Sådan finder du meningen i en replik af Shakespeare: Sæt fucking foran det vigtigste ord

Nogle fløj ind fra Japan, andre lå i kø om natten for at få billetter, og kritikerne annoncerede, at dette ville være sæsonens teaterbegivenhed i London. Det var opsætningen af et stykke, som var forbudt i Frankrig i 1930’erne, fordi det blev anset for fascistisk og censureret i Tyskland efter Anden Verdenskrig, da det blev regnet for militaristisk, men som i det 21. århundrede er blevet genopdaget som en genial iscenesættelse af forholdet mellem den politiske overklasse og folket, mellem stærke ledere og ophidsede folkemasser: Coriolanus af William Shakespeare.

Det var The Donmar Warehouse, som i 2014 satte stykket op på et lille teater i West End med tidens største teaterskuespiller i titelrollen: Tom Hiddleston. Rollen som Coriolanus’ hustru, Virgilia, blev spillet af en international skuespiller, der blev beundret i den britiske presse og genkendt på gaden i London: Det var Birgitte Hjort Sørensen fra Danmark.

»Det var så vildt,« fortæller hun i dag:

»For mange skuespillere er det det ypperste – og så at spille på engelsk. Så det var rigtig sjovt, men også skræmmende. Jeg var den eneste, der ikke var englænder, og Shakespeare er jo en nationalskat, som de tager meget alvorligt.«

Hun var blevet berømt som journalisten Katrine Fønsmark i tv-serien Borgen, der var blevet et hit blandt de dannede klasser i Storbritannien. Både instruktøren, som også var kunstnerisk leder på teatret, og den der stod for casting af skuespillere til forestillingen, var begejstrede for Borgen.

»Mens jeg gik på teaterskolen, tænkte jeg, at det var det, jeg primært skulle ernære mig af: ind på Det Kongelige og spille en masse Shakespeare. Ja, det stod for mig som det absolut lækreste. Jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre at komme til at spille det i London,« fortæller Hjort.

»Han har en vild forståelse af den menneskelige psyke, fordi han arbejder så konsekvent med tese og antitese, den ene side og den anden side. Hans beskrivelse af tvivlen som en grundlæggende menneskelig tilstand er eminent.«

Det er selvfølgelig derfor, vi meget gerne ville tale med Birgitte Hjort Sørensen til denne serie om Shakespeare. Høre om hendes egen vej til Shakespeare. Hendes erfaring med at spille på den fineste Shakespeare-scene, hendes forståelse af hans stykker og stil og hendes introduktion til Coriolanus.

At hoppe til Shakespeare

– Hvordan var dit første møde med Shakespeare?

»Jeg var et stort barn, sådan 13-14 år, og jeg var med mine forældre i Det Kongelige og se Helligtrekongersaften,« husker Hjort.

Det var med Mikael Birkkjær, Ellen Hillingsø, Cecilia Zwick Nash og Morten Suurballe i de bærende roller.

»Det er jo en forvekslingskomedie – og jeg kan huske en scene med Mikael Birkkjær og Cecilia Zwick Nash, der er klædt ud som sin egen tvillingebror. Hun er forelsket i Orsino, som hun sidder over for, men han tror, at hun er en ung mand. Og han sidder så og snakker kammeratligt med hende, og tager hende om skulderen og lægger en hånd på hendes bryst, og hun er lige ved at dåne, fordi hun er så forelsket i ham. Det satte sig i mig, jeg kunne mærke det fysisk. Og jeg kan huske, at jeg syntes, at det var en rigtig, rigtig god forestilling.«

Næste gang Birgitte Hjort Sørensen fik det, man kunne kalde en slags elektrisk stød af William Shakespeare, var hun voksen. Hun gik på det, der dengang hed Statens Teaterskole, og var mellem tredje og fjerde år på et sommerkursus i Italien. Der var studerende fra hele verden, og Hjort var med i en Shakespeare-gruppe, hvor de arbejdede med den britiske dramatiker på originalsproget:

»Det var dér, det gik op for mig netop, hvor fysisk det er,« fortæller hun. De studerende lavede en øvelse, hvor de sad i rundkreds, mens underviseren læste en monolog fra Macbeth.

»Han sagde, at vi ikke behøvede at forstå det med hovedet, men når der var et eller andet, der ramte, skulle vi hoppe op. Det kan godt lyde ret gøglet, men pludselig kunne jeg mærke: ’OK, jeg fattede ikke det ord, du sagde der, men det gjorde et eller andet ved mig’. Og så hoppede jeg op.«

Shakespeare er ifølge Hjort intellektuel kunst: Nogle af de fineste monologer, de mest livskloge citater og de mest komplekse intriger, hvor store ideer kolliderer på scenen, har han skrevet. Men der er også en anden kvalitet ved Shakespeare, som hun blev opmærksom på under hoppeøvelsen.

»Det gik op for mig, at grunden til, at det er så vildt, netop er, at det overstiger intellektet og rammer én fysisk. Han benytter sig af mange lydord – altså, hvor ordene lyder som det, de udsiger. Så både hos skuespilleren og publikum forplanter den følelse, der snakkes om, sig i kroppen.«

Versemål som musik og betydning

– En del af den fysiske effekt er også, at karaktererne taler på vers. Det fungerer jo i de store citater, men jeg har altid været lidt ambivalent over for versemålet, fordi jeg synes, det også har en tendens til at skabe afstand. Hvordan oplever du det som skuespiller?

»Det er jo også kunstigt – det er ikke naturalisme. Måske er det en smagssag, men for mig er versene en rigdom. Man tror, det er enormt svært at lære udenad, men det er det ikke, fordi vers er lidt ligesom at lære en sang, det er faktisk utroligt let, samtidig med at den jambiske rytme er tæt på hverdagstale.«

Hjort forklarer, at Shakespeare også bruger versene til at vise relationerne mellem karaktererne.

»Hvis de for eksempel deler et vers, så den ene afslutter den andens vers, er det et tegn på, at de er meget tæt forbundne. Eller hvis der er et vers, som ikke bliver færdiggjort, så er det en helt klar indikation på, at her er der sket eller sagt noget, som fortjener en pause,« pointerer Hjort. Og minder om, at Shakespeare også bruger versene til at indikere den talendes position i det sociale hierarki:

»Når han bruger de her blankvers, som man kender …,« forklarer hun og slår en rytme an med stemmen:

»Da dam, da dam, da dam, da dam, da dam, da da dam, eller mere dagligdags tale, så viser det noget om den status, du har i samfundet. Det kan også vise noget om din sindstilstand. Det er et meget rigt materiale, som er fantastisk at arbejde med.«

Hun henviser til den passage i Hamlet, hvor hovedpersonen lader et teaterstykke opføre og forklarer skuespillerne, hvordan de skal bruge versemålet. Det er et stykke inden i stykket, som på den måde bliver en refleksion over scenekunsten:

»Shakespeare lader Hamlet fortælle skuespillerne, at det skal være ’trippingly on the tongue’, når de taler på versene. Det skal være så let, at man ikke fornemmer versemålene, det skal være sådan en puls, der kører nedenunder det hele.«

Det forudsætter ifølge Hjort en musikalsk forståelse af replikkerne. Men man skal også forstå, hvad der er det centrale i det, man skal sige.

»Josie Rourke, som instruerede mig i Coriolanus, gav mig det måske bedste skuespillerråd, jeg nogensinde har fået. Hun sagde: ’Where does the fucking go?’, hvis jeg skulle spille en sætning. Hvis du kan finde ud af, hvor du ville sætte ’fucking’ ind i en sætning, så vil du også vide, hvad der er det vigtigste at understrege. Det er sådan et godt råd, som jeg stadig bruger. Der er dér, du finder meningen i sætningen.«

Sociale klasser i øvelokalet

Det var anderledes end noget andet, hun havde prøvet som skuespiller, fortæller Hjort, at komme til London og forberede opsætningen af Coriolanus. Den første uge var hele holdet på boot camp, hvor de talte historien igennem og diskuterede, hvordan den forholdt sig til samtidens problematikker. De fik oplæg af retorikere, og de var på museum for at se den ældste udgave af manuskriptet fra en folio-udgave af Shakespeares stykker, der udkom syv år efter hans død. En af den daværende Labour-leder Ed Milibands rådgivere holdt foredrag for holdet om moderne engelsk politik, og forskere kom og fortalte om Shakespeare:

»Jeg følte, at jeg var på visit, selvfølgelig i et andet land, men også lidt i et andet luftlag, end jeg normalt befinder mig i,« fortæller Hjort.

Milibands rådgiver var også fan af Borgen og inviterede Hjort med ind i det britiske underhus for at overvære den ugentlige seance, hvor premierministeren bliver udspurgt af parlamentsmedlemmerne.

»Når man ser det på tv, råber de jo hele tiden, så jeg sagde, at det ville jeg gerne. Jeg fandt så ud af, at det kun er, når kameraerne er på, at de råber. Ellers opfører de sig meget normalt.«

Da det gik op for medlemmerne af underhuset, at Katrine Fønsmark fra Borgen var til stede, opstod en interessant scene, hvor politik og skuespil blev blandet sammen igen – næsten som hos Shakespeare selv. Politikerne begyndte under debatten at tweete om skuespillerens tilstedeværelse, fordi de selvfølgelig også havde set Borgen:

»Det var et underligt metalag, som kom på hele seancen,« fortæller Hjort med et smil:

»Det var sjovt.«

– Hvordan var det som dansk skuespiller at komme ind blandt de britiske skuespillere?

»Det var et vildt lokale at komme ind i. De var enormt søde, men det var også intimiderende, fordi det foregik på et højt plan både intellektuelt og sprogligt,« siger Hjort.

»Der er jo i Coriolanus denne her modsætning mellem aristokraterne, som hedder patricierne i Rom, og plebejerne, som er folket. Den blev også brugt i castingen. Tom Hiddleston, som er en a-liste-superstjerne, er selv uddannet fra Eton og nærmest adelig. Og de, der spillede de adelige roller, var overklasse, hvorimod dem, der spillede folket, var arbejderklasse – hvis jeg skal skære det meget groft ud. Man kunne simpelthen mærke i øvelokalet, at Tom og de andre omkring ham naturligt indtog midten af rummet. De satte sig på samtalerne og holdt små foredrag om Shakespeare, mens de unge og nyuddannede næsten stod op ad væggen i starten.«

Foragt for folket

Coriolanus er en tragedie, som Shakespeare skrev sent i livet, formentligt mellem 1605 og 1608. Længe var den relativt upåagtet, men det var den amerikansk-britiske digter T.S. Eliots yndlingsstykke af Shakespeare og fremhæves i hans kanoniserede tekst, The Waste Land. Og Ralph Fiennes lavede for ti år siden en filmatisering af det, fordi han som efterhånden mange andre mente, at Shakespeare i Coriolanus afdækkede et politisk forfald, som minder om det, der foregår i dag. Det er blevet læst som Shakespeares store iscenesættelse af konflikten mellem eliten og folket og fremhævet i studierne af populisme.

Coriolanus foregår i Rom efter kejserrigets fald, hvor den politiske magt udøves i samspil mellem adelen og folket, patricierne og plebejerne:

»Man kan sige, at det handler demokratiets fødsel,« forklarer Hjort:

»Stykket drejer sig om en brillant hærfører, som, fordi han er dygtig til at slås, også kommer ind i politik. De adelige vil gerne have, at han stiller op til konsul, men der er det problem, at han foragter folket. Der er en massiv modstand mod ham i folket, og han nægter at lyve for at behage dem og sige det, de gerne vil høre. Han holder store taler, hvor han siger, at der ikke er nogen grund til, at folket skal have magt, fordi de er dumme og træffer forkerte valg. Han mener, at de få udvalgte skal have magten.«

Folket har mobiliseret sig selv til protest, fordi de mangler mad, og de bliver bevidste om deres magt som politisk kollektiv. De kræver deres ret. Men Coriolanus anerkender ikke deres autoritet, og han insisterer på ærlighed som absolut dyd. Stykket udstiller således en spænding mellem ærlighed og demokrati, som vi siden har vænnet os til, når vi enten beskylder politikere for at være opportunistiske og populistiske, hvis de taler folk efter munden, eller anklager dem for at være arrogante og elitære, når de ikke gør det.

Coriolanus’ principielle modstand mod at sige det, folk gerne vil høre, fører til hans fald. Han bliver forvist fra byen og slutter sig i stedet til sin dødsfjende og fører an i et angreb på Rom.

»Han er svær at holde af, men han er en interessant skurk, fordi han oprigtigt tror på det, når han udbreder sin foragt for pøbelen. Han bliver anklaget for at være arrogant og hovmodig, men han bliver ved med at svare, at det er, fordi han er bedre og ved bedre,« siger Hjort.

Man behøver ikke være antidemokrat for at anerkende misforholdet mellem ærlighed og demokrati. Selv erklærede demokrater som Barack Obama, Gordon Brown og Hillary Clinton er blevet afsløret i at have talt nedladende om dem, der skulle vælge dem, i lukkede kredse. Det blev til offentlige skandaler og brugt af deres modstandere som beviser på, at de ikke respekterede folket.

– Hvordan forberedte I jer selv på at spille den foragt for folket?

»Jeg ved, at Tom, der spillede hovedrollen, valgte at tænke på den britiske sladderpresse, når han skældte ud på pøbelen på scenen. Man kan sige, at sladderpressen ikke har meget med demokrati at gøre, men det gav den der fornemmelse: ’Helt ærligt. Hvad bilder I jer ind? I skulle selv prøve at komme og stå i forreste linje. Hvor gratis er det ikke at stå og råbe, mens dem, som rent faktisk tager et ansvar, har et andet perspektiv.'«

»The gracious silence«

– Du spillede jo hans kone, Virgilia, som er en af to centrale kvinder i stykket. Hustruen, som ikke vil have, at han går i krig, og moren, som elsker sin søns krigsengagement. Fortæl om din rolle ...

»Hun er en kontrast til moren, som er den anden store rolle i stykket. Moren har lige siden, han var lille, elsket, at han var så krigerisk. Hun nyder, når han får sår, fordi det er som hædersbevisninger. Hun og resten af folket svælger i hans kampe og den måde, han ofrer sig for byen på.«

»Min rolle er den eneste, som ikke synes, det er rart, at han får tæv. Hun synes hellere, man skulle passe på ham. Så er hun den eneste, som er pacifist i en by, der er krigerisk indstillet. Da jeg lavede mit forarbejde, tænkte jeg, at han er Mars, som er krigerguden, og hun må være Venus.«

Det er ifølge Hjort en pointe i stykket, at den pacifistiske hustru, som er det menneskelige ansigt, ikke fylder meget i dramaet. Hun holder sig i baggrunden og er kendt som the gracious silence.

»Jeg var nervøs 24 timer i døgnet, da vi startede forberedelserne. Men da vi kom på gulvet, kunne jeg mærke, at det her kan jeg godt. Man får lov til at byde ind, og det blev en sport for mig, fordi rollen er så begrænset, at få mig skrevet ind i nogle scener, hvor hun ellers ikke er med. Jeg havde et virkelig godt samarbejde med instruktøren og kom med ind flere steder, hvor det giver mening, at hun bare lytter. Det var meget legende og sjovt, jeg følte mig så godt tilpas med det.«

– Jeg har ofte tænkt over forskellen på film og teater – at du spiller den samme rolle igen aften efter aften, når du er på scenen. Finder fortolkningsarbejdet af rollen sted inden premieren, eller bliver du ved med at fortolke rollen løbende?

»Begge dele. Og det er jo fornøjelsen og forbandelsen ved at spille teater. At du aldrig er færdig. Og alle de der gentagelser, som man også kan blive sindssyg af. På West End spillede vi otte forestillinger om ugen. Man kan godt få det sådan lidt: Har jeg sagt det her i dag, eller var det i går? Men det er også en invitation til hele tiden at opdage nye ting og grave dybere. Og det synes jeg, er sket hver gang, jeg har spillet en forestilling. Det bliver ved med at åbne sig.«

Noget særligt udfordrende ved rollen som Virgilia var for Hjort at give udtryk til én, som det meste af tiden bare lytter:

»Det er en svær scenedisciplin, for hvordan fanden formidler man det? Jeg havde et godt samarbejde med dialogcoachen. Hun gav mig den opgave at skrive alle de følelser ud, som Virgilia gennemgik i den her scene, på hver sit papir. Og det kan jo være alt fra vrede og håb til foragt.«

Hjort lagde alle sedlerne ud på gulvet, mens dialogcoachen læste en lang replik fra moren op:

»Jeg hoppede fra seddel til seddel, når jeg følte, at nu var det den her følelse. Det kan også lyde lidt gøglet, men det gav mig en fysisk oplevelse af, hvad det var, jeg lyttede til. Og det hjalp mig enormt meget, når jeg sad på scenen. For så kunne min krop huske, at der var der vrede, og her var der afmagt.«

– Nu har vi talt meget om Coriolanus og dine erfaringer med at spille i London. Men du er jo fortrolig med store dele af Shakespeares værk og fortæller om det, når du holder foredrag. Er der er et særligt citat, du vil fremhæve til sidst?

»Jeg har en forkærlighed for Stor ståhej for ingenting, som jeg så for nogle år siden i Grønnegården, hvor det var Lars Mikkelsen og Tammi Øst, der spillede Beatrice og Benedikt. Og jeg kan huske, at det også gjorde sådan et fysisk indtryk på mig. Han har været denne her meget modvillige elsker, og han skal ikke være en idiot, der forelsker sig. Og så kommer der noget af kovending fra den evige ungkarl, da han forelsker sig helt vildt i hende her. Og så siger han: ’Jeg vil leve i dit hjerte, dø i dit skød og begraves i dine øjne.’«