– Hvorfor udvider I strejken nu?
»Det gør vi, fordi vi ingen reaktioner har fået. Hverken fra arbejdsgivere i Kommunernes Landsforening, Danske Regioner eller fra politikere i regeringen. Så det er for at vise, at vi mener det alvorligt. Hvis ikke det var skrapt nok med det første udtag, så må vi tage nogle flere.«
– Nogle vil måske mene, at I skulle have sat hårdere ind fra starten. Tror du ikke, det havde gjort konflikten kortere?
»Nej, det mener jeg ikke. Det er jo en del af spillet, og vi har før udtaget det hele fra starten, uden at det gav en reaktion. Så jeg kigger ikke tilbage og tænker, at vi skulle have gjort noget andet.«
– Nu sender I så yderligere 702 medlemmer i strejke inden for blandt andet opvågning, it og ortopædi. Hvorfor vælger I ikke nogle mere kritiske funktioner, så konsekvensen virkelig kan mærkes? Ville det ikke sende et stærkere signal, hvis man berørte flere – og for eksempel inden for kræftområdet eller corona?
»Jo, det er meget muligt. Men vi har fra starten af – og sådan har det altid været, når vi har strejket – ikke villet lave livsvarige skader for folk. Derfor ville det være fuldstændig urimeligt at gå ind i kræftområdet eller corona.«
»De funktioner, vi har valgt, handler heller ikke så meget om antallet. De funktioner, der rammes, kan nemlig have større konsekvenser, end hvis vi havde taget flere medlemmer ud et andet sted. Det er betydningen af dem, man skal kigge på. Og her kan visitation og it være med til at skabe nogle strategiske reaktioner.«
– I har talt for, at regeringen skal gribe ind i konflikten. Men er det ikke problematisk at bryde med den danske models grundprincipper på den måde?
»Jo, men gennem mere end 50 år har man kunnet se, at os der sidder og forhandler i den offentlige sektor, ikke alene kan bryde med de lønrelationer, der er. Det har Anders Kühnau (socialdemokrat og chefforhandler for Danske Regioner, red.) også været ude og sige: Han kan godt se, at det ikke er muligt at løfte sygeplejerskernes løn, selv om han gerne ville. Så både vi og regionerne er jo enige om, at det er nødvendigt med en håndsrækning fra regeringen. De må indse, at der er noget i den offentlige sektor, der ikke kan løses gennem forhandlinger, fordi den økonomiske ramme er så fastsat, som den er. Det er umuligt at ændre på hierarkiet inde i systemet.«
– Men regeringen vil fortsat ikke gribe ind, og derfor er jeres eneste mulighed for en lønstigning jo, at pengene bliver taget fra eksempelvis sosu’ernes, jordemødrenes og pædagogernes lønstigning. Havde det ikke været smartere at arbejde i en fælles front med dem, så I ikke stod alene?
»Jeg tror, at alle de andre grupper er enige i, at det her er en fælles kamp for alle kvindedominerede fag. Men noget har alligevel gjort, at vores medlemmer var mere klar på en strejke end andre grupper. Deres forhandlere overbeviste dem om, at man skulle sige ja til aftalen, få en komité til at arbejde på sagen og efterfølgende forhandle nye indplaceringer i 2024. Vi kunne ikke overbevise vores medlemmer om, at det var strategisk rigtigt at gøre.«
»Det er nok, fordi vores medlemmer har været så fyldt op med utilfredshed over løn og arbejdsvilkår i lang tid. Man skal ikke underkende, at corona har påvirket vores medlemmer temmelig voldsomt – og det har været en medvirkende årsag til, at frustrationerne har vist sig meget mere hos vores medlemmer end hos de andre.«
– Hvis det ikke lykkes at få den håndsrækning fra regeringen, er I så klar til at tage en lønstigning på de andre gruppers bekostning?
»Nej, det har vi sagt tydeligt hele tiden. Vi ønsker ikke at tage noget fra de andre. Det her handler om, at der har været for få penge i forhandlingerne om de offentlige lønninger i for mange år. Og den indplacering, vi fik i 1969 (med Tjenestemandsreformen, red.), er blevet for fastlåst. Det er man nødt til at gøre noget ved, men efter det kan den danske model godt fungere udmærket igen. Lige præcis det her kan den danske model bare ikke klare alene.«
– Da I strejkede i 2008, endte I med en tom strejkekasse, og 2500 medlemmer forlod jer. Hvorfor tror du, det kommer til at gå anderledes denne her gang?
»Måske fordi strategien fra vores side har været en lidt anden denne gang. Og så oplever jeg et utroligt godt sammenhold omkring kampen, som binder sygeplejerskerne tæt sammen.«
Indlæggets synspunkter bærer præg af elementær manglende viden og erfaringer vedrørende den måde, arbejdskampe fungerer på i Danmark. En god idé ville have været på forhånd at have læst en anden artikel i morgendagens avis, der omhandler samme emne, hvis dette ellers kunne have ladet sig gøre.
https://www.information.dk/moti/2021/07/regeringen-regionerne-reagerer-p...
En strejke er en form koreograferet kamp, hvor der er en række ”spilleregler” (som i fodbold), der angiver nogle grænser for, hvad der er acceptabelt for parterne i ”kampen” at gribe til at virkemidler.
Der er et overenskomstsystem og et arbejdsretssystem, der har ”relativ autonomi” i forhold til den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Denne autonomi forsvinder imidlertid, hvis væsentlige almene samfundsmæssige interesser er på spil. Der ville ikke være langt til et egentligt lovindgreb fra Folketingets side.
Hvis det i artiklen skitserede forslag blev fulgt, ville det resultere i en række nederlag og skader af også social og socialpsykologisk karakter, der ville få langsigtede negative konsekvenser for først og fremmest sygeplejerskerne (som det tilsvarende skete for folkeskolelærerne for nogle år tilbage), men også for hospitalerne og politikerne.
Ingen parter i sagen har interesse i en sådan eskaleret konflikt, når det først og fremmest er brede samfundsmæssige løsninger af strukturel karakter, der egentlig er brug for.
Beklager, at jeg desværre fik placeret ovenstående kommentar under den artikel, jeg gerne ville referere til, og ikke til den, jeg ville kommentere på.
Man efterlades med en lille fornemmelse af grådighed. Men hvis den opfattelse kun skyldes dårlig timing kunne det måske være konstruktivt at se nogle husholdningsbudgetter der underbygger at sygeplejerskerne faktisk har brug for flere penge i dagligdagen. Hvis altså de har det? Sygeplejerskerne vil selvfølgelig argumentere for at deres krav intet har med den store indsats under corona at gøre, hvad det sikkert heller ikke har, - det handler alene om ligeløn og har gjort det længe, siger de - men lige med hvem og hvad skal de egentlig bruge flere penge til og hvorfor kæmpere de ikke først og fremmeste for bedre arbejdsvilkår - en kamp mange andre faggrupper sikkert vil kunne spejle sig lidt klarere i. Så altså, hvor vigtige er de penge egentlig eller det i virkeligheden et andet sted skoen trykker? Jeg mener, hvis det faktisk er penge der er problemet, så kan vi jo bare printe nogle flere til jer. Men der skal bare være mening i galskaben ellers kan alle jo bare komme og sige vi vil have mere i løn og det er, trods alt, ikke for sjov skyld at seddelpressen kører.
Måske på tide sygeplejerskerne finder en formand der faktisk kan skabe resultater.
Tjaaa, med de arbejdsvilkår og lønforhold politikerne (KL, Regioner, Regering) tilbyder sygeplerskerne, venter jeg spændt på, hvor Mette Frederiksen vil finde de 1000 ekstra sygeplejersker, hun har lovet.
Der er et udtalt fald i optaget på sygeplejerske-uddannelserne, så forfærdelig mange ny-uddannede sygeplejerske kommer der nok ikke, til at erstatte 'de gamle som faldt'.
Efterspørgslen på sygeplejersker er således stor, men arbejdsgiverne (det offentlige) har endnu ikke forstået, at hvis man vil have kvalitet, må man 'betale' .. og det er både med penge og ordentlige arbejdsforhold.
Ellers må 'det offentlige' jo bare finde deres 1000+ sygeplejersker et eller andet sted i udlandet. De dygtige danske sygeplejersker skal såmænd nok finde et andet sted at arbejde; I det private eller i udlandet, der begge steder ofte har bedre arbejdsvilkår.
Med andre ord: Alle de kommentatorer - både her og i andre medier - der mener, at sygeplejerskerne er forkælede .. eller i det mindste bare har sammenlignelige forhold med andre offentligt ansatte grupper, de må jo bare læne sig tilbage, og se på udviklingen i antallet af sygeplejersker.
... med andre ord:
Der må indstille sig en ligevægt mellem antallet af sygeplejersker og de arbejdsforhold, der tilbydes.
Det er mig besynderligt, at de fleste kommentarer (her og andre steder) giver sygeplejerskerne (DSR) HELE skylden for den igangværende konflikt... Ansvaret for at det er endt i konflikt (igen) ligger i meget høj grad hos regionerne og specielt hos regeringen, der nægter at tage deres ansvar og få ændret T69.