Engang var der bekymring for elevtallet på landsbyskolen. Nu er der børneboom i Borris

I indkørslen på hovedgaden i Borris står en stork. Altså af træ.

Den har en lyseblå stofble i næbet, hvorfra en drengedukke kigger frem. Et vink til forbipasserende om, at Trine og Nikolaj i fredags blev forældre til en lille dreng.

Den nyfødte er del af et babyboom i Borris. I 2021 forventes der at komme 26 børn til verden i landsbyen – vel at mærke i en tid, hvor børnetallet samlet set falder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Faktisk bliver der født så mange børn, at der ikke er plads hos byens dagplejemødre, og Borris har derfor netop ansøgt om at få en vuggestue i byen. 

»Ja de bliver nødt til at finde nye løsninger inde på kommunen,« siger Signe Gosvig.

Hun står ved siden af sin kæreste, Frederik Sommer, i et murstensparcelhus på Kirkevej i det, der skal være børneværelse. Parret venter en pige i begyndelsen af oktober.

»Vi er faktisk næsten klar,« siger Signe Gosvig og kigger sig omkring.

Skiftepuden på puslebordet er stadig pakket ind i plast, men her er både høj stol, legebord og en barnevogn med drejehjul.

Signe Gosvig og Frederik Sommer har været kærester i seks år – siden hun var 16, og han var 18 – men de har kendt hinanden stort set hele livet, for de er begge vokset op i Borris. Han gik to klasser over hende på skolen. Og de er nogle af de stadigt flere unge mennesker, der vælger at blive boende i byen, eller som vender tilbage, når de skal stifte familie.

»Der er rigtig mange unge i Borris. Vi har en stor vennekreds, hvor mange har valgt at blive,« siger Signe Gosvig.

Nogle af deres gamle skolekammerater er dog med tiden rejst herfra for at uddanne sig i større byer.

»Det er jo bare sjovt at besøge folk, vi kender i Aarhus,« siger Signe Gosvig.

»Men det er nu også rart at komme hjem igen,« siger Frederik Sommer.

Alle kender alle i Borris, og det føles trygt, forklarer de.

»Borris er bare stille og rolig,« siger Frederik Sommer.

»Det kan man naturligvis også kvæles i,« siger Signe Gosvig og tilføjer:

»Og der er sikkert også dem, der tænker: ’Jeg må bare væk.’ Men hvis man kan lide foreningslivet og den slags, har man alle muligheder her.«

De er begge vokset op med forventningen om, at man engagerer sig i byens 48 foreninger. Signe Gosvig har for eksempel gået til gymnastik som barn, senere blev hun træner, og nu sidder hun i bestyrelsen i gymnastikforeningen.

»Vores forældre har en stor omgangskreds og er gode til at sætte ting i gang, og det har smittet af på os. Vi har lært fra barnsben, at man skal hjælpe til, « siger Signe Gosvig.

»Jeg kunne ikke forestille mig at bo i en by, hvor man ikke snakker med naboerne. Eller hjælper til i idrætsforeningen. Og hvis der kommer nye tilflyttere, er vi hurtige til at gribe dem og høre, om de vil være med.«

De kender mange unge i de omkringliggende landsbyer, som undrer sig over, hvor meget der foregår i Borris.

»De er faktisk lidt misundelige på det unge fællesskab, vi har,« siger Signe Gosvig.

I nabobyen, Bølling for eksempel, siger de unge, at der aldrig sker noget.

»Ja, Bølling er helt død,« siger Frederik Sommer.

En seddel i postkassen

Han er uddannet mekaniker, men arbejder som anlægsgartner i nabobyen Faster.

Da Signe Gosvig gerne ville uddanne sig til markedsføringsøkonom for to år siden i Herning og Skjern, overvejede de, hvor de skulle bo. Parret endte med at blive i Borris, hun pendlede til studierne og er netop blevet færdig med uddannelsen. Efter sin barsel vil hun forsøge at finde et arbejde i området.

De er også blevet husejere. Efter at have boet til leje på Kirkevej købte de parcelhuset for et år siden.

»Det lyder måske gammeldags, men det er dejligt at have sit eget,« siger hun.

Huset var ellers ikke sat til salg. Men fra de bød, til kontrakten var underskrevet, gik der knap 14 dage.

»Der er meget få, der bruger ejendomsmægler herude,« siger Frederik Sommer. »Det meste er stillesalg.«

Det vil sige, at man bare taler sammen og derefter laver en aftale.

»En ung gut, jeg spiller fodbold med, ville gerne købe en gård af en enke. Så smed han en seddel i hendes postkasse. Hun ringede tilbage, og nu har han overtaget gården. Det er jo win-win for begge parter,« siger Frederik Sommer.

Og det er blevet attraktivt at købe hus eller selv bygge i Borris. Der er ved at blive udstykket et par grunde i nærheden.

»Og der er allerede navn på dem, der gerne vil købe,« siger Signe Gosvig.

De drømmer om at flytte til et sted længere ude på landet med mere jord omkring, men har indtil videre nok at gøre her i haven. Selv om en robotplæneklipper sørger for at holde græsset ligesom på de fleste andre parceller i byen.

Signe Gosvig viser rundt: De har netop anlagt en terrasse med morgensol. Der er et par højbede, som skal fjernes. Og der skal sættes et tørrestativ op.

»Vi ser os selv blive gamle i Borris,« siger Signe Gosvig og fortsætter:

»Indimellem er der nogen, der spørger, om vi ikke skal opleve noget andet? Nej, vi har det godt her,« siger Signe Gosvig.

Hjem til Vestjylland

En del af befolkningstilvæksten i Borris er blandt andet båret af østeuropæiske tilflyttere.

»Det var dem, der reddede børnetallet i byen for nogle år siden,« siger Signe Gosvig.

Men kun to af de 26 børn, der bliver født i år, har østeuropæiske forældre. Så den store vækst i Borris-børn netop nu står de unge danske familier for.

Det gælder også Maria og Rasmus Hoffmann Mainz på 31 og 30 år.

De har babyen Johanne på ni måneder og har netop købt en gammel gård fra 1893 lidt uden for Borris, som de overtager den 1. september efter at have ledt meget længe. De har været kræsne, siger Maria Mainz:

»Men det her er helt perfekt. Så vi skal hjem igen. Til Vestjylland og til bedsteforældrene.«

De er begge opvokset i mindre byer i nærheden – hun i Hoven og han i Bork. Men har været væk i ti år i Aarhus, hvor hun har læst statskundskab og han til ingeniør.

Maria Mainz har allerede fået job som lærer i Tarm – faktisk på hendes eget gamle gymnasium, hvor hun underviser i samfundsfag og historie, mens han er ved at færdiggøre sit speciale.

»Og kommunen vil også gerne have, at vi kommer hjem,« siger Maria Mainz.

Parret er medlem af Ringkøbing-Skjerns Klub Eksilvestjyder, som blandt andet hjælper tilflyttere med at blive matchet med lokale virksomheder, og i det hele taget ruller hele velkomstapparatet ud, hvis man som vestjyde flytter hjem til egnen.

Det var afgørende for dem, at Borris Skole har et godt ry, da de skulle vælge, hvor de ville bo. Samt at byen er kendt for et rigt foreningsliv, nøjagtig som i de byer, hvor de selv voksede op.

»Vi vil gerne et sted hen med aktivt lokalmiljø med foreninger, hvor vi kan komme ind og gøre en forskel. Det er svært i Aarhus,« siger Maria Mainz.

De har set i Hoven og Bork, hvor meget skole og foreningsliv betyder for en bys overlevelse. I Hoven blev skolen lukket på grund af for få elever, og selv om der blev etableret en friskole, måtte også den give op.

»Jeg ved hjemmefra, at en landsby kan dø ud. Hvis samlingspunkter som skole og brugs forsvinder, er det svært at trække byen op bagefter,« siger Maria Mainz

»Ja, og det kræver jo nyt blod, hvis man skal holde landsbyens liv kørende,« siger Rasmus Mainz.

Der, hvor de bor i dag, i en lejlighed i Skejby, kender de ikke deres naboer.

»Så vi glæder os til at bo et sted, hvor man hilser på hinanden,« siger Rasmus Mainz.

De følger allerede med i byens særdeles aktive facebookgruppe:

»Når man følger den, tænker man, at man gerne vil være en del af det fællesskab,« siger Maria Mainz.

Det er så yndigt

En tidlig tirsdag sommermorgen i Borris flager størstedelen af husene på Møllegårdsvej, og folk stimler sammen foran nummer 23.

I husets garage er der sat langborde op, og tre voksne børn er ved at tænde stearinlys og dele sanghæfter ud til de godt 60 mennesker, der samler sig med blomster og vin i hænderne. Fra den yngste gæst i barnevogn til den ældste i rullestol.

De er her for at fejre Tina og Hans Jørn Bjerregaard Hansens sølvbryllup.

»Tillykke med de gamle,« bliver der sagt. »Hvor har I været heldige med vejret.«

»Mor og far går og tripper derinde. De er så spændte,« siger datteren Kathrine Bjerregaard Hansen.

Og klokken 7.30 går alle i gang med at synge »Det er så yndigt at følges ad«.

Midt i andet vers titter sølvbrudeparret frem under en port af bøgegrene. De holder om hinanden. Kathrine kniber en tåre. Bagefter tager sølvgommen ordet.

»Godmorgen og welkommen,« siger han.

I køkkenet sørger Signe Gosvig sammen med sin lillesøster Frida for, at ingen gæster savner rundstykker, rullepølse, kanelsnegle og kaffe. Signe Gosvig og datteren i huset, Kathrine, er veninder. Hun er netop flyttet til Aarhus for at læse til bygningskonstruktør.

»Men jeg kommer tilbage til Borris, så snart jeg er færdig,« siger hun, da hun kommer forbi køkkenet et kort øjeblik. Hendes lillesøster bor stadig hjemme, men hendes storebror har købt hus i Sønder Felding ni kilometer derfra.

»Vores forældre er også herfra. Det stavnsbundne er vist gået i arv,« siger Kathrine.

En sniger på Puchen

Signe Gosvigs tvillingbror Asger bor i en lejlighed ved det gamle autoværksted i Borris. Han er en af seks unge mænd, der hen under aften samler sig om et havebord hos Frederik Sommer og Signe Gosvig. Flere af dem har stadig arbejdstøjet på. Asger Gosvig er i blå smækbukser. Han elsker livet som ungkarl i Borris, fortæller han. Han kører traktor, arbejder og er sammen med vennerne. »Nyder livet,« som han siger.

»Asger har to sæt tøj. Arbejdstøj og sengetøj,« siger en af de andre. Alle griner.

De har fri fra arbejde. Solen skinner. Øllerne er kolde.

»Det er perfekt vejr til en sniger,« siger Signe Gosvig.

Det betyder, at man kører sig en tur uden at vide, hvor man skal hen.

»Det bruger vi meget. Man tager Puchen eller bilen, så bestemmer man sig først, mens man kører, om man vil til højre eller venstre. Og så ser man hvor man lander.«

I indkørslen står seks Puch Maxier på række. Dem er der mange af i Borris.

»Jeg vil tro, at halvdelen af alle mænd her i byen har en Puch,« siger Signe Gosvig.

En af fyrene i flokken, Peder Knudsen, nikker:

»Jeg fik den første, da jeg var 11. Det prioriterer man som mand.«

De finder dem brugt rundt omkring og sætter dem i stand med gamle reservedele. Den ældste Puch i indkørslen er fra 1962, den yngste fra 1978.

»De har faktisk en høj værdi,« siger Frederik Sommer.

Når de kører afsted, hedder det ’at puchle,’ forklarer de. Det er det, de skal her til aften.

Imens skal Signe Gosvig til udvalgsmøde i gymnastikforeningen.

»Kørt pænt, Signe,« siger en af de unge mænd, da hun sætter sig ind i bilen.

De henter et par ekstra Tuborg i ølkøleskabet i garagen, som de placerer i et par mælkekasser bag på knallerterne. Så er de klar.

Der breder sig en lugt af benzin og en infernalsk motorstøj, da de gasser op. Og røgen hænger i luften som en hale efter de unge mænd, da de forsvinder ned ad gaden. Som en kæmpe bisværm.