Den tabte mink
Læsetid: 19 min.

»Hele mit liv i Danmark handlede om mink« – her er historien om nedslagtningen af de danske mink

Dele af Nordjylland lignede en krigszone, da millioner af mink skulle aflives sidste år. En minkavler i Hirtshals følte sig pludselig uvelkommen i sin hjemby, og en rumænsk direktør modtog dødstrusler. Information følger i sporet fra de døde mink. Dette er første afsnit i en serie på fire
Den rådne minkmasse skal blandes med andet affald for ikke at kvæle ilden i forbrændingsovnen.

Den rådne minkmasse skal blandes med andet affald for ikke at kvæle ilden i forbrændingsovnen.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
28. august 2021

Da Martin Bast en eftermiddag i begyndelsen af september trådte ind på sin lille minkfarm i Hirtshals, var der noget galt.

Flere af minkene lå afkræftede i burene og gispede efter vejret. De spiste mindre end normalt. I løbet af få dage begyndte flere af dem at dø.

Symptomerne passede alt for godt. Kunne det virkelig være? Men han havde jo været så forsigtig …

Den 68-årige minkavler havde gjort det til en vane at lade sig teste for COVID-19 hver 14. dag. Efter en rolig sommer var coronavirus igen begyndt at brede sig blandt minkfarme i Nordjylland, og Martin Bast skulle ikke nyde noget af at få den indenfor. Han holdt sig på afstand af de andre minkfarmere i området og sprittede hænder så ofte, at hans familie til sidst beskyldte ham for at være blevet hypokonder.

Men knap havde han konstateret, at der var noget galt med hans mink, før resultatet af hans seneste test tikkede ind. Den var positiv for COVID-19. Martin Bast var blevet smittet, men han havde ingen symptomer, og han forstod ikke, hvor smitten var kommet fra.

Dagen efter ankom folk fra Fødevarestyrelsen for at teste hans mink. Det viste sig, at de små pelsdyr ganske rigtigt også var smittet med COVID-19.

I løbet af få dage rasede sygdommen igennem de 4.300 mink på farmen, og antallet af døde mink toppede med 11 på én dag. Derefter forsvandt sygdommen igen næsten lige så hurtigt, som den var kommet. Minkene begyndte at spise igen, og roen indfandt sig i staldene.

Men i virkeligheden var det hele først lige begyndt.

Uden at vide det var Martin Bast og hans minkfarm på vej til at blive omdrejningspunktet i et dramatisk stykke danmarkshistorie.

Cluster 5 var kommet til Hirtshals.

Dødsstødet

I dag er det hele forbi. Stilheden har sænket sig over de danske minkfarme. 100 års møjsommeligt avlsarbejde er bogstaveligt talt lagt i graven.

Da regeringen sidste efterår besluttede, at alle danske mink skulle aflives, var det de facto en nedlæggelse af et helt erhverv, som i de gode år har været en guldrandet forretning.

Martin Bast gik i gang med at aflive sine mink umiddelbart efter Mette Frederiksens pressemøde. Og han endte med selv at aflive hele besætningen.

Martin Bast gik i gang med at aflive sine mink umiddelbart efter Mette Frederiksens pressemøde. Og han endte med selv at aflive hele besætningen.

Anders Rye Skjoldjensen
De danske minkavlere har gennem generationer perfektioneret foderplaner, finansieret politisk lobbyarbejde og opfundet sindrige maskiner for at opnå den helt rette kvalitet. Alt sammen har været med til at gøre danske minkskind til de mest eftertragtede i verden og Danmark til verdens største producent af de dyrebare skind.

Men nu er det slut.

COVID-19 blev dødsstødet til det kontroversielle erhverv, som i forvejen var presset af flere år med dårlig indtjening.

Information er taget på roadtrip for at markere enden på en æra. I denne serie kører vi fra Nordjylland til Christiansborg for at dokumentere nedlukningen af minkerhvervet og søge svar på, om en hård kerne af minkavlere kan få lov at begynde forfra.

Dødstruslerne

En af de første dage i oktober fik Catalin Aurel Ciuca en opringning.

Det hele var gået meget stærkt. Fra ganske få tilfælde af coronasmitte på nordjyske minkfarme i begyndelsen af september havde coronavirus på fire uger bredt sig til 41 farme i regionen. Ingen vidste hvordan.

COVID-19-smittede minkavlere måtte stå ud af sengen med 40 i feber for at fodre deres mink, fordi ingen andre turde arbejde på farmene, og i de små lokalsamfund bredte en ny type af »minkcoronavirus« sig blandt mennesker.

Som indehaver af vikarbureauet Christian Mink Services i Hjørring var Catalin Aurel Ciuca vant til at hjælpe danske avlere med at vaccinere deres mink hver sommer, tage blodprøver af dyrene og rengøre farmene sammen med sit hold af rumænske vikarer.

Nu ringede Fødevarestyrelsen for at bede ham om hjælp til at aflive hundredtusindvis af mink. Regeringen havde den 1. oktober besluttet, at alle smittede mink, samt mink i en sikkerhedsradius på 7,8 km, skulle aflives. Og det skulle gå stærkt.

»Første gang de ringede, drejede det sig om fire-fem minkfarme på Gjøl,« husker Catalin Aurel Ciuca.

»Måske 100.000 mink.«

Han sagde ja og gik i gang med aflivningerne. Men virussen bredte sig hurtigere, end de kunne nå at følge med. Fødevarestyrelsen ringede igen.

»Pludselig skulle vi aflive ti gange flere end i begyndelsen,« siger Catalin Aurel Ciuca.

Han hentede flere folk ind fra Rumænien. Ifølge ham var de på et tidspunkt omkring 200 rumænere, der hjalp til med aflivningerne. Men det var stadig ikke nok. Aflivningerne gik langsomt. Måske skyldtes det blandt andet, at en del af vikarerne aldrig havde haft mink mellem hænderne før.

Catalin Aurel Ciuca fortæller, at »flere end 70 procent« af hans ansatte havde erfaring med mink.

»Resten lærte det.«

Nogle af minkavlerne var forfærdede over måden, deres dyr blev aflivet på. En ansat på en minkfarm i Hjørring filmede en levende mink, der panisk forsøgte at klemme sig ud af en aflivningskasse, mens to vikarer iført store handsker maste den ind igen. Videoen gik viralt.

I andre tilfælde nåede levende mink hele vejen frem til forarbejdningsanlægget Daka ved Randers, hvor medarbejderne måtte aflive dem med en salonriffel.

78 dyrlæger skrev under på et brev, hvor de bad politiet om at efterforske Fødevarestyrelsen for overtrædelse af dyreværnsloven.

I ovnen på Maabjerg Energy Center bliver de døde mink fra massegraven brændt ved en temperatur på 1.100 grader.

I ovnen på Maabjerg Energy Center bliver de døde mink fra massegraven brændt ved en temperatur på 1.100 grader.

Anders Rye Skjoldjensen
Catalin Aurel Ciuca omtaler i dag hændelsen med aflivningskassen som »et uheld«. Han mener, vikarerne har udført deres opgave korrekt.

De fleste af minkavlerne var ifølge ham høflige og forstod godt, at det ikke var hans skyld, deres mink skulle dø.

Men nogle var aggressive og nægtede at lukke dem ind. I den lille by Gjøl ved Limfjorden blev de mødt af protester fra de lokale.

Catalin Aurel Ciuca sov ikke meget i de dage.

»Det var slemt,« siger han.

»Operationen var for stor. Min krop kunne ikke holde til presset.«

Desuden havde han det dårligt med det, minkavlerne blev udsat for.

Han følte sig fanget mellem de vrede minkavlere og regeringen, som ville have aflivet minkene. Hvis ikke han udførte opgaven, ville et andet firma bare gøre det i stedet.

På et tidspunkt begyndte han at modtage dødstrusler.

»Jeg fik nogle beskeder. De sagde, de ville slå mig ihjel,« fortæller Catalin Aurel Ciuca.

»De sagde, jeg skulle tage tilbage til mit hjemland og stoppe med at aflive minkene. Hvis jeg ikke gjorde det, ville de slå mig og min familie ihjel.«

Truslerne kom både på sms og ved opringninger midt om natten. Det fortsatte flere dage i træk. På et tidspunkt blev han så bange, at han sendte sin hustru og deres to børn i sikkerhed på en anden adresse. Senere meldte han truslerne til politiet.

Nordjyllands Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om trusler på livet rettet mod en »person, som var involveret i arbejdet med minkaflivning« fremsat mellem 10. og 14. oktober 2020. Sagen blev efterforsket, men henlagt, da politiet ikke vurderede, at den ville kunne føre til en domfældelse.

Mens truslerne stod på, indledte 3F en konflikt med Christian Mink Service, som de beskyldte for løndumping. Catalin Aurel Ciuca strittede imod, men overgav sig til sidst og indgik en overenskomst. I pressen var der historier om, at vikarerne levede og arbejdede under dårlige forhold, og at nogle af dem havde været smittet med COVID-19, da de ankom til Danmark.

Imens fortsatte smitten med at sprede sig ukontrolleret sydpå til nye minkfarme i Midt- og Vestjylland. Catalin Aurel Ciuca kunne slet ikke følge med.

Efter et par uger gav regeringen minkavlerne lov til selv at aflive deres mink.

»Det var godt,« siger Catalin Aurel Ciuca.

Pludselig begyndte aflivningerne at gå stærkt.

I dag mener han, at opgaven var for stor for hans firma.

»Det kunne ikke lade sig gøre med 200 ansatte. Vi skulle have brugt 1.000,« siger han.

Christian Mink Service havde sidste år et overskud på 4,7 millioner koner. Markant højere end i foregående år. Til gengæld er grundlaget for virksomheden væk.

»Hvad kan jeg sige … lige nu er det meget svært. Hele mit liv i Danmark handlede om mink,« siger Catalin Aurel Ciuca.

Martin Bast holder staldene ved lige, til de er blevet vurderet med henblik på erstatsning. Derefter bliver de revet ned.

Martin Bast holder staldene ved lige, til de er blevet vurderet med henblik på erstatsning. Derefter bliver de revet ned.

Anders Rye Skjoldjensen
Han har i en periode brugt sit vikarfirma til at gøre rent i bagerier. Ved siden af har han etableret en virksomhed, hvor han køber ejendomme for at renovere dem og sælge dem videre med en fortjeneste.

Indtil for nylig boede han stadig i Hjørring med sin hustru og deres to børn. Man da vi ringer til Catalin Aurel Ciuca igen for at lave en aftale om at tage nogle billeder, fortæller han, at han nu er flyttet hjem til Rumænien og ikke har planer om at flytte tilbage til Danmark. Han føler sig ikke tryg længere. Han er bange for, hvad der kan ske, hvis nogen genkender ham på gaden.

Pressemødet

Statsminister Mette Frederiksen gik lige til sagen, da hun 4. november 2020 tonede frem på et virtuelt pressemøde:

Det, som forskere længe havde frygtet, var sket. Coronavirus havde muteret i mink, fortalte hun. Den nye mutation viste tegn på nedsat følsomhed over for antistoffer. Den slags mutationer udgjorde en risiko for virkningen af fremtidige vacciner og mod hele verdens håndtering af pandemien, understregede statsministeren.

Den såkaldte Cluster 5-mutation var blevet fundet hos mink på fem minkfarme i Nordjylland og blandt 12 mennesker. Mutationen måtte for en hver pris inddæmmes, og nye mutationer skulle undgås.

»Det kræver resolut handling,« sagde Mette Frederiksen.

»For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark.«

For det andet ville regeringen lukke syv nordjyske kommuner ned for at undgå, at mutationen bredte sig.

Det var minkavlernes værste mareridt. Nu var det ikke kun mink på inficerede farme og farme tæt på, der skulle aflives. Nu var det samtlige mink i hele landet. Men de fleste gik i gang med at aflive deres mink med det samme.

Få dage senere viste det sig imidlertid, at regeringen ikke havde hjemmel i lovgivningen til at beordre samtlige mink aflivet. Det affødte et politisk drama, som tvang fødevareminister Mogens Jensen til at gå af, og sagen er nu genstand for en såkaldt granskningskommission.

Lastbilens 30 ton minkmasse lander med et drøn og sender en sødlig dunst af råd op fra affaldshullet.

Lastbilens 30 ton minkmasse lander med et drøn og sender en sødlig dunst af råd op fra affaldshullet.

Anders Rye Skjoldjensen
Snart begyndte forskere at rejse tvivl om, hvorvidt den såkaldte Cluster 5-mutation overhovedet udgjorde nogen særlig risiko for fremtidige vacciner.

Men det var for sent.

Aflivningerne var i gang.

Mutationen

Martin Bast stikker snuden ind i en af de aflange stalde på sin minkfarm. Normalt ville han på denne tid af året blive mødt af lyden af tusindvis af nyfødte minkhvalpe. Men for første gang i 39 år er her tomt.

»Det er mærkeligt,« siger han.

»Der mangler de der små pip.«

Martin Bast var en af de minkavlere, hvis farm blev ramt af Cluster 5. Han ved stadig ikke hvordan. Faktisk vidste han slet ikke, at der var tale om Cluster 5, før Information kontaktede ham for nogle måneder siden.

Ud fra de såkaldte epidemiologiske redegørelser fra Dansk Veterinær Konsortium har vi kunnet kortlægge, hvilke farme der har været ramt af Cluster 5. Men ingen myndigheder har kontaktet Martin Bast og fortalt ham, at hans mink har haft lige netop den variant.

Han ved heller ikke, om det er den mutation, han selv har været smittet med. Det samme gælder de andre minkavlere, der har været ramt af Cluster 5, som vi har talt med. Martin Bast hævder, at han ikke har været i nærheden af de andre minkavlere i området i tiden op til, at han blev smittet.

Han har boet i Hirtshals i 45 år. Men da hans minkfarm blev smittet, følte han sig pludselig uønsket i byen. Det oplevede han blandt andet en dag i den lokale bowlingklub.

Martin Bast og hans kæreste var kørt ind til bowlingcentret for at vælte nogle kegler. Han var blevet rask igen og havde været i karantæne.

»Ejerne kom ned til mig og sagde, at de var utrygge ved, at jeg var der. De spurgte, om jeg ikke ville tage et mundbind på. Men der var ingen krav om mundbind!«

– Gik du så?

»Det tror jeg nok, jeg gjorde. Jeg gik fandeme.«

Martin Bast havde været medlem af bowlingklubben i ti år. Men efter den oplevelse meldte han sig ud.

Kort efter kom beskeden om, at alle landets mink skulle aflives. Martin Bast gik i gang med aflivningerne umiddelbart efter pressemødet. Midt i arbejdet ringede en mand fra Fødevarestyrelsen og sagde, at styrelsens folk ville komme og hjælpe med aflivningerne.

»Så sagde jeg: ’Der er én ting, der er 100 procent sikkert, og det er, at de der sigøjnere de kommer ikke ind på min minkfarm’,« siger Martin Bast.

Og sådan blev det. Han aflivede selv sine mink, som han havde gjort det så mange gange før. Men denne gang for sidste gang.

Han lagde de døde mink oven på burene, og dem, der ikke var plads til, smed han på møddingen. Om mandagen ankom to mænd fra Forsvaret for at føre tilsyn med aflivningerne. Samme formiddag, klokken 11.32, fik han papir på, at aflivningen officielt var afsluttet. Nogle dage senere blev minkene endelig kørt afsted i en container, som skulle læsse dem af i en af minkgravene. Og det var så det.

Vi går ind i et lille tekøkken, hvor Martin Bast byder på et stykke kage. Han fortæller om de gyldne tider i branchen.

»Jeg har tjent mange penge på det her,« siger han.

»I de gode år fik vi 672 kroner per skind.«

Fra kontrolrummet styrer assistent Jørgen Mose processen, hvor minkmassen blandes med andet affald for at kunne gå gennem anlægget.

Fra kontrolrummet styrer assistent Jørgen Mose processen, hvor minkmassen blandes med andet affald for at kunne gå gennem anlægget.

Anders Rye Skjoldjensen
Det var for ti år siden. I de seneste år har han kun tjent omkring det halve. Som en af få minkavlere kan han bryste sig af, at næsten 100 procent af hans minkskind har været såkaldt velvet – en særligt eftertragtet klassifikation, hvor hårene er korte.

Han har haft 650 avlstæver. Det er ingenting sammenlignet med de store minkfarme. Men farmen har været en hobby, som han har passet ved siden af sit arbejde på Kattegat Seafood.

»Jeg har kunnet bruge uanede timer på at stå i en weekend og sortere 50 eller 100 mink. Jeg var aldrig tilfreds,« siger han.

Siden nedslagtningen kommer han her kun for at passe de to heste, der går omkring, og for at slå græsset og vedligeholde staldene. Det skal han blive ved med, indtil der kommer en taksator forbi og vurderer stedet, så det kan blive revet ned, og Martin Bast kan få sin endelige erstatning. Men der kan gå flere år endnu.

»Jeg har sagt til mine børn, at på mit gravsted skal der stå ’Kompensation mangler’,« siger Martin Bast og bryder ud i et grin.

Han ærgrer sig over, at det nok er slut med den danske minkbranche.

»Det er sgu slut. Den kommer aldrig i gang mere. Aldrig.«

Massegraven

En bildør går op ud for en håndfuld grønne skurvogne på et militært øvelsesterræn, og et par gummistøvler træder ud i støvregnen. I støvlerne står en smilende mand med en sirlig sideskilning.

Det er Kasper Klintø, kødkontrolchef ved Fødevarestyrelsen og indsatschef her ved opgravningen af minkmassegravene i Midtjylland.

Han giver hånd og følger os hen for enden af grusvejen. Her har vi fået lov at stå på behørig afstand og betragte nogle gravemaskiner på en jordhøj, som er i færd med at grave cirka to millioner mink op af de i alt 16 massegrave i området.

Minkene har ligget nedgravet i et halvt år og er delvist gået i forrådnelse. En gravemaskine stikker skovlen ned i en af gravene. Da den kommer op igen, hænger mink blandet med klæbrig jord ned i trevler fra skovlen som små lasede mumier.

»Massen på det her gravstykke er … dejagtig,« forklarer Kasper Klintø.

Minkene er stadig sammenhængende og ikke alt for nedbrudte endnu.

»Det gør det lettere at få dem op, så det er jo positivt.«

Gravemaskinen vælter minkene ned i en dumper, som kører hen til kanten af jordhøjen og læsser af i en nedgravet container. Her står en anden gravemaskine klar til at fiske minkene op og hælde dem ned i de lastvogne, der kommer forbi i løbet af dagen for at køre dem til forbrænding.

Forud for opgravningen var naboerne bekymrede for stanken. Men som vi står her i regnen, kan man faktisk ikke lugte noget.

Beslutningen om at grave cirka 13.000 ton mink ned blev truffet i al hast sidste efterår. Samtlige danske mink var i løbet af få uger blevet aflivet. Fødevarestyrelsen forhørte sig hos landets forbrændingsanlæg, om de kunne brænde dyrene af. Men styrelsen nåede frem til, at anlæggene ikke havde kapacitet til at brænde dem tilpas hurtigt.

Derfor blev der kun brændt 2.000 ton af på forbrændingsanlæggene, mens størstedelen blev kørt til forarbejdningsanlægget Daka. Fire millioner mink, svarende til lidt over en fjerdedel, blev gravet ned ved to militære anlæg i Nørre Felding og Karup.

Scenerne mindede om noget fra en katastrofefilm. Bunker af smattede mink lå i dagevis og ventede på at blive afhentet, mens minkavlere græd i fjernsynet og forbandede regeringen. I Nordjylland måtte politiet lukke en motorvejsstrækning ned, da en lastbilchauffør på vej til et forbrændingsanlæg havde tabt »et større antal kadavere« på vejbanen.

Da minkene endelig var blevet gravet ned, begyndte nogle af dem endda at bryde gennem jordoverfladen igen som halvt opløste zombier, fordi forrådnelsen havde fået dem til at stige opad.

Minkene nåede kun at ligge i jorden i en måneds tid, før et flertal i Folketinget blev bekymrede for miljøpåvirkningen. De besluttede at grave dyrene op igen. Men for at være helt sikre på, at der ikke var nogen smittefare forbundet med opgravningen, blev det besluttet først at gå i gang i maj.

Baggrunden for beslutningen om at grave minkene ned er nu genstand for en advokatundersøgelse, som ventes afsluttet senest den 1. oktober. Derfor vil Kasper Klintø fra Fødevarestyrelsen ikke udtale sig om, hvorvidt beslutningen var rigtig.

Men fødevareminister Rasmus Prehn (S) har tidligere sagt til Jyllands-Posten, at det havde været bedre, hvis man havde »nået at tage en indånding mere«.

Fødevarestyrelsen har estimeret, at opgravning, transport og forbrænding af minkene vil koste 72,2 millioner kroner. Men der er sat et loft på 150 millioner kroner til opgaven. Hvor dyrt det samlet set bliver, kommer ifølge Kasper Klintø an på, hvor forurenet området omkring minkgravene er, og hvor mange afværgende miljøforanstaltninger der er behov for.

Oppe blandt gravemaskinerne går en mand rundt i en hvid beskyttelsesdragt. Han er ansat af et privat firma, som fører tilsyn med opgravningen og tager prøver af jorden. Svarene på prøverne skal bruges til at afgøre, hvor meget forurenet jord der skal fjernes.

De foreløbige svar viser, at der allerede er sket en forurening af området, forklarer Kasper Klintø.

Der er sket en »nedsivning« af næringsstoffer fra minkene under gravene og i det overfladiske grundvand. Men der er ikke fundet forurening i den nærliggende Boutrup Sø. Ifølge Miljøstyrelsen udgør forureningen ikke en risiko for hverken drikkevandet eller badevandet i søen, hvis bare kilden til forureningen – altså minkene – bliver fjernet hurtigst muligt.

Martin Bast har efter nedlukningen af minkfarmen etableret et havefirma, som allerede har fuld ordrebog. Men det er sgu ikke det samme, siger han.

Martin Bast har efter nedlukningen af minkfarmen etableret et havefirma, som allerede har fuld ordrebog. Men det er sgu ikke det samme, siger han.

Anders Rye Skjoldjensen
Gravemaskinerne fjerner også den forurenede jord fra bunden og siderne af alle gravene. Hvis de finder »minkvæske« i bunden, fjerner de også det, forklarer Kasper Klintø, før han bliver nødt til at smutte til møde i en af skurvognene.

Kort efter ankommer en lastbil. Chaufføren kører ind på gravområdet og placerer vognen lige under gravemaskinen på jordhøjen. Gravemaskinen samler en bunke mink op fra den nedgravede container – de afpillede kroppe hænger slapt ned fra skovlen – og læsser dem ned i vognen. En hvid støvsky står op i luften. Det hele tager et par minutter. Så kører lastbilen afsted igen og forsvinder ned ad en grusvej. En let rådden dunst hænger efter den.

Endestationen

En tidlig morgen omkring solopgang skrumler en lastbil gennem Holstebros tomme gader.

Den sænker farten, svinger ind ad en stikvej, passerer under en bom og slår en cirkel foran forbrændingsanlægget Maabjerg Energy Center. Anlægget her leverer varme og elektricitet til borgerne i Holstebro og Struer. Under et halvtag ligger »siloen« – et nedgravet 34 meter langt og 10 meter dybt bassin fyldt med affald.

Chaufføren bakker helt op til siloen. Så hopper han ud, løsner bagsmækken og sætter gang i en stor hydraulisk arm, som langsomt tilter lastrummet opad.

Da lasten når en vis hældning, klapper bagsmækken op, og ud fosser 30 tons minkmasse, som rutsjer ned i det mørke skraldedyb med et drøn. En sødlig dunst af råd stiger op fra hullet. Kigger man ud over kanten, kan man se de halvt opløste minkkroppe, der stikker ud af den klumpede jord.

Chaufføren kører lidt frem og giver sig til at spule bagsmækken med en vandslange. En brunlig suppe sjasker ned på betonen og samler sig i en pøl under lastbilen. Han svaber det meste af væsken ned i skraldehullet og kører afsted igen.

Oppe i kontrolrummet sidder Jørgen Mose, driftsassistent her på forbrændingsanlægget.

»Nu tager jeg en lille smule mink,« siger han.

Ved hjælp af et joystick sænker han en gigantisk klo ned i skraldedybet. Kloen griber fat i knap et ton minkmasse, som han nænsomt løfter op og strør ud over resten af skraldebjerget nede i »siloen«. Det er nødvendigt at blande mink og jord med resten af affaldet, siger han. Ellers risikerer minkmassen at kvæle ilden i den 1.100 grader varme ovn, som befinder sig på den anden side af en høj mur.

Forbrændingsanlægget kan i gennemsnit brænde 45 ton minkmasse af i døgnet.

Kloen griber fat i en grabfuld skrald blandet med minkmasse, stiger til vejrs og lader det hele vælte ned i ovnen.

Senere på morgenen dukker driftschef Ove Jespersen op. Han giver en kop kaffe og spørger, om ikke vi vil med ud at se ovnen. Det er jo svært at sige nej til. Vi ifører os gule hjelme, før han fører os ud ad en dør og ned ad nogle trapper. Herinde – bag nogle massive plader – bliver affaldet og de døde mink ført gennem tre ovne, forklarer Ove Jespersen. Gennem en lille luge i siden kan man kigge direkte ind i flammerne.

For enden bliver de forkullede rester rystet ud på et samlebånd.

»Og så må man overhovedet ikke kunne se, at det engang har været mink,« siger driftschefen.

De sorte rester bliver kaldt for slagger. Samlebåndet ender henne i et hjørne, hvor slaggerne ligger samlet i en stor bunke.

»Det her er endestationen,« udbryder Ove Jespersen.

»Det er minkenes urne.«

Slaggerne kan bruges til anlægsprojekter. Om få år, når du kører på en ny motorvej, kan du tænke på, at underlaget måske er jævnet med de jordiske rester af Danmarks sidste mink.

Havemanden

Martin Bast hopper ud af sin nye Toyota Hilux og skuer ud over en enorm græsplæne. I den ene ende ligger en liebhaverejendom, som en lokal entreprenør har købt og er i færd med at istandsætte. Martin Bast går over til et krat og begynder at hive lidt i nogle planter.

»Sådan noget som det her skal jo klippes af,« siger han.

Selv om han er 68 år, har Martin Bast ingen planer om at gå på pension. Det er han for rastløs til. Så da hans mink var aflivet, besluttede han sig for at etablere et havefirma. For at have noget at rive i.

I løbet af få uger var han fuldt booket. Ejeren af huset her med den seks hektar store have har købt alle hans ledige timer helt indtil januar 2022.

»Her kan man nemt få dagen til at gå,« siger Martin Bast og griber fat i en rive.

Lige nu er han ved at etablere en frugtlund med 20 æbletræer i bunden af haven.

På sin vis er den nu forhenværende minkavler altså kommet godt videre.

»Ja, det er jeg jo,« siger han.

»Folk kommer og siger, det er heldigt, du er kommet i gang med noget andet. Det er jeg også glad for. Men det er fandeme ikke det samme som at være minkfarmer. Det er det sgu ikke.«

Anders Rye Skjoldjensen

Serie

På sporet af den tabte mink

Den danske minkbranche fik dødsstødet, da regeringen i efteråret 2020 beordrede alle mink i landet aflivet. Et helt erhverv og en række følgeerhverv blev fra den ene dag til den anden lukket ned.

Information er taget på roadtrip rundt i landet, fra Nordjylland til Christiansborg, for at fortælle dette stykke danmarkshistorie og beskrive konsekvenserne for de mange mennesker, hvis levevej nu er forsvundet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Håber det er helt slut med det erhverv i Danmark .
Tænk at stå frem og erklære at have dyrplageri som hobby
Mvh Hanne Pedersen

Estermarie Mandelquist, Dorte Nielsen, Herdis Weins, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Jacob Johansen, Nette Skov, Bo Rosenkilde, erik lund sørensen, John Andersen, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger, Hans Larsen, Eric Philipp, Inge Lehmann og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Året største Molbo historie.

Først graver man dem ned, og så graver man dem op igen.

Jan Fritsbøger

jamen hvad skal grådighedssegmentets snobfruer nu flashe deres grådighed med, guld er jo vildt tungt og ingen kan jo se om diamanterne er ægte, en minkpels derimod den viser da "klasse",
desuden var der jo rigtig mange penge at hente selv på en relativt lille stump jord, så det er da synd for den stakkels mand at mio. investeringen i minkfarmen ikke gjorde ham til mia.dær som han havde tænkt sig, tænk at han nu må nøjes med en ny hilux, det føles godt nok fattigt.

Søren Kristensen

Så kom vi af med minkfarme, forhåbentlig for evigt. Et andet dubiøst erhverv, som pandemien gjorde os opmærksom på, er krydstogt. Men jeg ved ikke hvor stort problemet med de flydende byer er i virkeligheden og det kunne da være interessant at få det belyst, inden det kommer for godt i gang igen. Kan også være det allerede er undersøgt og så bare mig der ikke har gjort mit hjemmearbejde, men man kan jo ikke nå det hele og så er det altså heller ikke et emne der gør mig søvnløs. Jeg kunne bare godt tænke mig at besøge Venedig en gang, men først når udsigten er befriet for flydende højhuse.

Carsten Munk, Herdis Weins, Gitte Loeyche, Jacob Johansen, Torben Arendal og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

@erik pedersen @Hanne Pedersen

Next level:

Tænk at stå frem og sige at man er forbruger af kød og animalske produkter.

Hvis vi har svært ved at se at minkavl ER dyreplageri er der virkeligt et problem, der skal frem i lyset. At dyr holdes fanget på de mest horrible vilkår burde tages op til debat, fremfor nu under hele Coronatiden at køre frem med en rigsretssag for "håndteringen" af minksagen. Se dog på resultatet i stedet !!

Minkavlernes jammer over at deres livsdrøm om at blive ved med at afpelse den smukke mink ... jamen! Get over it ! I har fået rigelig lønkompensation og mere til. Det er helt fint og lad os SÅ komme videre !!

Estermarie Mandelquist, Hanne Ribens, erik pedersen, Palle Jensen, Gitte Loeyche, Jacob Johansen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Man kan selvfølgelig bare holde mikrofonen, men et enkelt kritisk spørgsmål eller to til emnet og de involverede ville måske have været på sin plads?

Hanne Ribens, Birte Pedersen, erik pedersen, Marianne Jespersen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Erik Nielsen og Jacob Johansen anbefalede denne kommentar
Jacob Johansen

Noget af den mest forfærdelige dyremishandling der har fundet sted.

Estermarie Mandelquist, Hanne Ribens, Birte Pedersen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Palle Jensen, Gitte Loeyche og Nette Skov anbefalede denne kommentar

Beslutningen var den rigtige, men håndteringen af beslutningen var godt nok noget af det værste.

Jeg håber derfor også, at der kommer en rigsretssag, så vi kan få undersøgt, om der var hjemmel nok i dyreholdsloven, der netop har til hensigt at beskytte menneskers og dyrs sundhed. Her nævnes i $30 at foranstaltningerne ved sygdomme, der smitter mellem mennesker og dyr kan være "aflivning af dyr, herunder i et område omkring et udbrudssted, eller slagtning på særlige vilkår og destruktion."

Spørgsmålet er vel bare om "...område omkring et udbrudssted..." kan omfatte hele Danmark, og om der gælder specielle retningslinjer under en pandemi som netop epidemiloven kan/burde understøtte derudover...

Jep Morten Balling lidt mindre skønmaleri og større refleksion over det skete havde været på plads.

Der var flere end bare en! minkcoronavariant i omløb.

På et tidspunkt var ca. 48 procent! af den nordjyske befolkning smittet med minkvarianter.

Smitten mellem mange millioner mink og befolkningen pingpongede lystigt frem og tilbage og udgjorde en effektiv variantfabrik.

Minkvarianter kostede folk på plejehjemmet livet.

Cluster 5 var et fysisk bevis på den hypotetisk beskrevne mulighed for opståen af vaccineresistente minkvarianter ved udbredt smitte blandt millioner af mink, der springer over på mennesker.

Som nævnt i artiklen var smittemåden ukendt og karantæneområdet på 7,8 km bevist ineffektiv og smitten bredte sig som lynild til andre minkfarme i landet.
Dvs. det er en logisk følgeslutning, at hele Danmark var en karantænezone.

Det er helt almindelig epidemilovgivning, at alle dyr indenfor et karantænezone slås ned, det er der ikke noget nyt i.

Det der var nyt var, at karantænezone var så stor, at det betød nedlukningen af alle besætninger i hele landet og derved nedlæggelse at et helt erhverv.

Fornylig havde vi fugleinfluenza i landet og ramte besætninger blev slået ned. Det blev modtaget med tavshed af branchen. Fugleinfluenza rammer besætninger økonomisk hårdt, så resten af branchen er interesseret i ikke at blive ramt.

Det jeg har taget med mig fra hele minkkrisen, er, at når en sygdom koster menneskeliv og samfundet dyrt, men ikke de ramte producenter økonomisk meget hårdt, så hyler blå blok og producenterne op som nogle forkælede møgunger og er fuldstændig ligeglad med alle andre.

Især gnaver det, at en del af miseren skyldes, at de første smittede besætninger ikke blev slået ned af hensyn til erhvervet.

Jeg savner virkelig bare en lille smule selvreflekssion i branchen.

Måske er de 18 milliarder endda godt givet ud. Ved fjernelse af minkene har vi fjernet et erhverv som havde en uforholdsvis stort CO2-produktion.

Ps Corona blandt mink er luftbåren og kan ikke holdes nede ved perfekt håndhygiejne. Så tiltag der ikke er tilpasset luftsmitte er fuldstændig spild af tid og kræfter.

Inge ambrosius, Inger Pedersen, Hanne Ribens, Birte Pedersen, erik pedersen, Marianne Jespersen, Eva Schwanenflügel og Nette Skov anbefalede denne kommentar

Rikke enig i det blev et uskønt forløb.

Det var nyt i forhold til epidemilovgivningen, at området omfattede hele landet.
Kan være, at den nuværende lovgivning er tilstrækkelig eller må tilpasses. Det må højesteret tage stilling til.

Men jeg synes, det især skyldes blå blok og branchen selv, at det blev så uskønt.

Ellemann vendte lige pludselig på en tallerken i forhold til tiltaget (han var med til at gennemføre epidemilovgivningen) og var først imod da branchen brokkede sig.

Branchen kunne ikke se de var et problem, deres indtjening var vigtigst, og blå blok prøvede at score billige point.

Ideelt set skulle de have henvendt sig til regeringen med tilbud om samarbejde. Sagt vi kan se hele Danmark står i en grim og usædvanlig situation og vi er en del af problemet. Hvad har i tænkt jer, at gøre for, at folk ikke behøver gå fra hus og hjem og hvordan kan vi samarbejde om evt. muligheder for at opretholde erhvervet.

Blå bloks tøven i folketinget, forhindrede at branchen kunne få økonomisk erstatning meget hurtigere. Blå blok m.m brugte tiden til at fokusere på et påstået grundlovsbrud.

Egentlig fik jeg bare den opfattelse, at det primært handlede om, at presse så mange bistandskroner ud af regeringen som muligt.

Men den vigtigste grund til det gik galt tror jeg, er, at politikere ikke forstår videnskab. De tror vitterlig, at fakta bare er en mening og kan sidestilles med deres synes og tror.

Derfor forstod regeringen ikke SSI s beretning og gik lige pludselig i panik, da cluster 5 viste sig at være et meget sandsynligt udfald og ikke kun en eller anden hypotese, samt at smittenspredningen foregik uforklaret mellem besætningerne og spredtes ud i befolkningen.

Ole Henriksen, Inge ambrosius, Inger Pedersen og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar

Inge Lehmann, ja, vi har ikke meget at takke blå blok for igennem pandemi-forløbet. I den sidste del af forløbet, har de kun været ude på at skade splid og ballade. Det var tydeligt, at det handlede om, at de syntes, at Mette Frederiksen havde scoret for mange vælger-points, og nu skulle der ændres på det. Og scores vælgere på at optimere erstatningerne., Corona eller ej.

Når jeg taler om, at forløbet var uskønt var det lige så meget den senere faglige håndteringen af selve aflivningen og bortskaffelsen, F.eks. at grave dyrene ned i stedet for at brænde dem med det samme. En kæmpe fejl og en møgsag.

Jeg er ret sikker på, at en konklusion på en evt. rigsretssag (eller anden granskning) vil være, at lovgivningen var næsten god nok i form af dyreholds- og epidemilov, og at det presserende i sagen gør, at evt. mangler skal gælde med tilbagevirkende kraft. Og dette begrundet med, at pandemien bragte os i en sundhedsmæssig undtagelsestilstand, hvor der skulle træffes vigtige beslutninger hurtigt. Rent proforma vil det derfor højest give anledning til en næse, men i min optik ikke mere.

Ole Henriksen, Inge Lehmann og Nette Skov anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Era Green ja, det er ønskværdigt om vi når dertil

Mvh Hanne Pedersen

Jeg må indrømme Rikke Nielsen, at jeg tror, at vi også har blå blok, at takke for den senere inkompetente behandling af de døde mink for.

Jeg glemmer ikke Anders Fogh Rasmussens kamp mod tyranniske smagsdommere og det han kaldte Svend Aukens miljøimperium.

En kamp som Lars Løkke og Co fortsatte.

Nu lider vi under afmonteringen og kompetencetabet.

Ole Henriksen, Inger Pedersen, Carsten Munk og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar