Østeuropæerne håber, at deres børn slår rødder i Vestjylland – det samme gør borgmesteren

I et køkken på Møllegårdsvej står 28-årige Jolenta Birski. Over komfuret står tre krukker med påskriften ’Kawa’, ’Cukrer’ og ’Herbata’ – polsk for kaffe, sukker og te. Klokken er 18, og hun river kartofler med hurtig hånd ned i en skål. Hun knækker et par æg oveni, tilsætter lidt mel og et revet løg. Så varmer hun en pande op og lægger dejen på i små klatter.

»Vi skal have placki – polske kartoffelpandekager,« forklarer hun.

Det er mandag aften, og Jolenta Birski er ved at lave mad til sin mand, Krystian Birski, og deres to døtre Julita og Leyla på 12 og ni år.

Familien er en af de 25 familier fra Østeuropa, der er flyttet til Borris de seneste ti år. De udgør efterhånden en god andel af indbyggerne i landsbyen, og på skolen er hver femte elev tosproget.

Generelt fylder østeuropæiske tilflyttere en del i Ringkøbing-Skjern Kommune. Faktisk var 71 procent af kommunens tilflyttere i 2018 borgere fra Rumænien og Ukraine: 172 rumænere og 122 ukrainere.

Det kan man læse i en rapport lavet af MANTRA – Moesgårds Antropologiske Analyseenhed ved Aarhus Universitet i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune, der har undersøgt udfordringer ved integration og fastholdelse af internationale arbejdstagere i de danske landdistrikter.

»Kommunen oplever jo, at en stor årsag til, at den negative befolkningsvækst vender flere steder, er de her østeuropæiske familier,« siger Sofie Wilms.

Hun er nyuddannet antropolog. Som en del af sit speciale lavede hun feltarbejde i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor hun var med til at lave rapporten, som skulle komme med anbefalinger og løsningsforslag til kommunen, der er interesseret i at tiltrække og fastholde familierne på egnen. Både fordi man har brug for at tiltrække arbejdskraft til landbrug og industri, og fordi man kæmper med affolkning.

Generelt vokser antallet af østeuropæere, der bosætter sig i de danske yderområder, mere end antallet af danske tilflyttere.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik fra september sidste år er antallet af personer i landkommunerne med dansk oprindelse fra 2010 til 2020 faldet med 79.000. I samme periode er der kommet 38.500 indbyggere til med oprindelse i andre lande – primært fra østeuropæiske lande som Rumænien, Polen, Ukraine og Litauen. De arbejder ofte i landbruget og industrien. Og mere end halvdelen af de 20-39-årige østeuropæere er ægtepar med familier.

»De er jo medvirkende til, at der holdes liv i skolerne. Og købmanden. Det er noget, de lokale også selv fremhæver som positivt,« siger Sofie Wilms.

Tre generationer i Borris

For Jolenta og Krystian Birski begyndte det hele faktisk med Krystians far. Han er murer, og i 2008 tog han til Danmark for at arbejde.

»Han kom for at tjene lidt penge. Ikke for at blive boende,« fortæller Krystian Birski.

Men et år efter sluttede Krystians ældste storebror sig til ham. Så kom Krystian. Senere hans søster. Deres mor fulgte efter, da den yngste lillebror var gammel nok. Og i dag bor de i alt 15 familiemedlemmer fordelt på fire huse i Borris.

Flere af familiens mænd arbejder for en lokal entreprenør. Krystian støber lige nu beton i Herning. Da han flyttede hertil, talte han meget engelsk med kollegerne.

»Men det er mere dansk nu,« siger han

Jolenta kom hertil for ti år siden. Først boede hun og Krystian og deres ældste datter hos hans far. Men de havde kun ét værelse og flyttede videre til en lejelejlighed, da hun blev gravid med deres andet barn. Efter lidt tid købte de huset her. Der havde boet en 90 år gammel dame, da de flyttede ind, men de har sat det i stand. Nu er der 150 nyrenoverede kvadratmeter – to badeværelser, tre soveværelser og to stuer.

»Og her er plads nok, hvis jeg bliver gravid igen,« siger Jolenta Birski.

Hun har gået på sprogskole, og hendes dansk flyder godt, selv om hun stadig synes, hun har meget at lære.

»Sproget er faktisk det sværeste ved at være i Danmark,« siger hun.

For eksempel når hun skal hjælpe sine børn med lektierne.

»Pigerne er blevet gode til at læse. Men skriftligt dansk – for eksempel krydsord – er svært for mig. Og indimellem siger Leyla til mig: ’Det passer jo ikke mor!’. Det er hårdt,« siger Jolenta Birski.

Men hun lærer meget dansk gennem sit studie og arbejde. Jolenta Birski er i gang med en uddannelse i Esbjerg som social- og sundhedshjælper, skræddersyet til udenlandske tilflyttere. Lige nu er hun i praktik på et plejehjem. Om et halvt år er hun færdig. Hendes svigerinde, som også bor her i Borris, går på den samme uddannelse. I alt er fire østeuropæiske kvinder fra byen i gang. Jolenta vil på sigt gerne arbejde på plejehjem eller i hjemmeplejen.

»Og så bliver jeg endnu bedre til mit danske.«

Børnene er afgørende

Da Sofie Wilms lavede sit antropologiske feltstudium i Ringkøbing-Skjern talte hun med 15 børnefamilier om trivsel, inklusion og deres sociale liv i de små vestjyske landsbyer.

»Næsten alle, jeg talte med, fortalte, at de troede, de kun skulle være her et eller to år for at spare penge sammen og rejse hjem igen,« siger Sofie Wilms.

Men særligt familierne etablerer sig typisk mere permanent end enlige mandlige arbejdstagere. Så hvis man vil fastholde og forankre tilflytterne, er der stort potentiale i at fokusere på mændenes koner og kærester.

»Og børnene er det helt afgørende for deres valg,« siger Sofie Wilms.

De østeuropæiske familier oplever nemlig, at den danske velfærdsstat tilbyder bedre muligheder for deres børn.

»De kan skabe et stabilt og trygt familieliv, hvor de ikke har lige så lange arbejdsdage. Og selv om lønnen ofte er i den lavere ende af det danske arbejdsmarked, er den mere stabil end i hjemlandet.«

Det bliver også typisk børnene, der baner familiens vej ind i lokalsamfundet. De lærer hurtigt dansk og knytter venskaber, og forældrene møder andre forældre gennem fodboldkampe, møder på skolen eller arrangementer i børnehaven. Og det bliver deres adgang til landsbyens sociale liv.

»Det er også derigennem, de finder ud af, det kunne være en fordel at tale bedre dansk,« siger Sofie Wilms.

Som Jolenta Birski påpeger, er sproget den helt store udfordring. I begyndelsen er det ofte ikke noget, tilflytterne går op i, fordi mange tænker, at de nok snart skal hjem igen. Men når de møder det danske system – skole og foreningslivet – forstår de, hvor vigtigt det er.

»For nogen er det for sent, fordi de ikke kan få adgang til gratis sprogtilbud, når de først har været her i længere tid. Og det kan være en kæmpe frustration hos de forældre, der for eksempel gerne vil hjælpe deres børn med lektierne,« siger Sofie Wilms.

Hun mener, at sprogundervisning til de nye familier er en af de ting, kommunerne virkelig bør satse på. Også fordi det betyder meget for tilflytternes jobmuligheder. Nogle af kvinderne er forholdsvis godt uddannede hjemmefra.

»Og det kan være meget frustrerende for dem, hvis de ender i eksempelvis rengøringsjob, som de er fagligt overkvalificerede til,« siger Sofie Wilms, der håber på, at resultaterne fra forskningen kan udbredes til andre kommuner, der står i en lignende situation.

»Det er jo ikke kun i Ringkøbing-Skjern Kommune, der er ledige stillinger og problemer med affolkning,« siger Sofie Wilms.

Pensioneret bankmand til hjælp

Da Jolenta og Krystian Birski skulle købe deres hus, fik de hjælp af Erling Søndergaard.

»Alle kender Erling,« siger Jolenta.

Man hører 81-årige Erling Søndergaard, før man ser ham. Eller rettere den lave brummen fra hans bordeaux Nimbus med sidevogn årgang 1954, der kommer trillende ned ad det gamle butiksstrøg i Borris. Den stiger til en højlydt knurren, der overdøver kvidderet fra svalerne, der har bygget rede over døren til den gamle stationsbygning.

Erling Søndergaard stiger af. En solbrændt mand iført cowboyshorts og læderkasket med bogstaverne NIMBUS påtrykt.

»Jeg kom i snak,« siger han, når han skal forklare, hvorfor han er endt med at være med manden, som hjælper byens udenlandske tilflyttere, når de skal købe bolig i Borris.

Men det handler også om, at han som pensioneret bankmand er vant til at give finansiel rådgivning til beboerne i byen.

Da Erling var ung, var der tre banker i Borris. I dag er der ingen tilbage. Han er barnefødt i byen og blev ansat som forretningsfører i Andelskassen, selv om han kun havde gået syv år i skole. Men ved siden af arbejdet tog han handelsskoleeksamen og blev merkonom.

»Selvudlært bankmand,« kalder han sig.

Selv efter han blev pensioneret, blev Erling ved med at føre regnskab for lokale virksomheder, blandt andet ejeren af en karosserifabrik. Han fik stadigt flere østeuropæiske ansatte.

»På et tidspunkt var der 12, der arbejdede for ham. De tog efterhånden deres kærester herop,« siger Erling Søndergaard.

I begyndelsen boede mange af dem til leje, fordi de troede, de kun skulle være her en kort periode og tjene penge. Men de fandt hurtigt ud af, at der var mange fordele ved at være i Danmark.

»Og så talte jeg med dem om, at det var tosset, de boede til leje, når der var så mange billige huse,« siger han.

De første, han hjalp, var en ung polak og hans kæreste. Han talte med banken og ordnede papirerne på et hus til 130.000 kroner.

»Og så rygtedes det jo, at jeg kunne hjælpe med at gå i banken, og så var der flere udlændinge, der henvendte sig.«

Cirka 25 huse har han været med til at formidle salget af. På en af villavejene i Borris kan Erling Søndergaard pege mange huse ud, som i dag er beboet af østeuropæiske familier:

»Der bor en rumæner i det gule hus der. Og i det røde bor en familie fra Kroatien.«

Han peger igen: »Og der bor en polsk familie.«

Over for Brugsen ligger et hus, som er nypudset og kun mangler at blive kalket.

»Det var lige til at vælte. Men det har de renoveret.«

I haven spiller to børn bold. En mand løfter hånden til hilsen. Erling Søndergaard hilser igen.

Langt de fleste i byen er glade for hans store arbejde med at hjælpe tilflytterne til byen.

»Men jeg har da også fået stikpiller: ’Nu må du gerne holde lidt igen, Erling.’ Men den gennemgående mening er nok, at det er godt, vi ikke har tomme huse stående.«

Den tavse viden

Men er der ikke et mætningspunkt i forhold til, hvor mange udenlandske tilflyttere en landsby kan tage? Sofie Wilms er ikke stødt på det i sit feltarbejde.

»Det er ikke det, jeg hører. Der er en meget åben tilgang. På grund af landsbydøden har mange den indstilling, at alle, der kan komme og bidrage, er vigtige.«

At bidrage til fællesskabet betyder også, at man er interesseret i at tage del i det sociale og lokale liv. Og for udefrakommende kan det være svært at forstå landsbyens mange sociale og kulturelle normer. For eksempel frivillighed og foreningsliv, som har kæmpe betydning i små byer som Borris.

Også selv om Sofie Wilms gennem interview oplevede, at mange indbyggere i landsbyerne har en oprigtig interesse i at inkludere og meget gerne vil hjælpe tilflytterne. De er ofte gode til at fortælle, at der er fællesspisning i hallen, og forklare, hvordan man holder børnefødselsdag, og at man skal have en ret med til sommerfesten.

»Der ligger en enorm tavs viden, som ikke handler om sproget, men om nogle sociale spilleregler, man ikke kender, hvis man ikke er vokset op med dem, men som indbyggerne i landsbyerne værner meget om,« siger Sofie Wilms.

Uanset om man gerne vil inkludere tilflytterne, så er der nogen, der skal formidle, hvad frivillighed rent faktisk går ud på. At man for eksempel som forældre skal melde sig til at træne nogle af børnene i fodboldklubben, selv om man ikke får betaling for det.

»For mange danskere er det selvfølgeligt. Men de her mennesker kommer med nogle andre kulturelle normer. Så det kræver, at man bliver bevidst om og opmærksom på, at der er en viden, som skal formidles og forhandles i mødet med tilflytterne‚« siger hun.

I Ringkøbing-Skjern er der mange initiativer i de mindre byer med alt fra velkomstcafeer til hjemmebesøg med en blomst og foldere om byens tilbud og aktiviteter. Det gælder også Borris, hvor to ældre damer tager imod alle nye tilflyttere. Udenlandske såvel som danske.

Og kommunens borgmester, Hans Østergaard (V), er meget optimistisk på landsbyernes vegne – netop på grund af de østeuropæiske tilflyttere.

»Vi er også rigtig glade for, at de kommer hertil, fordi de køber de ældre huse og sætter dem i stand, så vi slipper for at rive dem ned. De understøtter dagpasning, skole og holder lokalsamfundet i gang. De er så velkomne,« siger borgmesteren, der er klar til at tage imod endnu flere.

»Vi er ikke i nærheden af en grænse. De her lokalsamfund er gode til at absorbere og integrere dem. Det er et kæmpe plus for hele kommunen, det gælder ikke kun i Borris, men flere andre steder, hvor de er med til at udføre nogle job i kommunen, som vi mangler hænder til at udføre,« siger han.

Også indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad synes, at det er et plus, at mindre byer formår at modtage og integrere tilflyttere fra blandt andet Rumænien, Litauen og Polen.

»Alt tyder på, at de finder sig godt til rette og giver byerne et nyt liv,« siger Kaare Dybvad og peger på, at tilflyttere fra Polen og andre lande i Østeuropa jo har historisk tradition for at passe godt ind i det danske samfund.

»Blandt andet på Lolland, hvor der stadig er mange polskklingende navne tilbage fra dengang omkring forrige århundredeskifte, hvor store grupper af polakker bosatte sig i området for at arbejde i roeindustrien‚« siger Kaare Dybvad.

Hus med have og hængekøje

Da Paul Breha var barn i Rumænien, var legoklodse det eneste, han kendte til Danmark. Han anede ikke, at han ville ende med hus, have og drømmen om at stifte en familie i Borris.

Men nu bor han i et hvidt hus lidt tilbagetrukket fra hovedgaden i Borris sammen med sin hustru, Georgiana Pitu.

Han kom hertil i oktober 2014, hun kom tre år efter, og sommeren 2021 blev de gift i hendes hjemby, Iasi. Men deres fremtid ligger her i Borris, fortæller de.

»Jeg har det skidt med, at vi har forladt Rumænien. Men jeg er også glad for at være en del af en udvikling her,« siger Paul Breha.

Han er 26 år og selv vokset op på landet og kan rigtig godt lide livet i en dansk landsby.

Ude i haven er han ved at stamme et æbletræ op, så grenene danner en hæk. Der er også en hængekøje mellem to træer:

»Der kan man ligge og læse i en bog og drikke en kop te,« siger Paul Breha. »Her er fredeligt. Ingen stress.«

Hans hustru, Georgiana Pitu, er 25 år og egentlig uddannet sygeplejerske i Rumænien. Nu er hun ved at lære dansk – hun går i skole i Skjern to gange om ugen og håber, at noget af hendes uddannelse kan blive godkendt i det danske system. Hun vil gerne arbejde som frivillig på plejehjemmet, når hun er blevet lidt bedre til dansk.

»Det er meget svært. Men jeg øver mig hver dag,« siger hun. I et værelse ovenpå har hun sit eget kontor, med bøger og computer. I stuen kører Netflix lydløst på fjernsynet. Der er orkideer i vindueskarmene indrammet af lange, florlette hvide gardiner.

Paul Brehas onkel har boet i nabohuset siden 2012, og det var ham, der gav Paul ideen til at søge arbejde i Danmark. Efter gymnasiet arbejdede Paul først på en svinefarm i Randers, og siden tog han seks måneders uddannelse som landbrugsassistent. Men undervejs fandt han ud af, at han var glad for at svejse, så nu arbejder han i metalindustrien i Ringkøbing. De er 40 mennesker i produktionen. 19 af dem er udlændinge – primært fra Østeuropa.

»Jeg elsker Rumænien, og jeg voksede op med, at man skal bygge sit land op. Så naturligvis er jeg ked af at rejse, men mulighederne er bedre her,« siger han.

Og måske vil flere fra hans familie bosætte sig i området. Netop nu er hans kusine og hans lillebror faktisk på besøg, fordi de har et sommerferiejob i Aarhus, hvor de arbejder i et drivhus.

Georgiana Pitus forældre bor i Tyskland, fortæller hun:

»Mange rumænere flytter ud. De vil gerne have et bedre liv. Et arbejde. Det er svært at tjene nok i Rumænien til at betale alle sine regninger.«

Børnene skal slå rødder

Paul Breha købte huset her for tre år siden for 850.000, og han har allerede sat det en del i stand. Parret viser rundt: Her skal der lægges en væg ned. Der skal der laves nyt badeværelse. En altan ovenpå ved soveværelset vil de også gerne lave.

»Vi har så mange planer,« siger han.

Paul laver kyllingesuppe til søndagsfrokosten. Han varmer flute og taler om alle mulighederne for de børn, parret planlægger at få: Børnehaven og skolen ligger tæt ved huset.

»Og der er heller ikke langt til en større by, hvor børnene kan uddanne sig.«

Han forestiller sig, at deres kommende børn vil slå rødder i Danmark.

»Og så vil jeg ikke flytte dem tilbage til Rumænien. Der er ikke de samme muligheder. Systemet her er meget bedre, I fikser jeres problemer, lønnen er god, og samtidig er stemningen afslappet,« siger han.

Hans dansk er godt, men kan blive bedre, siger han.

»Vi vil gerne blive så gode til dansk, at vi kan hjælpe vores børn med lektierne,« siger han.

Og frivillighed har Erling Søndergaard fortalt dem om. Paul Breha har blandt andet været med til at male vinduerne på stationsbygningen.

»Det er vigtigt at involvere sig, hjælpe med at plante træer og den slags,« siger han.

De mange familier har fået børnetallet til at vokse i flere landsbyer i Vestjylland. Også i Borris. Og ofte er det børnene, der får de østeuropæiske familier til at blive. En rumænsk familie flyttede faktisk hjem, men endte med at komme tilbage, fordi deres datter ikke kunne falde til. Hun savnede Danmark.

Inspektøren på Borris Skole, Ole Kronborg, oprettede i 2016 danske venskabsfamilier til de østeuropæiske forældre. I den nuværende 3. klasse var der nemlig overvægt af udenlandske familier, som ikke havde erfaring med den danske folkeskole.

»Det var da en bekymring, jeg ofte hørte i den periode: ’Hvordan kommer det til at gå, hvis jeg sætter mit barn i skolen, og der er et flertal af flersprogede i klassen.’ Men det er gået virkelig godt.«

Til nogle af de første forældremøder var der fire tolke til stede.

»Det blev lidt stift. Det var sværere at fyre lidt sjov af,« siger han.

Men i dag trives både børn og forældre.

»I alle målinger ligger netop 3. klasse faktisk i top med trivsel,« siger Ole Kronborg.

I dag er der ikke længere behov for tolkning, fortæller Ole Kronborg, der er imponeret over det store arbejde, de nye familier selv har lagt i at integrere sig.

»De er ressourcestærke, og de har planer fremadrettet for deres liv. Det er et aktivt valg – de er ikke på flugt, og det gør jo en forskel,« siger Ole Kronborg og tilføjer:

»Det bliver spændende at se, hvordan Borris ser ud om 20, 50 eller 100 år. Hvordan familierne og navnene måske med tiden bliver flettet ind i hinanden, når så mange kulturer finder sammen i et lillebitte landsbysamfund i Jylland.«

Nej tak til storbyen

»Mamma,« kalder Leyla ind i køkkenet på Møllegårdsvej, hvor Jolenta Birski vender kartoffelpandekagerne med en palet. Den yngste datter vil lige høre, om hun må mødes med nogle fra sin klasse nede på legepladsen. Svaret fra mor er et klart »nie!« De skal nemlig spise om lidt. I stedet hjælper pigerne med borddækningen. Jolenta portionsanretter pandekagerne med gullasch og en klat cremefraiche.

»Min mand kan godt lide kød. Hvis det kun var mig og mine piger, havde vi bare spist placki,« siger hun.

Om bordet taler de polsk.

Efter maden skal Jolenta smøre madpakker. Alt foregår med hurtige, effektive bevægelser.

Jolenta og Krystian Birski kommer fra en mindre polsk by med 5.000 indbyggere og kan godt lide, at Borris med sine 871 indbyggere ikke er større.

»Jeg kan ikke lide storbyer som København,« siger Krystian Birski.

»Nej, her er stille og roligt,« siger Jolenta Birski.

»Og alle er venlige og imødekommende. De kender os. Smiler og siger hej,« siger hun.

Parret deltager gerne i både klassearrangementer, sportsarrangementer og fællesspisning i Borris. Jolenta Birski er i forældrerådet i Leylas klasse og har også været med til at arrangere en gudstjeneste for udlændinge i kirken.

»Vi ved godt, det er vigtigt at engagere sig,« siger hun.

Pigerne har mange venner, som ofte er på besøg.

»Du er en rigtig god klassekammerat,« står der på en seddel på døren til Leylas værelse.

De går til fodbold og gymnastik. De har også gået til musik.

Det er netop børnene, der gør, at Jolenta ikke kan forestille sig at flytte tilbage til Polen igen.

»Mine børn bliver jo hele tiden større. De vil måske finde kærester, få uddannelse og arbejde her. Polen vil være et nyt land for dem. Og hvis børnene bliver her, bliver vi også,« siger hun. 

Børnenes land er her, og deres by er Borris.