Vær hilset, landsbybeboere, vi kommer for at gentrificere jer!

Engang solgte det amerikanske satiremagasin The Onion dørmåtter med påskriften »Sometimes I Feel Like I’m The Only One Trying To Gentrify This Neighborhood«.

Måtten henviste til et opdigtet læserbrev, hvori den fiktive hipster Eli Kearney brokker sig over, at han er den eneste, der prøver at skabe grobund for god kaffe og vinyl i hans nyopdagede gamle arbejderkvarter.

»Jeg fortæller altid mine andre sultende kunstner-freelancegrafikere-T-shirt-designer-venner, at det her er kvarteret, som vi skal rykke ind i,« skriver han. »Altså, der er en time til mit arbejde, og det er lige op ad en stinkende kanal og et kraftværk, men det er selve charmen – det holder yuppierne ude«.

Det er nemlig gentrificeringens lille genistreg: Ingen oplever sig selv som skyldige. De første, der rykker ind, mener bare, at de styrker diversiteten og understøtter det lokale forretningsliv og fatter ikke, at de bare er humørbussen, der baner vejen for bulldozerne, som Røde Mor ville have udtrykt det.

Så den øretæveindbydende kokosmåtte trak voldsomt i mig, der var bare et problem: Jeg boede i Jægersborggade – altså efter at rockerne var blevet smidt ud af bestyrelsen, nitrogen-isbaren var åbnet, og ejendomsmæglerne havde fundet på det med »Lille Berlin«.

Dørmåtten ville altså fremstå noget latterlig, da jeg nu var del af en sand invasionshær af symbolanalytikere, der købte så meget spændende grafik og dyr gin, der smagte af gin, at de sidste rabarberbørn smed håndklædet i ringen. 

»Hold øje med Lolland-Falster!«

Da jeg for nogle siden købte en flexbolig ned til Grønsund – ikke på Møn-siden, men på eksotiske Falster – fik jeg igen muligheden for at rekvirere måtten. Jeg vidste da godt, at jeg ikke var den eneste, der holdt mine ferier på Falster – en kvinde af verden har vel vundet en fadøl eller to i minigolf i Marielyst – men jeg var den eneste, jeg »kendte«. Derfor var jeg nu kandidat til dørmåtten. 

Og så var den gået ud af produktion. »Pst! Endnu et offer for tidens humorforladthed,« tænkte jeg, dengang uvidende om, at måtten inden længe også ville blive ude af trit med virkeligheden på Falsters østkyst. For siden er humørbussen ankommet til den underskønne, men infrastrukturelt udfordrede landsdel. BÅT-BÅÅÅÅT.

Den feterede installationskunster Danh Vo og hans berlinske entourage flyttede ind i nabohuset, kunne man læse i lokalsprøjten. Vist i noget samarbejde med møbelgalleristerne Louise og Martin Feldt, lod den finurlige kulturentreprenør og tidligere Information-skribent Oliver Stilling forstå, da han til Euroman fortalte om det »landart-projekt«, som han går og roder med sammen med Claus Meyer.

I et interview, hvor han også undrede sig over, at der ikke var mere »hype« om egnen. »Hold øje med Lolland-Falster!,« lød hans opfordring. Den havde Rahbek-brødrene allerede spottet – de solgte Sticks’n’Sushi til en kapitalfond og bager nu surdejsbrød med »nørdet passion« på Hesnæs Havn.

Og som om det ikke var nok, så gjorde Dagbladet Informations nedadsnobbende kulturskribent Anna von Sperling sig i en sommerklumme lystig over alle de andre gøglere, som om hun ikke selv havde en festlig hat på.

Skønneste sted

Og huspriserne går op, op, op. Til dels fordi sommerhusene nord for hovedstaden ikke længere koster menneskepenge. Til dels på grund af den coronaeffekt, der også har fået Medellínkartellet til at slå sig på labradoodlehvalpeopdræt.

Men ikke mindst fordi det nordøstlige Falster sandsynligvis er det skønneste sted i Danmark. I hvert fald hvis man som mig er en østkystpige, der bliver så stresset af vind.

Jeg kender ikke noget andet sted i landet, hvor man kan vandre langs fuldkommen øde sandstrande i timevis med skoven på sin anden side. Og kan finde hundredvis af stendysser i små magiske skove, hvor hoffet har holdt hof, og træerne derfor har fået lov til at vokse ind i himmelen. Og landsbyerne har de smukkeste gamle huse, fordi den engang så velhavende egn var blevet fattig, da resten af landet blev revet ned til fordel for åndssvage A-huse i 1970’erne. 

Og hvor andre mennesker er et tilvalg, ikke et vilkår. Præcis som jeg, i en kombi af selvtilstrækkelighed og socialangst, kan lide det i mine somre.

Et omvendt udrejsecenter

Jeg solgte mit hus ved Grønsund for nogle år siden, min familie lejede en smuk bolig lidt længere sydpå, og jeg har nu købt en nedrivningsklar rønne, som jeg bare lige skal peppe op i en palette af blide pasteller, så der ikke er en tusse tør på Pinterest.

Denne gang ligger huset i en lille landsby et par kilometer inde i landet. Jeg er ret sikker på, at de andre i byen hvisker og tisker om, at jeg har betalt alt for meget for det, men alle er søde, fordi de er søde. Og desuden lover min tilstedeværelse i landsbyen godt for huspriserne – som Richard Florida påviste i Den kreative klasse fra 2005, er sådan en som mig rent boligprismæssigt det modsatte af et udrejsecenter.

Jeg må dog finde en anden dørmåtte, for jeg er ikke den eneste, der prøver at gentrificere denne her egn, men før jeg bliver for flagellantisk: Det er en anden type gentrificering, der sker i sommerlandet, end den dybt problematiske, der har fundet sted i de store byer.

Rigtig mange af den type boliger, der i dag opkøbes i landområderne til fritidsboligbrug, ville for få år siden være blevet revet ned, fordi der var for langt til en folkeskole, og bussen kun kørte om onsdagen.

Men det ændrer ikke ved, at der bliver mange mørke vinduer i februar. For mig og de andre kunstnere fra Berlin understøtter jo ikke den lokale købmand, når vejene mudres til af roehøsten, markerne sprøjtes til af grisemøg og pesticider, og den passionerede surbrødsbager går ned med behandlingskrævende depression – men hey, det holder yuppierne ude.