luner, hvadenten det gælder "menneskerettigheder", "ytringsfrihed", "mangfoldighed" eller andre ord, koncepter og ideer om rigtigt og forkert, propert og taktfuldt, korrekt og respektfuldt... Det er intet der varer ved. Det er intet der er sandt for evigt, for altid og slet ikke alle vegne.

Lad overklassen, eliten, og den middelklasse der ønsker at imitere og opføre sig som den hørte til det finere selskab have deres humor. Og underklassen deres. Vi lever alligevel ikke i samme samfund længere, så hvorfor grine ad det samme? Vi risikerer at ende som briterne og få deres kulturforbrug: TV-serier og film, hvor underklassen konsekvent bliver set ned på og alle TV serier tager udgangspunkt i overklassens perspektiv om at man skal kende sin plads. Hellere anerkende vore forskelle, end fordømmelse per association fordi visse mennesker kun har et begrænset antal associationer i deres mentale værktøjskasse.

Danny Hedegaard

Mon ikke det nemmeste vil være at knibe munden sammen, sætte et stykke tape på, og så simpelthen bare holde sin kæft:-(

Så vil der blive endnu mindre at skrive om for alle der studerer brødløse fag, og som ikke kan få et arbejde efter endt uddannelse.

Men undervejs er de blevet sindssygt gode til at skrive langt og meget om identitetspolitik, blive woke og drive cancel culture:-(

Det i en sådan grad at marginale minoriteter kan gøre livet u udholdeligt for almindelige mennesker, og samværet i et herre omklædningsrum, eller i fredagsbaren til tam trist affære.

Og nej jeg støtter hverken diskrimination af LGBT personer, kvinder eller etniske minoriteter!!

Hvad bliver det næste?

Skal Rokoko Posten lukke!

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Flemming Kjeldstrup, Asiya Andersen og jan sørensen anbefalede denne kommentar

Situationsfornemmelse er nok altid en god egenskab at have, så svært er det heller ikke. Første tegn på mangel på situationsfornemmelse er, når man(d) mener, at det er ærgerligt for humoren, at det ikke er ok at krænke andre mennesker.

Elisabeth Andersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Flemming Kjeldstrup

Heldigvis er det er problem der hovedsageligt findes i København og i medierne.
Ude i den virkelige verden, hvor de voksne mennesker bor, er humoren stadig sjov.
I øvrigt er det ikke så slemt at blive krænket.

Egon Stich, Tommy Gundestrup Schou og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

Og så blev det hele pludselig lidt incels-agtigt ;-)

Peter Hansen

@Rikke Nielsen

At blive krænket er et valg man selv tager, man kunne også bare trække på skulderen og sige pyt!

Min påstand er at det stort set aldrig er meningen at krænke nogen for hvori skulle fornuften og formålet være i det. Så hvis man lige tænker den tanke og lige tænker lidt over i det inden man lader sig krænke, så tror jeg vi kunne nå langt, og F.eks humoren kunne få lov at bestå.

Margit Johansen

Værsgo til Kerteminderevyen: Den kvindelige forsikringsagent modtager den mandlige klient som vil have forsikret sine kronjuveler, agenten tror det drejer sig om
juveler og diamanter, men det er jo mandens ædlere dele han er øm over - viser det sig til sidst efter alle mulige lumre forviklinger såsom at agenten vil se varerne, at prisen for forsikringen stiger jo hårdere stenene er osv. osv. Det kan I sagtens få et nummer ud af ;).