Min søn på 51 år er under tøflen på en kvinde, som er flyttet ind i hans hus. Han har tidligere boet i lejlighed og kolonihave med to søde kvinder, hvor han havde magten. Hun hader mig og min kæreste og forhindrer os i et fornuftigt forhold til min søn. Jeg har talt med min søn om det, men han tør (vil) ikke sætte hende på plads. Det sidste, hun sagde, var: »Hvad vil du her?« Jeg sagde: »Besøge min søn«. Så sad hun og så sur ud. Min kæreste og jeg var gode venner med de to andre kvinder. Har I gode ideer til en bedring?
Per B.
Svar I:
Jeg hæfter mig ved to ting i dit brev. For det første skriver du, at det i din søns tidligere forhold var ham, der ’havde magten’, som om det er noget positivt, og efterspørger, at han sætter sin nye kæreste ’på plads’. Kald mig blot håbløs romantiker, men bør et forhold mellem voksne mennesker ikke være baseret på en nogenlunde ligelig fordeling af magten?
For det andet skriver du ikke, hvordan din søns kæreste konkret tryner ham. Virker han trist eller ufri? Eller består undertrykkelsen først og fremmest i, at hun opfører sig uforskammet over for dig og din kæreste, og at du føler dig uvelkommen i hans hjem? Det kan være et nok så stort problem i sig selv, men så sig det til ham, som det er, i stedet for at pakke det ind i gammeldags forestillinger om, hvem der bør bestemme over hvem i et parforhold.
— Mikka Tecza
Svar II:
Jeg er totalt inkompetent, når det hander om at ’tage magten’ i et forhold eller sætte en kvinde ’på plads’, som du skriver. Ikke nødvendigvis fordi jeg er en slatten svagpisser, men et parforhold handler jo for fanden om noget andet. Kærlighed er ikke noget, man får (og slet ikke tager); det er noget, man giver, som hustrumorderen i Erik Clausens 80’er-film ’Manden i månen’ smerteligt erkender.
Det er da indlysende, at stemningen er lidt presset, når du besøger din søn og hans kæreste, hvis din tilgang er, at hun er en strid krampe, der har tampet livsglæden ud af ham, og du i øvrigt besøger ham og ikke dem.
Jeg tror, dit problem er, at din søn og hans kæreste lever i det 21. århundrede. De er nok aldeles ligeglade med, hvordan du synes, de skal leve og indrette sig. Og de forventninger, du udstråler, når du besøger dem, opfatter de formentlig som både pinagtige og belastende.
Så tag det som en høflighed, at de ikke smider dig ud, og prøv så næste gang at udvise oprigtig interesse for dem og deres liv. Hav eventuelt en blomst med til hende.
— Jon Jørgensen
