Ugen der gik
Læsetid: 5 min.

Ny udvikling i den tilsyneladende endeløse sæbeopera om »terrortræneren« fra Esbjerg

Techgiganterne bliver endnu mere gigantiske, i Tunesien har præsidenten suspenderet demokratiet for at frelse det, og i det sydvestjyske udtrykker samtlige spillere i Esbjerg fB mistillid til fodboldklubbens træner. Her kommer vores egensindige overblik over endnu en uge, der er kørt af sporet
Cheftræner Peter Hyballa er en særdeles upopulær herre blandt spillerne i Esbjerg fB's spillertrup.

Cheftræner Peter Hyballa er en særdeles upopulær herre blandt spillerne i Esbjerg fB's spillertrup.

Jesse Jacob

Moderne Tider
31. juli 2021

Gennem sommeren gør vi hver uge status over ugens bemærkelsesværdige begivenheder – de vigtige, de mærkværdige og de vanvittigt perifere.

Ugens træner

I førstedivisionsklubben Esbjerg fB udspiller der sig en tilsyneladende endeløs soap med den tyske træner Peter Hyballa i hovedrollen. I denne uge blev der i flere medier trykt et brev fra den samlede spillertrup, hvor de udtrykker »stærk mistillid« til træneren, som har været ansat siden maj.

»Vi har oplevet daglige trusler om fyringer, hånende, sexistiske og ydmygende bemærkninger, og hvad der efter vores opfattelse kan tolkes som regulær mobning,« skriver spillerne. De beskriver en række episoder med bodyshaming af spillere, som træneren syntes var for tykke, og fysiske overgreb – herunder en såkaldt sherifstjerne og slag på kroppen. Og de beretter om spillere, der bliver skadede af træningen.

Ledelsen har trods klagerne fra både spillerne og Spillerforeningen bakket op om Peter Hyballa. Spillerne skal bare vænne sig til en ny spillestil, og i øvrigt handler uoverensstemmelserne mellem den tyske træner og det danske hold om »kulturforskelle«.

Klubbens amerikanske ejer Paul Conway støtter stadig træneren, har kaldt beskyldningerne for »nonsens«, mener medierne bedriver sladderjournalistik, og han har udtalt, at spillerne bare kan afbryde samarbejdet, hvis de ønsker det. »Det er så uprofessionelt,« sagde han til Jydske Vestkysten om spillernes åbne brev. 

Senest har klubbens direktør Brian Knudsen meddelt, at der er en intern undersøgelse af sagen på vej – »jeg er sgu ked af, at det er kommet hertil«, sagde han til DR.

Af Line Vaaben

Ugens forfatningsekspert

Tunesiens præsident Kais Saied besluttede forleden, at nu var der dømt undtagelsestilstand, og så smed han ellers parlamentet, premierministeren og en række andre ministre på porten i landet, der ellers skulle være Det Arabiske Forårs ensomme demokratiske succeshistorie.

Tunesiens præsident Kais Saied besluttede forleden, at nu var der dømt undtagelsestilstand, og så smed han ellers parlamentet, premierministeren og en række andre ministre på porten i landet, der ellers skulle være Det Arabiske Forårs ensomme demokratiske succeshistorie.

Fethi Belaid
Suverænen er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden, mente den herostratisk berømte retsfilosof Carl Schmitt, og sandhedsværdien i den betragtning kan man forvisse sig om ved at se på Tunesien.

Her besluttede præsident Kais Saied forleden, at nu var der dømt undtagelsestilstand, og så smed han ellers parlamentet, premierministeren og en række andre ministre på porten i landet, der ellers skulle være Det Arabiske Forårs ensomme demokratiske succeshistorie.

Men bare rolig: Det hele – fra forsamlingsforbuddet til ransagelsen og lukningen af Al-Jazeeras kontorer – sker naturligvis for at værne om demokratiet i det kriseramte og coronaplagede land.

Kais Saied mener, at forfatningens artikel 80 giver ham lov til at tage sagen i egen hånd, fordi Tunesien angiveligt var i overhængende fare. Desværre er den forfatningsdomstol, der egentlig skulle vurdere spørgsmålet, endnu ikke kommet på plads. Men så er det jo heldigt, at Saied selv er tidligere juraprofessor og kan forsikre om, at han blot har fortolket loven helt nøgternt og uhildet.

Det er ikke første gang i historien, at en behjertet jurist har påtaget sig at forsvare folkets revolution mod indre fjender – Maximilien de Robespierre, der gik til stålet under Den Franske Revolution, var for eksempel advokat.

Saied har givetvis ædlere motiver end den blodtørstige franskmand, men i så fald ville det nok være en god idé at sætte en snarlig udløbsdato på undtagelsestilstanden. Ellers kunne man jo få den tanke, at han slet ikke har suspenderet demokratiet for at redde det.

Af Niklas Hessel

Ugens vindere (de sædvanlige)

Mia Mottelson
I denne uge blev sløret løftet for Microsofts seneste kvartalsregnskab, og det så endnu bedre ud, end man gik og forventede på Wall Street – faktisk var der fremgang på alle områder hos techgiganten, der kom ud af kvartalet med en samlet stigning i omsætningen på 21 procent.

Den store fremgang skyldes blandt andet den enorme efterspørgsel på cloud-tjenester, der under pandemien har vist sig uundværlige for de mange, der på grund af nedlukningen har måttet arbejde og studere hjemmefra.

Microsoft er da heller ikke de eneste, der har høstet frugten af hjemmearbejdet.

Også Google og Amazon har fremlagt strålende regnskaber under coronakrisen – og Alphabet, selskabet bag Google, meldte i denne uge også om en rekordstor omsætning og overskud i andet kvartal, hvor man indkasserede et overskud på over 18 milliarder dollar.

Så selv om politikerne taler stadig mere kritisk om Silicon Valleys giganter, er tendensen klar: Big Tech er kun blevet endnu større under krisen.

Af Bror Axel Dehn

Ugens drøm

44-årige Reza Baluchi måtte søndag for anden gang opgive forsøget på at løbe de 1662 kilometer fra Florida til Bermuda i en plastikbold.

44-årige Reza Baluchi måtte søndag for anden gang opgive forsøget på at løbe de 1662 kilometer fra Florida til Bermuda i en plastikbold.

Jim Rassol

Mange drømmer om at springe ud af hamsterhjulet, men en mand fra Florida har det tilsyneladende anderledes.

Den iranskfødte amerikaner Reza Baluchi har i stedet selv bygget en slags hamsterhjul – en ejendommelig, cylinderformet himstregims – som han forleden forsøgte at løbe over vandet i fra Florida til New York.

49-årige Baluchi måtte dog give op godt 50 kilometer fra det sted, han startede, i byen St. Augustine, da han ifølge eget udsagn stødte ind i nogle »komplikationer, der førte ham tilbage mod kysten«.

Kystvagten måtte også tilkaldes for at hjælpe med at hale Baluchi og hans hamsterhjul op af vandet. De lokale kystvagter kender efterhånden Baluchi temmelig godt, for det er ikke første gang, han står bag sådan et stunt. I 2014 måtte han og hamsterhjulet ligeledes reddes op på land, og i 2016 forsøgte han sig igen uden videre held.

Forud for sit seneste forsøg sagde han til Fox News, at hans mål er at vise folk, at man kan, hvad man vil: »Lyt ikke til nogen,« sagde han i en inspirerende brandtale, hvor han også opfordrede seerne til at forfølge deres drømme.

Selv om Baluchis drøm kan virke en smule afsporet, er der dog også en mening med galskaben, da han løber på vandet for at samle penge ind til sociale formål. Heldigvis skal nogle af pengene ifølge Baluchi gå til en bedre bemanding af kystvagten.

Af Bror Axel Dehn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Johansen

Fodbolddrengene i Esbjerg skulle tage deres gode tøj og gå i samlet trop; hverken træner, ledelse eller ejer har den mindste respekt for dem.
Det må være en mærkelig fornemmelse at eje en fodboldklub uden spillere?

Rikke Nielsen, Torben Nielsen, Vibeke Olsen, Peter Høivang, Josephine Kaldan, Mads Greve Haaning, Eva Schwanenflügel, Klaus Ankerstjerne Eriksen, Inger Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvordan kan en sportsforening, der bærer et bynavn, være privatejet? Det burde man ikke tillade.

Torben Nielsen, Klaus Schwab, Vibeke Olsen, Peter Høivang, Josephine Kaldan, Mogens Kjær, Mads Greve Haaning og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
William Mannicke

Træneren er jo bare en gammeldags tysker, som lever i forrige århundrede.

Men Paul Conway er jo en selfmade hardcore amerikansk ”investor og iværksætter”, men langt fra så professionel som spillerne.

Han har da i hvert fald nok undladt at spørge både Mr. Ryan Air og Mr. McDonald, om hvordan det er at lægge arm med det danske arbejdsmarked og mentalitet.

Håber både fans, tilskuere og sponsorer, herunder Esbjerg kommune, giver megalomanen en begmand, han aldrig glemmer.

Jan August, Torben Nielsen, Birgitte Johansen, Vibeke Olsen, Peter Høivang, Mads Greve Haaning, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Mogens Kjær

Steffen Gliese

Det er meget enkelt. Den professionelle fodbold har udviklet sig til en slags "landsbyslagsmål" på lejesoldatbasis. Men byerne har ikke råd til at betale lejesoldaterne. Det er der så andre, der af en eller anden grund gør.

Grunden til at de gør det, er den store gåde. Der er næppe penge at tjene - i hvert fald ikke i forhold til investeringerne.

jens peter hansen

Gode gamle EfB, husk f'et er med små bogstaver ( skrev Dan Turell og da han referede til sin tid som korrekturlæser) . I gamle dage da Jens Peder Hansen , Erik Therkelsen og Søren Andersen var på landsholdet der i 50'erne. Jens Peder 38 gange. Det kostede som barn 1 kr. at stå bag mål. Jeg nåede aldrig op på tribunen, som var imponerende på det ny stadion fra 1955. I pausen tændte alle sixpencerne deres piber, vi var ofte over 10.000 til amatørfodbold, især når KB, B1909 eller Vejle kom på besøg. De gamle klappede når en god pasning lykkedes, nogle gange også når det var udeholdet der spillede godt. Der var ingen øl, men en pølsemand gik banen rundt, og engang da Jens Peder syntes det hele var lidt kedeligt gik han uden for banen og hen til pølsemanden. Stor ståhej. Hjem søndag eftermiddag efter kampen i en stemning der lignede den fremragende indledning fra Camus' , Den Fremmede. Søndags tristesse. Nu er det en amerikaner der ejer klubben, dengang var det medlemmerne. Same shit all over. Desværre.