I Hornsherred findes Dejligheden

»Odsherred?« siger de fleste med et forvirret ansigtsudtryk, når jeg beretter, at jeg er opvokset i Hornsherred. Den lille tap, der ligger klemt inde mellem Roskilde Fjord og Isefjord, er ukendt land for store dele af den danske befolkning, og sådan bør det ikke forblive. Den omvendte italienske støvle, som halvøen med lidt god vilje kan ligne, udgør nemlig et eksemplarisk stykke af kongeriget.

Vi kan også starte i det royale hjørne, for ankommer du til Hornsherred via Frederikssund, er det intet mindre end Kronprins Frederiks Bro, du skal krydse. Den åbner og lukker for gennemsejling cirka hver halve time hele dagen, og derfor har kloge hoveder oprettet en uofficiel hjemmeside for broen, så du kan orientere dig om gode ankomsttidspunkter inden afrejse. Er du mere til officiel information, kan broen også findes hos Geodatastyrelsen, og er du mere til kvindelige forbindelser, kan du krydse Kronprinsesse Marys Bro, der ligger lidt længere mod syd.

Det første, du møder, hvis du vælger at krydse Kronprinsen, er museet Færgegården, der ligger lige for enden af broen. Museet kredser om fjordlandet og den maritime kulturhistorie, og her kan du give dig i kast med alt fra inspicering af fortidsfund som flintøkser til kæleri med fjordens krabber.

Fra Færgegården drejer du til højre mod Jægerspris, der udgør en af de absolutte hovedattraktioner i Hornsherred, ikke mindst på grund af Kongeegen, der ligger i Nordskoven. Med en alder på mellem 1.500 og 2.000 år er Kongeegen formodentlig Nordeuropas ældste egetræ(!), og med en omkreds på 14 meter skulle det efter sigende også være det tykkeste. Dansk Dendrologisk Forening skriver, at det gamle træ er levende, men svagt, så det gælder om at komme af sted i en fart. Google Earth Koordinaterne er: 55.91035 11.98927, og er du en af dem, der boykotter techgiganterne, kan du sikkert også finde et skilt med en pil.

En fod i hver fjord

Det er ikke kun Kongeegen, der gør Nordskoven værd at besøge. Med sit kuperede terræn, små skovmoser og rige dyreliv udgør den en fin seværdighed i sig selv. Faktisk er den så stor, at man kan fare vild i den, og i en dansk kontekst er det ret fantastisk. 

Fra Jægerspris fortsætter du opad mod Kulhuse, der ligger på toppen af Hornsherred. Her kan du hoppe i bølgerne og stå med en fod i hver fjord. Kulhuse Havn skulle efter sigende også være et eftertragtet spot for lystfiskere, da smækre skrubber og rødspætter svømmer rundt i det klare fjordvand. Fra Kulhuse suser du tilbage gennem Jægerspris og ned til Lyngerup, hvor en ægte attraktion gemmer sig: Hansens Ismejeri. Før Hansens Is blev nationaleje, kunne vaflerne ikke rumme mere end to kugler, for akkurat så gavmilde var de hvidklædte mejerister. 

Hver morgen ankommer den friske økologiske mælk til ismejeriet fra Svanholm Gods, der er turens næste stop og mit barndomshjem. Svanholm er et storkollektiv med cirka 130 beboere, der blev grundlagt i 1978. Her er alt, hvad et naturhjerte kan begære: kringlede skovstier, vindblæste vidder, kartofler i marken, kirsebær i træerne og jord under fødderne. Selv holder jeg særligt af at vandre ud i skovene, hvor stilheden fortrænger den omkringliggende verden. Hvis man vil se hele godset, skal man booke en rundvisning, da området er privat, og svanholmerne ikke altid er lige glade for vindueskiggeri.

Det ret ukendte Alpeland

Herfra går turen videre til Skuldelev, der rummer noget så sjældent som et dukkemuseum, hvor man kan studere påklædningsdukker og tinsoldater og nyde lyden af en kanariefugl i den overdækkede havestue. Ikke langt fra Skuldelev ligger Selsø, hvor du finder Selsø Slot. Det er ikke vildt imponerende, men det ligger smukt, og rygtet siger, at den hvide dame kan ses nede fra gårdspladsen, hvilket faktisk gør stedet lidt uhyggeligt i mørke. Derudover byder Selsø på ro og salighed. Kører du venstre om søen fra slottet, kan du parkere ved en tolænget gård, hvorfra du kan gå ud til det, der i lokalmunde kaldes Spidsen. Her kan man skue ud over Roskilde Fjord, og er vejret klart, kan man se domkirkens spir rage op i det fjerne.

Vi slutter med det bedste, nemlig Dejligheden: Henrik Pontoppidan beskriver i sine erindringer mødet med den som et vendepunkt i sit liv, da han blev dybt betaget og inspireret af egnens skønhed:

»Jeg tabte mit Hjerte til det den Gang endnu ret ukendte lille Alpeland med de prægtige Skove og dybe kilderislende Dale.«

Dejligheden er et landskab sydøst for Bramsnæs Vig, der ligger i nærheden af landsbyen Englerup. Det udgør en del af de sjællandske alper, som særligt cykelentusiaster er glade for, og så er det, som navnet og Pontoppidan antyder, helt vildt dejligt.