Overblik
Læsetid: 8 min.

Nu begynder Champions League, og vi klæder dig på. Punkt 1: Chelsea er en af favoritterne

Vi gennemgår Champions League-puljerne fra A til H. Hvem vil floppe, og hvem vil toppe?
Chelsea blev fodboldverdenens kæledægge sidste sæson med deres flamboyante og alligevel dybt disciplinerede stil. Men de manglede kynisme foran målet. Det har de så fået nu med tilgangen af Romelu Lukaku.

Chelsea blev fodboldverdenens kæledægge sidste sæson med deres flamboyante og alligevel dybt disciplinerede stil. Men de manglede kynisme foran målet. Det har de så fået nu med tilgangen af Romelu Lukaku.

Dylan Martinez

Moderne Tider
11. september 2021

Tirsdag d. 14. september indledes gruppespillet i verdens største fodboldklubturnering, Champions League. Her får du overblikket over grupperne.

Gruppe A

Dynamitpuljen, kan man vist roligt kalde den. Manchester City har verdens bredeste og bedste trup, mens Paris Saint-Germain med den nylige tilgang af Lionel Messi har den bedste offensiv

City viste i sidste udgave af Champions League, at de er suveræne til at flytte bolden rundt, men også, at de mangler ideer foran mål og nærmest er bange for det hurtige, direkte spil.

PSG skinner som guld på banens øverste tredjedel. Til gengæld har man svært ved at se for sig, at dem fra en anden planet – Neymar, Messi, Kylian Mbappé – for alvor gider løbe med tilbage. Tilgangen af Achraf Hakimi, Sergio Ramos og Georginio Wijnaldum kan til gengæld vise sig at være det bindemiddel, som forhindrer, hvad vi efterhånden har set mange gange: At PSG knækker midt over.

Leipzig kan godt drille de allerstørste. Den tyske klub sluttede som nummer to i Bundesligaen, men med tilgangen af en ny træner, amerikanske Jesse Marsch, og et farvel til centrale spillere står Leipzig i et vadested. Måske bomber Yussuf Poulsen alligevel kasserne ind på stribe?

Puljen fuldendes med det tidligere fyrtårn, Club Brugge, som ikke kommer nogen vegne.

Sådan ender gruppen: 1: Paris Saint-Germain. 2: Manchester City. 3: Leipzig. 4: Club Brugge.

Hold øje med: Messi kommer næppe til at spille alle PSG’s kampe i år. Men i Champions League er han udset til at få en vital rolle. Han har noget at bevise, for de senere år i Barcelonas trøje har været slingrende.

Gruppe B

Atlético Madrid skal bevise, at de ikke blev spanske mestre for ingenting, og at de er holdet, ingen vil spille imod. Stjerneangriberen Luis Suarez er blevet en ældre herre – han er 34 år – men på de store, europæiske aftener har han for vane at score mål på samlebånd.

På papiret burde puljevinderen være Liverpool. Men har de lagt sidste sæsons skuffelser bag sig? Opgørene mellem Liverpool og Atlético bliver nøglen til gruppe B, for det var Atléti, der gjorde det onde mod The Reds sidste år.

Porto spillede over evne i sidste års Champions League med sejre over både Juventus og Chelsea. Kan Sérgio Conceicaos mænd gøre det igen?

Sidst, men ikke mindst, er der AC Milan, som i virkeligheden er et stort spørgsmålstegn. Efter syv år ude er de endelig med i kampen om pokalen med de store ører, og med ankomsten af træner Stefano Pioli er der håb forude. Men det rækker nok kun til Europa League.

Sådan ender gruppen: 1: Atlético Madrid. 2: Liverpool. 3: AC Milan. 4: Porto.

Hold øje med: Luis Suarez, Messis bedste ven. Kan virke komplet uengageret, dryssende og daskende. Men så eksploderer han, og han kan finde målet i blinde.

Gruppe C

Marco Rose er nyslået træner for Borussia Dortmund med en fortid hos Red Bull Salzburg og Borussia Mönchengladbach. Men Dortmund er som mange andre klubber i økonomisk krise, og det er uvist, om giganten fra Ruhr-distriktet kan komme tilbage til fordums spillepragt. Men angriberen Donyell Malen er kommet til, og det norske vidunder Erling Haaland er på mirakuløs vis stadig i klubben. På hjemmebane og støttet af ’den gule væg’ plejer Dortmund at være uovervindelige.

Ajax Amsterdam vandt den hjemlige liga med et forspring på 16 point og styres stadig med systematisk overblik af Erik Ten Haag, der har formået at holde på kernetruppen.

Sporting blev portugisiske ligamestre for første gang i 19 år og kommer med masser af medvind i posen.

Gruppens bundprop, tyrkiske Besiktas, har styrket sig med tilgang af spillere fra blandt andet Chelsea, men klarer sig helt sikkert ikke videre.

Sådan ender gruppen: 1: Ajax Amsterdam. 2: Dortmund. 3: Sporting. 4: Besiktas.

Hold øje med: Alle vil købe den norske stjerneangriber Erling Haaland. En spiller, der helst vil have bolden i fødderne, retvendt og med lange sprints mod målet. På det seneste er han dog også begyndt at tage mere del i opspillet. En stor mundfuld for alle forsvar.

Gruppe D

Real Madrid er det mest vindende hold i Champions Leagues historie. De senere år er de dog blevet overmatchet af mere dynamiske, løbestærke og yngre mandskaber – senest Chelsea, der blev sidste års Champions League-vinder. Tilgangen af Carlo Ancelotti som cheftræner for Los Blancos kan dog godt vise sig at være en saltvandsindsprøjtning for den aldrende midtbane med Toni Kroos, Casemiro og Luka Modric – der på de gode dage stadig er verdens bedste – og enmandshæren i front, Karim Benzema, der bare bliver bedre og bedre med årene. Men hvad betyder afgangen af koryfæer i forsvaret som Sergio Ramos og Raphaël Varane for holdet?

33-årige Karim Benzema, der er blevet kaldt ’angribernes angriber’, er afgørende for Real Madrids succes.

33-årige Karim Benzema, der er blevet kaldt ’angribernes angriber’, er afgørende for Real Madrids succes.

Gabriel Bouys
Inter er tydeligvis et svækket hold efter salget af nøglespillere som Achraf Hakimi og især Romelu Lukaku. Træner Simone Inzaghi har taget over for Antonio Conte, som i den grad tegnede Inters opblomstring i de senere år. Som sportsjournalist Jonathan Wilson bemærker i The Guardian, er Inter i en brydningsperiode og vil givetvis få det svært ikke bare mod Real, men også gruppens dark horse, Shakhtar Donetsk, som formåede at besejre netop Real i sidste sæsons Champions League.

Gruppens Benjamin, Sheriff fra Moldova, vandt sensationelt over Dinamo Zagreb i playoffrunden, men vi spår dem ingen chancer i selskab med de store fra gruppe D.

Sådan ender gruppen: 1: Real Madrid. 2: Inter. 3: Shakhtar Donetsk. 4: Sheriff.

Hold øje med: Karim Benzema, der af sin polske angrebskollega Robert Lewandowski er blevet omtalt som ’angribernes angriber’. Måske den mest elegante og komplette ’nye’ angriber: boksspiller og kreatør i ét.

Gruppe E

Bayern München har både fået ny træner og ny krumtap i forsvaret. Julian Nagelsmann, som har en fortid i Leipzig, er ny mand i det varme sæde, og Dayot Upamecano har afløst David Alaba, som nu spiller for Real Madrid. På trods af en vis usikkerhed omkring Nagelsmann forventer vi, at Bayern stille og roligt slutter i toppen af gruppe E.

Barcelona har mistet talismanen Lionel Messi, og på trods af tilgangen af Memphis Depay og Sergio Agüero har de ikke tidligere tiders styrke.

Benfica sluttede som nummer tre i den portugisiske liga efter Porto og Sporting. Til gengæld har de en spændende træner i Jorge Jesus, tidligere Flamengo, som har sparket nyt liv ind i mandskabet.

Selv om Dynamo Kiev kun tabte en enkelt kamp på vejen mod det ukrainske mesterskab, bliver de nummer fire i gruppen.

Sådan ender gruppen: 1: Bayern München. 2: Barcelona. 3: Benfica. 4: Dynamo Kiev.

Hold øje med: Sergio ’Kun’ Agüero er blevet 33 år, og med en fortid i Atlético Madrid og Manchester City er han lidt af en institution i fodboldverdenen. At udfylde Messis sko i Barcelona er næppe muligt, men Agüero er stadig garanti for spektakulære mål og har en sublim spilforståelse.

Gruppe F

Med købet af Raphaël Varane, Sancho og ikke mindst et magisk gensyn med selveste Cristiano Ronaldo er Ole Gunnar Solskjærs Manchester United storfavoritter til at vinde Gruppe F. United har skuffet fælt i Europas fineste fodboldturnering, men nåede dog finalen i den mindre prestigiøse Europa League sidste år, hvor de tabte til Villarreal.

’Den gule ubåd’, som er Villarreals kælenavn, trænes af Unai Emery, en taktisk haj, der har fire Europa League-finalesejre på cv’et.

Ikke desto mindre tror vi, at det bliver italienske Atalanta, der vil drille United. På trods af et relativt beskedent budget har klubben fra Bergamo i Lombardiet under Gian Piero Gasperinis ledelse taget Europa med storm. De spiller hurtigt, pågående og har et presspil, der er svært at modstå. Vi tror, de overmander Villarreal og desuden parkerer Young Boys, ligamestrene fra Schweiz, på fjerdepladsen.

Sådan ender gruppen: 1: Manchester United. 2: Atalanta. 3: Villarreal. 4: Young Boys.

Hold øje med: Cristiano Ronaldo. Manden, der kan score med det hele – hovedet, fødderne, brystet – og gør det svævende, løbende, tacklende. Nok er det portugisiske vidunder blevet 36 år, men sulten er stadig intakt i CR7.

Gruppe G

Den ringeste gruppe i år. På trods af at Lille OSC sensationelt vandt Ligue 1 i sidste sæson, står det allerede nu sløjt til med flere tabte og uafgjorte kampe. Jocelyn Gourvennec er ny træner, og flere nøglespillere har forladt Nord-Pas-de-Calais-regionen, hvor klubben slår sine folder.

Indtil de sidste runder var Sevilla med i kampen om det spanske mesterskab, men én af klubbens vigtigste profiler, kantspilleren Bryan Gil Salvatierra, er fløjet videre til Tottenham. Til gengæld har den andalusiske stolthed sikret sig forwarden Rafa Mir.

Salzburg har klaret sig forbløffende godt i Champions League i nyere tid, og i år besejrede de blandt andet Brøndby i kampen om at nå frem til gruppespillet. Salget af den zambiske angriber Patson Daka til Leicester City er dog et minus for den østrigske klub. Alligevel kniber Salzburg sig knebent ind på pladsen lige efter Sevilla og efterlader dermed Lille og Wolfsburg, der ikke har vist fordums styrke, på tredje- og fjerdepladsen.

Sådan ender gruppen: 1: Sevilla. 2: Salzburg. 3: Lille. 4: Wolfsburg.

Hold øje med: Brenden Russell Aaronson fra Salzburg er kun 20 år og kom fra amerikanske Philadelphia Union i 2020 til Østrig. Som midtbanespiller er han kvik, driblestærk og god til at sætte sine medspillere i scene. Han kan spille både som klassisk 10’er og moderne boks-til-boks-8’er.

Gruppe H

Thomas Tuchels Chelsea blev fodboldverdenens kæledægge sidste sæson med deres flamboyante og alligevel dybt disciplinerede stil. De tog det bedste fra Liverpools og Dortmunds presspil og supplerede det med gazelleløb på fløjene og de ’falske’ positioner, vi har lært at kende de seneste ti år: falsk 9’er, falsk 11’er, ja, sågar falsk 10’er. Men de manglede kynisme foran målet. Det har de så fået nu med tilgangen af Romelu Lukaku. London-klubben må være en af favoritterne til at vinde Champions League-pokalen i år.

Juventus, derimod, er en skygge af sig selv. Massimiliano Allegri er tilbage i folden, og hans job bliver at gentænke et Juventus-mandskab uden Cristiano Ronaldo. De mister mål i metervis, men til gengæld kan de måske spille mere frit og taktisk dynamisk, nu hvor det hele ikke partout er lagt an efter den portugisiske legende.

Russiske Zenit var ringe i sidste udgave af Champions League, men havde ingen problemer med at vinde det tredje russiske mesterskab på stribe.

Jon Dahl Tomassons Malmö FF måtte kæmpe særdeles hårdt i playoffrunden og spås ingen chancer.

Sådan ender gruppen: 1: Chelsea. 2: Juventus. 3: Zenit. 4: Malmö.

Hold øje med: Romelu Lukaku. Man har ikke lyst til at kæmpe mod den bomstærke belgier i boksen. Hvis ikke han slanger sig gennem feltet eller udplacerer målmanden med sit drønhårde skud, bruger han bare sin fysik. 94 kilo siger kampvægten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

...så venter vi bare på alle de positive kommentarer om, at Information skriver om fodbold :-)

Michael Slotsted

Det er så sødt, når Information skriver om fodbold, fordi de ved, at de blivet nødt til.

Man kan godt læse Information og være interesseret i fodbold…

Niels Bønding, Torben Bruhn Andersen og Per Dørup anbefalede denne kommentar
Michael Slotsted

NEJ!