Fodbold
Læsetid: 5 min.

Med Messi bliver PSG’s offensiv noget af det vildeste, vi har set. Men de får brug for en Makélélé

Lionel Messi er ankommet til Paris Saint-German, som vader i superstjerner. Spørgsmålet er, om holdet vil feje enhver modstand af banen, eller om det hele falder fra hinanden, fordi de ikke kan finde ud af at arbejde sammen
Messi er landet i den franske hovedstad, »parat til nye eventyr«, som han sagde, da han officielt blev præsenteret.

Messi er landet i den franske hovedstad, »parat til nye eventyr«, som han sagde, da han officielt blev præsenteret.

Bertrand Guay

Moderne Tider
14. august 2021

Da 34-årige Lionel Andrés Messi tog afsked med Barcelona på en pressekonference i søndags, kunne han ikke holde tårerne tilbage.

»Jeg kan ikke klare det her, jeg ønskede at blive her mere end noget andet,« fik han fremstammet, mens kamerablitzene lynede. 21 år havde han været i den catalanske storklub, vundet et hav af titler, pokaler og mesterskaber.

To dage senere – i tirsdags – boardede Messi og hans følge et fly til Le Bourget, lufthaven nord for Paris, og vinkede til de ivrige Paris Saint-Germain (PSG)-fans ved ankomsten i en T-shirt med påskriften »Ici c’est Paris« – ’Det hér er Paris’, PSG’s motto. To år lyder kontrakten på, med mulighed for yderligere et års forlængelse.

»Sammen igen,« skrev klubbens brasilianske superstjerne Neymar på sin instagramprofil i tirsdags suppleret med en perlerække af hans og Messis lækreste mål fra tiden i Barcelona.

I PSG kan de ikke få armene ned. Sidste sæson blev klubben slået af Lille i Ligue 1 og sendt hjem fra semifinalerne i Champions League – PSG’s hellige gral – af Manchester City. I øvrigt den klub, City, som længe så ud til at være førstebejler til Messis fremtid.

»Little Qatar,« kaldes PSG i spøg, fordi klubben er købt og betalt af landet Qatar. Mens stort set resten af toppen i europæisk fodbold, inklusive Barcelona, styrtbløder på grund af corona og et skred i publikumssegmentet.

Foruden Messi har PSG erhvervet sig den italienske målmand Gianluigi Donnarumma, højrebacken Achraf Hakimi, midtbanespilleren Georginio Wijnaldum og én af klodens bedste forsvarsspillere, Sergio Ramos.

Det er vildt, i hvert fald fra et romantisk fanperspektiv. Troede man for alvor, at Ramos ville forlade hjerteklubben Real Madrid? Ville Messi nogensinde kunne rykke teltpælene op fra Barcelona, der havde formet ham, siden han var en spinkel spirrevip med tagrendefrisure?

Levende legender

Nu er de begge landet i den franske hovedstad, »parat til nye eventyr«, som Messi sagde, da han officielt blev præsenteret.

Donnarumma havde et smil på læben, da Sky Italia spurgte ham om Messis ankomst:

»Han er den bedste spiller i verden. Jeg glæder mig over at have ham på holdet.«

PSG vil have fingrene i Champions League-trofæet. Det er klubbens hedeste ønske. Med tilgangen af levende legender som Messi og Ramos, som tilsammen har vundet pokalen med de store ører otte gange, burde Paris-klubben være selvskrevet til europæisk triumf i de kommende sæsoner.

Men hvordan får træner Mauricio Pochettino plads til alle stjernerne? Og hvordan vil PSG stille op rent taktisk?

Det mest interessante bud er en såkaldt 4-3-3/3-4-3-hybrid. Det er en formation, hvor man både kan spille med tre og fire forsvarsspillere, ofte i én og samme kamp. Forudsætningen for, at hybriden bliver en succes, er en spiller, der formår lynhurtigt at skifte position fra den defensive midtbane (i 4-3-3’en) til det centrale tremandsforsvar (i 3-4-3’en).

Vores egen Andreas »AC« Christensen gør det med bravur i både Chelsea og på det danske landshold. Tænk Eric Dier i Tottenham, Casemiro i Real Madrid, Sergio Busquets – den falske 2’er – i Barcelona. Eller Leandro Paredes eller Marquinhos i PSG.

Ypperlig fronttrio

Én af dem, der vil kunne lukrere på Messis ankomst og en frygtindgydende fronttrio med Kylian Mbappé, Neymar og Messi, er Hakimi. Med Paredes eller Marquinhos i et 3-4-3-forsvar vil hans position på flanken være dækket ind rent defensivt, og det vil give mere plads til hans gazelleløb mod baglinjen og som tilrettelægger for Messi.

Messi er umulig at definere rent taktisk. I Barcelona har han spillet højre wing, falsk 9’er, og i de senere sæsoner har man set ham langt tilbage på banen i den position, som italienerne kalder regista.

Man kan forestille sig, at Pochettino enten vil spille Messi ude på den offensive højrekant, selvfølgelig med licens til at drive omkring og siksakke ind centralt mod målet, eller som falsk 9’er med en Mbappé til højre for ham og Neymar en anelse bagved og mere centralt. Lidt ligesom Kaka og Ronaldinho i gamle dage.

Eller måske kommer Messi til at overtage Neymars rolle som 10’er og toppunkt i en diamant med Mbappé foran sig i en mere udpræget 9’er-rolle.

PSG’s nye fronttrio vil uden tvivl være noget af det ypperste, verden har set. Lad os bare sige Neymar til venstre, Messi til højre og Mbappé inde i midten. Måske endnu bedre og vildere end de ikoniske Messi-Suarez-Neymar (MSN) i Barcelona og Bale-Benzema-Cristiano Ronaldo (BBC) i Real Madrid.

Men ingen af dem gider for alvor at forsvare. Det sætter ekstra pres på midtbanespillere som Wijnaldum, Marco Verratti og sågar Ángel Di María, som risikerer at blive slidt op som presspillere, fordi de konstant skal dække af for Messi & Co.’s manglende tilbageløb. Det vil gå ud over deres kreativitet fremad i banen, og dermed vil PSG risikere at knække midt over. Det har vi set før.

En løsning på problemet kunne være at omskole Wijnaldum til en langt mere offensiv rolle som 4-4-2-makker til Mbappé i et tomandsangreb – med Neymar og Messi i flagrende roller omkring dem.

Faldgruben

Der er også spørgsmålet om Mbappé. Han har været rygtet til Real Madrid i årevis. Hvordan vil han have det med tilkomsten af superstjernen over dem alle?

I begyndelsen af 00’erne blev Real Madrid ofte kaldt fodboldens svar på Harlem Globetrotters. Under Florentino Pérez’ første periode som præsident købte man Luís Figo. Så kom Zinedine Zidane, og siden fulgte Ronaldo og David Beckham. Det gik fint et stykke tid. Men så kom nedturen. Holdet krakelerede.

Los Galacticos, som holdet blev kaldt, blev en lektie for hele fodboldverdenen. Man havde fjernet ham, der bandt det hele sammen på midten – Claude Makélélé – for at give plads til guld, glimmer og Beckham.

Pochettino vil ikke begå samme fejl. Hellere en Paredes eller Marquinhos på holdkortet på bekostning af et par kreative midtbanefolk end at halse blindt efter en samling individualister, der er enormt gode til at danse med dem selv. Pochettino er rundet af Marcelo Bielsa, hvis kongstanke er, at alle mand presser.

Dén filosofi bliver svær at indfri i Paris Saint-Germain. Med Messi om bord siger vejrudsigten gudefodbold i de kommende år. Taberne bliver dem, der bare er ansat til at spille fodbold og passe butikken. Og måske Mbappé, nu hvor der pludselig er kommet en kalif, der er endnu større end ham selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Slotsted

Der er ingen tvivl om, at PSG vil feje enhver modstand af banen. Og det er rigtig godt. Det er sådan, sport er. Det handler om at være den bedste med de midler, der er til rådighed. Og nogle har flere midler end andre, og så vinder de, og vi hylder dem.

Hvorfor hylder vi dem? Fordi de er, hvad vi selv stræber efter: at blive bedst. Og hvorfor hader vi dem? Fordi vi ikke kunne blive de bedste, uanset hvor meget vi stræbte.

Jeg ønsker PSG alt det bedste. De har de penge, du ikke har. Og de leverer den underholdning, du ikke ville have uden dem.

Jeg finder det pinligt at være vidne til det totale fravær af kritisk sans og den generelle massepsykose omkring fodbold, som denne artikel afspejler.
Messi står og flæber, at han tilbød at gå 50% ned i løn i Barcelona. Han tjente vel over 200 millioner om året? Så det vil sige 100 millioner. Ingen mikronholdere spørger om hans ønske om at forblive i klubben ikke kunne betales med måske 10 millioner om året? Læg dertil de 500 millioner, jeg formoder, han tjener på reklame. Krokodilletårer - og alle står flæber med.