Feature
Læsetid: 12 min.

Nystiftet lejr skal danne ramme om en »moderne mandebevægelse«, der lærer mænd at åbne op

I år blev mandelejren Mand21 afholdt for første gang. Den bliver sammenlignet med 1970’ernes kvindelejre – men hvor kvinderne dengang kæmpede mod strukturer i samfundet, slås mændene i dag med dem selv, siger en af deltagerne. Information var med en af dagene, hvor deltagerne skulle træde i karakter som stamme

Tomas Friis er oprindeligt uddannet bankmand, men kom på kursus hos Carl-Mar Møller og er nu mandeterapeut. Han har selv opfundet lejrens aftenritual, der er baseret på »lidt af hvert« fra forskellige ritualer.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
10. juli 2021

Klokken 17.04: Vi er samlet for at erobre den indre verden

Jakob Kærgaard stiller sig op foran forsamlingen.

Han tager mikrofonen og kigger ud over de omkring 110 mænd, som står på græsset foran den tidligere kaserne på Holmen i København, hvor den tre dage lange mandelejr Mand21 skal til at begynde. Deltagerne er forskellige. Både når det gælder alder og baggrund, udseende og uddannelse, men de har noget til fælles som mænd, siger Jakob Kærgaard i mikrofonen.

»Vi mænd har brugt årtusinder på at erobre den ydre verden,« siger han.

»Vi har rejst til månen, bygget pyramider og sejlet tværs over kloden. På alle mulige måder har vi erobret den ydre verden.« 

Han holder en lille pause.

»Nu er der brug for noget andet.«

Sænker stemmen.

»Der er brug for at erobre den indre verden.«

Deltagerne lytter. Efter årtusinder med ydre erobringer bliver det nu lidt mere besværligt. Og der er kun tre dage til det.

I slutningen af juni blev mandelejren Mand21 afholdt for første gang.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

ingemaje lange

Spændende lejr og artikel. Tak for den.

Maxim Usynin, Kenneth Graakjær, Sus johnsen, Susanne Kaspersen, Per Kaas Mortensen, Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel, Maiken Guttorm og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Finn P Jensen

God artikel.
Detalje: der er byttet om på betydningen af de røde og blå prikker ;-)

Eva Schwanenflügel

"Men hvor kvinderne dengang kæmpede mod nogle strukturer i samfundet, slås mændene i dag med dem selv, siger en af deltagerne."

Det er en fejl.
Strukturerne i samfundet er også vendt mod mænd.

Men mandevevægelsen aldrig har fået afsæt, fordi det er en automatreaktion, at mænd skal være forsørgere.

Strukturen er, at mænd skal forsørge kvinder.

Minna Rasmussen, Sus johnsen, Hanne Utoft, Emil Jensen, Peter Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Desuden har mandebevægelsen aldrig fået legitimitet fra offentlige myndigheder.

Eva Schwanenflügel

Hvis vi nogensinde skal have én eller anden form for køns lighed i de forskellige erhverv, er det en smuk idé at være på ølejr sammen.

Mænd bliver bedre :-)

Kenneth Graakjær og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvor strukturen tidligere har været at mænd skal forsørge kvinder, skal de i dag "kun" servicere dem, hvilket vil sige at befrugte dem, sørge for at kæden på deres cykel er olieret og i det hele taget tage sig af en lang liste af handyman-opgaver, med henblik på at sætte kvinderne i stand til at forfølge deres til stadighed bredere spekter af interesser: det være sig ridning, fodbold eller aktiehandel bare for at nævne noget. Når de fleste mænd ikke gør oprør mod dette slavelignende forhold skyldes det at deres seksuelle trang og genetiske "hardwiring" (se evt. Google) nøder dem til at begunstige kvinder langt ud over det rimelige. Det komiske er at mænd i en mere moden fase fortsætter med at servicere kvinder, selv når den seksuelle transaktion på næsten umærkelig vis over tid er blevet vekslet til mad, øl og almindelig moderlig omsorg og så selvfølgelig adgang til samkvem med børn og i særdeleshed børnebørn, som er et land kvinder til alle tider dominerer alene i kraft af deres køn. Men modsat kvindernes frigørelse, som var stærkt knyttet til et forandret arbejdsmarked, er det eneste der står i vejen for mænds frihed dem selv.

Kurt Nielsen, jan sørensen, Ole Rømer, arne tørsleff, Kim Cort, ulrik mortensen, Per Torbensen, Michael Larsen og Per Kaas Mortensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

»Vi mænd har brugt årtusinder på at erobre den ydre verden. Nu er der brug for noget andet. Der er brug for at erobre den indre verden.«

Prøv lige at stoppe op og se i bakspejlet. Ja, menneskeheden har "erobret den ydre verden". Vi har brugt store dele af planetens begrænsede ressourcer (dem som ikke gendannes), vi har fældet halvdelen af planetens skove, slået dyrene ihjel, fucket klimaet, fyldt havene med plastik og undervejs er vi blevet flere tusinde gange flere, samtidig med at vi slås og slår ihjel.

Det er jo gået rigtigt godt, så prognosen for erobringen af den indre verden (hvad et så end er) er "yderst lovende" :)

Rasmus Kristiansen, Erik Winberg, Jon Mangerel, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Hanne Utoft, Kim Cort, Susanne Kaspersen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar

Det virker som et rimelig dødsdømt projekt at "erobre" den indre verden. Hvad med at "drage omsorg for" den i stedet?

Kurt Nielsen, Rasmus Kristiansen, Erik Winberg, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Jeppe Bundgaard, Anne Margrete Berg, Majken Munch, Dorte Andersen, Martin Rønnow Klarlund, jens christian jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Jeg savner mere mænd der råber op, men mon ikke det kommer, tryk avler modtryk som det hedder sig.

Hvor lang tid skal der gå, før vi erkender genialiteten og værdien i selve det symbiotiske koncept, en + en > to ?

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver ikke Stella. - alt for mange fejl.

Fra pyramiderne til selvindsigt.

Men en ting er sikker. Mænd var ikke på kloden, hvis ikke det havde været for kvinderne.

Uden kvinderne, ingen pyramider, ingen rejse til månen.

Moderne teknik frigør mændene eventuelt for kvinderne i fremtiden. Det drømte jeg engang.

Lad os nu se.

Jeg drømte engang en fantastisk drøm , som egentlig kunne være en fortælling om fremtiden. Jeg gik stadigvæk på en uddannelse.

Jeg fandt mig selv oppe ved politistationen i min hjemby. I drømmen vidste jeg instinktivt, at jeg skulle møde nogle venner ved min gamle folkeskole, som lå højt på en bakke, derfor var det, at jeg lånte en cykel hos politiet. Jeg fik udleveret en cykel.

Da jeg tog imod cyklen så jeg, at den var uden styr. Det var jeg noget forbavset over, men klagede ikke. Selve cykelstellet var lavet af glasfiber og da jeg cyklede mod skolen, hvor jeg skulle indfinde mig i drømmen, fandt jeg ud af, at jeg kunne bevæge stellet i den retning jeg skulle og det lykkedes mig at styre cyklen trods det manglende styr og den stejle bakke, som jeg kørte nedad.

For at tage farten af, drejede jeg til venstre og cyklede ned ad en gammel grusvej. Jeg kom til en jordhule og her gik jeg ind. I bunden af hulen var der et fantastisk rum belyst fra oven. Under ovenlyset stod der en smuk langhåret hvid ged som var tøjret til en pæl.

Jeg tænkte med mig selv, at det vist ikke var her vi skulle mødes. Jeg cyklede videre mod den gamle skole. Jeg cyklede over broen og op ad bakken og nu havde jeg nået mit mål, skolen. Da jeg kom ind havde jeg taget min sovepose med og nu befandt jeg mig i den gamle sal, der havde kunnet deles i to med en skydedør.

Salen var bygget helt om, viste det sig. Samtidigt var den blevet meget større end det jeg huskede. Hele salens langside var blevet omdannet til en stor glasflade. Bag ved glasfacaden fortsatte der et dybt og uendelig langt rum. Jeg rullede min sovepose ud og træt efter en anstrengende cykeltur lagde jeg mig ned for at hvile. Da jeg havde lagt mig, ser jeg lige pludselig et kæmpe luftskib i langfacetteret glas bevæge sig bagved den store glasfacade. I luftskibet stod, der svævende mænd og skibet forsvandt. Lige efter sejlede der en stor orange haj bag ved glasset. Den var imponerende.

Lige pludselig kunne jeg mærke, at en mand begyndte uopfordret at føle på mig.

Jeg blev vred, rullede min sovepose sammen og gik ud. Her mødte jeg en kvinde i en gammel folkevogn. Hun tilbød, at jeg kunne sætte mig bag i, hvor der var en forsænkning bag bagsædet. Jeg kunne lige klemme mig ned og vi fortsatte op at højen og til et udsigtspunkt, hvor man kunne se over hele fjorden.

Her stod jeg af. Jeg var vandt til at stoppe her efter skole og kigge, inden jeg lod mig glide på min brune vinylskoletaske med Mickey Mouse på forsiden, ned ad bakken og gerne fylde skoletasken af sne, hvilket min mor ikke var så glad for.

Men på mit udkigssted var der opstillet en meget farverig automat i metal, den illuderede en stor asiatisk kvinde i et meget stort format. På automaten stod der Made in Hong Kong.

Jeg studerede figuren og fandt ud af, at ved at stikke mønter i automaten, kunne man får den store metalkvinde til at levere levende børn, der faldt ned i en blød kurv under kvindens metalskød.

Dette er måske fremtiden for mænd, som har bevæget sig fra at skabe pyramiderne til at opnå selvindsigt hos Carl Mar. En verden med kinesisk producerede kvinder i metal.

Fortsat god søndag.

Arne Albatros Olsen

Apropos det med, at manden erobrer den ydre verden, og af samme grund derfor forsømmer den indre, så skrev forfatteren Frederik Paludan Muller omkring år 1900 et skuespil med titlen: " Kalanus."

I dette skuespil bliver de mest ekstreme eksponenter for henholdvis det ekstroverse og det intro sat hinanden stævne i form af Alexander den store , som den ene og den indiske yogi Kalnus , som den anden.

Af uforklarlige årsager er dette stykke vist aldrig sat op, men har naturligvis et evig relevans.

Skal det sættes op igen, skal man selvfølgelig tage sig nogle friheder i forhold til det sprog, som stykket oprindelig er skrevet i.

Håber ar der er nogel friske teaterfolk , som lige kigger med her.

Det første skridt på vejen ift, at erobre den indre verden, kunne jo være at holde op med at opfatte alt som en handelstransaktion - f.eks. adgangen til sex.

Steffen Gliese, Tine Sørensen, Ruth Sørensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar