Sport
Læsetid: 5 min.

Tour de France begyndte med en kvinde med et papskilt, men har vist sig at være det bedste i årtier

Danske Jonas Vingegaard har været med til at levere store fortællinger ved sommerens Tour de France, der har overgået alle forventninger
Tadej Pogačar i den gule trøje med danske Jonas Vingegaard bag sig.

Tadej Pogačar i den gule trøje med danske Jonas Vingegaard bag sig.

Daniel Cole

Moderne Tider
17. juli 2021

Alt kan ikke planlægges i sport, men få steder spiller tilfældigheder og uheld så stor en rolle som i landevejscykling. Det gælder ikke mindst i Tour de France, verdens tredjestørste sportsbegivenhed, hvor de deltagende ryttere aldrig kan gardere sig mod ubekendte faktorer, uanset hvor grundigt de forbereder sig. Vind og vejr, en punktering eller en mekanisk defekt kan hurtigt ændre løbets dramaturgi. Det er betingelserne, når man vil køre på cykel gennem åbne landskaber, og det har altid været accepteret af både sportens ryttere og fans. På samme måde blev det betragtet som sort uheld, da en kat i 1997 løb ud på vejen og forårsagede det styrt, der sendte Marco Pantani hjem fra Giro d’Italia og svækkede hans chancer ved det følgende Tour de France.

Sværere er det at acceptere, når tossede tilskuere kommer for tæt på. I 1950 valgte den regerende Tour-mester Gino Bartali at trække sig efter knivtrusler ude på ruten, og i 1975 blev Eddy Merckx i løbets gule førertrøje slået i leveren af en ikke helt ædru franskmand. Den næste etape var bjergrig, og her hev Merckx ekstra hårdt efter vejret, fordi lægen havde givet ham blodfortyndende medicin efter leverstødet. Overfaldsmanden blev i øvrigt pågrebet, men Merckx søgte ikke erstatning.

»Intet beløb kan erstatte, hvad jeg har tabt. Det slag kostede mig min sjette Tour de France-sejr,« sagde han siden.

Den danske overraskelse

I andre sportsgrene samles tilskuerne som regel på et stadion eller i en sportshal, hvortil der skal indløses billet. I cykelsporten forholder det sig modsat. Her er det sportsstjernerne, der kommer til deres fans, og de to episoder – der genfortælles med små variationer – står mejslet ind i cykelhistorien som grelle eksempler på omkostningerne ved den korte distance mellem udøver og tilskuer.

I samme kapitel kan billedet af en kvinde med et hjemmelavet papskilt ende. På første etape af årets Tour de France stod hun i vejkanten, og da feltet kom susende, stak hun sit skilt frem og forårsagede, hvad franske medier kaldte »verdens værste styrt«. En håndfuld markante ryttere udgik, og flere pådrog sig så alvorlige skader, at de senere måtte trække sig, deriblandt Jumbo-Vismas tyske temporytter Tony Martin. »Allez Opi-Omi« stod der på skiltet, en kærlig hilsen til kvindens bedsteforældre.

Der var flere styrt på de følgende etaper, hvor de stadig friske ryttere endte i asfalten i jagten på at komme først på de smalle og teknisk udfordrende veje, arrangørerne havde valgt. Et af ofrene var Jumbo-Vismas slovenske Tour-favorit Primož Roglič. Han blev tvunget til at udgå inden 8. etape, og da feltet ramte Alperne, var holdets bedste klassementsbud pludselig Tour-debutanten Jonas Vingegaard fra Glyngøre. En 24-årig dansker, der tilmed var udtaget som erstatning for den tidligere Giro d’Italia-vinder Tom Dumolin.

Ville Vingegaard være i stand til at håndtere et sådant pres? Havde han støtte fra holdkammeraterne? Kunne Jumbo-Visma overhovedet samle sig om et nyt fælles fokus? Svarene ventede som altid i de høje bjerge.

I Alperne sad danskeren godt med, og på etapen til Mont Ventoux formåede han at udfordre den regerende mester, slovenske Tadej Pogačar (UAE Team Emirates), mens hans holdkammerat, belgiske Wout van Aert, på en flot solokørsel vandt etapen. Det decimerede Jumbo-Visma-hold gentog kunststykket på Andorra-etapen fire dage efter, hvor amerikanske Sepp Kuss angreb på sidste bjerg og vandt etapen, mens Jonas Vingegaard kørte sig til en tredjeplads i klassementet.

Kritik af taktikken

Det lignede en total triumf for Jumbo-Visma, men flere danske eksperter ytrede sig kritisk over for holdets taktik. Hvorfor satse på etapesejre i stedet for at sidde samlet og beskytte Jonas Vingegaard fra start til slut? En valid pointe, for sådan har man længe kørt store etapeløb, hvis man havde en kaptajn, der kunne begå sig i klassementet. Indurain, Armstrong og Chris Froome tillod sjældent en holdkammerat at stikke af for at forsøge sig på egen hånd. Men tiderne synes at have ændret sig, og måske er det ikke nogen dum idé at satse på flere mand, når nu én mand kan blive slået ud af et papskilt eller rendt over ende af en kat – for nu at sætte det lidt på spidsen.

Over for den danske presse forsvarede Jumbo-Vismas sportsdirektør holdets taktik med, at de ville give Vingegaard chancen uden at lægge det medfølgende pres på ham. »Alt skal ikke afhænge af ham,« sagde Merijn Zeeman og påpegede, at Wout van Aert fra starten var udset til at satse på enkelte etaper og ikke kun på at beskytte kaptajn Roglič. Dertil – pointerede Zeeman ganske rigtigt – så ventede den belgiske verdensstjerne netop på den sidste bjergtop og førte danskeren sikkert ned til måls.

På onsdagens store etape i Pyrenæerne cementerede Vingegaard sin styrke, da han kørte i mål på Col du Portet efter etapevinder Pogačar og rykkede op på løbets samlede andenplads. En bedrift der understreger, at vi med Jonas Vingegaard atter har fået en stor dansk Grand Tour-kandidat.

Jumbo-Vismas kreative taktik har afspejlet et nyt og mere levende Tour de France. »Ikke en eneste kedelig dag har der været. Det er en årgang, vi vil huske længe,« sagde TV 2’s kommentator Rolf Sørensen efter onsdagens kongeetape, og det er svært at være uenig.

Løbets første to etaper blev vundet på modige aktioner fra henholdsvis franske Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) og hollandske Mathieu Van der Poel (Alpecin-Fenix), og kort efter påbegyndte den britiske sprinter Mark Cavendish (Deceuninck-Quick Step) jagten på rekorden for flest vundne Tour-etaper – og på, hvad der må betragtes som et cykelsportens største comeback. Selv Team Ineos, der indtil for et par år siden dominerede løbet med en stram og uskøn taktik anført af Chris Froome, blev i år tvunget til at sætte sig selv i spil med dristige aktioner, som næsten kun blev matchet af de charmerende angreb fra Pogačar, der efter alt at dømme ender som tourens sammenlagte vinder.

Tour de France har fin tradition for at levere store fortællinger, og det har løbet i den grad også gjort denne sommer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

William Mannicke

Cavendish, Vingegård og Rosas gode ben..

Det er heelt viiildt!!

Kasper Linneberg, Maj-Britt Kent Hansen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Kasper Pedersen

2021 er bestemt en god årgang.

Louise Hansen

DANSKE DANSKE!

Jeg husker Bjarne Riis. Han vandt tour de france, men så var han dopet, og nu er han skrevet ud af historien. Det er i år 25 år siden, han vandt, det husker man helst ikke. Og alt er anderledes. Nu er alle rene. Vi kan godt tillade os igen at hylde en ny komet på den franske scene.

DANSKE DANSKE!

Maj-Britt Kent Hansen

Apropos ben.

Asger Leth og Jørgen Leth har sammen lavet filmen "I walk".

Handler om ben. Jørgen Leths. Om at kunne gå eller snarere at have svært ved det. Om at undgå at falde. Om at blive gammel. Og også om cykelløb.

Et udmærket portræt. Vistes på TV2 i går aftes. Kan ses på TV2Play.

Flemming Olsen

Alt er anderledes end i 1996, og nu er vi alle rene. Men hvad så med den politirazzia der pludselig blev iværksat for nogle dage siden mod Bahrain-Victorius - det førende team i holdkonkurrencen? I 1996 da Riis vandt blev alle journalister, som begyndte at stille spørgsmål om doping, hængt ud som illoyale glædesdræbere, der ikke kunne eller ville se det store ved hans sejr. Først i det skandaleramte Tour de France i 98 vendte vinden pludselig foranlediget af hans egen ikke særligt smarte bemærkning "Jeg er aldrig testet positiv". Folk var begyndt at kede sig grundigt over Riis, som ikke vandt noget længere og i øvrigt altid havde været kedelig og ikke ligefrem nogen charmetrold. Nu skulle vi have nye historier, og han skulle rives ned som han tidligere var blevet bygget op.

Kan det samme ske for Vingegaard?