Naturvidenskab
Læsetid: 8 min.

Har du svært ved at forstå energi, så pluk en blomst

Jo, jo, mennesket er klogt og dygtigt – især når der skal futtes ting af. Men når processen skal gå den modsatte vej, må vi stadig se os overmatchet af noget så stupidt som en mælkebøtte
Jo, jo, mennesket er klogt og dygtigt – især når der skal futtes ting af. Men når processen skal gå den modsatte vej, må vi stadig se os overmatchet af noget så stupidt som en mælkebøtte

Jesse Jacob

Moderne Tider
24. juli 2021

Gå ud og find en blomst og overvej, hvor fuldkommen vild den er. I al sin sarte skønhed mestrer denne lille skabning ting, som du kun kan drømme om at gøre efter, og som selv mennesker i laboratorier med den bedste viden og de mest avancerede apparater bøvler med at kopiere: fotosyntesen.

Den bette plante udnytter solens stråler til at omdanne helt almindelige stoffer til nogle andre stoffer med lidt mere energi i, som noget nær resten af klodens væsener så tapper deres livsbrændstof fra.

For livet skal jo have noget at leve af, og menneskelivet kræver ekstra meget, da vi ikke lever af brød alene, men også har civilisation, industri og ret til et fedt køkken.

Og nok findes der her på planeten lidt termisk varme her og der, som vi tapper, og nok har vi bygget vandkraftværker, der udnytter tyngdekraften, og atomkraftværker, der udnytter kernekraften, men grundlæggende får vi vores energi fra Solen på den ene eller anden måde. Åbenlyst via solfangere, og da det er Solens energi, der driver vejret, kan man også give den æren for vindenergien. Men mest af alt høster vi den energi, som planter på et tidspunkt har opfanget fra den store lysende kugle. Så vi er altså alle Solens børn, men planterne er det måske lidt mere end andre. Selv om mennesket tidligt tæmmede ilden og dermed udnyttede planternes oplagrede energi på en anden måde end ved at æde dem, gik der meget lang tid, før vi fattede, hvordan energien egentlig kom derind.

Træet i potten

Piletræet var ganske småt, da Jan Baptista van Helmont puttede det ned i en kæmpestor potte. Den belgiske adelsmand, verdensmand og videnskabsmand havde vejet det til lidt over to kilo, og den tørre jord i potten til 90 kilo. Nu handlede det bare om at vande og vente.

Der i 1600-tallets tidlige år var videnskaben ved at udforske verden på ny, og van Helmont hørte til dem, der mente, at viden kunne opnås gennem eksperimenter. Med resultater herfra kunne der rokkes ved de gamle forestillinger, som de lærde i generationer havde båret videre fra Antikkens tænkere. Van Helmont kørte sit eget løb. Efter endt uddannelse udi filosofien, klassikken og siden medicinen havde han foræret eller ligefrem smidt sine lærebøger væk og var draget ud i verden for at tilegne sig sand viden, som han kaldte det. Hjemvendt til Belgien førte han nu et relativt stille liv på et af sine mange godser, hvor han gennem sine kemiske eksperimenter opdagede en kategori af substanser, som han navngav gas, hvilket har hængt ved til i dag.

Og så vandede han altså tålmodigt et piletræ i en potte og så det vokse sig større og større, indtil han fem år senere vejede det igen. 77 kilo lød vægten nu på. Træet havde altså taget 75 kilo på, og det var jo lidt underligt, da der stadig var 90 kilo jord i potten – bortset fra ubetydelige 57 gram. Modsat hvad de gamle grækere ellers havde påstået, havde træet altså ikke taget sine byggesten fra jorden. Van Helmont drog den logiske konklusion, at de ekstra kilo måtte være kommet fra vandet, hvilket lidt generøst kan udlægges som en halv sandhed. Selv om den adelige eksperimentmager havde arbejdet meget med gasser og identificeret en del af dem – heriblandt CO2 – så faldt det ham ikke ind, at luften skulle spille en rolle i planternes liv.

Det fangede den engelske kemiker Joseph Priestly imidlertid over 100 år senere – altså godt oppe i 1700-tallet. Priestly interesserede sig også for gasser, og hans måske største bidrag var at opfinde vand med brus og dermed lægge fundamentet for sodavandsindustrien, som siden har givet verden nogle afsindigt læskende drikkeoplevelser og afsindigt store sundhedsproblemer.

Også han eksperimenterede lystigt med verden. Og en dag i 1771 tændte han et stearinlys i en aflukket klokke, og efter lidt tid gik det ud. I dag ville vi sige, at ilden blev kvalt. Uden at lukke ny luft ind fik han en mynteplante ind i klokken og ventede, og 27 dage senere var det igen muligt at antænde lyset derinde. Noget var sket. Planten havde produceret en gas, der var nødvendig for forbrænding. Ilt, som dog endnu ikke havde fået sit navn. Priestly fortalte om sin opdagelse til en hollandskfødt læge ved navn Jan Ingenhousz, som i 1779 byggede videre på de ting, der nu stod fast: at planter interagerede med vand og med luft. Og så var der en tredje komponent, opdagede Ingenhousz: lyset.

Når han kiggede efter, så han, at planterne kun afgav den gas, vi i dag kender som ilt, når den stod i lys. I mørke opførte planten sig mere som dyr og mennesker og afgav kuldioxid. Dermed havde Ingenhousz opdaget fotosyntesen. Der skulle lige et par andre forskere til at vise de sidste detaljer, og så stod det ellers helt klart, at planter snupper CO2 ud af luften og bygger det sammen med vand, og ud af det kommer mere plante – altså sukkerstoffer fulde af kulstof – og noget ilt, der bliver udsendt som affald. Alt dette var på en eller anden måde drevet af lys, men hvordan det lige hang sammen, stod endnu ikke klart.

Naturen vil bare chille

I sit inderste er universet lidt konservativt anlagt: Det er ikke meget for at være alt for hektisk. Faktisk higer naturen i sine mest grundlæggende forbindelser – atomerne og molekylerne – efter at være rolig og afbalanceret; i ligevægt. Når forskellige atomer binder sig sammen i molekyler, foregår det i praksis ved, at der bliver skabt forbindelser mellem en eller flere af atomernes yderste elektroner, og det kalder man kemiske bindinger. Men ikke alle kemiske bindinger har det lige stabilt, og man kan faktisk placere dem på en skala efter det.

Træ er sådan rimelig stabilt – det tager noget tid for det at rådne væk. Men hvis vi sætter ild til, reagerer det med luftens ilt og skaber nye bindinger – bliver til vand og CO2 – og de kemiske bindinger i de to molekyler har det bedre sammen end i de molekyler, træet bestod af. De har en roligere forbindelse og lidt lavere energi, hvilket passer universet godt. Da al energien ikke skal bruges i de nye molekyler, opstår der et overskud af energi – og det er dét, der kommer ud som varme, når vi futter ting af. 

En plante gør det modsatte: Den vender processen om og laver kuldioxid og vand til sukkerstoffer og ilt – og ligesom der blev frisat noget energi ved at brænde træet af, så skal der altså tilføres noget energi for at bygge træet op igen. Den energi bliver høstet fra Solens stråler og ligger så lagret i de kemiske bindinger i vores dejlige træer og i undergrundens kul, gas og olie, der basalt set bare er produkterne af fortidens fotosyntese og lidt afledt dyreliv.

Det store spørgsmål bliver så, at når nu noget så dumt som en mælkebøtte kan finde ud af at lave fotosyntese og bygge kedelig CO2 om til fede ting, hvorfor i alverden har vi mennesker da ikke bygget noget, som kan gøre det samme i stor stil?

Overmatchet af et blad

Det er altså ikke, fordi der ikke bliver prøvet. Forskerhold over hele verden forsøger at finde effektive måder at udnytte vores affaldsprodukter som CO2 til at lave for eksempel brændstof og plastikmaterialer, men det er ikke let. Kemikeren Steffan Kristensen fra Aarhus Universitet er en af disse forskere, og han forklarer, at planter har den fordel, at de indeholder enzymer, der virker som katalysatorer for processerne. 

Enzymer er nogle enormt komplekse størrelser, men funktionen som katalysator er relativt simpel. En katalysator sænker niveauet for, hvor meget energi der skal bruges for at ombygge molekylerne og skabe nye kemiske bindinger. Da CO2 er et noget selvtilstrækkeligt molekyle, der har svært ved at interagere med andre, kræver det i udgangspunktet enormt meget energi at få det omdannet. I kemikersprog siger man, at der er en høj aktiveringsbarriere. Det kan sammenlignes lidt med det sted på en militær forhindringsbane, hvor man skal hen over en mur.

»Og med en katalysator kan man gøre muren lavere – eller helt gå uden om,« siger Steffan Kristensen.

Men de elegante katalytiske processer, som foregår i levende planter med millioner af års evolution i ryggen, kan man ikke eftergøre i reaktionskolber i et laboratorium. Forskerne forsøger at finde måder at eftergøre processerne på kunstig vis uden at bruge absurde mængder energi – hvilket altså kræver andre slags katalysatorer. I stedet for enzymer kan man bruge visse metaller, men for at de kan reagere maksimalt med for eksempel CO2-molekyler, så skal metallet bygges i nogle bittesmå nanostrukturer, hvor metallets overflade bliver så stor som mulig.

Og det er, hvad Steffan Kristensen laver hos Aarhus Universitet, hvor han er adjunkt ved Det Interdisciplinære Nanoscience Center, iNano.

For de kunstige katalysatorer skal både kunne sænke energibarrieren til et niveau, hvor det overhovedet kan betale sig, og så skal de altså kunne omdanne substanserne til noget, der kan bruges. For eksempel er det lettere at lave CO2 til simple molekyler som metanol og metan, der kan brændes af, end det er at lave det til materiale, som industrien kan bruge til tøj og plastik – for det kræver, at man får flere elektroner, brint, ilt og kulstofatomer til at mødes og slå pjalterne sammen. Oveni kommer det problem, at mange rigtig gode katalysatorer består af meget sjældne og dyre materialer, hvilket ikke rigtig duer i stor skala. Noget lignende gør sig gældende for plastik, som er Steffan Kristensens forskningsområde, og selv om der bliver investeret store summer og forsket over hele kloden, så bliver konkurrencen om at kunne lave den billigste og bedst skalerbare katalyse altså stadig vundet af naturen selv. Og dermed gælder den gode gamle sandhed, som salmedigteren Brorson så berømt skrev: at selv hvis alle konger gik sammen i deres magt og vælde, »de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde«.

Så længe vi ikke selv mestrer den slags, må vi se andre veje. For når verdens videnskabsfolk og officielt også politikerne er enige om, at vi skal stoppe med at udvinde vores energi ved at futte ting af og fylde luften med CO2 – og så er vi altså nødt til at finde på nogle andre tricks i vores energiforsyning. En vej er at finde på andre måder at lagre energi på, og det fortæller vi om i næste uge.

Kilder: Adjunkt Steffan Kristensen, Aarhus Universitet, lektor Dorthe Bomholdt Ravnsbæk, Syddansk Universitet. Artikler om Jan van Helmont og Joseph Priestly i Encyclopedia Britannica samt artiklen 'Kan CO2 blive industriens afløser for fossile brændstoffer?' af Nina Lock og Sara Frank i Aktuel Naturvidenskab, 2020

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Energi kan ikke opstå og det kan ikke forsvinde. Mængden af energi i Universet er konstant. Derimod kan energi flyttes fra et sted i Universet til et andet sted. Det kan f.eks. være energi fra Solen, eller det kan være transport af energi i din krops stofskifte. I videnskaben arbejder vi bla. med en form for regnskab over energi, kaldet energibalancer. De skal gå op.

En levende organisme kan ikke leve uden energi. Et menneske spiser f.eks. mad. Maden indeholder, som der står på etiketten, kulhydrat. Kulhydrat er sukker, og sukkeret indeholder energi fra fotosyntese. Vi kan også omdanne fedt og protein, de to andre tal fra varedeklarationen, til energi i vores stofskifte, men denne energi stammer også fra fotosyntese.

Her ligger en ekstremt væsentlig erkendelse, som måske virker lidt banal, men som meget få mennesker virkelig har forstået. Al, jeg gentager, AL! den energi din krop eller min krop konstant skal bruge for at leve videre, kræver energi som KUN kan komme fra ET sted: Fotosyntese. Uden planter som laver fotosyntese, ingen mad til dig og mig, og dermed ville du og jeg dø.

Dette betyder også at den mængde energi, som er tilgængelig for os mennesker afhænger af, hvor meget fotosyntese der foregår på planetens overflade. Det er desuden ikke ligegyldigt hvilke planter som laver fotosyntesen. Mennesker kan ikke få energi fra at spise træer. Vi er i stedet nødt til at spise planter vi kan fordøje. Det kunne være hvede, majs, ris, rug, byg, havre, grøntsager, frugt mm.

Det er derfor vi har marker og landbrug. Planterne på markerne leverer energi til os allesammen. Vi kan også få energi fra at spise et dyr som har spist en plante, men denne energi kommer stadig oprindeligt fra fotosyntese, og hvis et dyr spiser en plante, så bruger dyret langt størstedelen af energien på selv at leve dyrets eget liv.

Før 2. Verdenskrig kunne man typisk høste ca. 1 ton hvede fra en hektar mark (globalt gennemsnit). I dag kan man typisk høste 3 gange så meget hvede fra den samme hektar. I den samme periode har det samlede globale areal vi bruger til marker stort set været uændret.

Vi har altså haft de samme marker, men vores udbytte fra markerne er steget. En anden måde at forstå det på, er at den mængde energi som bindes via fotosyntese på en hektar mark typisk er 3 doblet. Det har medført at der var færre mennesker som døde af sult, og det har resulteret i at vi er blevet flere mennesker.

Hvordan kan det være at en mark producerer mere i dag end for 75 år siden? Det skyldes flere faktorer. Vi har så at sige boostet fotosyntesen på forskellige måder. En måde har været at tilføre næring til jorden planterne gror i via gødning. En anden har været at effektivisere landbruget vha. maskiner, såsom traktorer og mejetærskere. Samtidig har vi brugt pesticider, kunstvanding mm.

Her er det væsentligt at stoppe op og forstå at disse faktorer både kan booste udbytte men også begrænse det. Hvis vi f.eks. mangler vand, så er det ligegyldigt hvor mange mejetærskere vi har, for uden vand er der ikke nogen planter at høste. Tilsvarende kan man flerdoble udbyttet ved at gøde, men hvis man ikke har gødning, så falder udbyttet til det naturlige leje det lå på før man begyndte at gøde, ligemeget hvor meget man vander eller sprøjter marken med pesticider. Eller man kunne sige at hvis man fik alle andre faktorer til at spille optimalt, og blot manglede maskinerne, så kunne man ikke nå at høste de planter man havde groet, før de gik tabt pga. efteråret.

Siden 2. Verdenskrig er vi blevet over 3 gange så mange mennesker. Det er vi fordi vi har boostet fotosyntesen. Nu står vi malet op i hjørne, for vi er ved at løbe tør for olie til maskinerne, og et af de tre væsentlige grundstoffer i gødningen vi bruger, værende fosfor, kommer vi til at mangle i dette århundrede. Uden traktorer, mejetærskere og gødning vil den globale mængde fotosyntese falde, og dermed vil der blive mindre mad og færre mennesker.

Hvis dette skete over tusinder af år ville det betyde at befolkningens størrelse ville kunne formindskes løbende, men falder det globale høstudbytte for hurtigt, så vil det medføre massiv hungersnød.

Der findes adskillige beregninger af hvad det ville betyde. En af de mest kendte modeller er den Rom Klubben lancerede i 1972. Den viste at hvis vi ikke gjorde noget, så ville den tilgængelige mængde mad toppe omkring nu, og derpå aftage til under halvdelen frem mod 2100. Sagt på en anden måde ville der kun være mad til halvdelen af de mennesker vi er i dag i 2100. Siden 1972 har vi snakket, men ikke gjort noget, så modellen passer stadig skræmmende godt, selv i dag, 50 år efter modellen blev lavet.

2100 er langt væk for de fleste. Jeg er f.eks. død og borte langt inden. Dog: Hvis ikke vi gør noget drastisk, så vil halvdelen af Jordens befolkning, ca. 4 milliarder mennesker være døde, primært af sult, om 80 år, startende nu. Det er en halv milliard pr. ti-år, og dette forudsætter at vi ikke kommer alvorligt op at slås om den mad der er undervejs. Derudover er der andre ting som kan resultere i at faldet i tilgængelig energi (mad) vil falde endnu hurtigere, f.eks. klimaet.

Denne erkendelse er det mest skræmmende jeg nogensinde har erkendt. Hvis jeg af og til kan forekomme lidt skinger i mine advarsler, så er dette grunden. Ja, vi skal alvorligt have løst problemet med klimaet, men vi slipper ikke for SAMTIDIG at finde en løsning på fotosyntesen.

God søndag.

Henrik Olesen, Mogens Kjær, Asiya Andersen, Nils Lauritzen, Jesper Frimann Ljungberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Emil Davidsen

Til dem som måtte have interesse så er nedenstående en velskrevet artikler (med gode kildereferencer) til noget af det seneste indenfor vores forsøg på at forstå "planterne".
https://physicsworld.com/a/is-photosynthesis-quantum-ish/

Og til "dommedags-profeten" (håber du vil læse det med det blink i øjet det er skrevet med)
Måske dette var af din interesse:
https://www.nature.com/articles/s43016-020-0038-5

Go' søndags læsning :-)

Mogens Kjær, Henrik Olesen, Torben Skov og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Emil Davidsen

Jeg forudsætter at "dommedags-profeten" er mig. Det er ikke uden grund at jeg begynder at føle mig som Philippulus, dommedags-profeten i Tintin og den Mystiske Stjerne ;)

https://tintin.fandom.com/wiki/Philippulus_the_Prophet

Tak for dit link. Jeg kender godt til RuBisCO, og jeg har selv arbejdet med at fremstille Cellulase, som kan nedbryde cellulose til sukker. Dog, bemærk følgende yderst væsentlige sætning fra artiklen:

"Under well-fertilized conditions, the engineered plants showed almost double the flag leaf Rubisco content relative to the untransformed control plants."

Størstedelen af den landbrugsjord vi har her på planeten er ikke "well-fertilized", men mangler næring. Det er derfor man pumper gødning ned i jorden stort set overalt.

Jeg er helt med på at vi kommer til at GMO'e os til noget af en løsning, og jeg er ikke imod GMO, blot det benyttes fornuftigt. Det sidste kræver at man tænker sig grundigt om, og det er vi ikke altid gode til.

Derudover er der som sagt forskellige begrænsende faktorer for fotosyntesen. En af dem er maskiner, og der sover vi i timen. Det er endnu ikke lykkedes nogen at fremstille en fornuftig elektrisk traktor, fordi batterier. I stedet kunne man overveje brint, som ikke er uproblematisk, men mere realistisk end el. Der begynder at dukke brintdrevne traktorer op, men langt fra hurtigt nok.

Ser man på vores globale energiforbrug, så bruger vi ca. 1/3 af al den energi vi bruger, på at få noget at spise. Det inkluderer energi brugt i landbruget, produktion af gødning, forarbejdning af fødevarer, opbevaring og Transport (med stort T). Vi har heller ikke fundet på et godt alternativ til diesel og lastbiler.

Sådan kunne jeg blive ved, side op og side ned, men det væsentlige budskab er at begrænsende faktorer ofte ikke bare kan ganges sammen som man normalt gør med faktorer. Der vil derimod som regel være begrænsende faktorer som gør de andre faktorer mere eller mindre betydningsløse for det samlede udbytte.

F.eks. er der en direkte proportionalitet mellem jordens indhold af fosfor og arealudbyttet (alt andet lige. og op til en mætningsgrænse vi ikke har nået globalt). Hvis man f.eks. øger plantens evne til at optage næring (herunder fosfor), så bruger den hurtigere den næring (eller mangel på samme) som findes i jorden. Den eneste måde at imødegå det på er at gøde mere, og det kan man kun hvis man har gødning nok.

Allerede nu bruger vi mange steder planter som er GMO'et til at fungere i gødet jord. I ikke-gødet jord producerer de mindre næring end dem vi startede med at GMO'e.

Mogens Kjær, Henrik Olesen, Torben Skov og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar
Nils Lauritzen

Denne bog fra KU belyser problemstillingen udmærket, selvom den efterhånden har 10 år på bagen.
Kap. 7 er basisviden i letforståelige termer.
https://science.ku.dk/oplev-science/gymnasiet/undervisningsmaterialer/bo...

Mogens Kjær, Henrik Olesen, Torben Skov og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Nils Lauritzen

Tak for link til bogen. Den kommer relativt godt rundt om emnet, og den er god til at ridse problemstillingen op. Der er i øvrigt ikke noget kapitel 7, men det er ligegyldigt da bogen et letforståelig og hurtigt læst.

Dog mener jeg at bogen er for optimistisk i nogle af dens konklusioner. Desuden har den ikke helt forstået omfanget af et af problemerne:

"Konklusion
Jordens fosforreserver er ved at løbe ud."

"Man kan i dag separere affaldet. Urin indeholder 90 % kvælstof, 80 % kalium og 60
% fosfor i forhold til afføring, til gengæld er
urin nærmest sterilt dvs. uden sygdomskim.
Effektiv adskillelse af urin fra afføring med
separations-toiletter har derfor stort potentiale for at muliggøre en sikker tilbageførsel
af næringsstoffer fra byerne til landbruget."

Dette kræver to kloaknet, eller opsamling og transport af urin. Vi har ikke engang et enkelt globalt kloaknet som fungerer bare nogenlunde. Man kan ogå udvælde fosfor fra spildevand, men det kræver energi, og den ved alle efterhånden er et problem. Hvis vinden altid blæte, og vi ville erstatte fossil energi med de største og mest effektive vindmøller vi har, ville de, stillet op side om side, nå syv gange rundt om Jorden. Dem skal vi have bygget sammen med et ekstra kloaknet inden 2040-2050, hvis vi vil undgå et globalt systemkollaps, som også ville ramme alle danskere. Det er ikke realistisk.

Bogen pointerer også at langt størstedelen af den fosfor man (IFDC og USGS) mener vi har tilbage, ligger i et område som Marokko og Vest Sahara strides om. Bogen omtaler godt nok fosfor som "det nye guld", men den reserve, alle lande satser på, ligger i én forekomst, og jeg har ikke kunnet finde troværdige uafhængige beviser på forekomstens reelle størrelse.

Er reservens størrelse pumpet op, er vi på godt gammeldags dansk fucked, fordi de andre reserver Verden over er ved at være tomme. Alle de data jeg har regnet/set på tyder på at reserven i Marokko kan vise sig at være langt mindre end vi tror. F.eks. er den marokanske produktion af fosfatholdig klippe ikke steget (tværtimod).

I Vesten har man pumpet meget af jorden op med fosfor, primært fordi fosfor er billig og giver mere afgrøde op til et mætningspunkt man ikke rigtigt kender. Hellere for meget end for lidt, som man siger, når man gøder lidt mere. Kina manglede i mange år fosfor i jorden, men det har de de sidste 10-20 år fået toppet godt op på, mens de officielt har opbrugt deres reserve og importeret fosfor imens.

De fuldfede jorder er dog en stakket frist uden fosfor gødning. Hver gang man høster fjerner man det fosfor afgrøden har optaget via dens liv, og det er mange kg pr ha. Uden ny gødning falder arealudbyttet proportionalt med det fosfor, som er tilbage i jorden, og det gælder selv modificerede sorter.

Der er selvfølgelig også muligheden at ejerne af minen i Marokko blot holder på guldet, indtil det går op for Verden, hvor meget fosfor reelt er værd. Så må man håbe at de har sat et solidt hegn op omkring minen.

Mogens Kjær, Henrik Olesen, Nils Lauritzen, Asiya Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Nnår vi nu er ved det, så mangler denne vist i litteraturlisten.

Up the creek
without a paddle?

Nils Lauritzen

Morten Balling Sjusk fra min side mht. kap. 7 - der skulle stå kap. 1.
Og så er jeg enig i, at optimismen er skruet op uden tilstrækkeligt belæg, men formodentligt skyldes det, at bogen bruges i undervisningssammenhæng, hvor vi kan føle os forpligtede til at anvise en vej til håb om en smuk fremtid.
Af samme grund underviser jeg heller ikke længere i stoffet.

Mogens Kjær

Tak til alle, der har skrevet i denne "kommentar-streng". I modsætningen til mange andre "kommentarstrenge", går I ind i substansen og bidrager til at uddybe den viden, som findes i artiklen, I kommenterer på,

Kort sagt - i har realiseret mit ideal mht. hvordan kommentarer i Information skal være.

Tobias Hiort-Lorenzen

Kan dyrkning af andre planter som fx quinoa og tang ikke være en del af løsningen på de problemer i kommentatorer er inde på?