Interview
Læsetid: 7 min.

De skrev den første klimarapport for 30 år siden: »Vi fik ret – det er trist og ulykkeligt«

I denne uge udgav FN’s klimapanel endnu en rapport om de globale klimaforandringer. Den bekræfter endnu en gang det, der blev forudset i den første rapport for 30 år siden, og det er både meget trist og helt utroligt, siger to pensionerede klimaforskere, som var med dengang
Gennem årene har Lars Prahm håbet, at man ville nå frem til, at det ikke stod så galt til, som han og det øvrige klimapanel havde forudset for 30 år siden. Men sådan blev det ikke, siger han.

Gennem årene har Lars Prahm håbet, at man ville nå frem til, at det ikke stod så galt til, som han og det øvrige klimapanel havde forudset for 30 år siden. Men sådan blev det ikke, siger han.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Moderne Tider
14. august 2021

De fik mere ret, end de havde håbet.

I slutningen af 1988 mødtes forskere fra hele verden til det første møde i FN’s Klimapanel (IPCC), som kort forinden var blevet oprettet med det formål at samle de klogeste hoveder og den bedste forskning inden for klimaområdet.

I de følgende måneder og år samlede de artikler om de stigende temperaturer, om de øgede koncentrationer af CO2 i atmosfæren, om målemetoder og matematiske modeller, om havene og skovene og om sammenhængen mellem udledningerne af CO2 og de allerede dengang stigende temperaturer.

Det tog næsten to år. 

I 1990 blev det hele samlet i den første store klimarapport fra IPCC. Siden er der kommet yderligere fem. Rapporterne er de mest omfattende videnskabelige publikationer på klimaområdet og har over årene vist sig at få ret i mange af forudsigelserne.

Selv om mange formentlig havde håbet på det modsatte.

»Jeg havde håbet, at man over årene ville finde frem til, at det ikke var så galt, som vi dengang forudså, at naturen ville være i stand til at stabilisere sig selv,« siger Lars Prahm, som er forhenværende direktør for DMI og var med i arbejdet med den første klimarapport.

»Der var usikkerhed om forudsigelserne, og man har en forhåbning om, at når man påvirker et system i naturen, så har systemet en evne til at modstå den påvirkning. Men man må sige, at sådan gik det ikke,« siger han.

I anledning af udgivelsen af den sjette store rapport fra IPCC i denne uge har Information talt med den danske repræsentant i FN’s klimapanel og en af hovedforfatterne til rapporten fra 1990. I rapporten forudså man blandt andet en stigning i den globale temperatur på omkring 0,8 grad frem mod 2020, hvis man fortsatte med business as usual. I dag er den steget med omkring 0,7 grad.

Ud fra en videnskabelig betragtning er det »imponerende«, siger Lars Prahm. Faktisk utroligt. Men ud fra et menneskeligt er udviklingen ikke.

Det er trist, siger han.

»Bare en rapport«

Historien om FN’s Klimapanel begynder i 1988.

I løbet af 1980’erne opstod der i flere lande en stigende opmærksomhed om klima, blandt andet i USA, hvor den anerkendte klimaforsker James Hansen fra NASA i en tale foran den amerikanske kongres havde advaret de amerikanske politikere om klimaforandringerne.

I Storbritannien var den konservative premierminister Margaret Thatcher som en af de første statsledere i verden overbevist om sammenhængen mellem udledningerne og temperaturstigningerne og talte derfor for mere international forskning og regulering på klimaområdet. I Storbritannien havde hun i 1990 oprettet et forskningscenter, hvorfra flere af de ledende forskere i IPCC kom fra.

»Så tiden var på mange måder inde til, at man skulle begynde at tage problemet alvorligt,« siger den pensionerede klimaforsker Geoff Jenkins, som er tidligere leder af det britiske forskningscenter Hadley Centre for Climate Prediction and Research.

Men først skulle man forstå problemet.

Det gjorde man ikke, for selv om man havde målinger af temperaturen på kloden, på indholdet af CO2 i atmosfæren samt en lang række andre målinger af de fysiske forhold, forstod man endnu ikke sammenhængen fuldt ud. Man vidste derfor heller ikke, om og i så fald hvor meget temperaturen kunne forventes at stige i fremtiden.

»Der var forskellige forskningsresultater, som pegede i forskellige retninger på grund af forskelle i målemetoder eller anvendelse af teori. Men hvis det skulle være muligt at forholde sig til problemet for politikere og andre, var det nødvendigt at finde en eller anden form for ’bedste vurdering’ eller konsensus. Derfor var tanken med den første rapport, at den ikke skulle indeholde ny forskning, men samle og destillere den eksisterende i en enkelt rapport, som skulle kunne danne grundlag for politiske beslutninger.«

I løbet af efteråret 1988 fordelte forskerne sig i tre arbejdsgrupper.

En af de arbejdsgupper under FN’s  klimpanel, som udarbejdede den første klimarapport. Billedet er fra en konference i Brisbane i Australien i 1988. Geoff Jenkins er nummer to fra højre – stående med hat.

En af de arbejdsgupper under FN’s  klimpanel, som udarbejdede den første klimarapport. Billedet er fra en konference i Brisbane i Australien i 1988. Geoff Jenkins er nummer to fra højre – stående med hat.

Privatfoto
En gruppe skulle samle forskningen om de fysiske forandringer i klimaet, en anden skulle indhente forskning om de miljø- og samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne, mens den tredje arbejdsgruppe skulle samle forskning om, hvad man kan gøre for at håndtere konsekvenserne.

Geoff Jenkins blev leder af Arbejdsgruppe 1.

I en lyserød skjorte og med fuldskæg sad han ved siden af den britiske miljøminister på det første møde i arbejdsgruppen i december 1988 i Nuneham Courtney i nærheden af Oxford, Storbritannien, hvor man skulle fordele ansvaret for de enkelte kapitler og finde forskere, som kunne bidrage med både deres viden og videnskabelige artikler.

Det skulle vise sig at blive svært.

»Folk sagde: Hvorfor skulle jeg være med? Hvorfor skal jeg flyve til et eller andet sted for at sidde i et lokale uden vinduer? Hvad er meningen? Det er jo bare en rapport,« forklarer Geoff Jenkins.

Han måtte som leder af arbejdsgruppen skrive til en række regeringer og bede dem om at opfordre forskerne til at deltage. De ville hellere bruge tiden på deres egen forskning end på at diskutere andres, blandt andet fordi det på det tidspunkt af mange blev opfattet som vigtigere. 

Senere, i 2007, blev IPCC sammen med den tidligere vicepræsident i USA Al Gore tildelt Nobelprisen for »indsatsen for at opbygge og formidle større viden om menneskeskabte klimaforandringer og for at skabe grundlaget for at kunne handle«.

Men dengang var det altså bare en rapport.

En langsom supercomputer

I løbet af 1989 begyndte rapporten på trods af det at tage form.

Hvert kapitel blev skrevet af en eller flere kapitelforfattere, som var ansvarlige for at samle forskningsartikler og tage kontakt til forskere inden for deres område. Geoff Jenkins var med til at skrive kapitlet om CO2.

Det meste i hånden.

»På samme måde skrev de andre arbejdsgrupper om modellering eller målinger og så videre. Så blev det hele sat sammen og sendt til review hos andre forskere,« siger han.

Ud over Lars Prahm deltog flere andre danske forskere i arbejdet. Ifølge Prahm er både den første og de efterfølgende rapporter eksempler på et enestående samarbejde inden for forskningsverdenen.

»Man samlede alle eksisterende forskningsartikler og satte forskerne sammen for at finde ud af, hvor meget vægt man skal lægge på de forskellige resultater. Jeg tror aldrig, det er sket før inden for nogen videnskab, men man burde egentlig gøre det inden for andre områder,« siger han.

Han bidrog blandt andet til et kapitel om matematiske modeller sammen med en række andre forskere. På det tidspunkt var man begyndt at bruge computermodeller til at beregne, hvordan for eksempel temperaturen ville udvikle sig i de kommende årtier. Men de var ikke ret gode, forklarer Lars Prahm.

»De første modeller havde kun få datapunkter og indregnede ikke særlig mange fysiske processer, blandt andet fordi det ikke kunne lade sig gøre med den tids meget begrænsede regnekraft. Det var stadig et spørgsmål, om man overhovedet kunne bruge modellerne.«

På DMI havde man ansøgt om penge til at købe en supercomputer, som skulle bruges af instituttets forskere til at køre vejr- og klimamodeller. I ansøgningen havde Lars Prahm kun beskrevet, hvordan supercomputeren kunne bruges til vejrmodellerne og til at forudsige storm og stormflod. Det var vigtig information for danske fiskere. 

»Dengang kunne man ikke få penge til klimamodeller, men den ledige kapacitet kunne vi bruge til at køre klimamodellerne. Det skulle vi dog ikke fortælle til nogen,« forklarer han. 

»Absurd, ikke?«

Den nye supercomputer var omkring fem meter lang og to meter høj og stod på sin egen etage, men var på trods af sin størrelse mere end en million gange langsommere end supercomputere i dag. Det gjorde arbejdet svært dengang, siger Lars Prahm.

»Derudover vidste man mindre om skydannelse og om, hvor meget energi der kommer ind fra solen, og hvor meget reflekteres. Man havde ikke nok satellitmålinger og var i det hele taget begrænset i forhold til i dag. Men det, vi skrev dengang, viste sig at holde stik. Det er utroligt.«

Seks rapporter senere

Siden 1990 er der kommet fem hovedrapporter fra IPCC.

Den anden kom i 1995 og den tredje i 2001, mens den fjerde og femte kom i henholdsvis 2007 og 2013. I denne uge kom den første del af den sjette rapport. I samme periode er de globale udledninger af drivhusgasser fortsat med at stige, ifølge tal fra FN’s miljøprogram (UNEP) med omkring 50 procent.

»Det er jo trist og ulykkeligt,« siger Lars Prahm.

Men på trods af de stigende udledninger mener både Lars Prahm og Geoff Jenkins, at der er grund til en lille optimisme. 

»Udledninger er ikke steget så meget, som de ville, hvis der ikke havde været en generel erkendelse af problemet og forsøg på at nedbringe dem, for eksempel ved at bygge mere vedvarende energi. Den erkendelse hænger sammen med forskning og oplysning. Hvis du møder folk i dag og spørger om klimaforandringerne, så vil alle vide, hvad du taler om. Enkelte vil stadig ikke tro på dem, men de fleste vil sige, at det er alvorligt, og at vi skal gøre noget ved det det,« siger Geoff Jenkins. 

— Så rapporterne har haft en effekt?

»Ja.«

— Har de haft den effekt, du havde håbet på?

»Jeg tror ikke, at jeg dengang havde forhåbninger som sådan. Jeg så det meget fra et videnskabeligt synspunkt og havde ikke formuleret, hvad mine forhåbninger om konsekvenserne af rapporten i de næste 30 år var. Men jeg kan i dag se, at en af konsekvenserne har været, at folk er mere bevidste om det og ønsker at reducere udledningerne.«

— Det er jo positivt.

»Ja.«

— Det er en god måde at slutte interviewet på.

»Men forhåbentlig ikke for positivt. Der er rigtig meget, der skal gøres.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den genopfriskelse.

Søren Kristensen

Jeg kan godt huske, da de første kritiske klimarapporter blev fremlagt og at jeg tænkte CO2 problematikken nok ikke ville få den store praktiske indflydelse forfatterne måske håbede på. I halvfjerdserne og firserne gjaldt det, for den almindelige dansker, om første og fremmest om at få råd til et hus, en bil og gerne to årlige udenlandsrejser, mens klimarapporter var en slags baggrundsstøj, på linje med alle de andre dårlige nyheder som blev arkiveret i en stadig mere fragmenteret nyhedsstrøm. Indflydelsen fra de omtalte rapporter gik mest på hvordan man kunne isolere de nye huse, fordi det gav et direkte udbytte til ejerne - lidt lige som aktier i den grønne omstilling gør det i dag - hvad der ikke er noget forkert i. Det siger bare noget om at hvis man vil have folk til at flytte sig - også i forhold til klimatruslen - er det en god idé at have en gulerod med. TV-aviser, der ikke er til at skelne fra katastrofefilm, gør det ikke alene.

Jan Fritsbøger

er glad for jeg ikke er en almindelig dansker, jeg indså i midt 80erne at jeg ikke længere kunne forsvare at have bil, ( læste bogen "grænser for vækst" ) og indså også at jeg faktisk slet ikke havde brug for en, at det så senere viste sig at der også var en klimagrund gjorde bare at jeg fik bekræftet at det var den rigtige beslutning.

Britta Hansen, Dorte Johannsen, Lars Jensen, Knud Chr. Pedersen, Alvin Jensen, Jacob Johansen, Torben Skov og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar

"I Storbritannien var den konservative premierminister Margaret Thatcher som en af de første statsledere i verden overbevist om sammenhængen mellem udledningerne og temperaturstigningerne og talte derfor for mere international forskning og regulering på klimaområdet."
"Men jeg kan i dag se, at en af konsekvenserne har været, at folk er mere bevidste om det og ønsker at reducere udledningerne.«

— Det er jo positivt.

»Ja.«

— Det er en god måde at slutte interviewet på.

»Men forhåbentlig ikke for positivt. Der er rigtig meget, der skal gøres.«" siger Lars Prahm, forhenværende direktør for DMI og var med i arbejdet med den første klimarapport.

Min konklusion:
Margaret Thatchers ord for 30 år siden om regulering og forskning kan realiseres med global afgift på drivhusgasser, som bruges til forskning.
Hvorfor tøver vi stadig?
Hvorfor er det end ikke foreslået?

Thomas Werner

Med al respekt for Lars Prahm og andres arbejde, så kan man vel næppe kalde det for de første klimarapporter. At jordens atmosfære binder varme, har været kendt siden 1820'erne. Den franske videnskabsmand Joseph Fourier beregnede i 1820'erne, at jordens temperatur ville være væsentligt lavere hvis der ikke var "et eller andet" i atmosfæren der holdt på varmen fra solens stråling. Han fik dog aldrig formuleret en færdig teori, men andre videnskabsmænd arbejdede videre med hans opdagelse, og det endte med at blive formuleret som en færdig videnskabelig teori i 1896 af svenskeren Svante Arrhenius, der påviste at CO₂ bandt infrarød varme fra solen i atmosfæren. Han fik nobelprisen for sit arbejde, men led også af den vildfarelse, at en forhøjet temperatur ville være et positivt fænomen, da man så ville kunne dyrke vindruer og fremstille vin i Sverige og slippe for de barske vintre.

Sidenhen har det ikke ligefrem skortet på undersøgelser og paradoksalt nok har olieindustrien vist været en af de mest aktive på området. Da det viste sig at de produkter de selv fremstillede var de største syndere, holdt de dog igen med finansieringen af deres egen forskning, og de har ikke frivilligt givet mange oplysninger fra sig. Den brede offentlighed fik mulighed for at stifte bekendtskab med problemet i bogen "Grænser for vækst", der så vidt jeg husker også omtaler emnet, men det rykkede desværre ikke meget.

Med andre ord, så har man i mindst 125 år vidst at CO₂ binder varme i atmosfæren, og i tæt på 50 år vidst at det ville blive et problem. Alligevel har vi valgt ikke at bekymre os før nu. Nu ligger regningen så på bordet, og alle kigger op i loftet.

Men det kan man selvfølgelig ikke klandre Lars Prahm for og han fortjener hæder for trods alt at have råbt op hvor andre tav.

Tommy Rasmussen, Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar
Malene Wiinblad

Hej Søren Kristensen, det virker som om du blander forskellige sammen i hvert fald i følge min opfattelse. 70erne var præget af energikrisen dvs de stigende energipriser. Efter min opfattelse havde denne energikrise helt fundamental indflydelse på Danmarks energipolitik. Den satte gang i en omfattende varmeplanlægning med udnyttelse af overskudsvarmen fra elproduktion, igangsættelse af naturgasproduktion i Nordsøen, forsknings og udviklingsstøtte fra vedvarende energi. Grundstenene til Danmarks succes med vindkraft blev lagt i 70erne og 80erne. Så selv om Danskerne var optaget af bil og hus så skete der alligevel ret markante ændringer. Så i 1988 kom Brundtland rapporten on bæredygtig og FN's klimapanel i 1988.

Søren Albrektsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

jeg kan ikke rigtig huske om klimaproblemet blev nævnt i "grænser for vækst" og jeg kan heller ikke beskrive de argumenter der blev brugt,
men jeg indså at verden har for travlt med at bruge løs af begrænsede resurser, som derfor snart slipper op,
og at den velstand der var almindelig her i DK var alt for stor til at alle mennesker på jorden kunne få et lige så stort forbrug,
om bogen specifikt nævnte at privatbilismen umuligt kunne udbredes til hele verden ved jeg ikke jeg ved bare at jeg vidste det efter at have læst bogen, og dette gælder jo stadig, og dermed bør privatbilismen faktisk udfases,
for vi har jo ikke særlige "rettigheder" til forbrug som langt det meste af verden ikke har,
nej vi har et uetisk og i virkeligheden uantageligt overforbrug når vi har en privatbil, og jeg ved godt dette er en "helt uacceptabel ide" men den er ikke desto mindre sand,
men de fleste tror de har ret til alt de har råd til, og ingen kan forestille sig at de selv kan have for mange penge vel ?

Morten Balling

@Jan Fritsbøger

Side 81: "It is not known how much C02 or thermal pollution can be released without causing irreversible changes in the earth's climate,"

@Søren og Malene

Oliekrisen i 1973 lærte hele Jordens befolkning at vi er afhængige af energi. Dengang var energi stort set det samme som olie, og på mange områder er det stadig sandt.

"Succes" med vindenergi er en sandhed med modifikationer. Der er ingen tvivl om at Danmark var tidligt ude med møllerne, men vi er langt fra nået langt nok, og store dele af vores samfund afhænger stadig af... Olie. Selvom vi bygger vindmøller, stiger vores forbrug af energi hurtigere end vi bygger møller, og en stor del af vores energiforbrug går til transport. Den kører også på olie. Selv elbilerne får strøm fra olie, kul, gas og afbrænding af træer. De få brintbiler der er får energi fra naturgas.

Ser man på opvarmning af boliger som er en anden væsentlig del af vores energiforbrug, så hedder det sig at langt de fleste boliger opvarmes med fjernvarme, men den kommer stadig fra et kraftvarmeværk, som brænder fossile kilder og træ. Det skal omstilles til varmepumper, hvis vi vil opvarme med el.

Hvis man vil tjene penge, ser det ud til at omstillingen vil skabe et enormt marked. Ser man på bæredygtigheden, er det bekymrende at vide, at hver gang nogen bruger penge resulterer det i brug af begrænsede ressourcer.

Rasmus Kristiansen

Jeg er så glad for min cykel ( pedal trukket, (( har dog godt nok fået nakket en del cykler )) , kommer hurtigt langt omkring.., også på inliners og stængerne, ellers bus og tog ( cykel med ), kommer Jeg langt omkring.
Tænk sig at det gik den vej for mig !? Egentligt ikke så ringe endda :). Klukker, smiler og morer mig over det, tihi. Det har Jeg det fantastisk fornøjeligt, fri, afslappet og skønt med.
Har nogle fantastisk udflugter/ cykelture, oplevelser i det fri og grønne og ud i og til det blå uanset vejr, sæson og på døgnet. Har madpakke med. Ind i mellem en cykeltaske ( med pakkenelliker ) eller to, så Jeg kan iklæde mig efter vejr. Herligt og dejligt for krop og sjæl også selvfølgelig, og igen al den friske luft(forandringer) og oplevelser med naturen og spontane møder med Vore/ mine medmennesker.

Har haft 2 biler i 2 korte perioder. En Fiat Uno i midt 90erne maks 1/2 år. Derefter " Lakridsen ", en Ford Fiesta 1.1 i maks 1 1/2 år der blev skrottet i 2004.
Siden da stængerne, inliners ( der er 25 år gamle og fungerer fjong stadig ), cykel, bus og tog.
Uden(k)rigsrejser. Seneste flyrejse var i 1999, vist nok. Flyrejsen fra Sturup til Stansted og videre til Prestwick. Besøgte en dejlig god ven og hans finske kæreste i Glasgow. Ellers en busrejse fra Ingerslevsgade til Haarlem i 2001, hvor De førnævnte var flyttet dertil.

Selv synes Jeg, at Jeg begrænser mig. Vejen rundt om mig, når Jeg ser på det, har Jeg ikke noget overforbrug. Ligger i den grønne ende på barometeret hvad angår forbrug af vand/varme og strøm. Genopladelige batterier. Køber økologisk/ svanemærket / bæredygtigt/ hamstre lidt derude hvor naturen byder på vild mad for tiden m.m. Tænker bestemt meget mere over tingene - mit forbrug - og hvordan Jeg kan blive endnu bedre og gøre ( på et personligt plan ) en indsats/ mit til.
Mad laver Jeg for det meste selv med største fornøjelse, tilfredshed og velbehag. Det er meget givende på mange tænkelige måder, for en.
Min akilleshæl er p.t. stadig nogle vare der indgår i min kost, der dog er reduceret. En af de ting Jeg arbejder på og have for øje Jeg kan gøre noget ved yderligere.
Ellers er det lejeboligen her, der er for stor nu - " Less is more ".
( Har en datter på 18 år nu. Har været her ved overnatninger ved samvær og har haft sit eget værelse. Overnatningerne ophørte omtrent da hun var ved at nå 15, og egentligt er det da jo helt naturligt nok i sig selv - værelset har dog stadig stået der. Blevet/ bliver brugt til overnattende gæster.
Nu ser Jeg hende hver 3 sommer ).. ;D.

Køb på nettet har været Orangebilletter, reservedele til inliner ( dansk side ), aktive recirkulations kulfiltre til emhætte ( dansk side ), billetter til koncerter ( altså før den lange historie ovre fra Kina af har gjort, at den fornøjelse for mig er blevet reduceret kraftigt, dog med meget god grund jo ).
Sidst Jeg købte fra en uden(k)rigs website af var i 2018 fra Zalando. 1 par sneakers, til min datter til næsten halv pris i forhold til prisen i Danmark. Det var lige dem hun ønskede sig og hun blev bare så glad :).., ikke et øje tørt :).
Tøj, ting skidt og ragelse har Jeg ikke købt i lang tid, det er år siden nu. ( trænger dog til nyt fodtøj, er slidt ).

Konklusion. Lever uden sygt forbrug og egentligt bæredygtigt nok, vil Jeg mene.
I dag, melde mig ind i Danmarks Naturfredningsforening og skrive under på stop for forurening af drikkevandet. Et sted skal Jeg/ man starte.., og det ser jo ret så skidt ud (også) med Vores drikkevand. Affaldsindsamlingen er Jeg med på næste gang.
Snart kommer andre grønne organisationer til i tilmeldinger.
Hvis nogen af Jer har gode ideer, så er Jeg mere end åben for gode forslag. F.eks. sæt noget skov.., ja et eller andet.
( Mener dog klima"medister", ja undskyld mig/ min lidt uanstændige facon dog hmmpf, Dan Jørgensen burde gå forrest og sæt noget skov, NU !!
Han burde fatte den gyldne spade kom ud i felten, vis noget praktisk ansvarlighed og anstændighed, og manuelt få taget nogle spadestik. Sæt i gang straks, prompte, med det samme. Det går alt alt for langsomt, i forhold til det der hurtigt skal gøres og rettes op på ).

Ellers en god artikel om hvepsene på Videnskab.dk

God dag.
Pas på Jer/ hinanden.

Mvh.

Jacob Nielsen

World Population Milestones:

According to the United Nations, world population reached 7 Billion on October 31, 2011.

World population is expected to reach 8 billion people in 2023 according to the United Nations (in 2026 according to the U.S. Census Bureau).

World population is expected to reach 9 billion in the year 2037.

The United Nations projects world population to reach 10 billion in the year 2057.

Jeg tror der er en afgørende sammenhæng mellem antallet af personer på vores planet, og klimaforandringerne. Og jeg tror ikke vi når i mål med at få vendt temperaturstigningerne hvis FNs forudsigelser holder vand.

Isaac Asimov: “Human dignity can not survive in an overpopulated world”

Jan Fritsbøger

jakob, mange mennesker abonnerer på overbefolkningsteorien, og det gør de fordi den umiddelbart spreder skylden ud til en masse uskyldige og egen skyld dermed "fortyndes", men fakta er at det i virkeligheden kun handler om at der er for mange med et uanstændigt overforbrug,
men prøv et tanke-eksperiment forestil dig at halvdelen af jordens nuværende befolkning bare lige forsvinder, og selvfølgelig fra den fattige ende, deres liv er jo alligevel noget møg, men øv det hjalp ikke en hujende fis,
så vi prøver igen, denne gang fra den anden ende, at det inkluderer dig og mig er jo ligegyldigt det er jo kun et tankeeksperiment, men hovsa det virkede 100% problemet er løst til perfektion,
i øvrigt burde Asimov have skrevet "in a greedy world" , og husk at han skriver fiktion altså mener han ikke nødvendigvis at jorden er overbefolket, han kan bare se hvordan det ville være hvis den bliver det.