Efter Thomas Tuchels ansættelse som cheftræner i januar 2021 har Chelsea FC på forbløffende kort tid kørt sig i stilling som et af klodens bedste og mest dynamiske fodboldhold. Triumfen kom i maj i år, hvor The Blues vandt Champions League-finalen over Manchester City. Chelsea burde egentlig ikke have vundet. City havde, sagde man dengang, en bredere og mere komplet trup. Hvad er det, Tuchel gør, der er så godt, og som London-klubben har skreget på i årevis?
Det er ikke nogen tilfældighed, når engelske (og tyske) kommentatorer peger på, at Chelsea lige nu er, hvad Borussia Dortmund var for ti år siden: angrebsivrige, omstillingsparate, presspillende, ungdommelige. Tuchel har sjovt nok trænet begge hold.
Konflikter i Paris
Tuchel kom til Chelsea blot en måned efter fyringen fra Paris Saint-Germain. Dengang hviskede man om, at den 48-årige tysker havde lagt sig ud med superstjerner som Neymar og Kylian Mbappé. I Chelsea afløste han Frank Lampard, der nok havde præsteret lange sejrsstræk, men som også havde gevaldige problemer med at slå de helt store i Premier League. London-klubben lå nu og rodede rundt i midten af tabellen.
Kontrakten lød på 18 måneder. Det var også det tidsrum, Lampard nåede at være træner i. Siden 2003, hvor den russiske oligark Roman Abramovich købte Chelsea, havde der været 12 trænere. Tuchel var nummer 13.
Tuchel er selv tidligere fodboldspiller, men måtte stoppe karrieren som 24-årig på grund af en kronisk knæskade. Han kom til Mainz som cheftræner i 2009, efterfulgt af et ophold hos Dortmund fra 2015 til 2017, og tog derefter til PSG, hvor han sikrede klubben to mesterskaber og en finaleplads i Champions League.
Kammerater i London
Men Tuchel var i kammeratligt selskab hos Chelsea. Thiago Silva, én af klodens bedste forsvarsspillere, kendte han fra tiden i PSG. Christian Pulisic var fulgt med fra Dortmund. Men kunne han også få det bedste ud af sine to landsmænd Timo Werner og Kai Havertz?
Næsten fra første dag ændrede Tuchel Chelseas taktik. Fra klassiske formationer som 4-3-3 og 4-2-3-1 gik man nu over til en 3-4-2-1. I løbet af foråret 2021 slog Chelsea hold som Atlético Madrid og Porto i Champions League og Tottenham og Liverpool hjemme i Premier League. Fire folk på midten var guld værd, når kampene skulle kontrolleres, og samtidig var de to backer programmeret af Tuchel til at løbe begge veje – op i angrebet, når der skulle fart over feltet, og tilbage i forsvaret, når holdet skulle stå kompakt. Systemet havde desuden den fordel, at en spiller som Mason Mount – måske den bedste i Chelsea de senere år – kunne komme med frem fra kæden lige bag offensiven. Angriberne scorede nemlig (stadig) ikke så mange mål.
Tuchel satte sin lid til Silva. Men han kørte Andreas ’AC’ Christensen mere og mere i stilling. Det viste sig at give pote. Christensen var en af de helt afgørende spillere i Chelseas sejr over City i Champions League-finalen.
»Vi vil bygge et hold, som ingen har lyst til at spille imod,« udtalte Tuchel allerede en måned efter ansættelsen.
Frygtet i Madrid
Han fik ret. Bare spørg Real Madrid, der mødte Chelsea i Champions League-semifinalen og reelt blev spillet ud af banen over to opgør.
Han er kendt for at være lidenskabelig og perfektionistisk. Han råber og gestikulerer på sidelinjen, og følelserne er tydelige i hele den ranglede krop.
»Om jeg råber? Ja, det gør jeg. Når det er nødvendigt, kan jeg være særdeles følelsesfuld og højrøstet, hvis jeg tænker, at der er brug for det. Men det skal være for at overraske. Hvis jeg gjorde det hele tiden, ville folk bare vænne sig til det. Der skal altid være et element af noget uforudsigeligt,« sagde Tuchel i et interview til UEFA.
Alt skal være perfekt. Kostplanerne, træningen, turneringsformaterne, transporten til udekampe, alting.
Andreas Rettig, som var sportsdirektør for Augsburg i 2005, da Tuchel var træner for U19-holdet, husker en ung fløs, der tænkte fodbold »24-7«:
»Tuchel gennemspiller kampene i sit hoved. Alt skal forløbe efter planen, især den taktiske disciplin – hvor spillerne er, og hvor de skal bevæge sig hen. Alt dét gør det umådeligt svært for andre hold at spille imod mandskaber, som Thomas træner,« fortalte Rettig til The Guardian i maj i år.
Respekt i omklædningsrummet
Ifølge den tyske forsvarsspiller Andreas Beck er Tuchel typen, der lægger sig ud med de fleste og bliver perlevenner med få. Det er vanskeligt og udmattende at spille for ham. Til gengæld er der både respekt og loyalitet at hente hos ham, hvis man arbejder benhårdt og dedikeret. Præcis hvad der skete for Andreas Christensen.
Han vil have sin vilje. Især når han (for det meste) synes, han selv har ret. Den gik bare ikke hos Paris Saint-Germain. Til trods for treble-sæsonen 2019-2020 blev han fyret juleaften 2020 efter en heftig og meget offentlig polemik med PSG’s sportsdirektør, Leonardo Nascimento de Araújo.
»Det er vigtigt for Thomas at tage del i alle beslutninger,« fortalte Christian Heidel, Mainz’ sportsdirektør, til The Guardian.
»Han er ikke den type træner, hvor du bare kan give ham 10-12 spillere og så sige: ’Det er dét, du har at gøre med’. Hvis han taber, føles det nærmest som fysisk smerte. Han er meget emotionel. Han kan eksplodere i hovedet på spillere, fordi han er så ivrig efter at vinde. Til gengæld krammer han dem hjerteligt bagefter,« fortsatte Heidel.
Professor i hjemlandet
Tuchels taktiske signatur – 3-4-2-1-systemet, en pudsig argentinsk-italiensk hybrid – blev skabt allerede i tiden som Mainz-træner.
»Fodboldprofessoren« kalder de ham hjemme i Tyskland. I september 2010 slog Mainz sensationelt mægtige Bayern München. Tuchel orkestrerede alt og alle, råbte ad dommerne, omfavnede sine spillere, så de gispede efter vejret, og brølede som en flabet chimpanse op mod publikum.
»I årevis brugte jeg Tuchels formation som et mønstereksempel på taktisk tænkning. Han havde en klar plan både for angreb og forsvar,« bemærkede Erich Rutemöller, som havde stået for en del af Tuchels uddannelse som professionel fodboldtræner, til The Guardian.
»Pensionisterne« bliver Chelsea kaldt, når fans vil tale grimt om dem. Klubben, der blev skabt i 1905 på pubben The Rising Sun, har en broget historie med lange ørkenvandringer. Et sammenflikket, ’købt’ hold uden egentlig tradition, siger nogle.
Den snak er forstummet med Thomas Tuchels stormløb mod stjernerne. I dag er der ingen, der har lyst til at spille mod Chelsea. Vi skal tilbage til 90’erne og koryfæer som Gianfranco Zola, Roberto Di Matteo og Ruud Gullit for at finde noget lignende.
Sidste weekend vandt Chelsea 3-0 over Crystal Palace. Om Tuchel fortsat er på vinderkurs, får vi et vink om, når Chelsea gæster Arsenal søndag den 22. august klokken 17.30 på Emirates Stadium.
