Hjemmesafari
Læsetid: 4 min.

Hvis du ønsker at komme langt væk fra hverdagen, skal du tage med færgen til Ærø

Der er mange gode grunde til at holde sommerferie på Ærø. Tag bare badehusene fra 1920 eller sømandskoret i Marstal. Men noget af det bedste er turen med færgen derover
Der er mange gode grunde til at holde sommerferie på Ærø. Tag bare badehusene fra 1920 eller sømandskoret i Marstal. Men noget af det bedste er turen med færgen derover

Mia Mottelson

Moderne Tider
17. juli 2021

I Ærø Havn ligger en færge.

Hver dag sejler den ind og lægger til ved kajen, hvor passagererne går fra borde og ned langs færgens store stålskrog, forbi den gule skorsten og videre mod den hvide stævn, hvor færgens navn står skrevet med store typer: M/F Marstal.

Den er stor og langsom.

De fleste færger i Danmark er ligesom den, store og langsomme, og de kan hverken konkurrere med bil eller fly om at transportere passagerer hurtigt fra et sted til et andet. Fra Sjælland til Fyn, for eksempel. Eller Danmark til England. Færgerne er på en række ruter blevet udskiftet med broforbindelser eller flyruter i løbet af de seneste tre årtier, hvor antallet af færgepassagerer ifølge tal fra Danmarks Statistik er faldet til omkring det halve.

Men på Ærø, der ligger den stadig, færgen.

Jeg skulle egentlig til at skrive om øen, altså Ærø, i denne serie om feriedestinationer i Danmark, men jeg er nødt til først at skrive lidt om, hvordan man kommer derhen.

Den langsomme rejse

M/F Marstal er en motorfærge med plads til små 400 passagerer. Nederst er der et bildæk og øverst et soldæk. Mellem de to kan man spille på enarmede tyveknægte og spise bølgepomfritter. Det er passagerdækket.

Man går om bord på siden af færgen, op ad en smal trappe mod restauranten og panoramasalonen og videre ud på soldækket, hvor man kan stå med vind i håret og lugten af saltvand og diesel i næsen, mens man ser fastlandet forsvinde bag skibet. 

Det tager en time og et kvarter at sejle fra Svendborg til Ærø.

Det er forholdsvis lang tid, når man tænker på, at der kun er 21 kilometer fra Svendborg til Ærøskøbing. Ikke så underligt, at der de seneste årtier er blevet bygget broer mange steder i Danmark. Ikke så underligt, at flere broer er på vej. Ikke så underligt, at mange foretrækker at tage på ferie uden for Danmark, når man på mindre end en time og et kvarter kan flyve til for eksempel Berlin (363 kilometer) eller Stockholm (547 kilometer) og på lidt mere til Amsterdam (633 kilometer) eller Bruxelles (754 kilometer).

At rejse er blevet hurtigere og nemmere end tidligere, det er blevet bedre og billigere, altså medmindre man rejser med færge, for det er præcis, som det altid har været: langsomt.

Jeg kan huske det fra min egen barndom, hvor vi sejlede fra Nyborg til Korsør, når vi skulle på sommerferie i København. Fra mit barndomshjem i Thy tog rejsen en hel dag, sådan husker jeg det i hvert fald. Først på toget i Bedsted og derfra ned gennem Jylland med skift til intercity og videre over Fyn, hvor man steg af toget i Nyborg og gik om bord på M/F Prins Joachim eller M/F Dronning Ingrid og stod der på dækket, mens færgen sejlede mod Korsør, hvor vi igen steg på toget for så at sidde de sidste timer frem til København. Der var endda nattog mellem landsdelene dengang.

I dag tager det 11 minutter at tage toget fra Nyborg til Korsør.

Det fjerne Danmark

Jeg ved ikke, om den tyske sociolog Hartmut Rosa kan lide at sejle med færge, men han har en forklaring på, hvorfor jeg kan lide det. I bogen Fremmedgørelse og acceleration beskriver han, hvordan den teknologiske udvikling i det 20. århundrede har fået alt til at gå hurtigere. Vi kan kommunikere hurtigere, vi kan producere varer og transportere os hurtigere end nogensinde tidligere. Ifølge Rosa kan afstanden fra London til New York i dag tilbagelægges 60 gange hurtigere end i den førindustrielle tidsalder. Og derfor har afstanden mistet sin betydning.

»Rummet lader næsten til at trække sig sammen som følge af transportens og kommunikationens hastighed,« skriver Rosa.

Er London langt væk i dag? De fleste ville sige nej. Er Berlin eller Paris? Nej. Verden er som bekendt lille, og den lader til at blive mindre og mindre.

Derfor bliver det i sagens natur også sværere og sværere at komme langt væk. Og fordi netop dét at komme langt væk fra hverdagen og vanerne er manges ønske i sommerferien, vil jeg anbefale at sejle med færgen til Ærø.

Men hvis du nu tager derover, vil jeg ikke undlade at anbefale et par andre steder på øen:

Badehusene fra 1920 ved Eriks Hale, som er malet i smukke, klare farve og ligger der på tangen med vandet i baggrunden.  

Skibsmotorfabrikken i Marstal, som lukkede og blev solgt på tvangsauktion, men i dag er restaureret og fungerer som forsamlingshus, værksted og kontorfællesskab.

Marstal Småborgerlige Sangforening – et sømandskor, som man i løbet af sommeren kan være heldig at høre på havnen i Marstal.

Ærø er i det hele taget en ret dejlig ø.

Serie

Hjemmesafari

Sommeren er over os, europakortet er mestendels grønt, men orker man at rejse ud i verden med mundbind på i flyveren og Delta Plus i horisonten?

Du kunne også genopdage Danmark – det er stadig fyldt med underbelyste pletter af skønhed og skørhed, som ikke er blevet nedtrampet af masseturismen.

I denne serie guider vores skribenter til deres personlige favoritter.

Seneste artikler

  • I Hornsherred findes Dejligheden

    7. august 2021
    Hornsherred er for mange et ukendt stykke dansk geografi. Men det skal være slut. Her kan man fare lykkeligt vild i Nordskoven, udforske den maritime kulturhistorie og opdage området, der fyldte Henrik Pontoppidan med lyrisk inspiration
  • Vær hilset, landsbybeboere, vi kommer for at gentrificere jer!

    31. juli 2021
    Det nordøstlige Falster er sandsynligvis det skønneste sted i Danmark og har i nogle år dannet ramme om mine somre. Og om en hel masse andre menneskers – men indtil for nylig ikke nogen, jeg kendte. Det er hastigt ved at ændre sig, og det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om
  • Hvis du tænker over det, lyder en firesporet vej faktisk ligesom havet

    24. juli 2021
    Jeg havde aldrig troet, jeg skulle tilbringe så meget tid ved Ringvej 3, hvor Rødovre møder Glostrup, Ballerup og Herlev, men det skulle jeg, og det fejler ikke en skid
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En alt for sjusket artikel. Der er ikke noget der hedder Ærø Havn. Ærø har tre havne, hvortil der sejler færger fra Fynshav, Faaborg, Svendborg og Marstal. Han skriver om Ærøskøbing Havn og ja der er gratis busser på øen men der kan være en risiko for at der er for mange buspassagerer. Biler er dyre at tage med men der er mulighed for at sejle gratis uden.

Maj-Britt Kent Hansen

Når nu journalisten er i gang med at kortlægge øen Ærø med ORD, så ville det tilføje værdi til artiklen, lette læsningen og anskueliggøre geografien, hvis der blev indsat et landkort, hvor de omtalte steder var markeret.

Når det gælder rejseartikler og stedsbeskrivelser er manglende land- og bykort nærmere reglen end undtagelsen. Ikke kun i Information, men helt generelt i aviser.

Bevares, jeg kan selv sætte mig til at finde et landkort - ligesom jeg kan slå fremmedord og andre indforståetheder op, men i en del tilfælde griber REDAKTIONEN hjælpsomt ind med en forklaring til den enfoldige læser.