Interview
Læsetid: 19 min.

Fra de sjofle vittigheder til magt og døden: Katrine Wiedemann er besat af William Shakespeare

’Kong Lear’ er kendt som det måske sorteste af Shakespeares stykker. Men for instruktør Katrine Wiedemann er der en stor glæde i at arbejde med en tekst, der sætter ord på alderdommens afmagt, magtens opportunisme og det mest barske i livet. »Det er der for mig noget enormt håbefuldt i,« siger hun

Hele sin karriere har Katrine Wiedemann forberedt sig på at blive gammel nok til at lave Kong Lear, fortæller hun.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
3. juli 2021

Alt det, hun har lavet siden, og den måde, hun ser mennesker, magt og tilværelsen på, og det, der har gjort hende til en kunstner, som har leveret mesterlige værker og originale fortolkninger af store klassikere: For Katrine Wiedemann begyndte det hele med William Shakespeare.

»Jeg var kun en 13-14 år, og jeg forstod vel ikke det hele. Men den der enorme fordybelse i sproget, de der store følelser, der ligger i det, og præcisionen og de store skuespillere. Det var jeg så fascineret af, og så begyndte jeg at læse teksterne selv. De år var én lang besættelse af Shakespeare, som så faktisk aldrig har forladt mig siden,« fortæller Wiedemann.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Gitte Loeyche

Tak for en fremragende 1. del.

Henrik Bandak

Shakespeare har med garanti ikke været spor "interesseret" i magt, men har haft en rædselslagen fascination af det. Kun derfor formår at han at beskrive det både smukt og morsomt. Når politiske kommentatorer analyserer magtspil, sker det ofte i et sprog renset for både ægte humor og poesi - ej at forveksle med journalisthøjskoleagtig smarthed og sleben lækkerhed. Den aldeles tvangfrie og indforståede måde at beskrive magten og intrigerne på spejler i reglen beslægtede sinds beslægtede tænkemåder - hvor selv det skarpt og rigtigt sete både æstetisk og associativt skæmmes af slægtskabet.
Hyænerne studerer hinanden og især de større rovdyr for at aflure dem deres hemmeligheder og finde et svagt eller overmodigt punkt som de kan benytte til at vælte kongen af tronen for selv at kunne overtage noget af dens glans.

Shakespeare har aldrig sat sig for at gennemskue og usurpere magten - nej, han har oplevet den med rædsel og er blevet nødet til at udgrunde den. Det samme gælder Dostojevskij - kun på baggrund af en besynderligt velbevaret uskyld og naivitet kan de skildre de ting uden at det bliver (u)lækker læsning, mest egnet til at gøre unge brushoveder og kamphaner benovede.

Georg Brandes gætter i sit værk om Shakespeare bag netop "Kong Lear" den aldrende Shakespeares ophobede skuffelser over kollegial misundelse, blodtørst og utaknemmelighed. Det finder jeg langt mere plausibelt end, at han som drenge i en ungdomsbande tarveligt og fejt har søgt at at aflure magtens grimme tricks og banale udspekuleretheder.
Vist kan det være sandt, at selv de bedste kan døje under afmagt og underdrejethed. Javel, men dette er ikke ensbetydende med, at også de altså på bunden ønsker magt til at afspore, usurpere og forpurre andres liv. Shakespeare kan ikke forveksles med proletariatets diktatur aliasJeppe i Baronens eller for den sags skyld Baronessens seng.

Henrik Bandak

P.S. Karen Blixen skriver, at et menneskes karakter kan bedømmes efter. hvordan det ville have behandlet Kong Lear.
- Baronesse eller ej: Ingen ambitiøs og hævngerrig plebejer i baronessens eller Frøken Julies seng, ville nogensinde have kunnet gøre den smukke og rammende observation . Men Shakespeare selv kunne meget vel have sagt det...

Maj-Britt Kent Hansen

Netflix viser for tiden en god film om Shakespeare: All is True.

Medvirkende: Kenneth Branagh og Judi Dench.

Denne kommentar kan ikke afsendes med link.

Pernille Rübner-Petersen

Et skud fra hoften:

I min ungdoms overmod, da jeg læste Teatervidenskab og selv prøvede kræfter med teaterinstruktion, opgav jeg Shakespeare. Hvad var han andet end patriarkalsk bras som så meget andet af den dramatiske og litterære vest-europæiske kanon? Det var i de sene 80’ere og tidlige 90’erne. Jeg tænkte, det kan simpelthen ikke passe, at vi i vores moderne samfund, skal referere til en verden af i går, hvor mænd handler og kvinde må blive til mænd for at handle – eller forsage deres kvindelighed.. deres patriarkalsk-konstruerede såkaldte kvindelighed.

Præmissen i f.eks. Kong Lear, Hamlet, Macbeth og Romeo og Julie er et forstokket patriarkalsk samfunds forkvaklede forventninger til – regler for - mænd og kvinder. Skildring af magt og magtens korrumpering er primitiv og forudsigelig. Dødssygt.
Fantastisk sprog – bevares – men hvad hjælper det, når virkeligheden og virkelighedsfortolkningen refererer til et patriarkalsk verdensbillede? Det er ikke til at holde ud.

Hver gang jeg har set en Shakespeare-tragedie har jeg konstateret – Fuck de er dumme! Meget handling er aktiveret af ren og skær vanvid eller rå magt og/eller vold, som de færreste trods alt har adgang til. Her er det ”naturligt”. Det er absurd. (Og desuden ved vi godt at vanvid og rå magt og vold er nogo).

Nåja. Så er der misforståelsen i Romeo og Julie .. den ene tror den anden er død og dør selv. Fuck, det er tåbeligt. Der er altså ikke noget i moderne kærlighedsliv, der bliver afgjort pga. en misforståelse.

Men der er sikkert noget, jeg har misforstået. Man kan jo ikke underkende Shakespeare.

Nu læser jeg denne serie om Shakespeare - måske bliver jeg 'klogere'.

Olaf Tehrani

Godt interview.
Men sikke et ejendommeligt, kunstigt opsat billede af Weidemann på køkkenbordet Emilie Lærke Henriksen har valgt som illustration - ovenikøbet overbelyst og med grimme slagskygger!

Maj-Britt Kent Hansen

Olaf Tehrani - ja, ingen af de tre billeder er særlig heldige for den portrætterede.

Og er det ikke overvejende børn, der sidder på køkkenborde?

Eller skal det dermed illustreres, at Katrine Wiedemanns interesse for Shakespeare går langt tilbage? Til barndommen?

Jeg ved det ikke, men iscenesættelsen forekommer tommetyk.

Pernille Rübner-Petersen

Apropos fotosession:
Billedet med K.W. på køkkenbordet giver associationer til pin up - bare med tøj på.. medmindre det siger mere om min beskidte tankegang..

Hvis man ser på billedet af en anden Katrine - sjovt nok også med startbogstavet W til efternavn - nemlig ved interviewet med Kathrine Windfeld (jazz-komponist og pianist) - begynder det at ligne en stil - Det er den samme fotograf.

https://www.information.dk/kultur/2021/06/naar-jazz-mister-indre-noedven...

Her sidder pigebarnet (er hun nærmest iscenesat som) på klaveret. Minder også lidt om pin up med tøj på. Igen - man er så vant til at se kvinder i kompromitterende stillinger, at et par bare ben i denne arrangering ikke er helt stuerene.. Men motivet her giver mere mening, fordi det forbinder hende til hendes rette element: klaveret. (Køkkenbordet er ikke Katrine Wiedemanns rette element!)

Maj-Britt Kent Hansen

KW og KW. Det ligner ikke just en tilfældighed.

Den 20. juli 2009 var et interview i Information med Jette Hansen ledsaget af et foto taget af Kristine Kiilerich - se side 10 i eavisen her:

https://www.e-pages.dk/information/2420/?gatoken=dXNlcl9pZD0wNDAzNjk4NCZ...

Tillader mig nedenfor at indsætte et læserbrev, jeg fik optrykt i Information i den anledning, den 6. august 2009:

Illustration af et emne eller blot et foto?
Maj-Britt Kent Hansen, Kbh S

Information beklager den 31.7. at have bragt en forkert version af et interview med Jette Hansen (JH) den 20.7. De talte og skrevne ord kan man mene mangt og meget om. Fejlcitaterne ligeså. Men det ledsagende foto? Kan man blive fejlfotograferet, såvel som fejlciteret? Er det et foto af JH eller en illustration af artiklens emne? JH sidder overskrævs og tilbagelænet i en rød, stram, kort kjole på en havelåge foran et langt skævt nedløbsrør. En naturlig gengivelse eller en kreativ manipulation?

Er JH blot fanget i flugten over havegærdet, og ser jeg noget, som fotografen slet ikke så? Er jeg bare uvant med at få JH serveret i den optik? Og skal jeg droppe billedanalysen, og netop fordi fotografen er en kvinde? Tja, men jeg spekulerer da på, hvad JH mener. Og jeg husker Leonora Christina Skov udtale for nylig, at hun havde indset, hvad der var på spil, når forfattere, altså de kvindelige, på fotografens bud blev fotograferet på deres seng eller blandt nøgne skulpturer på Glyptoteket.

Maj-Britt Kent Hansen

Nå, link til eavis virker desværre ikke efter afsendelse.

Pernille Rübner-Petersen

( @ Maj-Britt kent Hansen )

Tak for henvisning - kunne læse artikel og se billedet ved at søge mig frem i arkivet.

Interessant hvad der egentlig formidles og hvad fotografen vil med at iscenesætte billeder på sådanne måder. En lille disruption på det pæne, forudsigelige portræt..? som desværre havner i stereotypisering (alligevel)?

Spørgsmålet er om billederne ad 2xK.W. kommer til at associere pigebørn og/eller pin-up snarere end de voksne kompetente kvinder, interviewet i øvrigt giver udtryk for, at de er. Således at billede modsiger tekst. I så fald var det vel ikke helt intentionen..