Han tog fotoet af Taleban i regeringskontorerne: »Vi troede aldrig, at den tid ville komme tilbage«

Zabi Karimi, videojournalist på Al Jazeera

»Søndag morgen var jeg hjemme sammen med min kone og treårige datter. Jeg kiggede ud ad vinduet og kunne se, at byen ikke var, som den plejer at være en søndag morgen. Jeg sagde til min kone, at hun skulle blive hjemme og ikke lukke nogen ind, og så tog jeg hen på kontoret.«

»På vej derhen så jeg ikke noget politi ved byens checkpoints. Normalt er der mange. Men om morgenen havde præsident Ashraf Ghani meddelt, at han ville træde tilbage og var på vej ud af Kabul, så alle var bange for, at Taleban skulle indtage byen. Nogle havde efterladt deres uniformer på gaden.«

»Omkring klokken to gik vi ned i byen for at sende live. Jeg satte mit kamera op og begyndte at sende. På et tidspunkt så jeg ud af øjenkrogen to Toyota Corolla pickups komme kørende. Man kunne se på bilerne, at de kom fra en af provinserne, og på ladet sad der mænd med AK 47’ere og Talebans flag. Det var første gang, jeg så Taleban i Kabul. Jeg kan huske dem fra dengang, jeg var dreng, det var det samme tøj og de samme AK 47’ere.«

Taleban på vej

»Bag de to biler med Taleban kørte den afghanske hær. I 20 år havde de været fjender, men nu kom de kørende ved siden af hinanden gennem Kabul. Jeg prøvede at filme det, men jeg var i gang med at sende live og kunne ikke flytte kameraet hurtigt nok.«

»Omkring klokken otte fik vi et opkald fra en kilde om, at Taleban var i byen og på vej mod præsidentpaladset. Vi fik muligheden for at følge dem. Jeg sagde til mine kolleger, at det ville være selvmord, men vi havde ikke noget valg. Så jeg tog min skudsikre vest på.«

»Vi mødtes med Taleban nede i byen, hvorfra vi fulgte med en af deres konvojer mod regeringsbygningen. De brød gennem to porte og fortsatte ind i bygningen. Vi fulgte bare efter. Uden for bygningen vajede det afghanske flag stadig, men da vi kom ind, var der tomt på kontorerne og gangene. Ingen mennesker. Men lyset var stadig tændt.«

»På et tidspunkt kom vi til præsidentens kontor. Hans kalender og nogle mandler lå der stadig, som han må have efterladt. Der er to kontorer, Ashraf Ghanis personlige kontor, som er det mindste, og et større, hvor han modtager gæster, for eksempel andre ministre eller ambassadører. Det er i det store kontor, billedet er taget. Når jeg kigger på det, tænker jeg, at vi er tilbage, hvor vi var for 20 år siden. Vi troede aldrig, at den tid ville komme tilbage.«

Kvinders fremtid

»Da jeg kom tilbage til mit eget kontor, satte jeg mig på trappen og græd. Jeg havde hovedpine og kunne ikke kontrollere det. Vi har ingen hær, ikke noget politi og ikke nogen regering, som kan lede landet. Det er hårdt for en nation.«

»Jeg er meget bekymret for kvinderne. I går ringede min kone til mig og sagde: ’Hvad skal jeg gøre? Hvordan kan jeg leve mit liv?’ Hun har en master i visual arts. Jeg er journalist og får måske halvdelen af min nuværende løn fremover, men jeg har en datter, som nu er tre år gammel, og jeg har søstre, som er lærere. Deres fremtid er usikker. Lige nu er de hjemme, fordi de er bange.«

»Taleban har sagt, at de vil respektere kvinders rettigheder. Men i går var der en pressekonference med talsperson Zabihullah Mujahid her i hovedstaden, og han sagde, da han blev spurgt til kvinders rettigheder, at man vil respektere rettighederne, som de er beskrevet i sharia og koranen. Ikke mere og ikke mindre end det.«

»Lige nu opfører de sig pænt. Men når de har taget kontrol med hele byen, tror jeg, de vil gå fra dør til dør for at finde dem, der har arbejdet for regeringen eller efterretningstjenesterne eller måske som journalister, og forhøre dem. De vil forsøge at finde alle deres kritikere.«