Interview
Læsetid: 19 min.

Fra de sjofle vittigheder til magt og døden: Katrine Wiedemann er besat af William Shakespeare

’Kong Lear’ er kendt som det måske sorteste af Shakespeares stykker. Men for instruktør Katrine Wiedemann er der en stor glæde i at arbejde med en tekst, der sætter ord på alderdommens afmagt, magtens opportunisme og det mest barske i livet. »Det er der for mig noget enormt håbefuldt i,« siger hun
Hele sin karriere har Katrine Wiedemann forberedt sig på at blive gammel nok til at lave Kong Lear, fortæller hun.

Hele sin karriere har Katrine Wiedemann forberedt sig på at blive gammel nok til at lave Kong Lear, fortæller hun.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
3. juli 2021

Alt det, hun har lavet siden, og den måde, hun ser mennesker, magt og tilværelsen på, og det, der har gjort hende til en kunstner, som har leveret mesterlige værker og originale fortolkninger af store klassikere: For Katrine Wiedemann begyndte det hele med William Shakespeare.

»Jeg var kun en 13-14 år, og jeg forstod vel ikke det hele. Men den der enorme fordybelse i sproget, de der store følelser, der ligger i det, og præcisionen og de store skuespillere. Det var jeg så fascineret af, og så begyndte jeg at læse teksterne selv. De år var én lang besættelse af Shakespeare, som så faktisk aldrig har forladt mig siden,« fortæller Wiedemann.

Det var i første halvdel af 1980’erne, og dansk tv viste nogle tv-produktioner fra Channel 4, som lavede kulturprogrammer, der ifølge Wiedemann blev »meget beundret dengang«. Hendes forældre var blevet skilt, hun var ikke længere barn, men slet heller ikke voksen endnu og tilbragte en del tid alene.

En meget lang aften så hun en ni timers filmet teaterversion af Charles Dickens’ roman Nicholas Nickleby, som var sat i scene af The Royal Shakespeare Company:

»Jeg blev voldsomt optaget af Royal Shakespeare Company, som jeg fandt ud af, var det førende kompagni, der lavede Shakespeare i London.«

Og så opdagede Wiedemann, at der stod en udgave af Shakespeares samlede værker på originalsproget derhjemme. Hun fandt en ordbog og begyndte at stave sig igennem stykkerne.

Hun husker endnu den første gang, hun læste et stykke af Shakespeare:

»Jeg prøvede at stave mig igennem Romeo og Julie, og så kom jeg selvfølgelig til nogle af de sjofle vittigheder i stykket … der hvor ammen siger et eller andet frækt, og så oplevede jeg: ’Nej, hvor vildt!’. Den joke kunne jeg godt forstå.«

»Jeg var draget af tragedierne, men det var de sjofle vittigheder og alt det, der kommer med komedierne, der gjorde, at jeg som ungt menneske gad bladre videre. Jeg sad og læste Henry Miller på den ene side, Sexus, og så de der lidt underlige frække scener i Romeo og Julie. Det blev en total fetich for mig at dyrke Shakespeare.«

Katrine Wiedemann

  • Født 1969.
  • Sceneinstruktør.
  • Hun debuterede som autodidakt med Mordernes nat på Teater FÅR302 i 1992 og har siden været en af vores største instruktører med store fortællinger på nationale og internationale scener.
  • Wiedemanns første bogudgivelse er Ved gudernes bord, en personlig bog om de store livstemaer, som teaterstykkerne, hun har instrueret, vækker til live.

Der blev også dengang sendt nogle såkaldte masterclasses på dansk tv, hvor skuespillere som Ian McKellen og Judi Dench, der siden er blevet store stjerner, fortalte om deres arbejde med Shakespeares karakterer, situation og dramaer. Om hvordan de blev instrueret, og hvad der var på spil:

»De her nok så kulturelitære tv-programmer, hvor alt var helt underligt mørkt, sad jeg så og så«, husker Wiedemann.

Det var på det tidspunkt, hun besluttede sig for, at hun ville være skuespiller og arbejde for Royal Shakespeare Company. Da hun blev 18, lykkedes det hende at komme til London, hvor hun boede hos sin mors kæreste, der var englænder. Han hjalp hende til at få arbejde som propmaker på The Barbican for Royal Shakespeare Company, men ved juletid rejste hun hjem til Danmark igen.

»Da syntes jeg simpelthen, det havde været for hårdt, og så droppede jeg den store internationale karriere,« siger Wiedemann med et overbærende smil om sit yngre jeg.

Men hun droppede ikke teatret, og hun holdt fast i Shakespeare. Hun er i dag 52, har instrueret adskillige opsigtsvækkende, anmelderroste og ambitiøse opsætninger af Shakespeares stykker, blandt andet Romeo og Julie og Hamlet i Sverige og senest det stykke, som hun i de senere år har været mest optaget af, og som hun har valgt, at vi skal tale om i dag: Kong Lear.

»Der er ikke rigtig nogen, der er kommet i nærheden af kompleksiteten og dybden og livsvisdommen i Shakespeares tekster,« siger Wiedemann afklaret og engageret.

»De græske dramaer kan være fuldkommen fantastiske, og der findes fantastisk verdensdramatik, men der er bare et stykke vej fra alt det til Shakespeare.«

Psykologi + magt = Shakespeare

Da jeg i vinter sad og læste Shakespeares samlede stykker i Niels Brunses nye oversættelse og tænkte, at de demonstrerer, hvorfor man ikke kan forstå et menneskes psykologi, hvis man ikke også interesserer sig for magt, og at man ikke kan undersøge magt, hvis man ikke på samme tid forholder sig til psykologi, var Katrine Wiedemann den første, jeg skrev til.

Jeg spurgte, om hun troede, man kunne lave en interviewserie, hvor man talte med ti forskellige personer, som selv har fortolket og levet med Shakespeare, og bede dem introducere et stykke hver.

Og på den måde kombinere det eksistentielle – fordi Shakespeares dramaer er de mest intense undersøgelser af forelskelse, begær efter magt, drømme, ambitioner, blindhed, jalousi og fristelser i menneskelivet, jeg kender – og det politiske – fordi stykkerne overbevisende viser, hvordan alle hierarkier er konstruktioner, som man kan pille fra hinanden, hvis man vil, men at det også ofte ender i død og ødelæggelse, når den sociale orden går i opløsning.

Udgangspunktet var, skrev jeg til Wiedemann, at Shakespeare jo er en særlig form for verdenslitteratur, fordi det er dramatik, og der findes folk, som med deres krop og liv har fortolket værkerne. Instruktører, som i månedsvis har studeret hver enkelt replik for at kunne lave den bedst mulige fortolkning af stykkerne.

Skuespillere, som aften efter aften foran publikum med deres kroppe har været de karakterer, vi taler om som fælles figurer i vores kulturhistorie: Hamlet, Macbeth, Julius Cæsar, Romeo og Julie. En oversætter, der gennem 30 år har været intenst optaget af at finde balancen mellem vers og indhold, mellem det høje og det lave og den helt rigtige melodi i teksten, der gør, at det lyder som musik, når man opfører det på scenen.

En minister, der som kongerne hos Shakespeare selv har oplevet magtens ensomhed og overskud, forskere fra USA, England og Danmark, som har undervist adskillige generationer i de samme mesterstykker og en kritiker her fra avisen, der har forholdt sig til, hvordan Shakespeare de seneste årtier er blevet sat op som teater i Danmark.

Det mente Katrine Wiedemann var en god idé, og hun ville meget gerne selv være med og tale om Shakespeare, skrev hun.

Det er derfor, hun er den første, jeg taler med i den her serie, hvor vi undersøger Shakespeare forfra, præsenterer nogle af hans væsentligste stykker på ny og går på opdagelse i hele mesterværket.

Hamlet handlingslammet

Men først skal vi tilbage og høre, hvordan mødet med Shakespeare blev Wiedemanns vej til teatret.

– Da du sad derhjemme og læste Shakespeare som en stor pige, var det så noget, du talte med nogen om?

»Du kan roligt regne med, at det delte jeg ikke med nogen. Fordi det var der ikke nogen, der gad dele med en. Altså, det var noget med at være skilsmissebarn, ung teenager, have for mange timer, alt er kedeligt, man er hjemme. Og mange lange timer uden noget at lave, er jo en gave til en.

William Shakespeare

  • Født 1564.
  • Engelsk digter og skuespilforfatter.
  • De cirka 30 skuespil, som er blevet spillet til alle tider og i alle kulturer, og den ikkedramatiske digtning (først og fremmest 154 sonetter) har gjort Shakespeare til den vel nok bedst kendte og mest levende forfatter i verdenslitteraturen.
  • Shakespeares samlede skuespil og sonetter er i de senere år udkommet i Niels Brunses oversættelse i en seksbindsudgave.

Man bliver nødt til at gå op i et eller andet. Så det var sådan en besættelsestilstand, der var i de tomme timer i de år. Så nej, det delte jeg på ingen måde med nogen. Og det har jeg heller ikke haft brug for. Det var et eget rum, der ligesom voksede. Og det begyndte jo at folde sig ud i det ydre, i mit reelle liv, da jeg  begyndte at lave teater.«

Wiedemann havde allerede fra tredje klasse gået til drama og spillede med i en masse stykker i folkeskolen. Men langsomt ændrede det sig, så hun hellere ville instruere, og det endelige valg traf hun, da hun blev instruktør på en stor musical i 3.g på Christianshavns Gymnasium.

»Dér fandt jeg ud af, at jeg ville stå bagved og instruere. Og jeg ville ikke længere være skuespiller.«

Hun søgte ind på teaterskolen, da hun var 19, men kom ikke ind. I stedet begyndte hun at sætte sine egne stykker op på Får302, der ifølge Wiedemann var »den mindste scene i byen«.

Hun måtte selv betale for opsætningen og regnede ikke med, at der ville komme mange andre end hendes forældre til premieren. Men anmelderne kom også, og de kunne virkelig godt lide, hvad de så. Og så var Katrine Wiedemann blevet det, man kalder en ’lovende og talentfuld’ instruktør, som man forventede meget af, og som fik spændende tilbud.

Hun var ikke særlig gammel, da hun lavede en radikalt ambitiøs opsætning af Romeo og Julie på Dramaten i Stockholm, hvor hun blandede elementer fra cirkus og dans og brugte de klassisk dannede skuespillere i en kæmpeforestilling.

»Jeg skal nogle gange styre mig for ikke hele tiden at foreslå at lave Shakespeare, for jeg synes også, at det er fint, at jeg laver andre ting. Og det gør jeg også. Men jeg er besat af Shakespeare, det er jeg altså,« forklarer hun.

Senere lavede hun en opsætning af Hamlet, som skulle markere 50-årsjubilæet for Stockholms Stadsteatret. Den svenske stjerne Gustaf Skarsgård spillede hovedrollen, mens hans far, Stellan Skarsgård, blev fløjet ind fra Hollywood for at lægge stemme til det spøgelse, som er Hamlets afdøde far.

»Det var på en måde en gentagelse af hele temaet i Hamlet med en søn af en rigtig far, der er meget fjern, fordi han bor i USA. Så bare at sidde og se dem spille sammen. Det var en stor oplevelse.«

Der er altid noget galt

Hamlet er kendt som tvivleren, der har lange eksistentielle monologer om at være eller ikke være, men som ikke kan træde i karakter og handle. Det motiv fremhævede Wiedemann ved at lade Hamlet sidde på samme stol under hele forestilling. Ude af stand til at bevæge sig.

»Jeg prøvede at lave Hamlet handlingslammet ved at lade ham sidde på den stol hele tiden. Alt foregik der. Alt kom rundt og kom ind til ham. Hele scenerier blev bygget rundt om ham, og han sad bare på den stol, hvor han havde sat sig i begyndelsen af sin sorg.

Så flyttede han sig ikke fra det sorgpunkt, indtil han sagde de berømte linjer om at være eller ikke at være, hvor han fik lov til at gå frem til scenekanten. Publikum fik et chok. Fordi man på en måde, ligesom med Hamlets dødsønske, havde lyst til, at han kunne komme væk fra den stol og hoppe ud over scenekanten.«

»Jeg kan ikke beskrive, hvor vigtigt jeg synes, det er, at der findes tekster, som sætter ord på det sorteste og det mest barske i livet. Det er der for mig noget enormt håbefuldt i,« siger Katrine Wiedemann.

»Jeg kan ikke beskrive, hvor vigtigt jeg synes, det er, at der findes tekster, som sætter ord på det sorteste og det mest barske i livet. Det er der for mig noget enormt håbefuldt i,« siger Katrine Wiedemann.

Emilie Lærke Henriksen

Herhjemme lavede Wiedemann en opsætning af Stormen med Jens Albinus og Sidse Babett Knudsen, og hun instruerede Et vintereventyr på Teater Republik. Og adskillige flere opsætninger af Shakespeare.

– Hvordan arbejder du, når du forbereder en opsætning af Shakespeare?

»Jeg har to studiekredse, som er nogle kloge venner, jeg har, og jeg har noget familie, som jeg udsætter for de her tekster, når jeg skal lave dem. Snakker dem ordentligt igennem. Virkelig får tænkt dem igennem. Og det er så interessant at sidde og studere det, som mange andre også har gjort gennem tiderne,« siger Katrine Wiedemann.

»Men lige meget, hvor godt du kender en tekst på skrivebordet, er der meget, du stadig ikke ved, før du står med den oppe på scenen. Jeg føler virkelig, at jeg rejser gennem teksten, når den skal genskabes i teatret, og jeg skal have folk til at agere det og gentage det. Jeg føler mig som sådan en foie gras-kylling. Jeg har fået så meget viden proppet ned i mig af at gå igennem sådan en tekst.«

– Du fortolker stykker, som andre har fortolket i hundreder af år. Er ambitionen for dig at lave den definitive ’Hamlet’ eller den definitive ’Kong Lear’ eller at vise endnu en måde at opføre den på?

»Du kommer aldrig til at se den perfekte Hamlet og den perfekte King Lear. Det har du aldrig set, vil jeg vove at påstå. For det kan ikke gøres perfekt. Og det tror jeg også tirrer mig lidt.«

Det hænger ifølge Wiedemann sammen med et særligt træk ved Shakespeares tekster: Der er altid noget i dem, der ikke umiddelbart giver mening. Noget, der forekommer klodset eller endda forkert.

»Noget, der er mærkeligt ved Shakespeare, er, at teksterne på en måde er mangelfulde og frustrerende at arbejde med. Der er nogle graverende, næsten dramaturgiske fejl i dem, hvor man tænker: ’Det dér er sgu ikke god dramatik, det kan ikke være rigtigt, at de store nøglescener bliver givet til en bifigur i hele anden halvdel for eksempel’.«

»De er uperfekte. Det er evigt krævende at få dem limet sammen. Og der, hvor det ikke hænger sammen, er der en masse huller, hvor du bliver nødt til at putte dig selv ind. Det er noget, du aldrig kan blive færdig med, og som ingen kan blive færdig med.«

Kærligheden er stor i slaget

– Du har opholdt dig så længe ved de her stykker. Hvordan har din oplevelse og indsigt i dem ændret sig med årene?

»Jeg vil sige, at man ser noget forskelligt i stykkerne for hvert tiår, man runder. Da min egen far var død, og jeg var 30 år gammel, læste jeg Hamlet som et stykke, der handlede om at tolke en fars død. Nu er jeg mere optaget af magtmotivet i stykket. Og sådan er stykkerne. Du fokuserer på forskellige steder i værket, og derfor er det ikke så latterligt, som det kunne lyde, at man hele tiden i alle lande laver det samme stykke, som hedder Hamlet.«

Et andet stykke, som Wiedemann har ændret sin forståelse af, er Romeo og Julie.

»Det var i mange år et kæmpemysterium for mig, at Romeo i begyndelsen er forelsket i en anden kvinde, som hedder Rosalinde. Når man skal skildre den største kærlighedshistorie, hvorfor skal man så høre, at Romeo er enormt vild med en anden kvinde dagen inden, at Julie kommer ind? Han bør jo være en tørlagt, ensom fyr, der sidder og ikke kender nogen, og bang! så kommer hun ind ad døren. Sådan ville det være, hvis det var Hollywood,« siger hun.

»Men det tog mig lang tid at forstå, at i et fugleperspektiv symboliserer Romeo også bare det unge menneske, som er lavet til at elske. Det er større end bare en gut, og at dramatikeren ønsker at lave en lovestory. Det er også et portræt af denne her mand, som altså er kærlighedens natur. Han elsker simpelthen bare. Og er det ikke hende, så er det hende ...«

– Det er en sjov ting, at den første læsning, vi har af et stykke, som regel senere afslører vores egen begrænsning. Når man er vokset op med en bestemt forestilling om romantisk kærlighed, må Romeo og Julie være den eneste ene for hinanden gensidigt. Og så ser man omkring sig, at folk jo kan være vildt forelskede i én person og derefter i en anden, uden at deres kærlighed bliver mindre af det. Og så går man tilbage og genlæser ’Romeo og Julie’, som er den romantiske kærligheds grundfortælling og tænker: nå ja ...

»Fordi sådan er det. Det er jo sandheden.«

– Og på samme måde så tænker du: Gud, Julie er kun tretten tre kvart år. Det kan ikke passe, at hun kan blive så forelsket, at hun vil dø for kærlighed. Men sådan er teenagere jo, og de kan så bare også have lyst til at sidde på en gynge bagefter. Hvis man skal sige det storladent, er der en uudtømmelig kompleksitet hos Shakespeare, som inviterer os til at blive ved med at genopdage kompleksiteten i tilværelsen og verden ...

»Det er derfor, man konstant bliver udfordret på, at ens brille på verden er for snæver. Sådan lidt: Altså, du kan godt droppe den brille. Kærligheden er større end det. Det, Romeo elsker, er større end det dér lille fedtede blik, du har på ham, hvis du tænker sådan. Og det genkender man jo godt, når man er mere moden. Lad være at være sådan en petitesserytter.«

Wiedemann slår ud med armene som for at sige: Nu må verden altså fatte det.

»Kærligheden ... den er stor i slaget. Den kan mere end det. Når jeg føler, at jeg kan forstå det hele fra A til Z, så ved jeg altid, at det er en slags illusion, jeg i en vis fase af en produktion har bygget op i min magelighed. At nu har jeg sgu fået tjek på det. Men så åbner det sig igen på en eller anden måde, hvor jeg pludselig bliver i tvivl om, hvad jeg lige har stået og holdt et foredrag om i teksten.«

Kong Lear

– Det stykke, du selv har valgt, afspejler også, at dit eget fokus hos Shakespeare har flyttet sig?

»Ja, jeg gik enormt meget på de sjofle vittigheder i begyndelsen, og det interesserer mig ikke så frygteligt meget længere. Og komedierne interesserer mig desværre heller ikke meget. Nu er jeg optaget af magt hos Shakespeare.«

Kong Lear handler om en konge, som har det problem, at han skulle have haft en søn, som kunne blive hans tronfølger. Men i stedet har han fået tre døtre. Han er så gammel, at han ikke kan regere længere og skal så give riget videre til sine døtre.

’Kong Lear’

  • Tragedie af Shakespeare, skrevet cirka 1605.
  • Stykket, der anses som et af Shakespeares centrale værker, er baseret på sagnet om kong Lear af Britannien, en førromersk keltisk sagnkonge.
  • Shakespeare har dog fraveget kilderne, så historien får en tragisk slutning, der ledsages af en yderst pessimistisk vision om mennesket og samfundet.

Kong Lear beder dem hver især bevise, hvor meget de elsker ham, og den, der elsker ham mest, vil få den største del af riget, som han deler i tre. De to første overdriver deres erklæringer strategisk, mens den yngste, Cordelia, som er den renhjertede karakter, svarer, at hun hverken elsker ham mere eller mindre, end en datter bør elske sin far.

Det går kongen amok over, han forviser Cordelia, giver riget til de to andre, og så indledes hans store deroute:

»Han havde troet, at han kunne hænge ud og blive passet af sine døtre, men han opfører sig ad helvede til, så de skubber ham ud på heden.«

Hans test af døtrene afslører, at han har begået den alt for menneskelige, men også fatale fejl, at han forveksler hengivenhed over for hans position med kærligheden til hans person. Og da han har mistet sin position, er de to ældre døtre ligeglade med ham som person:

»Han ryger i en kæmpe livskrise, hvor han går vanvittig rundt ude på heden. Han føler sig menneskeligt skrællet helt ned,« forklarer Wiedemann.

»Pludselig er han ude og møde folket, de fattige. Han møder lidelse, han møder sine egne undersåtter, og nu hvor magtens kappe er røget af ham, begynder han at forstå den afstumpethed, som den havde krævet af ham. Da han pludselig ser de hjemløses lidelser og sin egen, forstår han, at mennesket er ingenting uden magt.«

Det står i stykket ikke klart, hvordan kong Lear regerede, men de to døtre danner en ekstremt brutal regering.

»Det er i hvert fald ikke to damer med bløde værdier,« konstaterer Wiedemann.

Langsomt erkender kong Lear, at han begik en fejl, da han fratrådte sin position, fordi magten også er en pligt, som han er løbet fra. Landet er i krig, men hans døtre formår ikke engang at samle en flåde til at forsvare riget.

Han forsøger at få tilgivelse fra den ærlige datter, som han smed ud af sit rige. Til sidst kommer hun tilbage, og de to bliver fængslet sammen:

»Det er en meget smuk, men også ekstrem kærlighedsscene, hvor kong Lear siger til Cordelia, at han er ligeglad med, om han skal leve resten af sit liv i fængsel, bare han er sammen med hende. Men det er jo ikke specielt lykkeligt for en ung pige,« indskyder Wiedemann.

Inden han får forløsningen og tilgivelsen, bliver Cordelia slået ihjel, og han dør selv uden at komme igennem krisen eller angre. Og næsten alle bliver slagtet til sidst.

Drømmen om trilogien

Katrine Wiedemann fortæller, at hun hele sin karriere har forberedt sig på at blive gammel nok til at lave Kong Lear. Fordi det er en historie om den gamle mands fald, kræver det en indsigt og erfaring, hun ikke selv mente, hun havde som ung. Da hun omsider i år fik muligheden for at sætte stykket op, engagerede hun sig med alt, hvad hun har, i at lave Kong Lear.

Wiedemann fortæller, at hun har en ambition om at lave den store trilogi, der begynder med Hamlet, fortsætter med Macbeth og slutter med Kong Lear.

Wiedemann fortæller, at hun har en ambition om at lave den store trilogi, der begynder med Hamlet, fortsætter med Macbeth og slutter med Kong Lear.

Emilie Lærke Henriksen

Men på grund nedlukningen blev forestillingen aldrig opført foran publikum. De spillede den en enkelt gang for sig selv og derefter blev det hele gemt væk igen, ligesom det er sket med mange andre forestillinger under pandemien, fordi teatrene jo også har andre forestillinger planlagt.

Det har dog ikke betydet, at Wiedemann ikke vil lave Kong Lear igen, forsikrer hun. For stykket er på sin vis kulminationen på magttemaet hos Shakespeare. Det kommer efter andre berømte magtdramaer som Hamlet og Macbeth og anskuer verden fra den gamle mands perspektiv:

»Hamlet er jo den unge mands forhold til magten. Hvordan træder jeg i karakter og påtager mig magten? Hvad med alle de mennesker, jeg skal slå ihjel for at blive kongen? Og så har vi en Macbeth, et midaldrende menneske i krise, som dig og mig. Jeg har et enormt godt job, men jeg vil gerne have det allerbedste job, så derfor kommer jeg til at slå kongen ihjel og kommer ud i en masse rod.«

Den kan også nærmest læses som et aktuelt karrieredrama, tilføjer Wiedemann. En fortælling om, hvordan vi bliver fristet af ambitioner, som driver os fremad, men også fører nogle forfærdelige ting med sig.

»Du har en kone, og du har et godt job, men du vil have et endnu bedre job. Oh my god, så går det helt galt. Og til sidst har vi så ham, der har magten og skal afstå fra magten. Som skal gå på pension, eller som gerne vil have, du ved, et otium. Og graven venter, alderdommens skrøbelighed venter. Så overgangen fra manden med magten, ham, der er noget, til ham, der ingenting er længere. Gamlingen. Det er kong Lear.«

Wiedemann tilføjer, at hun har en ambition om at lave den store trilogi, der begynder med Hamlet, fortsætter med Macbeth og slutter med Kong Lear.

»Nogle gange føler jeg, at det er den samme mand, der bliver beskrevet, som forholder sig til magten på forskellige stadier. Som tragedie er Kong Lear noget af det mest tragiske, der er. Fordi den ser på magten fra den anden side af livet – fra døden.«

– ’Kong Lear’ er også kendt som det måske sorteste af Shakespeares stykker. Det er brutalt og nådesløst, udstiller alderdommens afmagt og magtens opportunisme i de nærmeste relationer på en måde, som er rædselsfuld …

»Det er netop ikke deprimerende, men sort. I England bliver det ikke spillet så tit, som man skulle tro, fordi det simpelthen er så barskt, så skånselsløst og så hånligt og desillusioneret, og det ender så frygteligt grusomt,« siger Wiedemann og holder en kort pause.

Inden hun taler videre:

»Men jeg bliver så glad for at arbejde med sådan en tekst. Jeg bliver slet ikke deprimeret. Tilværelsen er jo fortvivlende. Men i den dybeste fortvivlelse er der jo hele tiden sprog, og jeg kan ikke beskrive, hvor vigtigt jeg synes, det er, at der findes tekster, som sætter ord på det sorteste og det mest barske i livet. Det er der for mig noget enormt håbefuldt i.«

I næste uge taler vi med Niels Brunse, som gennem de seneste 30 år har oversat alle Shakespeares stykker, som er blevet udgivet på Gyldendal.

 

Serie

Shakespeare er lige her

William Shakespeares drama er en fælles fortælling for vores kultur. Hans stykker er sjove, spændende og dramatiske. Og man bliver altid klogere, når man ser vores egen verden reflekteret på hans scene.

Information præsenterer i denne sommerserie ti af Shakespeares væsentligste stykker og taler med skuespillere, instruktører, en oversætter, en kritiker, en minister og forskere fra Danmark og udland om, hvad der for dem er det særlige ved Shakespeare.

Seneste artikler

  • Podcast: Det har vi lært af vores samtaler om Shakespeare

    5. november 2021
    Chefredaktør Rune Lykkeberg afslutter sin studiekreds om Shakespeare med en sidste samtale. Med i studiet er Sara Mering, som er 25 år, litteraturvidenskabsstuderende og erklæret Shakespeare-fan. Det er hende, der har transskriberet og givet feedback på samtlige samtaler i serien. Hvad har de hver især lært om Shakespeare undervejs – og hvad har de lært om sig selv?
  • Elisa Kragerup: Shakespeare tager os ud i grænselandet af, hvad det vil sige at være menneske

    3. september 2021
    Der er eventyr, poesi, vanvittigt begær og overvældende afsløringer af, hvor dumme menneskene er, når vi fører os frem som små guder i vores egen verden i ’En skærsommernatsdrøm’. Det forklarer Elisa Kragerup i den sidste sommersamtale om Shakespeare
  • Fortællingen om Iago, det mest nederdrægtige, dumme svin hos Shakespeare

    27. august 2021
    Det kan være sundt og godt at gå ind i den mørkerus og svovlpøl, som det ifølge skuespilleren Jens Jørn Spottag er at spille den dæmoniske Iago fra Othello. Men man skal lære sig selv at tale højt i store rum, når man skal spille Shakespeare
Podcast

Shakespeare er lige her

William Shakespeares drama er en fælles fortælling for vores kultur. Hans stykker er ikke svære, de er sjove, spændende og dramatiske. Og man bliver altid klogere, når man ser vores egen verden reflekteret på hans scene.

Information præsenterer i denne sommerserie ti af Shakespeares væsentligste stykker og taler med skuespillere, instruktører, en oversætter, en kritiker og forskere fra Danmark og fra udlandet, som hver især har levet med den britiske dramatiker og fortolker, om hvad der for dem er det helt særlige ved William Shakespeare.

Seneste podcasts

  • Podcast: Det har vi lært af vores samtaler om Shakespeare

    5. november 2021
    Chefredaktør Rune Lykkeberg afslutter sin studiekreds om Shakespeare med en sidste samtale. Med i studiet er Sara Mering, som er 25 år, litteraturvidenskabsstuderende og erklæret Shakespeare-fan. Det er hende, der har transskriberet og givet feedback på samtlige samtaler i serien. Hvad har de hver især lært om Shakespeare undervejs – og hvad har de lært om sig selv?
  • Elisa Kragerup: Shakespeare tager os ud i grænselandet af, hvad det vil sige at være menneske

    3. september 2021
    Der er eventyr, poesi, vanvittigt begær og overvældende afsløringer af, hvor dumme menneskene er, når vi fører os frem som små guder i vores egen verden i ’En skærsommernatsdrøm’. Det forklarer Elisa Kragerup i den sidste sommersamtale om Shakespeare
  • Fortællingen om Iago, det mest nederdrægtige, dumme svin hos Shakespeare

    27. august 2021
    Det kan være sundt og godt at gå ind i den mørkerus og svovlpøl, som det ifølge skuespilleren Jens Jørn Spottag er at spille den dæmoniske Iago fra Othello. Men man skal lære sig selv at tale højt i store rum, når man skal spille Shakespeare
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gitte Loeyche

Tak for en fremragende 1. del.

Henrik Bandak

Shakespeare har med garanti ikke været spor "interesseret" i magt, men har haft en rædselslagen fascination af det. Kun derfor formår at han at beskrive det både smukt og morsomt. Når politiske kommentatorer analyserer magtspil, sker det ofte i et sprog renset for både ægte humor og poesi - ej at forveksle med journalisthøjskoleagtig smarthed og sleben lækkerhed. Den aldeles tvangfrie og indforståede måde at beskrive magten og intrigerne på spejler i reglen beslægtede sinds beslægtede tænkemåder - hvor selv det skarpt og rigtigt sete både æstetisk og associativt skæmmes af slægtskabet.
Hyænerne studerer hinanden og især de større rovdyr for at aflure dem deres hemmeligheder og finde et svagt eller overmodigt punkt som de kan benytte til at vælte kongen af tronen for selv at kunne overtage noget af dens glans.

Shakespeare har aldrig sat sig for at gennemskue og usurpere magten - nej, han har oplevet den med rædsel og er blevet nødet til at udgrunde den. Det samme gælder Dostojevskij - kun på baggrund af en besynderligt velbevaret uskyld og naivitet kan de skildre de ting uden at det bliver (u)lækker læsning, mest egnet til at gøre unge brushoveder og kamphaner benovede.

Georg Brandes gætter i sit værk om Shakespeare bag netop "Kong Lear" den aldrende Shakespeares ophobede skuffelser over kollegial misundelse, blodtørst og utaknemmelighed. Det finder jeg langt mere plausibelt end, at han som drenge i en ungdomsbande tarveligt og fejt har søgt at at aflure magtens grimme tricks og banale udspekuleretheder.
Vist kan det være sandt, at selv de bedste kan døje under afmagt og underdrejethed. Javel, men dette er ikke ensbetydende med, at også de altså på bunden ønsker magt til at afspore, usurpere og forpurre andres liv. Shakespeare kan ikke forveksles med proletariatets diktatur aliasJeppe i Baronens eller for den sags skyld Baronessens seng.

Henrik Bandak

P.S. Karen Blixen skriver, at et menneskes karakter kan bedømmes efter. hvordan det ville have behandlet Kong Lear.
- Baronesse eller ej: Ingen ambitiøs og hævngerrig plebejer i baronessens eller Frøken Julies seng, ville nogensinde have kunnet gøre den smukke og rammende observation . Men Shakespeare selv kunne meget vel have sagt det...

Maj-Britt Kent Hansen

Netflix viser for tiden en god film om Shakespeare: All is True.

Medvirkende: Kenneth Branagh og Judi Dench.

Denne kommentar kan ikke afsendes med link.

Pernille Rübner-Petersen

Et skud fra hoften:

I min ungdoms overmod, da jeg læste Teatervidenskab og selv prøvede kræfter med teaterinstruktion, opgav jeg Shakespeare. Hvad var han andet end patriarkalsk bras som så meget andet af den dramatiske og litterære vest-europæiske kanon? Det var i de sene 80’ere og tidlige 90’erne. Jeg tænkte, det kan simpelthen ikke passe, at vi i vores moderne samfund, skal referere til en verden af i går, hvor mænd handler og kvinde må blive til mænd for at handle – eller forsage deres kvindelighed.. deres patriarkalsk-konstruerede såkaldte kvindelighed.

Præmissen i f.eks. Kong Lear, Hamlet, Macbeth og Romeo og Julie er et forstokket patriarkalsk samfunds forkvaklede forventninger til – regler for - mænd og kvinder. Skildring af magt og magtens korrumpering er primitiv og forudsigelig. Dødssygt.
Fantastisk sprog – bevares – men hvad hjælper det, når virkeligheden og virkelighedsfortolkningen refererer til et patriarkalsk verdensbillede? Det er ikke til at holde ud.

Hver gang jeg har set en Shakespeare-tragedie har jeg konstateret – Fuck de er dumme! Meget handling er aktiveret af ren og skær vanvid eller rå magt og/eller vold, som de færreste trods alt har adgang til. Her er det ”naturligt”. Det er absurd. (Og desuden ved vi godt at vanvid og rå magt og vold er nogo).

Nåja. Så er der misforståelsen i Romeo og Julie .. den ene tror den anden er død og dør selv. Fuck, det er tåbeligt. Der er altså ikke noget i moderne kærlighedsliv, der bliver afgjort pga. en misforståelse.

Men der er sikkert noget, jeg har misforstået. Man kan jo ikke underkende Shakespeare.

Nu læser jeg denne serie om Shakespeare - måske bliver jeg 'klogere'.

Olaf Tehrani

Godt interview.
Men sikke et ejendommeligt, kunstigt opsat billede af Weidemann på køkkenbordet Emilie Lærke Henriksen har valgt som illustration - ovenikøbet overbelyst og med grimme slagskygger!

Maj-Britt Kent Hansen

Olaf Tehrani - ja, ingen af de tre billeder er særlig heldige for den portrætterede.

Og er det ikke overvejende børn, der sidder på køkkenborde?

Eller skal det dermed illustreres, at Katrine Wiedemanns interesse for Shakespeare går langt tilbage? Til barndommen?

Jeg ved det ikke, men iscenesættelsen forekommer tommetyk.

Pernille Rübner-Petersen

Apropos fotosession:
Billedet med K.W. på køkkenbordet giver associationer til pin up - bare med tøj på.. medmindre det siger mere om min beskidte tankegang..

Hvis man ser på billedet af en anden Katrine - sjovt nok også med startbogstavet W til efternavn - nemlig ved interviewet med Kathrine Windfeld (jazz-komponist og pianist) - begynder det at ligne en stil - Det er den samme fotograf.

https://www.information.dk/kultur/2021/06/naar-jazz-mister-indre-noedven...

Her sidder pigebarnet (er hun nærmest iscenesat som) på klaveret. Minder også lidt om pin up med tøj på. Igen - man er så vant til at se kvinder i kompromitterende stillinger, at et par bare ben i denne arrangering ikke er helt stuerene.. Men motivet her giver mere mening, fordi det forbinder hende til hendes rette element: klaveret. (Køkkenbordet er ikke Katrine Wiedemanns rette element!)

Maj-Britt Kent Hansen

KW og KW. Det ligner ikke just en tilfældighed.

Den 20. juli 2009 var et interview i Information med Jette Hansen ledsaget af et foto taget af Kristine Kiilerich - se side 10 i eavisen her:

https://www.e-pages.dk/information/2420/?gatoken=dXNlcl9pZD0wNDAzNjk4NCZ...

Tillader mig nedenfor at indsætte et læserbrev, jeg fik optrykt i Information i den anledning, den 6. august 2009:

Illustration af et emne eller blot et foto?
Maj-Britt Kent Hansen, Kbh S

Information beklager den 31.7. at have bragt en forkert version af et interview med Jette Hansen (JH) den 20.7. De talte og skrevne ord kan man mene mangt og meget om. Fejlcitaterne ligeså. Men det ledsagende foto? Kan man blive fejlfotograferet, såvel som fejlciteret? Er det et foto af JH eller en illustration af artiklens emne? JH sidder overskrævs og tilbagelænet i en rød, stram, kort kjole på en havelåge foran et langt skævt nedløbsrør. En naturlig gengivelse eller en kreativ manipulation?

Er JH blot fanget i flugten over havegærdet, og ser jeg noget, som fotografen slet ikke så? Er jeg bare uvant med at få JH serveret i den optik? Og skal jeg droppe billedanalysen, og netop fordi fotografen er en kvinde? Tja, men jeg spekulerer da på, hvad JH mener. Og jeg husker Leonora Christina Skov udtale for nylig, at hun havde indset, hvad der var på spil, når forfattere, altså de kvindelige, på fotografens bud blev fotograferet på deres seng eller blandt nøgne skulpturer på Glyptoteket.

Maj-Britt Kent Hansen

Nå, link til eavis virker desværre ikke efter afsendelse.

Pernille Rübner-Petersen

( @ Maj-Britt kent Hansen )

Tak for henvisning - kunne læse artikel og se billedet ved at søge mig frem i arkivet.

Interessant hvad der egentlig formidles og hvad fotografen vil med at iscenesætte billeder på sådanne måder. En lille disruption på det pæne, forudsigelige portræt..? som desværre havner i stereotypisering (alligevel)?

Spørgsmålet er om billederne ad 2xK.W. kommer til at associere pigebørn og/eller pin-up snarere end de voksne kompetente kvinder, interviewet i øvrigt giver udtryk for, at de er. Således at billede modsiger tekst. I så fald var det vel ikke helt intentionen..