Essay
Læsetid: 12 min.

Vi rejste til Brajcinodalens middagshede luft for at genopleve Inger Christensens drømmesyn

Det er 30 år siden, digtsamlingen ’Sommerfugledalen’ udkom. Litteraturskribent Mathilde Moestrup skriver om den sommer, hun rejste med sin søster til Brajcinodalen i Makedonien, hvor Inger Christensen fik ideen til sit mesterværk
Det er 30 år siden, digtsamlingen ’Sommerfugledalen’ udkom. Litteraturskribent Mathilde Moestrup skriver om den sommer, hun rejste med sin søster til Brajcinodalen i Makedonien, hvor Inger Christensen fik ideen til sit mesterværk

Mia Mottelson

Moderne Tider
7. august 2021

Der er et før og et efter Sommerfugledalen i mit liv med litteraturen. Som barn og teenager kværnede jeg romaner og noveller som en mejetærsker, men havde en forestilling om, at poesien var noget ophøjet, jeg ikke kunne forstå.

Jeg fik Sommerfugledalen i studentergave af min farmor. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at stå med den tynde, bleggule bog i mine forældres have og bladre gennem de 15 14-linjede sonetter.

Jeg kendte ikke til sonetkransformen, men kunne konstatere, at den sidste verselinje i hver sonet var den første i den næste. I den 15. og sidste sonet samledes alle de foregående første linjer sig til én sonet.

»Det er mestersonetten,« forklarede min farmor, og det føltes højtideligt på en måde, der passede sig til en studenterfest.

Jeg bladrede igen, og ord af stor skønhed kom mig i møde: Sørgekåbe, skovhvidvinge, aurora. Et digterjeg betragter sommerfuglene i Brajcinodalen:

»Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
I Brajcinodalens middagshede luft.«

Brajcinodalen, var det et rigtigt sted? I så fald ville jeg gerne derhen.

Mødet med Inger Christensens sonetkrans var mit første møde med en poesi, der var så skøn, at den føltes helt og aldeles nødvendig, uundværlig simpelthen. Jeg tillagde det straks værdi, at bogen udkom i 1991, samme år som jeg er født, og så det som en tragedie, at digteren døde i 2009, året før jeg opdagede hendes værk.

Måske overdriver jeg, men som jeg husker det, besluttede jeg mig for, at jeg ville lære alle 15 sonetter udenad den samme aften, som jeg fik dem i gave.

Selv om Sommerfugledalen kan forekomme svært tilgængelig – den stramme form, referencerne til kristne salmer og græsk mytologi – så er der en helt umiddelbar skønhed i sonetterne, der også kan tale til en, der har ganske lidt erfaring med poesi.

Beskrivelserne af farver, for eksempel. I sonet VI er nætterne »kiselhvide«, i min yndlingssonet, nummer ti, er irislaverne ikke bare grønne, de har et »dunet skær af grøn smaragd og jade«.

Og i den første sonet er de opstigende sommerfugle i Brajcinodalen hverken røde eller gule, men »zinnober, okker, guld og fosforgule«.

Inger Christensens mesterværk er ikke bare noget så mirakuløst som en vellykket sonetkrans, det er også en genfortryllelse af den farverige verden, mennesket er en del af. 

Inger Christensens rejse

Selv om ordet Brajcinodalen vakte en umiddelbar længsel i mig den aften i min pure ungdom, faldt det mig aldrig ind at søge efter stedet for eksempel på Google.

I mange år var Brajcinodalen for mig ikke andet end sonetkransens Brajcinodal, et sted, hvor sommerfuglene stiger op »som farvestøv fra jordens varme krop«.

Men i 2016 udgav Brøndums forlag en mørklilla jubilæumsversion af Sommerfugledalen i anledning af forlagets 50-årsjubilæum. I et kortfattet, men smukt efterord beskriver Hans Jørgen Brøndum og Iselin C. Hermann, hvordan de i 1985 rejste til Makedonien med Inger Christensen.

Anledningen var, at Christensens digtsamling det (der oprindeligt udkom i 1969) var blevet oversat til makedonsk. De rejste til hovedstaden Skopje, så til badebyen Ohrid, og til sidst den lille landsby Brajcino i det sydvestlige Makedonien, hvor de besøgte Inger Christensens ven, digteren Meto Jovanovski.

De gik tur i området, og i dalen, der omkranser landsbyen, var der et væld af sommerfugle.

I deres efterskrift skriver Brøndum og Hermann:

»Fra skovstierne stiger de til vejrs i hele sværme, i alle mulige størrelser og farver. ’Se, de stiger op fra jordens indre,’ udbryder Inger med den for hende så karakteristiske stemme som vippede på tærsklen mellem undren og konstatering. Og det er sådan, det ser ud. Vi træder varsomt – uden at ane, at en Ariadne-tråd til et mesterværk er blevet spundet.«

Da jeg læser denne tekst i 2016, går det op for mig, at Brajcinodalen er et virkeligt sted, jeg kan besøge. En bachelor i litteraturvidenskab har ikke taget brodden af mit intense møde med Sommerfugledalen, og jeg har brug for en meningsfuld flugtrute, livet er overvældende for mig i denne periode. Jeg vil dertil.

Udlængsel og ’fangirling’

Hun er på sabbatårsrejse i Østeuropa, min søster, hun har været væk i flere måneder.

Det er derfor hun – efter en veldoseret portion storesøsterovertalelse – har indvilget i at møde mig i Skopjes lufthavn en nat i slutningen af juni 2017.

Da jeg ankommer og ser hende, ved jeg, at det ikke var en fejl. Det føles godt at se hinanden, lettende.

Vinteren inden er en krise i vores familie begyndt at brede sig, skænderier og uvenskab. Det er endnu ikke klart, hvordan det vil ende, men vi ved begge, at så længe vi er på togt mod Brajcinodalen og på sabbatårsrejse ud i det ukendte, kan vi denne hjemlige uro stangen.

På den måde er vores ferie, selv om det er uudtalt, også en flugt. Min søster søger oplevelser, dyrker sin udlængsel; selv fangirl’er jeg over min yndlingsforfatter – men vi er fælles om også at søge væk fra noget andet.

Dagen inden jeg ankommer, har jeg afsluttet min universitetspraktik på Information. Jeg er ør af ord, ikke så godt i kontakt med min krop, med undtagelse af mine øjne og fingerspidser. Min søster er det modsatte: frisk og snakkende, tilsyneladende glad.

Vi har airbnb’et en lejlighed af et par midt i Skopje. Mørke træmøbler, røde gulvtæpper. Den fremmede lugt af andre menneskers hjem.

Den første nat er varm, vi sover i underbukser og lagener. Jeg er træt, men vågner alligevel af heden tidligt, før solen står op, og betragter min sovende søster.

Hun har altid været brunere end mig med min porøse jordbærblondhed, men efter at have interrailet i Østeuropa i flere måneder har hendes hud nu fået farve som en blanding af okker og guld. Hun lyser op i mørket.

Tvivlsom sushi i Skopje

Der er ikke internet i airbnb-lejligheden, og dagen efter må jeg derfor låne en computer i en hotellobby. Her skriver jeg min første boganmeldelse for Information – af Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling, som er blevet genudgivet.

Jeg sidder helt alene i det store, airconditionerede lokale og hakker i tastaturet; en venlig receptionist bringer mig en kop kaffe. Det føles surreelt.

Imens går min søster rundt i Skopje, en varm og mennesketom by, der kompenserer for de manglende turister med et utal af statuer og monumenter. Hun oser i shoppinggaderne, køber hvide plasticsandaler med kilehæle, møder nogle backpackere, hun kender fra tidligere på sin rejse.

Jeg har lovet hende, at jeg bare lige skal gøre anmeldelsen klar, så skal vi lave noget sjovt; det tager ikke ret lang tid. Det er min fars ord, min fars formulering, der kommer ud af min egen mund. Jeg suger luft ind, skriver indædt mellemrubrikker.

Jeg sender anmeldelsen, indhenter min søster om aftenen, da det er blevet mørkt, møder hende på en tvivlsom sushirestaurant. Det lykkes også mig at købe hvide plasticsandaler med kilehæle, inden butikkerne lukker.

Min søster har haft det for vildt de sidste måneder. Hun har været i Ukraine, Albanien, Serbien, hun har lært at læse det kyrilliske alfabet, har haft bedbugs, hun har mødt et væld af mennesker.

Hendes udadvendthed er slående. Mens jeg tænker på gode formuleringer og piller ved mit hår, er hun allerede i gang med at tale med nogle nye mennesker ved et andet bord på restauranten, som om verden var et sted, hvor folk ganske naturligt ville tale med en.

Indadvendt og udadvendt, denne forskel imellem os virker påfaldende. Har det altid været sådan?

Senere lader jeg mig ikke særlig modvilligt trække med ud i natten på en bytur med nogle lidt for unge englændere, hen på en bar under åben himmel, videre ud. Vores plastiksko sværtes hurtigt til, skinner kiselhvide i natten.

En glitrende tiara

Morgenen efter vores big night i Skopjes natteliv vælter vi ud ad airbnb-lejligheden, og med sveden og tømmermændene drivende ad os når vi mirakuløst bussen til feriebyen Ohrid, der ligger ved den store makedonsk-albanske sø, der også hedder Ohrid. Badehotellerne strækker sig langt op ad bakken, der munder ud i det mørke vand.

Her er køligere end i Skopje, måske er det søen.

Vi går straks ned og bader, sidder på kajen i badetøj og glor på alt det nye. Jeg forsøger at lære et særligt svært stykke af sonet V udenad:

»Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
i farvens periodiske system
ved hjælp af blot den mindste nektardråbe
kan løfte jorden op som diadem«

Det er næsten volapyk. Men også bare virkelig herligt; tanken om at løfte jorden op som en glitrende tiara.

Ifølge Google Maps er vi 70 km fra Brajcinodalen.

»Why do you want to go there?« spørger den velmenende ejer af det lille hotel, vi bor på, senere. Vi har spurgt ham, hvordan man kommer til Brajcino, og han har udpeget landsbyen på et kort og forklaret os, at der bor omkring 100 mennesker.

»Oh, It’s because a poet that my sister likes, went there one time,« siger min søster. Ironien i hendes tone er nogenlunde afstemt.

Jeg begynder at sige noget om sommerfugle og sonetter, men kan pludselig læse i hotelejerens ansigt, at han er den slags mand, der gerne vil forelske sig i en kvinde, der kan tilføje noget romantisk, måske mytologisk, til hans liv, og holder inde.

Nåmen hvordan kommer man derhen?

Man tager et tog og en bus og én bus til.

En klynge stenhuse

I bus nummer to mod Brajcino – som minder mere om en stor Berlingo end en bus – falder vi i snak med en ældre mand fra landsbyen, der kan lidt engelsk. Det frodige bjerglandskab flyder forbi uden for vinduet, mens vi taler.

Han har aldrig hørt om Inger Christensen, men han er træt af det braindrain, der præger hans hjemstavn. Der er ingen jobmuligheder i nærheden, og de unge flytter fra Brajcino og kommer ikke tilbage. Begge hans børn er taget til Canada for at gøre karriere.

I gamle dage, fortæller han, var der både en butik og et vandrerhjem i Brajcino, men det er længe siden nu. Hvis vi ikke når den sidste bus tilbage til Resen, den større by i nærheden, kan vi sove hos ham, tilbyder han og skriver sin adresse ned på et stykke papir.

Vi takker venligt og satser på at nå den sidste bus tilbage, som går klokken 15.30.

Vi bliver sat af ved en lille klynge forfaldne stenhuse, hvor vejen slår et sving. Solen hamrer ned over os. At vi er et fuldstændig tilfældigt sted i verden, er nu pinligt åbenlyst. Hvor skal vi gå hen?

Брајчино, står der på et blåt skilt.

»Brajcino,« afkoder min søster med sin nytilegnede kyrilliske evner. Et lille kort ved siden af skiltet viser en rute, man kan tage rundt i området.

Vi følger en overgroet sti op ad bakke – måske den slags sti, Inger Christensen gik på? Er der en sommerfugl til stede? – og når til et punkt, hvor man kan se ud over dalen; flimrende blågrønne bakketoppe. Så åbenbarer et kloster sig for os. Det er St. Petka-klosteret, en lille tolænget stenbygning med svalegange af træ. Og en lille dertilhørende kirke, St. Petka-kirken, hvid og rektangulær, bygget i 1400-tallet. Her er ingen mennesker.

»Er det så her?« spørger min søster. Hun er varm og forpustet.

Jeg aner det ikke. Hvordan skulle jeg kunne vide det?

»Lad os sige det,« siger jeg. Vi sætter os i skyggen af den lille kirke med udsigt over den lysegrønne dal, bæller vand og er stille for en stund. Vinden får landskabet til at bruse. Det er varmt her i Brajcinodalen, men er luften ligefrem middagshed?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det næppe var Inger Christensens intention med Sommerfugledalen at sende sine læsere til en lille landsby i Makedonien. Det virker mere sandsynligt, at hun valgte at inkorporere Brajcinodalen i sit værk, netop fordi de færreste danske læsere har hørt om den, og den derfor kunne antage en mere mytisk, mindre geografisk, dimension: et litterært topos for middagshede, sommerfugle, liv og død.

Min lærdom fra de første år på litteraturvidenskab vrider sig også lidt i dette øjeblik: Har jeg ved at rejse til Brajcino ikke glemt at forfølge værket og teksten, og i stedet forfulgt det, vi ude på KUA meget sigende kaldte ’kød-og-blod-forfatteren’?

Den middagshede luft

»Skal jeg høre dig i Brajcino-sonetten?« spørger min søster på et tidspunkt i, hvad jeg ved, er et forsøg på at opmuntre mig. Jeg nikker.

Hun finder mit eksemplar af Sommerfugledalen frem fra den rygsæk, vi skiftes til at bære; den flossede ryg, det nussede bleggule omslag, der er blevet indgraveret med versaler efter at være blevet brugt som underlag til krydsogtværser på tidligere rejser.

Hun slår op på sonet II, holder bogen, så jeg ikke kan se teksten, og siger: »Bare kør.«

Jeg reciterer, og lige den her har jeg øvet mig godt på:

»I Brajcinodalens middagshede luft,

hvor al erindring smuldrer, og det hele

i lysets sammenfald med plantedele

forvandler sig fra duftløshed til duft,

 

går jeg fra blad til blad tilbage

og sætter dem på barndomslandets nælde,

naturens mest guddommelige fælde,

der fanger hvad der før fløj væk som dage

 

Her sidder admiralen i sit spind,

mens den fra forårsgrøn forslugen larve

forvandler sig til det vi kalder sind,

 

så den som andre somres sommerfugle

kan hente livets tætte purpurfarve

op fra den underjordisk bitre hule.«

»Flot,« siger min søster generøst. »Du sagde »fløj bort« i stedet for »fløj væk«, men ellers var det fejlfrit.« Hun tænder en cigaret og ser ud over dalen.

Som vi sidder der, føles Brajcinodalen ikke som den fra Sommerfugledalen, mere som verdens ende. En dal, en skyggefuld plet, et tilfældigt sted i verden, som litteraturen har båret os til. Nu er vi her så.

Måske er det okay at være på flugt, tænker jeg, på flugt i nogens fodspor. I hvert fald for en tid.

Øjeblikket svinger mellem meningsfuldt og meningsløst.

Vi går lidt rundt på klostret; jeg tager et billede af min søster, storsmilende på en af svalegangene. Vi går ind i St. Petka-kirken og betragter de mange rødbrune freskoer.

På vej ned ad bakken igen, småløbende, for vi vil helst ikke overnatte hos vores ven fra bussen, danser en lille bleggul sommerfugl forbi mine fødder.

En sommerfugl i sommerfugledalen. Det må da gælde for noget?

Om aftenen vil hotelejeren høre om vores tur til Brajcino. Jeg trækker vejret dybt, piller ved mit hår.

»It was really beautiful,« siger min søster. Jeg tilføjer ikke noget. Det var det.

Alles yndlingssonet

Der findes en sonet i Sommerfugledalen, som er alles yndlingssonet, også dem der (som mig) påstår, at det er en anden. Det er sonet VII.

Her argumenterer digterjeget for, at det overjordiske og skæbnesvangre findes i denne verden, ved at minde sig selv om en sommerrejse til Skagen.

I beskrivelsen af rejsen opstår der for første gang i digtsamlingen et sansende vi:

»mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige, som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet

af jord som havs og himmels mellemting,
to mennesker der efterlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting.«

Ugerne efter tilbringer vi i vores families lejlighed i Thessaloniki i Nordgrækenland nogle hundrede kilometer fra Brajcinodalen. Min søster går på græskkursus, og jeg tvinger mig selv til at lære de sidste sonetter udenad, dem jeg ikke før er nået til.

Da vi får besøg af en af mine veninder, som er mindre diplomatisk end min søster, bliver jeg presset til at lære hvert et bindeord korrekt.

Jeg kan stadig mange af sonetterne udenad i dag. Det er en særlig følelse af rigdom. Jeg kan sætte dem på som et bånd, når jeg ikke kan sove.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Schøler Kjær

Sikke en dejlig fortælling.

Steffen Gliese, David Zennaro, Pietro Cini, Christian Mondrup, Ete Forchhammer og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Ja, en meget smuk erindring.

Kommer til at tænke på, at jeg i 1998 tog en bus fra Trieste i Italien til Rijeka i Kroatien.

Jeg ville finde spor af den italienske digter Gabriele D'Annunzios tid (1919-1920) i Fiume - nu Rijeka, som han besatte.

I bussen henvendte en meget gammel mand sig til mig, idet han sagde: Den, der bærer korset, bærer på en stor byrde. Jeg bar - uden at have givet det nærmere eftertanke - et smykke udformet som et kors.

Jeg nåede frem. Byrden blev nu tydelig . Ingen ville kendes ved D'Annunzio. Ingen hjælp at hente nogetsteds. Jeg tog på må og få en bus op på toppen af bjerget

På museet højt over byen lykkedes det så endelig. Først blev jeg dog pure nægtet adgang, så fik jeg gratis adgang til at se mig omkring - alt sammen, fordi jeg lod som om, jeg slet ikke kendte til D'Annunzio og hans besættelse af Fiume og lod museumskontrolløren fortælle løs.

Da jeg med besvær igen kom ned fra bjerget, var byen som uddød. Indtil biler med hornet i bund, kroatiske flag og unge mænd hængende ud af bilvinduerne kørte rundt og rundt om pladsen, hvor jeg havde sat mig.

Det viste sig, at Kroatien havde vundet over Japan i VM-fodbold.

Steffen Gliese, David Zennaro, Christian Mondrup og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Gid jeg havde bl.a. "Sommerfugledalen" i min mentale bagage…
Var det ikke Anne Sophie Seidelin der anbefalede at lære digte m.m. udenad, så man ikke sad "tomhændet" når man ikke længere kunne læse?!

Steffen Gliese, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Gert Romme - interessant, hvad du skriver. Jeg har ikke kendskab til alt vedr. D'Annunzio og er ikke bekendt med det, du skriver om tortur.

Da jeg læste italiensk på KUA, skulle der skrives et minispeciale på bachelordelen. Her kastede jeg mig over D'Annunzios besættelse af Fiume (Rijeka), som kan siges at være en generalprøve på Mussolinis march mod Rom.

D'A (f. 1863) var en ret anerkendt digter og dramatiker, der bla. skrev ganske sanselige digte. Hans egne kærlighedsaffærer involverede også skuespilleren Elenora Duse. Han var optaget af superomismen (overmennesketeorien) og Nietzsche. Han deltog i 1. vk. i en for soldater høj alder. Krigen faldt ud til manges skuffelse og D'A, der var fascist, var også optaget af irrendentismen. Det var irrendentisternes mål at bringe tidligere landområder tilbage til moderlandet.

D'A besatte Fiume i september 1918 uden Italiens tilsagn og regerede der i ca. halvandet år. Det siges, at han (trods sygdom) og legionærerne, som sluttede sig til ham, gik hele vejen fra Venezia til Fiume.

Han fik udarbejdet en syndikalistisk forfatning for Fiume, udstedt frimærker, holdt balkontaler m.m. Hans mål var yderligere erobring af land langs Den Dalmatiske Kyst.

Der var i Fiume da et overtal af borgere med italiensk baggrund, heraf en del forretningsfolk, mens det ikke var tilfældet i baglandet, hvor kroaterne var i overtal.

Havde D'A været en mere jordnær person, kunne han udmærket have været den, der gennemførte Marchen mod Rom. Han var klart en inspiration for Mussolini, der aflagde ham besøg i Fiume. Som Sinn Fein m.fl. andre også gjorde. Et sammenrend af personer med stærke ideologiske holdninger.

Efter Fiume-affæren faldt D'A i unåde. Han slog sig ned i Gardone ved Garda-søen, hvor hans villa og have kan besøges. Det er en særpræget og dekadent oplevelse. Han døde i 1938.

Steffen Gliese, Ete Forchhammer og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Maj-Britt Kent Hansen og Gert Romme. Jeres input er godt oplysende, i hvert fald for mig. Men Gert Romme, hvorfor skriver du Wienna om Wien/Vienna?

Maj-Britt Kent Hansen

Gert Romme - Når man ser på det politiske landskab i Italien, forbavser det mig ikke, at D'Annunzio nu om dage kan blive dyrket som en slags folkehelt.

Det med jernbanen uden stoppesteder undervejs fra Wien til Fiume siger en del om Østrig-Ungarn på den tid. Fiume og Trieste var Ø-U's eneste adgang til havet. Og dermed ganske vigtige havnebyer. Det mellemliggende land interesserede vist ikke stort.

Du skriver, at Rijeka og hele Istrien kunne være blevet italiensk ifm. krigen 1991-95. Hvor stillede Italien sig officielt i den forbindelse? Og hvad med Kroatien?

For en grundig analyse og præsentation af Inger Christensens sonet-krans om sommerfugledalen kan jeg varmt anbefale Hardy Bachs bog "Sommerfugletilstanden"(2014)

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.

Tak for en fin artikel.

Sommerfugledalen af Inger Christensen er noget af det smukkeste jeg har læst. Et andet digt, som jeg holder meget af og som jeg har læst adskillige gange er Tiden og Vandet, af den for jer ukendte digter Steinn Steinarr.

Da jeg gik på Kunstakademiets Arkitektskole havde jeg min gang ved Kongens Nytorv og her mødte jeg ofte Poul Borum, gående. I denne periode var han altid iklædt sort meget stramt siddende lædertøj med nitter, håret var farvet sort og stod op fra hovedet som sorte sukkertoppe og han bar sikkerhedsnåle i ørene.

Jeg, en 19 årig pige fra en lille provinsby i Island, var noget forundret over denne mundering og kom til at tænkte på min egen far, som altid havde bakkenbarter, selvom det for længst var blevet umoderne. Jeg kom til at tænke på min egen far, som var noget yngre end Poul Borum, i den slags mundering og jeg kunne ikke lade være med at grine. Poul Borum var redaktør på bladet Hvedekorn. Poul Borum havde en datter, som gik på skolen og jeg tænkte ofte, gad vide, om hun synes det er pinligt, at have sådan en far.

Men så skete det fantastiske, at jeg hørte Inger Christensen læse digtet Sommerfugledalen i radioen. Straks blev jeg klar over, hvorfor Poul Borum følte trang til at være så outreret. De må have være en pine for en dygtig mand som Poul Borum at have været gift med en, han aldrig ville kunne overgå.

Også tak for jeres forskellige og interessante fortællinger.