Center for Vild Analyse: Først som tragedie – så som sjusk

For de fleste vil det, der er foregået i Afghanistan i den seneste tid, forekomme vanvittigt. Efter 20 års krig mellem USA og dets allierede på den ene side og Taleban på den anden og alle de omkostninger, krigen har medført, er vi nu tilbage, hvor vi begyndte med Taleban siddende på magten.

Noget tyder endda på, at Taleban er det moderate alternativ i Afghanistan, hvor også ISIS har indfundet sig. Hvad det så end er, der er foregået i Afghanistan under den seneste vestlige invasion, så er det noget tættere på vanvid end fornuft.

Og lige netop det, synes om noget at være lektien. At fornuft blev til vanvid.

I tiden efter 11. september 2001 var den vestlige offentlighed domineret af en stærk trang til at fremstå som fornuftens stemme. Det store intellektuelle mantra på det tidspunkt lød: »Ironiens tidsalder er forbi.« Nu var det ikke længere passende at stille sig distanceret og ironiserende over for sin egen kulturkreds, moderniteten og den vestlige civilisations fremskridt. Denne tendens samlede endda tidligere filosofiske arvefjender som Derrida og Habermas.

I den politiske sfære var det naturligvis også slut med tvivl og ironi. Med Fogh Rasmussen, Blair og Bush i front skulle vi alle sammen stå sammen mod den formørkede ondskab ved navn terrorisme, og det skulle vi gøre ved at gå i krig.

Da USA gik ind i Afghanistan, var der en række kommentatorer, som spurgte til, om ikke man risikerede at lave et nyt Vietnam. Men de fornuftselskende mennesker, der dengang satte den politiske og den intellektuelle dagsorden, mente, at det var utænkeligt, for amerikanerne havde helt sikkert lært af fortidens fejltagelser, og man ville på ingen måde tillade sig selv at ende i et morads, der kunne minde om det, vi så i Vietnam.

20 år senere står vi i den grad med et morads, der minder om det, vi så i Vietnam.

Gentagelser

Hvordan er det endt så galt? Hvorfor er vi, der ellers sætter fornuft og virkelighedssans højt, ikke blevet klogere? Måske kan vi begynde med at tænke over, at Vietnamkrigen selv meget vel kunne kaldes en gentagelse. Det illustreres perfekt derved, at den måske bedste film om Vietnamkrigen, Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, delvist er modelleret over Joseph Conrads roman Heart of Darkness, hvis handling udspiller sig i Congo under den belgiske kong Leopold II.

Slægtskabet mellem de to værker betyder ikke, at Apocalypse Now er en anakronisme. Sagen er snarere, at de begge handler om en og samme historiske rejse, vi støt og roligt har foretaget op igennem historiens floder. Først med dampskib på Congo-floden, siden videre op ad Mekong, og mere for nylig på Helmand-floden.

Men gentagelserne forskyder sig også og viser sig i nye former. For eksempel er det slet ikke sikkert, at der vil komme et lignende storværk som Apocalypse Now om krigen i Afghanistan. For måske giver det ikke mening at lave endnu en stor, episk film om krig, der udstiller magtens overdrev, når krigene alligevel fortsætter?

Nyere krigsfilm, der refererer til virkelige hændelser, er meget mere moderate i deres anslag, og som regel handler det mest om blot at forstå den enkelte soldats oplevelser. Den tydeligste forskel mellem Congo og Vietnam er givetvis, at Vietnam-krigen i den vestlige bevidsthed blev anledning til en bred og engageret krigsmodstandsbevægelse, der var en del af det ungdomsoprør, der udspillede sig i 60’erne og 70’erne.

Hvis Vietnam-krigen kom til at stå som et symbol på, at der i det mindste er dele af de vestlige landes befolkninger, som ærligt bekymrer sig om de skæbner, der rammer mennesker på den anden side af kloden på grund vores egne handlinger, så kunne Afghanistan meget vel komme til at stå som symbolet på, at vi nu er ved finde os til rette med en indstilling til den fjerne lidelse, som minder lidt for meget om den, vi havde i Vesten, da kong Leopold II slog sig løs i Congo.

Til trods for de voldsomme billeder er det, som om situationen i Afghanistan mest af alt bliver mødt med skuldertræk i den brede offentlighed. Der er jo også andre skandaler, vi skal tage os af.

Ironien vender tilbage

Hermed ender vi med en situation, hvor ironien er vendt tilbage. Ikke som den ironi, der tillader os at tvivle på os selv og vores egne fornuftskonstruktioner. Men som en næsten verdenshistorisk ironi, der minder om den, Hegel beskrev i sine forelæsninger over religionsfilosofi under titlen »verdens almene ironi«. Denne ironi er den, som historien selv synes at udføre på vores bekostning. »I tror ikke, at I er stand til at gentage jeres værste fejltagelser? Vent og se.«

Historien gentager sig, men måske ikke engang længere i så store og dramatiske kategorier, som Hegel og Marx ville have det. Hvad, vi kan se frem til, er snarere ligegyldighed og sjusk. Mon ikke vi snart befinder os på endnu en blodig flod?