»Shakespeare er noget fuldstændig elementært, som slår ind i sjælen på én«

Hamlet er for mange litteraturens store tvivler og tragiske intellektuelle, der tænker så meget, at han ikke kan handle. En helt, man ikke kan nå, og en skæbne, som forfattere og filosoffer over århundreder har forsøgt at forstå.

Men for Niels Brunse som dreng i 1950’erne var Hamlet en af de lokale: »Mit første møde med Shakespeare ligger så langt tilbage, at jeg ikke kan huske det,« fortæller han:

»Jeg er vokset op i Helsingør, og fra mine første ture ned i byen, vidste jeg, at Hamlet, det var ham, der boede over på det der slot.«

Det var selv for børn paratviden i Helsingør, at Kronborg, som ligger i byen, er det slot, hvor Shakespeares måske mest berømte stykke, Hamlet – Prins af Danmark, finder sted.

Så Shakespeare var for Brunse ikke noget meget svært eller fjernt, som han skulle bestige et bjerg af dannelse og indsigt for at nå frem til:

»Der var ikke nogen benovelsestærskel, jeg skulle over for at begynde at interessere mig for Shakespeare,« husker han:

»Det ene ord tog det andet, om jeg så må sige, så jeg kom også til at læse nogle af hans stykker i oversættelse. Jeg stavede mig igennem og syntes, det, jeg kunne forstå, var herligt.«

Da Brunse var 14 år, blev nysgerrigheden over for Shakespeare til en intens interesse. BBC og DR gik sammen om at lave en filmatisering af Hamlet på Kronborg, og det blev en lokal begivenhed i Helsingør, at store stjerner som Michael Caine og Christopher Plummer gik rundt i byen:

»Vi fulgte alle sammen med i, hvad der foregik. Helsingør Dagblad lavede reportager om det hver dag, mens optagelserne foregik. Bagefter gik der et halvt år, hvor de sad og klippede ovre i London, og så blev det sendt samtidigt i England og i Danmark. Og jeg tror, at det halve af Helsingør sad derhjemme og kiggede med på skærmen.«

Forbindelsen til Shakespeare blev således knyttet tidligt for Brunse, men først nogle årtier senere blev hans værk til en slags eksistentiel opgave: Det er nemlig ham, der over de seneste tredive år har oversat samtlige Shakespeares 39 teaterstykker og en del af sonetterne; det er ham, der har givet os Shakespeare for det 21. århundrede på dansk:

»Jeg har lavet andre ting i løbet af de her mere end tredive år,« forsikrer Brunse:

»Men siden jeg satte den her store proces i gang, har jeg hele tiden vidst, at det var en del af mit liv, indtil jeg ville blive færdig med det. Og det har været skønt at tænke på, og det har været anstrengende nogle gange. Så det har både været meget, meget svært og meget, meget givende. Den største og mest spændende opgave i mit liv simpelthen.«

Alle, jeg har talt med om at lave ti samtaler om Shakespeare med folk, der vidste noget særligt om ham og selv havde noget på spil i forhold til værket, har sagt til mig: Du skal tale med Brunse! Hans oversættelser er geniale! Det har jeg så kunnet berolige dem med, at jeg bestemt havde tænkt mig. Det har hele tiden været planen at tale med ham om, hvem Shakespeare var i sin samtid og er for os i dag, hvad der gør ham til den største dramatiker i vores kultur, og hvordan det er at oversætte hans værk. Og om Stormen, som er det stykke, Brunse selv har valgt at introducere os for.

Kunst og underholdning for alle

– Der er tendens i dag til at opfatte Shakespeare som noget ophøjet og meget svært tilgængeligt, der foregår på universiteterne og på Det Kongelige Teater. Men sådan som du oplevede ham som dreng i Helsingør, kan minde om den måde, hans teater blev set på i hans samtid. Der var fulde folk fra de lavere sociale klasser foran scenen i London, da hans stykker blev opført dengang?

»Ja, det var en mærkelig blanding af kunst, kultur og underholdning. Det var ikke alle, som fattede de mytologiske hentydninger eller de lærde historiske redegørelser for, hvorfor den og den skulle arve tronen fra den og den. Men det var lige meget for den del af publikum, der bare syntes, at det var enormt flot at høre de her formfuldendte ord, som kom ud af munden på skuespillerne. Der var fægtekampe, og der var folk, som blev myrdet, og der var spøgelser,« svarer Brunse:

Ståpladserne nede foran scenen var på den tid de billigste pladser, hvor publikum drak, råbte og hujede og var så tæt på skuespillerne, som man kunne komme.

»De fine folk kom der også. Måske lige så meget for at blive set, som for selv at se stykket. De sad i logerne tæt på scenen, hvor de kunne sidde og vise deres fine nye tøj frem. Det var høj og lav kultur på én gang.«

Forestillinger på The Globe, som var ejet af Shakespeares teaterkompagni, og hvor mange af hans nu klassiske stykker blev opført første gang, blev afsluttet med et såkaldt ’jig’, hvor alle skuespillere kommer ind sammen og laver en fællesdans, som afspejler stemningen i stykket. The Globe er blevet rekonstrueret så tæt på den oprindelige version som muligt, så nutidens publikum kan opleve at stå under åben himmel foran træscenen:

»Forestillingerne ender næsten altid i en sjov forløst stemning, hvor alle synes, de har fået noget med hjem,« fortæller Brunse:

»Der er en stemning af, at man har været vidne til noget fuldstændig elementært, som er slået ind i sjælen på én. Jeg synes, det er fantastisk, at det ikke er spor finkulturelt snobbet, men under åben himmel med måger, der skriger ovenover.«

Fra Stratford til London

Shakespeares liv var ifølge Charles Dickens et »fint mysterium«, og han skrev, at han hver eneste dag rystede ved tanken om, at nye oplysninger skulle dukke op. Det siges nemlig, at man nærmest intet ved om, hvordan William Shakespeare, der blev født i 1564 i den lille markedsby Stratford-upon-Avon, udviklede sig til historiens største dramatiker.

»Det er ikke helt rigtigt, at man ingenting ved,« forklarer Brunse. Vi ved nemlig mere om ham end om de fleste andre forfattere i samtiden. Blandt andet at hans far var en garver og handskemager, som hverken kunne læse eller skrive, og det har sandsynligvis været meningen, at William skulle overtage familiens forretning.

»Men han var altså for begavet eller mærkelig, han ville i hvert fald noget andet.«

Der er to perioder i hans liv, som kaldes »the lost years«, fordi der ingen optegnelser er over, hvad han foretog sig. Den første er fra 1578 til 1582, hvor han mødte en kvinde, Anne Hathaway, som var noget ældre end ham selv, og som han ifølge Brunse »kom til at gøre gravid«. Og så blev de gift. De næste syv år fra deres tvillinger blev født i 1585, til Shakespeare er registreret i London som medejer af et teaterkompagni i London, er også »fortabte år«, som i århundreder er blevet dyrket som et mysterium. Nogle har hævdet, at Shakespeare på grund af en forbrydelse var tvunget til at flygte fra Stratford, andre har spekuleret i, at han kunne være lejesoldat eller skolelærer:

»Det mest sandsynlige er nok, at han har været i skuespillerlære,« siger Brunse:

»Han er blevet optaget i en trup, som kom forbi, eller han er stukket af med dem.«

Der er ingen efterladte personlige papirer eller breve, så vi ved heller ikke meget om hans tanker og forestillinger. Hans berømte citater er alle replikker, og selv hans sonetter kan være skrevet som undersøgelser af følelser og tilstande, som ikke nødvendigvis var hans egne.

Men Shakespeare afslørede ifølge Brunse som dramatiker en evne til at reparere gamle, lidt kedelige stykker, så de blev vedkommende og moderne. Det er meget få af hans skuespil, som han selv har fundet på. Langt de fleste er skrevet på lånt stof, som han har bearbejdet og skrevet igennem. Kendte fortællinger om romerske kejsere som Julius Cæsar, historier om britiske konger som Richard II og Henry IV eller overleverede fortællinger som Romeo og Julie.

»Han blev mere og mere kendt, efterhånden som teater blev mere anset i samtiden, og han blev dygtigere og dygtigere,« fortæller Brunse.

Det forunderlige er, at han kunne skildre alt fra dialoger i et horehus til intriger i kongehuse, og at han var så fortrolig med alle positioner i det sociale hierarki, at han har skabt overbevisende karakterer og sociale situationer i hele datidens England. Og at Shakespeare kunne skrive ind i alle livets dramatiske situationer. Forskeren Stephen Greenblatt har pointeret, at mange af de eksistentielle ekstremer, som vi i dag har flyttet til institutioner som fødestuer, psykiatriske hospitaler og hospice, dengang fandt sted i folks hjem. Det var ikke ualmindeligt fra gaden at høre lydene både af folk, der døde, og nye små mennesker, der blev født. Brunse minder om, at Shakespeare var uddannet skuespiller og havde tilegnet sig alle mulige forskellige roller, inden han selv begyndte at skrive dramatik.

Anders Rye Skjoldjensen

Dramatiker i en politistat

Da Shakespeare døde, blev han hædret med mindedigte, og da den første udgave af 36 af hans stykker udkom syv år senere i den berømte Folio-udgave, var de forsynet med lærde fortaler og lyriske lovprisninger: »Der var hans ry i hvert fald grundfæstet,« konstaterer Brunse.

Derefter blev Shakespeare glemt i nogle årtier, inden han blev genopdaget:

»Det er ret normalt, at der går en periode på omkring halvtreds år, hvor forfattere skal ned i sådan et syrebad. Og hvis de så kommer intakte op igen, er der en god chance for, at de bliver klassikere. Det er tilfældet med Shakespeare. Og nu tror jeg, at interessen for ham målt på publikum og opsætninger over hele verden er større end nogensinde.«

– Shakespeares stykker blev opført både ved Dronning Elizabeths hof og for folket, de har haft en stor effekt i samtiden. Vi ved også, at andre dramatikere på Shakespeares tid var udsat for censur og blev straffet. Hvor begrænset var hans kunstneriske frihed?

»Man skal huske på, at Elizabeth den førstes England på mange måder var en politistat. Der var overvågning og strenge regler for, hvad man måtte og ikke måtte. Der var et meget anspændt forhold til den katolske kirke, som kongehuset netop havde frigjort sig fra. Der var alle mulige forviklinger og magtkampe og stenrige adelsmænd, som kunne stable deres egen hær på benene, og som altså var en trussel mod statsmagten. Så der blev slået hårdt ned på alt, hvad der smagte af dissens og magtkritik.«

»Men Shakespeare var jo snedig, fordi den magtkritik, som er bygget ind i mange af hans stykker, er lagt tilbage i fjerne epoker som det gamle Rom eller i en sagntid som Kong Lears. Så han kunne ikke hænges op på, at han havde sagt noget forkert om sin egen samtids magthavere.«

– Spørgsmålet er vel også, om han egentlig var interesseret i en magtkritik. På den ene side udstiller hans stykker som regel, hvordan sociale hierarkier er konstruerede. Der er ingen ’naturlige’ ledere i hans univers, hvilket har inspireret mange samfundskritikere siden. På den anden side er læren jo også hos Shakespeare, at det altid går galt, når nogen udfordrer kongen og sætter orden på spil …

»Ja, Julius Cæsar er jo historien om, hvordan republikken er ved at gå under, og Cæsar ved at blive enehersker. Så han skulle dolkes. Og hvad følger så efter? En ny enehersker – efter et slagsmål i kulissen. Det fremstår jo i mange af Shakespeares stykker sådan, at kaos er det værste af alt. Borgerkrig fører kun til ulykker. Det eneste politiske program, jeg synes, man kan uddrage af Shakespeare, er, at politisk dissens er noget skidt, og uanset om det er en demokratisk eller en diktatorisk indstillet leder, er det altid bedst at have en stærk hersker. Og det har sikkert været med dronning Elizabeths fulde velsignelse.«

’Stormen’

– Det fører os til det stykke, du har taget med, og som jo bekræfter den morale. ’Stormen’ …

»Det er et stykke, som jeg har holdt virkelig meget af, og som jeg læste meget tidligt. Og ovenikøbet et af de første stykker jeg oversatte – desværre i en forkortet version. Men senere fik jeg den glæde at supplere med de stykker, der manglede. Det er et meget, meget fascinerende stykke, fordi det kan opfattes og læses og ses på en hel masse planer på én gang. Altså først og fremmest er det en god historie. Det er en tryllehistorie …«

Stormen er et af Shakespeares sidste stykker, det er blevet læst som hans egen dramatiske afsked med teatret, og hovedpersonen Prospero er blevet fortolket som et selvportræt. Men det er også et af de stykker, som er med til at forklare, hvorfor Shakespeare aldrig er blevet kastet ud af kanon som eksempel på den gamle hvide mands herredømme i den vestlige civilisation. Stormen blev i det tyvende århundrede læst og genopført som en kritik af kolonialismen og senere også i feministiske opsætninger.

Det handler om troldmanden Prospero, der er blevet sat ud på en øde ø med sin eneste datter, Miranda. Han har været hertug af Milano, men han var så optaget af sine bøger og sin magi, at hans bror tog magten fra ham og fik ham sat ud på et skib med Miranda og sine bøger.

Skibet drev i land på en ø, hvor der ikke boede andre end to ånder:

»En ædel og luftig ånd, der hedder Ariel, og en grov jordånd, der hedder Caliban – det kan man jo godt kende ordet ’kannibal’ i,« indskyder Brunse.

Ved hjælp af ånderne har Prospero opbygget et kongerige på øen, og han har brugt sine magiske evner til at få alle dem, der bedrog ham og satte ham fra magten, ombord på det samme skib, som sejler tæt på hans ø:

»Han sørger for, at skibet forliser i en storm, og de bliver skyllet i land mange forskellige steder på øen. De kommer ad forskellige veje til Prosperos hule, hvor de bliver konfronteret med hinanden og er lettede over at se, at ingen er døde«.

Men de er også tynget af skam over, hvad de har udsat Prospero for. Her forventer man som publikum grusom og blodig hævn:

»Man skulle tro i et stykke, der handler om magt, at han ville hugge hovedet af dem,« siger Brunse med et smil:

»Men han tilgiver dem! Han forsoner sig med dem, og de vender alle tilbage med større klogskab i bagagen. Der sker endda det, at sønnen af kongen af Neapel falder pladask for Miranda, og de skal giftes, når de kommer hjem og overtage magten i Milano.«

Brunse stopper et øjeblik og lægger hovedet på skrå:

»Det er utroligt menneskeligt med det her tilgivelsesmotiv. Det er stærkere her end i noget andet Shakespearedrama. Og det kan jeg godt lide. Det er en af tilgangene til det. Men det handler også om magten, misbrug af magten, hvordan bruger man den, hvordan kan man miste den, og hvad gør man af sig selv på en øde ø, hvis man ikke skal gå fra forstanden.«

Anders Rye Skjoldjensen

Shakespeares afsked

– Mange har jo set Prospero som Shakespeare, der tager afsked med kunsten?

»Han er jo selv en slags Prospero, han kalder skikkelser frem og får dem til at forsvinde igen. Og han skalter og valter med dem, og han styrer dem, han sørger for, hvad de skal opleve, og hvad de ikke må opleve, og hvornår de skal træffe den beslutning, som han synes, de bør træffe. Og når det så ender med, at Prospero knækker sin stav og siger, at nu skal tryllebogen druknes, så er det ligesom at opgive alt det der, man kan som troldmand og dramatiker.«

Den fortolkning bygger desværre på en antagelse om, at Shakespeare ikke skrev mere efter Stormen, men det holder ifølge Brunse ikke helt:

»Men pyt med det. Derfor kan man godt se stykket som et monument over, hvad han har udrettet og en iscenesættelse af sig selv som den her almægtige troldmand. Han kan alt muligt, men han skal også være i pagt med alle de her ånder.«

– Hvordan skal man forstå dem?

»Ariel er en luftånd, der kan bruges til meget, fordi han er fri og åndelig. Caliban repræsenterer alt det jordiske, alt det grove og grimme. Alt det sjofle og drifterne, og ham skal man også finde ud af at komme ud af det med. Stykket slutter jo også med, at Ariel bliver sat fri, som han gerne vil, og får lov til at gå op i vand og luft. Caliban har hele tiden ment, at det var hans ø, og han får lov til at beholde sin ø, efter de er rejst. Det er der så nogen, der har læst som en historie om kolonialisme.«

– Der er altid hos Shakespeare en undersøgelse af, hvor autoritet kommer fra – for kongerne i forhold til folket. Men i Prosperos afsluttende monolog får vi det som en refleksion over forholdet mellem kunstneren og publikum …

»Ja, han opgiver kunsten som en magt og beder bare om nåde. Det er tilskuernes nåde, de skal klappe ad ham. Men hvis man læser den flotte monolog, der er lagt i munden på ham, så handler det også om meget mere. Det handler om: Må alle de ting, vi har gjort mod andre mennesker i kraft af den magt, vi har fået eller tiltaget os … må det blive os tilgivet.«

Dette er en redigeret udgave af en samtale, som kan høres i sin fulde længde på https://www.information.dk/serie/shakespeare-lige

Shakespeare ’Samlede skuespil’ er udkommet i Niels Brunses oversættelse på Gyldendal i seks bind, som hver koster 314,95 kroner på Gyldendal.dk.