Interview
Læsetid: 2 min.

Jesper Petersen: ’Der er kommet en ny minister, men der er ikke kommet en ny politik’

Jesper Petersen blev i denne uge ny uddannelses- og forskningsminister. Han er den niende forskningsminister på 11 år, men han lover, at han vil skabe stabilitet ved at videreføre den politik, som hans forgænger stod for
»Den grønne forskning er en af de helt afgørende veje til at nå 70 procentsmålsætningen på klimaområdet. Der kommer forskningen til at spille en virkelig vigtig rolle,« siger nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen.

»Den grønne forskning er en af de helt afgørende veje til at nå 70 procentsmålsætningen på klimaområdet. Der kommer forskningen til at spille en virkelig vigtig rolle,« siger nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
21. august 2021

– Hvad er det vigtigste, forskningen skal bidrage med i de kommende år?

»Den grønne forskning er en af de helt afgørende veje til at nå 70 procentsmålsætningen på klimaområdet. Der kommer forskningen til at spille en virkelig vigtig rolle. Det gør den også med alle de menneskelige fremskridt og nye forretningsmuligheder, der kommer ud af forskningen på andre områder, men jeg vil fremhæve den grønne forskning.«

– Du står over for en ikke nødvendigvis populær opgave med udflytningen af studiepladser. Hvordan vil du gribe den an?

»Der er indgået en meget bred aftale om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele landet, og processen med at implementere den er i gang med institutionerne på området.«

Jesper Petersen

  • Født 1981
  • Bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet i 2007
  • Medlem af Folketinget siden 2007. Først for SF og siden 2013 for Socialdemokratiet
  • Nyudnævnt uddannelses- og forskningsminister

– Er du nervøs for at blive upopulær i den forbindelse?

»Jeg træder ind med en aftale med et kæmpe flertal bag, og den aftale kommer vi til at gennemføre, det tror jeg, alle aktører på området er klar over. De kender den aftale og ved, at regeringen vil omsætte den til virkelighed. Det håber jeg på at få et konstruktivt forløb og samarbejde om.«

– Der har for nylig været en debat om aktivisme i forskningen, som Henrik Dahl (LA) startede. Synes du, at visse forskere er blevet for aktivistiske?

»Det er ikke en diskussion, jeg har lyst til at gå dybt ind i endnu, men jeg synes, det var rigtigt af ministeren (Ane Halsboe-Jørgensen, red.) at slå fast, at der på universitetet skal være plads til den frie tanke – og at det er de forskningsmæssige og videnskabelige argumenter, som er afgørende.«

– Men hvor enig er du med Henrik Dahl?

»Jamen, der er ikke indført en ’enighed med Henrik Dahl-skala’ i ministeriet, og jeg kommer heller ikke til at indføre det.«

– Du er den niende forskningsminister, siden Helge Sander stoppede i 2010. Hvilken betydning har den store udskiftning for området?

»Mon ikke en masse ministerområder har godt af en vis kontinuitet. Jeg vil gerne slå fast, at der er kommet en ny minister, men der er ikke kommet en ny politik. Og vi har selv haft en ret stabil regering i den her valgperiode. I den sidste var der fire forskningsministre. Nu bliver jeg den anden, og jeg synes, vi skal holde det til det.«

– Kan du forstå, hvis mange tænker ’nu igen’?

»Jeg synes, det er vigtigt at få sagt til dem, at det ikke er udtryk for en nedprioritering af området. Det er, fordi statsministeren har ment, at sådan skulle holdet være. Nu kommer jeg ind med mit engagement og lyst til at præge området, selvfølgelig, men jeg skal nok lade være med at opfinde nye prestigeprojekter bare for forfængelighedens skyld. Jeg vil føre den politik videre, som regeringen har ført, og lægge mere til hen ad vejen.«

– Har du så tænkt dig at blive siddende i længere tid?

»Det gør jeg gerne, men det er jo ikke et løfte, jeg kan udstede. Det er statsministerens beslutning. Og så skal der også være et flertal i Folketinget, som synes, det er en god idé, at jeg bliver siddende – men den del af det skal jeg nok lægge mig i selen for at løfte.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her