Gennem sommeren gør vi hver uge status over ugens bemærkelsesværdige begivenheder – de vigtige, de mærkværdige og de vanvittigt perifere.
Ugens hyggehistoriker
Når folk bliver ældre, sker det tit, at de begynder at interessere sig for historie, og Vladimir Putin på 68 år er ingen undtagelse. Efter Ruslands præsident sidste sommer udgav en artikel om ’den sande lære fra Anden Verdenskrig’ – en tekst, som en historiker her i avisen vurderede til lige omkring dumpeniveau – har han denne sommer tændt for det lange lys og kastet sig over de historiske forbindelser mellem Rusland og Ukraine helt tilbage fra Middelalderen og frem til i dag.