Naturvidenskab
Læsetid: 13 min.

Nu skal det handle om dig: Her er den korte fortælling om menneskets fortælling om mennesket

Evolutionen er en dramatisk og rodet affære fuld af liv, død og beskidte trick. Og når det kommer til menneskehedens udvikling, har også forskningen været lidt af en slagmark overstrøet med politik, racisme og dristige forfalskninger
Visualisering af forskelle og ligheder mellem australopithecus (t.v.) og homo sapiens.

 

Visualisering af forskelle og ligheder mellem australopithecus (t.v.) og homo sapiens.

 

Jesse Jacob

Moderne Tider
14. august 2021

Hvis du læser disse linjer, er der en god chance for, at du er et menneske. Og selv om der lige nu lever knap otte milliarder eksemplarer af din slags på Jorden, er det faktisk lidt unikt.

Kun i det allerseneste ultrakorte glimt af klodens historie har der eksisteret væsener af din slags – dem, som lidt selvhøjtideligt har navngivet sig selv homo sapiens – det tænkende menneske.

Nu skal vi tilbage til dette tænkende menneskes dybe fortid. 

Men en rejse ned ad grenene på livets træ bliver hurtigt en rejse ned i et dybt og næsten kulsort mørke. De heldige kan gå i kirkebøgerne og spore deres familie århundreder tilbage, men når årene skal tælles i tusinder, titusinder, hundredtusinder og millioner, må selv den fremmeste slægtsforsker melde pas.

Alt andet end det liv, som findes lige nu, er dødt, og går man langt tilbage, er det også sporløst forsvundet og nedbrudt i kemiske bestanddele, der nu indgår i andre sammenhænge fra gassen i dit komfur over græsset i din have til skinkesalaten i din mave.

Jo længere vi kommer tilbage, des værre bliver det, og når det gælder menneskets spæde begyndelse, er noget af det eneste, man kan håbe på at finde, forsteninger af urgamle menneskeknogler.

Og de er pokkers sjældne.

Skal noget bevares som fossil, skal kadaveret ret hurtigt dækkes af sediment, for ellers kommer leoparderne og løverne og hyænerne, hundene, kattene, fuglene, insekterne og tilmed også bakterierne og gør rent bord ret hurtigt.

Oveni ligger de få forstenede knoglerester af menneskets forfædre, som levede for millioner af år siden ofte gemt i dybe lag, som er svære at komme til. Så nok lyder det flot, når man siger, at der er fundet rester af tusindvis af individer af andre mennesketyper end homo sapiens, men der er klart flest af de yngste og færrest af de ældste, så alt i alt er menneskets fortid et gigantisk puslespil, hvor kun få brikker er kendt, hvilket overlader en del til fortolkning.

Derfor bliver udforskningen af menneskets ophav ikke kun et spejlbillede af den bedst tilgængelige viden, men også et spejlbillede af enhver samtids dominerende ideer krydret med ikke altid lige noble værdier.

Denne her historie handler altså ikke kun om de tidligste mennesker, men også om menneskets fortælling om sig selv. Det er et forvirrende og kulørt dobbeltdyp i egen navle. Velkommen hertil, sig goddag til dig selv.

Revolutionen i grusgraven

Fundet var en sensation. I en grusgrav nær Sussex i England havde den engelske advokat og amatørarkæolog Charles Dawson i årevis søgt efter forhistoriske spor i England – og det med fint held. Dels havde han fundet en del stumper fra oldgamle pattedyr som flodhest og næsehorn, og fra 1908 og frem dukkede noget endnu vildere op.

Fragmenter af en oldgammel og menneskelignende hovedskal, en hjørnetand og en noget grov kæbe. Dawson tog fat i en kendt palæontolog – Arthur Smith Woodward hed han – og selv om denne mest var ekspert i fisk, var han ikke dummere, end at han godt kunne se, at det her ændrede alt.

I 1912 offentliggjorde Smith Woodward fundet og erklærede, at en helt ny forhistorisk mennesketype var dukket op. Eoanthropus dawsoni, kaldte de den – Dawsons morgenrødemenneske. Hovedskallen lignede meget et nutidigt menneskes med masser af plads til hjerne, mens kæben var mere primitiv og abelignende og med slitage på tænderne, der vidnede om menneskelige tyggemønstre.

Her var det moderne menneskes forfader og svaret på et af de store spørgsmål: Nemlig om, hvorvidt mennesket først udviklede sin store hjerne og siden fik en mere raffineret menneskekrop – eller om det var omvendt.

Jesse Jacob
Fundet – der efter sit fundsted ofte omtaltes som piltdownmennesket – pegede på, at den store hjerne var et tidligt udviklingstræk. Resterne var dukket op i nogle flere millioner år gamle lag, så det kunne snildt konkurrere med andre tidligere mennesketyper, som var fundet andre steder på kloden, og da de var nogle småhjernede skabninger, kunne dette fund måske endda udkonkurrere dem og indtage pladsen som det nulevende menneskes sande forfader.

Den lange rutsjetur

Dengang i det tidlige 1900-tal havde videnskaben været ude på en længere rutsjetur, der havde rykket rundt på menneskets placering i verden. Den gode gamle idé om, at alt liv var skabt i sin endelige form af en eller flere mægtige guder, som folk som Platon havde fastslået, var slået i stykker.

Det samme var Aristoteles’ inddeling af naturen på en hierarkisk skala, hvor mænd befandt sig lige under guderne i hierarkiet efterfulgt af kvinder, aber, levendefødende firfødder, flagermus, hvaler, fugle og så videre hele vejen ned til salte og mineraler i bunden.

De billeder havde ellers holdt nogenlunde, indtil nogle af Oplysningstidens kloge hoveder begyndte at klø sig i parykken.

Svenskeren Carl von Linné satte sig i 1700-tallet for at arrangere naturen og dens grene og arterne mere horisontalt efter slægtskab. Pludselig måtte mennesket se sig placeret dør om dør med aber og dovendyr, hvilket var et skridt ned fra pladsen lige under Gud.

Andre begyndte så at rokke ved ideen om, at skaberværket var sat på Jorden i en endelig form – for måske var det hele under stadig udvikling.

Med Charles Darwin kom der midt i 1800-tallet en god forklaring på, hvad der egentlig foregik:

At det er de bedst tilpassede individer, der overlever, og derved er arterne under konstant udvikling og skiller sig ud i forskellige specialiserede nicher.

At mennesket også var kommet til ad den sti, lå implicit i evolutionsteorien, men i sit berømte værk Arternens Oprindelse skrev Darwin faktisk kun, at »der vil blive kastet lys over menneskets oprindelse og dets historie« og overlod det i første omgang den opgave til andre.

Måske piltdownmanden kunne hjælpe med at kaste lys over mysteriet, tænkte man, da fundet dukkede op.

En asiatisk bedstefar

Allerede på Darwins tid kendte man til neandertaleren. Et tydeligt menneskelignende væsen med kraftige øjenbrynsfremspring, vigende hage og kraftige knogler. Den var fundet i fossil form i flere huler i Europa, og man spekulerede på, om det måske var menneskets forfader – dog var der dyb uenighed, for det så jo groft og sygt ud.

Ikke mange år efter fandt man også nogle meget gamle rester af moderne mennesker i Frankrig, men fra de to typer var der stadig meget langt til aber, som vi som følge af evolutionslogikken måtte dele en fjern forfader med.

Darwin selv var kommet mere ind i kampen og argumenterede i sin senere bog om menneskets oprindelse for, at man burde søge der, hvor vores nærmeste slægtninge i dyreriget befandt sig. Ganske korrekt antog han, at det var gorillaer og chimpanser, hvorfor pilen pegede mod Afrika, men det fik dog ikke folk til at valfarte den vej.

Konkurrerende teorier var i spil – for eksempel at menneskets nærmeste slægtning var abearten gibbon – blandt andet fordi de indimellem går på to ben – og på grund af det, satte den hollandske geolog Eugéne Duboius i 1890 kurs mod Indonesien i verdens første forhistoriske menneskejagt. Udgangspunktet med gibbonerne var godt nok forkert, men ekspeditionen blev ikke desto mindre en bragende succes.

Med hjælp fra tvangsarbejdere udsendt af den hollandske kolonimagt lykkedes det nemlig at finde frem til et hidtil ukendt slags fortidsmenneske på Java, hvilket var lidt af en præstation. En kindtand, en kraniekalot og ikke mindst en lårbensknogle, som viste, at væsenet havde haft en opretstående gang, dukkede frem.

Denne mennesketype, som vi i dag kalder homo erectus, havde en hjerne, der var cirka 40 procent mindre end nutidsmennesket, men langt større end nogen abes. Måske dette væsen kunne være menneskets forfader foreslog Dubois.

Overgangen fra abe til menneske – the missing link, som man kaldte det. Indledningsvist blev han afvist, men som der gennem 1920’erne dukkede nye eksempler frem, blev det så småt accepteret, at mennesket måske var opstået i Asien.

Et ikke uvæsentligt spor af racisme løb gennem denne tidlige forskning. At mennesket skulle være opstået i det tilbagestående Afrika, blev set som et lidt latterligt standpunkt, men at det måske var sket i Asien – et kontinent med et trods alt temmelig højt civilisatorisk niveau – kunne måske alligevel være acceptabelt.

Så da briten Dawson i 1912 kunne fremdrage oldgamle menneskerester fra en grusgrav i Piltdown, og da resterne tydede på en britisk udviklingslinje med en kæmpe hjerne, faldt det på et tørt sted. Mon ikke en klog brite var det moderne menneskes direkte forfader? Så kunne de andre mennesketyper måske være bump på vejen eller evolutionære blindgyder.

Menneske med abekæbe

I sådan et videnskabeligt miljø kan det ikke overraske, at et ekstremt flot bevaret kranie af et lille forhistorisk barn med en lille hjerne og dyrelignende tænder blev afvist, da det i 1920’erne blev offentliggjort for verden.

Man kunne se, at taungbarnet, som det blev døbt, havde gået oprejst, men at det var en langt ældre form end de asiatiske fund. Kraniet var fundet i Sydafrika, og forskeren bag, Raymond Dart navngav det Australopithecus africanus – den sydlige abe fra Afrika. Dart foreslog så, at det kunne være en fjern forfader til mennesket, og det blev der grinet meget af i den periode.

»Det tilhører en abe,« konstaterede den britiske palæontolog Arthur Smith Woodward, der selv havde båret piltdownmennesket frem, og tidens førende britiske forskere bakkede op. De mente, at det især måtte være intellektet, der definerede det menneskelige – ikke om man gik oprejst eller ej.

I tidens paradigme passede Piltdownmennesket altså perfekt ind, mens taungbarnet strittede helt imod: En storhjernet, abelignende europæer var en mere sandsynlig forfader, end et menneskelignende afrikansk barn med en lille hjerne, mente man.

Men forskerne tog fejl, det forholdt sig lige omvendt.

Udgravninger i Syd- og Østafrika åbenbarede i de følgende årtier en bred vifte af forfædre til mennesket – under et kaldet australopithecinere – mens der aldrig nogensinde dukkede et fossil som piltdownmennesket op igen. Det kom der en god forklaring på i 1950’erne, hvor det efter mange års kritik blev uigendriveligt fastslået, at Piltdownmennesket var en forfalskning.

En indfarvet rest af et moderne menneskes hovedskal, en modificeret orangutangkæbe og en tilsleben kindtand fra en chimpanse. Flere af Dawsons andre berømte fund viste sig ligeledes at være forfalskninger, hvorfor han står som hovedmistænkt bag svindlen.

I takt med at der kom flere og flere fund fra Afrika, jo tydeligere blev det: Mennesket var opstået der – og evnen til at bevæge sig på to ben var blevet fremelsket af naturlig selektion lang, lang tid før hjernerne for alvor begyndte at vokse.

Så hvad var det mon, der drev denne evolution. Der måtte have fundet nogle forandringer sted i verden, som favoriserede visse træk over andre.

Klimaets menneskeforandringer

I dag regner man med, at mennesket og dens nærmeste slægtning chimpansen begyndte at vokse i hver sin evolutionære retning for et sted mellem seks og otte millioner år siden. Vi må nok regne med, at den fælles forfader lignede chimpansen mere end mennesket – for næstnærmeste slægtning, gorillaen, som blev skilt ud tidligere, ligner også chimpansen mere end mennesket.

Så tænk snudeagtigt ansigt, krogede klatrefingre og lemmer, der både kan gå på fire ben og på bagben. Denne forfader levede nok i skoven, men nogle af dens efterkommere tilpassede sig mere åbent land.

I den tid begyndte en langvarig klimaforandring at sætte ind. Kloden blev tørrere og koldere og bevægede sig utrolig langsomt frem mod de seneste millioner års langsommelige vekslen mellem lange istider og kortere mellemistider i rytmer styret af Jordens bevægelser i forhold til Solen – de såkaldte Milankovitch-cyklusser.

Sådan blev skovområder til stepper eller mere blandede habitater. De ældste menneskelige fossiler, vi har, Ardipithecus, stammer fra tætte skovområder og var tilpasset til både at klatre i træer og gå på to ben. Disse første forfædre ved vi dog meget lidt om.

Den næste bølge – de såkaldte australopithecinere kender vi mere til. De levede for fem til to millioner år siden, og resterne af dem viser en enorm variation af forskellige typer. Her er ikke bare kranier og knogler, men også de vældig sanselige fodspor, som blev fundet i Laetoli, Tanzania, menes at stamme fra australopithecinere.

En dag for over tre millioner år siden er tre eksemplarer kommet vandrende gennem et lag af våd, vulkansk aske, som siden er størknet som cement med fodspor, som i forbløffende grad ligner vores. Sporene minder om, at livet kommer før døden, og at museernes knoglesamlinger engang har været levende væsener i bevægelse gennem landskabet.

De første austraopithecinere levede også i skove, men de fulgte med, da miljøet ændrede sig til græs, søer og skovkransede floder. Disse tidlige mennesker var tilpasset lidt af hvert. Har kunnet bruge træerne til at søge sikkerhed og det åbne land og floder til at finde nye fødekilder

Man mener i dag, at en af de mange typer australopithecinere senere udviklede sig til den slægt, vi kalder homo, og som vi selv tilhører, og som er vokset frem fra cirka tre til to millioner år siden.

Kunne vi transportere os tilbage til de allerførste homo, ville vi finde en klode, der på mange måder lignede vores i dag. Der ville både være nåleskove, stepper, regnskove, ørkener og savanner, og dyrelivet ville ligne det, vi kender – bare med et twist.

For der vil være langt større variation. Langt flere snabeldyr som elefanten, giraffer med forskellig halslængde og nogle med gevir på hovedet, ligesom der ville være et væld af mellemstore og store kattedyr og bizarre overraskelser som den gigantiske kanalje kaldet chalikoterium, der har lignet en slags forvokset gorilla med et hestehoved.

Og selv om de enkelte generationer måske ikke mærkede det, levede de i en verden i hastig forandring.

Særligt med istidernes indtræden for 2,6 millioner år siden accelererede det, hvilket gik hårdt ud over en del arter, som vi mennesker aldrig siden har set. Men den nye slægt homo viste sig uhyre tilpasningsdygtig og vandrede ud og bosatte sig i hele verden.

Så vidt vides var de de første af menneskeslægten, som forlod Afrika og bosatte sig i både Europa og Asien, hvor de overlevede i næsten to millioner år, hvilket er mere, end vi senere homo sapiens endnu kan prale af.

Mennesket i spejlet

Et pelset urmenneske samler en dyreknogle op. Dette menneske indser, at knoglen kan bruges som redskab, som et våben – og i næste konfrontation med en fjendtlig gruppe bliver knoglen anvendt til netop det. En menneskeflok smadrer en fjende med deres knoglekølle.

Slår løs, til fjenden ligger helt stille og helt død. Efter den bedrift – det første teknologisk assisterede drab – kaster opfinderen sin knogle højt til vejrs, og den hvirvler op mod himmelen. I næste klip ser man et svævende rumskib i et natsort univers.

Scenen er fra Stanley Kubricks berømte film Rumrejsen år 2001 fra 1968, og den illustrerer meget godt, hvordan man særligt i efterkrigstiden fokuserede på våbenteknologi og redskaber som den drivende kraft for menneskets udvikling. Fra det første drab til erobring af rummet.

Sådan afspejlede mennesketolkningen de spor af massemord, som to verdenskrige havde trukket bag sig. Mennesket var klogt og voldeligt.

Men billeder kan ændre sig. I 1970’erne kom en mere feministisk tolkning fra en ny bølge af fremtrædende kvindelige antropologer, der fremførte nye teorier om gruppedynamik. Teorien Women the gatherer satte kvinder og deres indsamling af føde højere end mændenes jagt, der havde fået uhørt mege opmærksomhed, fordi jægernes stenredskaber blev bevaret, mens samlernes bærenet og gravestokke var gået til.

Samtidig satte andre forskere fokus på sociale elementer som sprog og interaktion. Også disse teorier tog bolig i samtidens populærkultur og afspejledes blandt andet i den populære bogserie om ’Hulebjørnens klan’, der begyndte at udkomme fra 1980.

Sådan har hver sin tid sin egen fortolkning af menneskets oprindelse, som afslører træk fra samtiden. Forskellige aspekter af de samme forhold bliver vægtet vidt forskelligt. Selv om ingen længere betvivler, at mennesket opstod i Afrika, så er historien stadig et enormt stort puslespil, hvor vi kun er i besiddelse af ganske få brikker.

I dag er der et stærkere fokus på at se mennesket som en del af naturen, som udløber af et væld af arter, der krydser hinanden i et netværk og et fletværk og i samspil med et globalt klima under hastig forandring – hvilket også ligner et spejl af vores samtid – uden det dog bliver forkert af den grund.

Forskningen får også nye teknikker, og mennesket bliver klogere på mennesket. Det gør bare ikke fortællingen mere entydig. Takket være flere fund og dna-teknologi er vi ikke blevet mere skråsikre på, hvor vi kommer fra, men faktisk mere usikre.

Vi er kommet et stykke siden Darwin. Han opdagede, at væsener giver visse træk videre, og at de bedst egnede overlever. Men hvordan trækkene gik i arv, anede han ikke. Potentielt kunne han faktisk have vidst det, for cirka samtidig med at han udgav Arternes Oprindelse, havde en meget nørdet og tålmodig munk fundet frem til arvemassens indre hemmelighed: genet. Det skal vi høre om i næste uge.

Kilder: Eske Willeslev, professor, Københavns Universitet. Trine Kellberg Nielsen, arkæolog og lektor, Aarhus Universitet. Anne Katrine Gjerløff, videnskabshistoriker, formidlingschef ved Statens Naturhistoriske Museum. Bent Erik Kramer Lindow, geolog og palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum. Jørn Madsen, biolog og forskningsformidler.

Bøger: ’Who we are and how we got here’ af David Reich. Human Evolution – A very short introduction af Bernard Wood. Oprindelse af Lewis Dartnell. Icons of Evolution: An Encyclopedia of People, Evidence, and Controversies, Anne Katrine Gjerløff m.fl. Artikler: ’Beyond Multiregional and simple out-of-Africa models of human evolution’, af Eleanor M.L. Scerri m.fl. i Nature, Ecology & Evolution, oktober 2019.

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Jørgensen

Hvis vi vil vide hvem vi er som mennesker, så er det den filosofiske antropologi vi skal gå til - Scheler, Gehlen, Plessner - i nyere tid suppleret med neurovidenskab og filosofi med udgangspunkt i denne. Den fysiske antropologi kan måske understøtte den filosofiske, men kan ikke i sig selv give pålidelige vidnesbyrd. Men det kommer sikkert (forhåbentlig) i kommende artikler

Morten Balling

@Ib Jørgensen

Men samtidig er det også i den filosofiske tolkning af vores ophav at alle de "sjove" misforståelser er opstået. F.eks. den med mændene lige under guderne, eller den med at mennesket helst ikke skulle stamme fra de "primitive" afrikanere.

Samtidig er det som nævnt i artiklen ret sparsomt hvad man kan udlede af arkæologiske fund. Langt størstedelen af det som kunne fortælle os noget om vores forfædre finder vi millioner af år ikke længere, bla. fordi organisk materiale nedbrydes af de organismer artiklen nævner, plus svampene, som i biologien nogen gange kaldes "naturens skraldemænd".

Her er en af mine egne mere yderst kontroversielle hypoteser:

De allertidligste eksempler på menneskeskabt kunst er aftryk af hænder på en væg, malet med rød okker:

https://www.nytimes.com/2012/06/15/science/new-dating-puts-cave-art-in-t...

Samtidig har vi eksempler på at man i f.eks. Himba stammen I Namibia bruger okker til at udsmykke kroppen. Et lag okker beskytter også huden mod UV sollys.

https://ibiene.com/culture/the-red-ochre-of-the-himba/

Hvad nu, hvis det vi tolker som den tidligste kunst, i virkeligheden bare var en af vores forfædre som lænede sig op af væggen i en hule, mens en af de andre malede dem med okker? Måske kunne man købe okker på spraydåse dengang... Jeg skal ikke afvise at de senere kiggede på de stencils de i bedste Banksy stil havde fået malet og tænkte "Det ser sgu da meget fedt ud, lad os lave nogle flere!".

Og nej det mener jeg ikke helt alvorligt, og dog... ;)

Anders Hüttel

Det er på baggrund af denne viden at vi ser taliban og det de gør, som primitivt og som noget vi hár været igennem. Det med at slå hinanden med køller og gemme kvinder i burkaer. Tilliden til det gode er ikke eksisterende. Men dér kan vi også selv ende igen.

jens christian jacobsen

Meget skægt at få genoplivet et par timer fra biologiundervisningen i gymnasiet.
Men ellers har jeg svært ved at se meningen med denne nedskrevne forelæsning om humanevolutionær arkæologi krydret med en af arkæologien røverhistorier. Manglede redaktøren stof til et par spalter?