sportskultur
Læsetid: 10 min.

Fodboldkulturen er i forandring, men i kampens hede råber vi stadig bøsserøv

Sommeren over har vi set landsholdet græde, fans kæmpe for regnbueflag under EM og Esbjerg-spillerne tage afstand fra deres træners sexisme. Det har været en woke fodboldsommer, men er den også tegn på en større kulturforandring? I en fodboldlejr for børn i Allerød er svaret både ja og nej
De ældste drenge og piger ved godt, at de ikke skal sige bøsserøv til hinanden, og det er noget, vi slår hårdt ned på, siger træner Dino Karjarsevic. Men dem på seks kan godt finde på at sige det, tilføjer han.

De ældste drenge og piger ved godt, at de ikke skal sige bøsserøv til hinanden, og det er noget, vi slår hårdt ned på, siger træner Dino Karjarsevic. Men dem på seks kan godt finde på at sige det, tilføjer han.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
7. august 2021

»Drenge, spred jer nu ud. I løber alle sammen efter bolden!«

En kvindelig træner i gråt træningstøj råber mod banen fra sidelinjen.

»Gult hold, prøv at få nogen ned bagest, så I kan lave den lange aflevering.«

En dreng i en alt for stor refleksvest skyder bolden tværs over banen.

»Lige præcis, god bold.«

Lyden af teenagedrengestemmer fylder området omkring fodboldbanerne. Himlen er grå efter morgenens regnskyl. En dreng fra grønt hold glider i det fugtige græs og løber videre uden at fortrække en mine.

»Jeg har, jeg har!«

På sidelinjen står Dino Karjarsevic og ser på. Det er anden gang, han er leder for DGI’s fodboldskole i Allerød – tidligere var han selv med som træner ni somre i træk. Og der er sket noget i løbet af den tid, mener han. Den hårde jargon, som flere har kritiseret inden for sportsverdenen, er på vej væk.

»Da jeg startede som træner, var tonen anderledes. Men dengang var fodboldverdenen også anderledes, og der var ikke så meget fokus på de her ting,« siger han.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Indrøm dog at nogle mænd (mange?) opfører sig både idiotisk og barnagtigt! Men undskyldningerne står i kø!

Kenneth Jacobsen

Jeg mindes ikke at have hørt med- eller modspillere have råbt bøsserøv i de små 40 år, jeg har spillet fodbold. Det kan selvfølgelig være min hukommelse, der svigter. Men i hvert fald har jeg ikke bidt mærke i det som noget problem. Til gengæld har jeg lagt mærke til mange andre tåbeligheder, men så igen er sport for mig at se et frirum, hvor man lykkeligvis kan få lov at have hovedet under armen og være en smule mere primitiv end ellers. No hard feelings, ikke en sjæl tager det ilde op - og bagefter er det glemt. Gud ved, hvordan vores mentale sundhed fremover vil få det, når/hvis selv sportens rum bliver renset og følsomhedens puritanske paradis fuldt ud implementeret? Tror vi på, at mennesket bliver godt, fordi dets mund censureres?

Jens Christensen

"..de maskuline værdier har vist ikke helt sluppet taget endnu."

" ...mænd (mange?) opfører sig både idiotisk og barnagtigt!"

Kunne Information ikke prøve at løfte den nedre barre lidt? De her idiosynkrasier er direkte uværdige.

Thomas Østergaard

Jeg kunne godt tænke mig lidt basal journalistisk kulturforandring, så man sondrede mellem begreber som "vi", "man" og "nogle" Men det må jeg vist se i vejviseren efter.

Nicolaj Ottsen

@Hanne Ribens

»Indrøm dog at nogle mænd (mange?) opfører sig både idiotisk og barnagtigt! Men undskyldningerne står i kø!« Det indrømmer jeg da gerne, jeg kan selv engang imellem være en af dem og tilmed nyde det og nogengange fortryde det, men at undskylde det, føler jeg ikke behov for.

Hvorfor er det vigtigt for dig, at mænd vedkender sig det du kalder idioti og barnagtighed ? Og hvor finder man iøvrigt facitlisten med tilladte nedladende udtryk ? Hvem bestyrer denne liste af acceptabelt sprog ? Og hvilke fortolknings kriterier ligger der til grund for at bøsserøv skal ekskluderes, men at idiot er okay ?

Jeg tænker at barnlighed og idioti er synonymer for spontanitet, kreativitet, vildskab, tøjlesløshed, ucivilicerethed, ikke-reglebundethed, irrationalitet, alt sammen størrelser som har positive og negative manifestationer. Personligt tvivler jeg på at vi kan forbyde de negative og bevare de positive, nok det du ville kalde en "undskyldning". Jeg tænker at vi bare kan sige undskyld, hvis vi uforvarende er kommer til at såre nogen med vores "idiotiske barnlighed". Som voksne mennesker du ved ...

@ Nicolaj Ottesen, Tak for dit indspark! Som du sikkert ved er idiot et græsk ord og betyder en egen, oprindelig en privat mand i modsætning til en offentlig person, senere en mand af hoben, en ukyndig, udannet person,en, som ikke evner at begribe eller lære noget. :-D Da ikke så mærkeligt at man kunne forfalde til at kalde "fodboldtossernes" opførsel for idiotisk og barnagtigt. At det naturligvis er en vanskelig manøvre at bestemme hvilke ord der er tilladelige og sjove og hvilke der er grove og ikke tilladte, og hvem der har retten til det, er da sandt! Men tænk nu hvis en gruppe eller "hob" af kvinder til en mandlig fodboldkamp stod og råbte til klubbens modstandere: "Slappe pikrøve, slappe pikrøve, slappe pikrøve"! mon så ikke det ville blive påtalt i stærke vendinger, som utilladeligt, og idiotisk! (Og dette ville nok være de pæneste ord) Og ikke bare omtalt som, herregud det var jo bare for sjov, det er spontanitet, vildskab, kreativitet, irrationalitet og uciviliserthed. Jeg ønsker ikke at mændene skal undskylde, men bare en gang imellem erkende at de nogle gange opfører sig idiotisk. Kvinderne med for sagens skyld! :-D

Nicolaj Ottsen

@Hanne Ribens, jeg fangede ikke ironien, den har det svært på SoMe.

Følgende er ikke er rettet specifikt imod dig, jeg “bruger" dig bare som affyringsrampe :)

idiot ... »en mand af hoben, en ukyndig, udannet person, en, som ikke evner at begribe eller lære noget. :-D« Her er vi inde ved kernen af konflikten, begribe eller lære hvad ? Hvilke ord der er de rigtige ? Er det effekten på modtagen eller afsenderens intention der er sandheden ? Er det ikke øjnene der ser, og det prisme/ideer/ideologier/erfaringer de ser igennem, der er afgørende for hvad der opleves som f.eks idioti og hvad der ses som dannelse, hvad der er "forkert" og hvad der er “rigtigt”. For mig er det et universalistisk perspektiv, som ikke vil individets mangfoldighed det godt, og som hverken forstår mennesket eller kampen, når nogen begynder, at gøre sig forestillinger om, at de ikke blot kender sandheden for sig selv, men også for alle andre. Læs eventuelt “min” kommentar her ... https://www.information.dk/debat/leder/2021/08/tid-aendre-fodboldkulture...

For mig er ukvemsord en del af en legitim psykologisk kamp, som også er en del af den fysiske kamp på banen. Hvis jeg står overfor dig i en kamp og jeg erfare at “slappe pikrøv" på magisk vis får dig til at miste fatningen, så vil jeg kalde dig “slappe pikrøv” hele dagen, ikke fordi jeg er homofob eller noget andet, men fordi det virker og hjælper mig til sejren. Tilskuerne deltager i den psykologiske kamp, de er jo ikke på banen og kan derfor ikke engagere sig i den fysisk, men de er med i kampen, de ser ikke bare på. Og netop fordi de er engagerede og samtidigt ikke kan deltage fysisk, bliver deres sprog des mere vildt og blodigt - dyrisk. Man bliver ikke en god boldspiller af at være ord ekvilibrist, men man kan blive en god tilskuer. Det skal vi tillade, i arenaen er alt tilladt, her gælder alle kneb, det er der vi slipper tyren løs, lukker vores instinktuelle energier ud af stalden og lader dem udfolde sig, og de skal ikke kastrere af ord politiet, efter min mening. Stadions må lave sektioner, for folk med forskellige preferencer, så allekan være med, snarere end, at de vild dyr skal dæmpe dig. Hvis behovet for vildskab i areanaen er meget stort, så fortæller det os mere om den enorme civiliseringsgrad det moderne menneske lever under, hvor voldsomt og brutalt vi har buret vores instinkter inde i rationalitetens fængsel, end det fortæller os om giftig maskulinitet, partriarkat osv, det er naivt ideologisk sludder.

Barnlighed, idioti, bøsserøv, "slappe pikrøve" er alle psykologiske stikpiller, og der er ordets effekt bestemt af modtageren, ikke afsendere. Du afslører noget om dine forestillinger om mig, eller den stereotypiske mand, når du foreslår "slappe pikrøve” som effektivt ordvåben, ikke noget om mig specifikt. Det er modtageren der potientielt set er homofob, ikke afsenderen, han er blot en opportunist i kampens hede. Og modtageren kan kontrollere den effekt ordene måtte have, ved ikke at tage dem personligt, og se dem for hvad de er. På arbejde, i skolen, i det sekulære offentlige rum, uden for kampen, der er de psykologiske stikpiller ofte mobning, der skal vi begrænse dem, der skal man frit kunne bevæge sig og leve uden at skulle forsvare sig imod andres had og nedgørende ytringer, men ikke på banen eller lægterne, der er det efter min mening ikke mobning, altså bevidst ondskabsfuldhed, men en del af spillet. At nogen tager det personligt, og ser og oplever det som mobning er ikke sportens problem, men deres.

Hvis vi forbyder ord eller bestemte anvendelser af dem, så tillader vi ikke længere at et ord for mig kan have en positiv konnotation og for dig en negativ, så ser vi ikke os selv og verden igennem vores eget perspektiv, men igennem gruppens, så bliver vi gjort ens. Så lukker vi ned for det psykologiske spil, som også er en del af kampen og livet, i en verden hvor vold ikke er tilladt, er det måske ikke så klogt. Vi må spørge hvad er had, hvad er racisme, hvad er sexisme, i stedet for blot at udskamme det, for dets uhensigtsmæssige effekter, ting forsvinder ikke af at vi fortrænger dem, de finder nye veje at udtrykke sig på, indtil vi forstår dem og derigennem kan transformere dem til noget konstruktivt. Det er for mig komisk at dem der vil stoppe eller regulere den psykologiske kamp, i godhedens navn, gør det med psykologiske kampmidler, som udskamning og mob attacks, frem for oplyste og indsigtsfulde argumenter. Der forsøges at skabe en socialkonstruktivistisk tabula rasa kausalitet, imellem det der sker på banen, og den mobning og der had der foregår udenfor, det er ikke en kausalitet jeg tror på og derfor, ej heller en jeg vil acceptere at blive censureret på baggrund af.

Efter min opfattelse, havde den oprindelige homo bevægelse fat i den lange ende da de kaldte den for Gay pride. For hvis du omfavner noget du ikke kan forandre ved dig selv, noget som er en del af dig selv, og bliver stolt af det, står ved det, uanset hvad andre måtte syntes, så opløser du den potientielt negative psykologiske effekt, så tager du magten og effekten, fra ordene og den der ytre dem. Man kan/skal forandre andre, ved at stå ved dig selv, ikke ved at fortælle andre hvilke ord de må bruge og hvad de skal syntes om dette og hint. Og det, evnen til at stå ved sig selv, sikre vi bedst ved at forbyde fysisk vold og tvang, ikke ved at angribe det frie tanke og følelses liv, og forbyde psykologisk stikpiller. Dem må den enkelte bekæmpe effekten af i sig selv, det er prisen for at leve i et frit samfund, der accepterer og hylder forskellighed.