Hjemmesafari
Læsetid: 5 min.

I den nordjyske perle Rødhus er vinden er så stærk, at talen holdes på et minimum

Rødhus er den naturlige og afslappede lillebror til ferie- og festbyen Blokhus – med væsentligt færre turister, men med et lokalt særpræg og en humor, man lige skal spore sig ind på
Rødhus er den naturlige og afslappede lillebror til ferie- og festbyen Blokhus – med væsentligt færre turister, men med et lokalt særpræg og en humor, man lige skal spore sig ind på

Mia Mottelson

Moderne Tider
3. juli 2021

Jeg ved, hvor Danmarks bedste strand ligger. Det har jeg sådan set altid vidst, men da jeg for et par år siden var på reportagetur med fotografen Ulrik Hasemann, fik jeg det bekræftet.

Han var i gang med at lave den imponerende fotobog Kystland og havde i den forbindelse rejst hele landet rundt langs kysten.

»Hvor ligger Danmarks bedste strand,« spurgte jeg, for hvis nogen kunne fælde dommen, måtte det være ham.

»Du kender den helt sikkert ikke,« svarede han.

»Men det er Rødhus Strand. Lidt syd for Blokhus.«

Jeg kunne så fortælle ham, at jeg var helt enig, og at jeg skam godt kendte Rødhus Strand. Faktisk er der ikke en eneste sommer i mit 43-årige liv, hvor jeg ikke har været der.

Det her er min personlige guide til en – af mange ukendt – perle i det danske sommerland, og lad os bare begynde på landets bedste strand. Den udmærker sig ved at være rå, nøgen og så bred, at der ofte både er et bilspor oppe ved klitten og nede ved havet. Rødhus Strand er som sådan ikke anderledes end den noget mere berømte strand i Blokhus, som ligger nogle kilometer nord for, men den har et lokalt særpræg og er dejligt befriet for de horder af turister, som flokkes i nabobyen.

I Rødhus får man den vilde, forblæste vesterhavsnatur uden dakkedak og Aperol Spritz.

»Skulle have hyret Ib Grønbech«

Særpræget står fiskerne blandt andet for. Jeg kender flere af fritidsfiskerne på stranden, for min far og jeg har i årtier købt rødspætter, tunger, pighvarrer, krabbekløer og stenbidere (som her kaldes en kvabso – kvabsøer i flertalsform) hos dem.

»Har I nogle søer,« spurgte min far – og det havde de som regel.

Ikke liggende fremme, selvfølgelig, men i den nederste kasse forbeholdt dem, som de kendte. Jeg husker især Tommy og Halvor, som stod hele formiddagen iført waders og drak øl og solgte dagens fangst. Tommy var den største mand, jeg kendte. Han havde et vejrbidt og rødmosset ansigt bag fuldskægget, hans hænder var enorme og kunne flå en rødspætte på sekunder. Jeg stod som skoleknægt og så imponeret – men også lidt skræmt – til.

Tommy sagde ikke ret meget, det gør man ikke på de kanter. Min teori er, at det er, fordi vinden er så larmende og kraftig, at man har vænnet sig til ikke at begive sig ud i lange sætninger. Modtageren får simpelthen ikke det hele med. Et stilfærdigt nik og et »jow« fungerer bedre.

Jeg husker dog én gang, hvor fiskerne snakkede. Det var, da operastjernen Pavarotti i sommeren 1991 skulle synge i København, men måtte aflyse i sidste øjeblik.

»Nej …« sagde Tommy, »… de skulle have hyret Ib Grønbech. Han havde ikke givet op, fordi han fik lidt ondt i halsen.«

Ib Grønbech er en lokal sanger med hits som »Der er rigtig, rigtig mange, der piller i næse, når de holder for rødt«, og kommentaren er et fint eksempel på den lokale humor. Det hele skal nødigt blive for fint.

Omvendt er Tommy og Halvor da udmærket klar over, at Pavarotti og Ib Grønbech ikke kan sammenlignes, men de gør det alligevel. Det er alvor og ironi på samme tid. Det kan nogle gange være svært at navigere i, men hvis man bare nikker og siger »jow«, går det som regel fint.

Alting var jo bedre i gamle dage, og Tommy og Halvor står ikke længere på stranden. Der er andre fiskere i dag, men man skal være lynhurtig eller vide, hvor de bor, for myndighederne holder øje med strandsalget.

Fascistoidt, men flot

Lad os gå lidt i ly bag de høje klitter, til klitheden, hvor det dog stadig blæser så meget, at de få træer, man kan finde, hælder mod øst. Bemærk, hvordan sommerhusene går i ét med heden – kun grønne og brune nuancer er tilladt, og tagene skal enten være af strå eller med græstørv på.

Det er en smule fascistoidt, men det virker.

Inde i plantagen fører Brændevinsstien fra Rødhus til Blokhus – en hyggelig gåtur. Stiens navn har en historie: En lokal og lidt forhutlet kvinde, som man kaldte for Skorr-Karen, gik ad stien og samlede svampe, som hun solgte på torvet i Blokhus, hvorefter hun købte brændevin og gik hjem igen. Rygtet siger, at flasken var tom, og at Karen faldt om på gårdspladsen, når hun var tilbage i Rødhus. Mange af vejnavnene i Rødhus er opkaldt efter Skorr-Karen. Min families hus ligger således på Flaskehalsen, tæt på Lommelærken og Skorr-Karens Vej.

Brændevinsstien var selvfølgelig også bedre i gamle dage. Hyggeligere og mere ufremkommelig. I dag er den relativt bred og grusbelagt – mit gæt er, at der har været nogle socialdemokratiske lokalpolitikere inde over.

Insisterer man på at spise frokost i Blokhus, bør det næsten være på Futten, byens gamle værtshus med den hyggelige gård omkranset af bindingsværkshuse. Jeg har ikke fået signaturen ’Fut Frokost’ med danske klassikere som sild, laks, rejer, mørbrad og frikadeller i årevis, og sidst jeg fik den, var den kun hæderlig – men stemning betyder noget, og maden er heller ikke god på de cafeer, der ligger ud til torvet og Strandvejen.

Og nu vi er ved de helt lokale tip: Bageren i Hune er god. Slagteren i Saltum er fremragende. Og de bedste kartofler fås i den sidste gadebod på højre hånd, inden man kommer ind til Pandrup ad Blokhusvej. Kom ikke og sig, at vi er for fine til forbrugerjournalistik på Information!

Lad os skynde os ad landevejen tilbage til Rødhus. Her er ingen anbefalelsesværdige butikker, for der er slet ingen tilbage, foruden en tarvelig iskiosk i den sidste bygning inden stranden. Rødhus skal man besøge for naturen.

Men engang, ja, engang, havde vi Købmand Madsen, og lad os slutte hos ham. Madsen må have været en af de allersidste danske købmænd, som indførte selvbetjening. I min barndom i 1980’erne skulle man stadig gå op til disken og sige til Madsen, hvad man skulle have, hvorefter han sagde »så gerne« og hentede det.

Madsen var gammel og langsom, så det var et system, der gav en vis kødannelse. En dag stod min far og jeg bagest i køen, da en af de lokale bad Madsen om toiletpapir: »Ja, hvad for en slags skal det være,« spurgte Madsen stolt – han havde flere varianter.

»Det skal vel være den slags til at tørre sig i røven med,« svarede kunden, og det grinede vi en del af bagest i køen.

Det skal nødigt blive alt for fint i Rødhus.

Serie

Hjemmesafari

Sommeren er over os, europakortet er mestendels grønt, men orker man at rejse ud i verden med mundbind på i flyveren og Delta Plus i horisonten?

Du kunne også genopdage Danmark – det er stadig fyldt med underbelyste pletter af skønhed og skørhed, som ikke er blevet nedtrampet af masseturismen.

I denne serie guider vores skribenter til deres personlige favoritter.

Seneste artikler

  • I Hornsherred findes Dejligheden

    7. august 2021
    Hornsherred er for mange et ukendt stykke dansk geografi. Men det skal være slut. Her kan man fare lykkeligt vild i Nordskoven, udforske den maritime kulturhistorie og opdage området, der fyldte Henrik Pontoppidan med lyrisk inspiration
  • Vær hilset, landsbybeboere, vi kommer for at gentrificere jer!

    31. juli 2021
    Det nordøstlige Falster er sandsynligvis det skønneste sted i Danmark og har i nogle år dannet ramme om mine somre. Og om en hel masse andre menneskers – men indtil for nylig ikke nogen, jeg kendte. Det er hastigt ved at ændre sig, og det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om
  • Hvis du tænker over det, lyder en firesporet vej faktisk ligesom havet

    24. juli 2021
    Jeg havde aldrig troet, jeg skulle tilbringe så meget tid ved Ringvej 3, hvor Rødovre møder Glostrup, Ballerup og Herlev, men det skulle jeg, og det fejler ikke en skid
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Ja, det er et fantastisk sted, hvor jeg også er kommet hele mit liv.

Kommer lige til at tænke på Elvira Mortensen, Rlauenskjold ,en af ATSs tidligere personer.
Og så måske en skam at fortælle om skønne ikke-overrendte steder, de kunne nemt ende med at blive overrendt og så forsvinder meget af hyggen.
gode sommerhilsner