Center for Vild Analyse: Poesi og paranoia

Hvis man vil vide noget om paranoia, er det ikke nogen dårlig idé at se på kristendommens historie. I det fjerde århundrede gik Romerriget fra at forfølge kristne, til at kristendommen blev til en form for statsreligion.

Det interessante er dog, at det, der skete, da kristendommen kom til magten i Romerriget, ikke var, at forfølgelserne af kristne ophørte. Tværtimod. Samtidig med at man ved dekretet fra Thessaloniki i 380 gjorde nikæansk kristendom (efter konciliet i Nikæa) til den officielle statsreligion i Romerriget, fordømte man ariansk kristendom (efter præsten Arius) som kættersk og autoriserede forfølgelsen af arianske kristne.

Med andre ord: I samme øjeblik kristendommen satte sig på tronen i Romerriget, begyndte den at opføre sig temmelig paranoidt – ikke bare over for gamle hedenske skikke, som man måske kunne forvente, men også over enhver form for kristendom, der ikke fulgte de fastlagte dogmer.

Ausonius skriver

I denne historiske periode udspillede der sig et lille brevskrivningsdrama mellem to gamle venner – en underviser ved navn Ausonius og hans tidligere elev Paulinus. Ausonius skrev mange breve til sin gamle elev Paulinus, men hen imod slutningen af hans liv er det tydeligt, at deres venskab er blevet udfordret af de ændrede magtforhold i Romerriget. Ausonius er ikke som Paulinus med på det nye kristne beat. »Paulinus har fået nye venner,« skriver Ausonius til sin gamle ven i en tone, der gør det tydeligt, at han er såret og føler sig forladt.

Ausonius får dog ikke engang svar fra sin gamle ven, og han skriver et brev, hvor han direkte skælder Paulinus ud. Han skriver, at Paulinus er den mest tavse ting i hele verden og kommer med en lang liste over alt det i naturen, der giver lyd – selv sten og træer og vand kan finde ud af at svare mennesker … Men denne liste er ikke bare en prosaliste over alt det, der taler. Den er skrevet i formfuldendt lyrik, og den er samtidig også en paraderække af referencer til tidligere antikke poeter, som Ausonius som den naturligste ting i verden hiver med i sit billedsprog. Vi skal både omkring Virgil, Ovid og Horats – og naturligvis forskellige guder og muser, for at vi kan få at vide, hvor meget alt i virkeligheden taler – altså bortset fra Paulinus, der slet ikke gør det.

Paulinus svarer

Dette blomstrende sprog bliver ikke mindre slående, når man sammenligner det med det svaret fra Paulinus, da det endelig kommer. Han svarer kort og tørt, at selv om han engang havde tilbedt muserne og påkaldt sig naturen og dens mange fænomener for at give sin poesi kraft, så er der en anden magt, der nu taler igennem ham, nemlig den korsfæstedes, og den magt forlanger et strengere og mindre blomstrende sprog. Men han bedyrer dog, igen tørt, at hans hus elsker og ærer Ausonius’ som altid.

Der er naturligvis noget ved Ausonius’ sproglige blomsterenge, der meget let kan komme til at virke lidt paranoidt. Han minder ikke så lidt om det forelskede fjols, der først skriver alt for mange sms’er til den attråede og dernæst opdager, at han har skrevet alt for meget og alligevel ikke kan lade være med at skrive endnu en besked og endnu en, og til sidst skriver: »Hvorfor svarer du ikke?« Og kort tid derefter: »Hvem er du sammen med?«

En dybere paranoia

Men det er måske alligevel Paulinus, der besidder den egentlige paranoia. For hvorfor svarer han ikke sin ven og gamle læremester, der skriver mange lange breve? Det er næppe, fordi han har glemt det. Langt snarere må man formode, at de frimodige hedenske udgydelser, som Ausonius sender Paulinus, rent faktisk har været ubehagelige for ham at modtage. Ikke mindst når man tænker på den tumultariske tid, de begge stod midt i. Når man gerne ville gøre sig i den sidste nye religion, så går det ikke, at man plejer omgang med den gamle.

Man må næsten forestille sig, at Paulinus oplevede den strøm af muser, guder, hedenske digtere osv., som væltede ud af den gamle vens breve som noget, der på en måde forfulgte ham. Alt for mange betydninger, som han ikke kunne blive fri for at forstå, og som alle sammen handlede om ham, som påkaldte ham, bønfaldt ham, og forførte ham. Paulinus har valgt sig en strengere og mere nøgtern gud, og her kommer så en hedensk strøm og truer med at rive ham med.

Måske var Paulinus’ situation faktisk værre end Ausonius’: Hvad svarer man én, der bliver ved med at erklære sin kærlighed og rykke for svar? Kan man overhovedet svare rigtigt uden enten at såre sin ven eller komme til at lade sig rive med? Paulinus havde jo netop lært at skrive poesi af sin gamle ven. Det er slet ikke utænkeligt, at det har været umuligt for ham ikke at blive en smule inspireret af de mange billeder og referencer i Ausonius’ poesi.

Måske er der noget ved paranoiaen, vi har overset? Hvad nu, hvis den smitter?