Essay
Læsetid: 12 min.

Vi rejste til Brajcinodalens middagshede luft for at genopleve Inger Christensens drømmesyn

Det er 30 år siden, digtsamlingen ’Sommerfugledalen’ udkom. Litteraturskribent Mathilde Moestrup skriver om den sommer, hun rejste med sin søster til Brajcinodalen i Makedonien, hvor Inger Christensen fik ideen til sit mesterværk

Mia Mottelson

Moderne Tider
7. august 2021

Der er et før og et efter Sommerfugledalen i mit liv med litteraturen. Som barn og teenager kværnede jeg romaner og noveller som en mejetærsker, men havde en forestilling om, at poesien var noget ophøjet, jeg ikke kunne forstå.

Jeg fik Sommerfugledalen i studentergave af min farmor. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at stå med den tynde, bleggule bog i mine forældres have og bladre gennem de 15 14-linjede sonetter.

Jeg kendte ikke til sonetkransformen, men kunne konstatere, at den sidste verselinje i hver sonet var den første i den næste. I den 15. og sidste sonet samledes alle de foregående første linjer sig til én sonet.

»Det er mestersonetten,« forklarede min farmor, og det føltes højtideligt på en måde, der passede sig til en studenterfest.

Jeg bladrede igen, og ord af stor skønhed kom mig i møde: Sørgekåbe, skovhvidvinge, aurora. Et digterjeg betragter sommerfuglene i Brajcinodalen:

»Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
I Brajcinodalens middagshede luft.«

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Helle Schøler Kjær

Sikke en dejlig fortælling.

Steffen Gliese, David Zennaro, Pietro Cini, Christian Mondrup, Ete Forchhammer og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Ja, en meget smuk erindring.

Kommer til at tænke på, at jeg i 1998 tog en bus fra Trieste i Italien til Rijeka i Kroatien.

Jeg ville finde spor af den italienske digter Gabriele D'Annunzios tid (1919-1920) i Fiume - nu Rijeka, som han besatte.

I bussen henvendte en meget gammel mand sig til mig, idet han sagde: Den, der bærer korset, bærer på en stor byrde. Jeg bar - uden at have givet det nærmere eftertanke - et smykke udformet som et kors.

Jeg nåede frem. Byrden blev nu tydelig . Ingen ville kendes ved D'Annunzio. Ingen hjælp at hente nogetsteds. Jeg tog på må og få en bus op på toppen af bjerget

På museet højt over byen lykkedes det så endelig. Først blev jeg dog pure nægtet adgang, så fik jeg gratis adgang til at se mig omkring - alt sammen, fordi jeg lod som om, jeg slet ikke kendte til D'Annunzio og hans besættelse af Fiume og lod museumskontrolløren fortælle løs.

Da jeg med besvær igen kom ned fra bjerget, var byen som uddød. Indtil biler med hornet i bund, kroatiske flag og unge mænd hængende ud af bilvinduerne kørte rundt og rundt om pladsen, hvor jeg havde sat mig.

Det viste sig, at Kroatien havde vundet over Japan i VM-fodbold.

Steffen Gliese, David Zennaro, Christian Mondrup og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Gid jeg havde bl.a. "Sommerfugledalen" i min mentale bagage…
Var det ikke Anne Sophie Seidelin der anbefalede at lære digte m.m. udenad, så man ikke sad "tomhændet" når man ikke længere kunne læse?!

Steffen Gliese, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

@ Maj-Britt Kent Hansen,

Jeg spørger ikke om dit motiv. Men så vidt jeg husker, var Gabriele D’Annunzio var jo katolsk fanatiker, og var og dermed højre-radikal fascist, selv om han modsatte sig, at Hitler skulle være garant for Italien. Senere blev han ganske aktivt medlem af de "fascistiske intellektuelle".

Og fortsat efter hukommelsen, var han formentlig den første italienske fascist, der benyttede tortur som politisk virkemiddel, hvilket senere blev meget udbredt hos Benito Mussolinis "prægtige helte". Han udviklede i Rijeka en ganske pervers torturmetode, hvor modstanderne fik et specielt bræk og afføringsmiddel, så de svageste ofre kunne brække sig ihjel over flere dage, medens det tog lidt længere tid for de stærkeste.

-----------

D’Annunzio var i øvrigt aktiv i en eller anden grad omkring udvikling af flybåde, som Fiat lod bygge på skibsværft i Rijeka. Det er fly med skibsskrog, der kan lande nede i vandet og sejle som et skib. De blev anvendt til de rigtigt lange flyruter som til Argentinien,.

Nu til dags er nyudviklingerne af moderne flybåde det mest effektive brandslukningsmateriel til naturbrænde. De går ned på søer, floder og have, hvor de sejler 15-20 sekunder, hvorunder de indtager store mængder vand, som de kan bombe flammerne med. Disse store gule flybåde bygges igen i Rijeka, og er tilsyneladende en eksportsucces.

Maj-Britt Kent Hansen

Gert Romme - interessant, hvad du skriver. Jeg har ikke kendskab til alt vedr. D'Annunzio og er ikke bekendt med det, du skriver om tortur.

Da jeg læste italiensk på KUA, skulle der skrives et minispeciale på bachelordelen. Her kastede jeg mig over D'Annunzios besættelse af Fiume (Rijeka), som kan siges at være en generalprøve på Mussolinis march mod Rom.

D'A (f. 1863) var en ret anerkendt digter og dramatiker, der bla. skrev ganske sanselige digte. Hans egne kærlighedsaffærer involverede også skuespilleren Elenora Duse. Han var optaget af superomismen (overmennesketeorien) og Nietzsche. Han deltog i 1. vk. i en for soldater høj alder. Krigen faldt ud til manges skuffelse og D'A, der var fascist, var også optaget af irrendentismen. Det var irrendentisternes mål at bringe tidligere landområder tilbage til moderlandet.

D'A besatte Fiume i september 1918 uden Italiens tilsagn og regerede der i ca. halvandet år. Det siges, at han (trods sygdom) og legionærerne, som sluttede sig til ham, gik hele vejen fra Venezia til Fiume.

Han fik udarbejdet en syndikalistisk forfatning for Fiume, udstedt frimærker, holdt balkontaler m.m. Hans mål var yderligere erobring af land langs Den Dalmatiske Kyst.

Der var i Fiume da et overtal af borgere med italiensk baggrund, heraf en del forretningsfolk, mens det ikke var tilfældet i baglandet, hvor kroaterne var i overtal.

Havde D'A været en mere jordnær person, kunne han udmærket have været den, der gennemførte Marchen mod Rom. Han var klart en inspiration for Mussolini, der aflagde ham besøg i Fiume. Som Sinn Fein m.fl. andre også gjorde. Et sammenrend af personer med stærke ideologiske holdninger.

Efter Fiume-affæren faldt D'A i unåde. Han slog sig ned i Gardone ved Garda-søen, hvor hans villa og have kan besøges. Det er en særpræget og dekadent oplevelse. Han døde i 1938.

Steffen Gliese, Ete Forchhammer og David Zennaro anbefalede denne kommentar

@ Maj-Britt Kent Hansen,

Jeg har arbejdet i en årrække for hovedkontoret i en stor italiensk koncern med officielt hjemsted i Milan. Og via et bestemt politisk parti, holdes Gabriele D’Annunzio nærmest "i live" som en folkehelt.

Omkring Istra-halvøen, hvor Rijeka ligger på "hjørnet", har denne store halvø altid været italiensk provins. Og stort set alle har familiemæssige relationer i Italien, hvor man også i nutiden rejser til for at få sin uddannelse.

Rijeka - eller Rjeka betyder i øvrigt også flod. Og denne by var ikke under Italien, men tillagdes samme betydning for nationalisterne i Italien som den nuværende Triest.

Rijeka var på dette tidspunkt under Østrig-Ungarn. Og ved siden af Rijeka ligger Opatia, der blev bygget som palæer af rige fyrster fra Wienna og Budapest. Og man anlagde endda en mondæn jernbane mellem Wienna og Opatia, der ikke havde stationer undervejs, og udelukkende var forbeholdt denne rige overklasse.

Der var således ingen station i Rijeka, og sammen med en hel del anden diskrimination fra Habsburgs side, som hele Balkan led under, var beboerne i Rijeka ganske lette ofre for italienske "synspunkter". I nutiden er der altså stadig aktive kræfter, der arbejder for at tilslutte byen til Italien. Og det anslås, at hvis seneste krig (1991-95) havde varet blot 3 måneder mere, så var Rijeka og hele Istra blevet Italiensk.

Ete Forchhammer

Maj-Britt Kent Hansen og Gert Romme. Jeres input er godt oplysende, i hvert fald for mig. Men Gert Romme, hvorfor skriver du Wienna om Wien/Vienna?

Maj-Britt Kent Hansen

Gert Romme - Når man ser på det politiske landskab i Italien, forbavser det mig ikke, at D'Annunzio nu om dage kan blive dyrket som en slags folkehelt.

Det med jernbanen uden stoppesteder undervejs fra Wien til Fiume siger en del om Østrig-Ungarn på den tid. Fiume og Trieste var Ø-U's eneste adgang til havet. Og dermed ganske vigtige havnebyer. Det mellemliggende land interesserede vist ikke stort.

Du skriver, at Rijeka og hele Istrien kunne være blevet italiensk ifm. krigen 1991-95. Hvor stillede Italien sig officielt i den forbindelse? Og hvad med Kroatien?

For en grundig analyse og præsentation af Inger Christensens sonet-krans om sommerfugledalen kan jeg varmt anbefale Hardy Bachs bog "Sommerfugletilstanden"(2014)

@ Ete Forchhammer,

Du spørger, hvorfor jeg bruger betegnelsen, Wienna. Og det er nok et godt spørgsmål - især fordi man i Wien siger Vienna med enkelt "v".

Svaret er måske, at vi har boet udenfor Danmark i flere lande i en længere årrække. Og vi har begge problemer med dansk stavning og især med ordstilling.
-------

@ Maj-Britt Kent Hansen,

Du spørger til, hvordan Italien var indstillet til at optage Istra-halvøen.

Dette spørgsmål kan nok ikke besvares, for ligesom Forbundsrepublikken er Italien ikke et homogent og sammentømret samfund. Men kultur og identitet er i høj grad splitte op i de gamle italienske lande.

Og i nord har man altså Lombardiet, der ligesom Slovenien mener, de forsørger hele Italien. Og sand er det også, at en industriarbejders timeløn er langt højere end en dansk industriarbejder.

I øvrigt ser man i Lombardiet på Istra og Rijeka på samme måde som man ser på Triast, at det er hjerteblod.

Dengang blev landet ledet af en meget dygtig person, Lamberto Dini, og jeg tror, at han ville blive tunget til at "tage imod" denne tabte provins.

I øvrigt er der jo også provinser i Italien, der ligefrem gør krav på Albanija, der historisk var samarbejdspartner. Og hvor der bor mange italienere.

Ete Forchhammer og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.

Tak for en fin artikel.

Sommerfugledalen af Inger Christensen er noget af det smukkeste jeg har læst. Et andet digt, som jeg holder meget af og som jeg har læst adskillige gange er Tiden og Vandet, af den for jer ukendte digter Steinn Steinarr.

Da jeg gik på Kunstakademiets Arkitektskole havde jeg min gang ved Kongens Nytorv og her mødte jeg ofte Poul Borum, gående. I denne periode var han altid iklædt sort meget stramt siddende lædertøj med nitter, håret var farvet sort og stod op fra hovedet som sorte sukkertoppe og han bar sikkerhedsnåle i ørene.

Jeg, en 19 årig pige fra en lille provinsby i Island, var noget forundret over denne mundering og kom til at tænkte på min egen far, som altid havde bakkenbarter, selvom det for længst var blevet umoderne. Jeg kom til at tænke på min egen far, som var noget yngre end Poul Borum, i den slags mundering og jeg kunne ikke lade være med at grine. Poul Borum var redaktør på bladet Hvedekorn. Poul Borum havde en datter, som gik på skolen og jeg tænkte ofte, gad vide, om hun synes det er pinligt, at have sådan en far.

Men så skete det fantastiske, at jeg hørte Inger Christensen læse digtet Sommerfugledalen i radioen. Straks blev jeg klar over, hvorfor Poul Borum følte trang til at være så outreret. De må have være en pine for en dygtig mand som Poul Borum at have været gift med en, han aldrig ville kunne overgå.

Også tak for jeres forskellige og interessante fortællinger.