I Colombia er en 20-årig kvinde blevet gravid med Nicolai og Martins barn. Nu skal de af sted for at hente ham

Ægteparret Nicolai og Martin Køster Rimvall venter barn med en surrogatmor i Colombia. Men coronapandemien raser, og mens maven vokser, stiger deres frygt for ikke at kunne komme til Colombia og være med ved fødslen
Nicolai og Martin Køster Rimvall gør sig klar til at rejse til Colombia, hvor en ung kvinde skal føde deres barn.

Nicolai og Martin Køster Rimvall gør sig klar til at rejse til Colombia, hvor en ung kvinde skal føde deres barn.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Moderne Tider
25. september 2021

Dette er andet kapitel i historien. Første kapitel kan læses her.

I en forstad til Bogotá går en kvinde på 20 år rundt med en baby i maven. Hun hedder Karen Julieth, er single og bor hos sin mor. Hun har i forvejen to børn på fire og fem år.

I dag skal hun til scanning på fertilitetsklinikken. Når hun lægger sig på briksen ved siden af ultralydsscanneren, vil en medarbejder på klinikken ringe til ægteparret Martin og Nicolai Køster Rimvall i Danmark. De to mænd har gennem et bureau betalt 450.000 kroner for, at den colombianske kvinde er blevet gravid med et æg befrugtet med sæd fra en af dem.

Karen Julieth er 15 uger henne i graviditeten, til marts skal hun føde deres lille dreng, og i eftermiddag skal de se ham for første gang på en scanning. Bagefter skal parret også tale med deres rugemor.

Det er september 2020, og Nicolai har hele dagen gået rundt om sig selv i »en opadgående kurve af spændthed«, som han siger. Han har lagt tøj sammen. Og forsøgt at skrive en indkøbsseddel.

Da de begyndte processen med at få et barn ved hjælp fra en surrogatmor for over et år siden, vidste de slet ikke, om det var muligt at møde hende. Og de ville ikke presse på:

»Ikke fordi jeg ikke gerne vil møde hende og direkte anerkende det store arbejde, hun gør for os. Men det skal være på hendes præmisser.«

Nu bærer en konkret kvinde deres barn: Hun har et navn, og de har set et billede af hende. Og derfor betyder det endnu mere for dem at møde hende.

»Ens grænser for, hvad der er det optimale, bliver hele tiden rykket,« forklarer Martin.

Der er meget, de gerne vil spørge hende om. Og sige til hende. Men de ved ikke, hvor længe de kan tale sammen. Og en engelsktalende medarbejder på klinikken skal oversætte, for Karen Julieth taler kun spansk.

»Vi vil i hvert fald fortælle hende, hvor taknemmelige vi er,« siger Nicolai.

»Og spørge, hvordan hun har haft det under graviditeten,« siger Martin

»Og om hun kan mærke ham sparke,« siger Nicolai.

Telefonen ringer via WhatsApp.

»Uuuuuuh – det er nu,« siger Nicolai.

For første gang får Nicolai og Martin Køster Rimvall mulighed for at følge med i rugemoderens graviditet i Bogotá. På en scanning kan de se deres dreng bevæge sig i hendes mave.

For første gang får Nicolai og Martin Køster Rimvall mulighed for at følge med i rugemoderens graviditet i Bogotá. På en scanning kan de se deres dreng bevæge sig i hendes mave.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Parret sætter sig sammen i sofaen med telefonen foran sig. Et sort og hvidt scanningsbillede toner frem. Det er projiceret op på en kæmpe fjernsynsskærm. Konturerne af et foster, der bevæger sig, bliver sendt fra Karen Julieths mave i Bogotá via en ultralydsscanner og gennem en mobiltelefon hele vejen hen over Atlanten til stuen på Frederiksberg.

Først er der helt stille. Så begynder lægen at udpege, hvad hun ser på scanningen: Hjertet, der blinker. Benene, der bevæger sig. Moderkagen. Nakkefolden. Alt bliver målt og noteret.

Martin og Nicolais ansigter er helt tæt ved hinanden. Nærmest hypnotiserede af skærmbilledet. Indimellem udbryder de små ting som:

»Han ligger med armen over hovedet«, »nååårh« og »han bevægede sig. Så du det?«

De hører også hjertet. Som en lille fiskekutter, der tøffer afsted.

»The heart rate is very good,« siger lægen.

»Muy Bien

Og lidt efter konkluderer hun:

»Everything is fine. Everything is normal.«

Karen Julieth siger noget på spansk.

»Hun siger, at hun kan mærke ham sparke,« fortæller lægen og lover, at hun vil ringe op igen om lidt, så de kan tale sammen, når Karen Julieth har fået tøj på igen.

Forbindelsen bliver afbrudt. De to mænd sidder helt stille.

»Jeg kan godt mærke, at det bliver lidt mere…,« siger Nicolai.

Han går i stå.

»Ægte?« spørger Martin.

»Ja. Det var virkelig rørende med hans lille hjerte, der pulserede.«

Kort efter ringer telefonen igen. En kvinde med skulderlangt mørkt hår og mundbind på toner frem på skærmen. Karen Julieth – kvinden, der bærer deres barn. I kanten af hendes bluse kan man ane to tatoveringer på hver side af brystet lige under kravebenene.

Samtalen er meget kort. Men Nicolai får sagt, at de er meget taknemmelige for hendes hjælp.

»Hvad er din motivation?« siger han.

Lægen oversætter hendes svar.

»Hun siger, at hun selv har børn og derfor ved, hvor vigtigt det er at få en familie.«

Karen Julieth siger også, at hun er glad for at møde dem.

Karen Julieth fortæller, at hun godt forstår deres ønske om at stifte familie. Hun er selv mor til to børn.

Karen Julieth fortæller, at hun godt forstår deres ønske om at stifte familie. Hun er selv mor til to børn.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

De siger farvel. Bagefter holder Nicolai og Martin længe om hinanden.

»Så mødte vi Karen,« siger Nicolai.

»Ja. Det var vildt,« siger Martin.

De kysser hinanden. Trækker vejret dybt. Tørrer tårer væk.

»Hun virkede lige så rar, som jeg havde forestillet mig,« siger Nicolai.

»Og hun kunne mærke ham.«

Scanningsbillede på køleskabet

De næste måneders ventetid er lang. Nicolai downloader en app, så han kan følge med i, hvordan barnet vokser, og hvordan moren har det. Graviditeten er gået ind i andet trimester, og Karen Julieth skulle gerne have fået mere energi.

»Og barnet er ved at få øjenlåg,« læser han op fra sin telefon.

Martin har ikke det samme behov for at følge med.

»Jeg kan godt smile over det, når jeg går i seng. Men det er bare noget, der sker et sted. Jeg tænker generelt ikke så meget på det.«

Nicolai, derimod, har hele tiden Karen Julieth i tankerne.

»Jeg tænker: Gad vide, om hun er ude at handle? Bare hun ikke brækker sig. Mon hun er træt? Det kunne være rart med en mail indimellem, hvor der stod: ’Jeg har det pissegodt.’ Og så et billede af maven.«

Men modsat i USA, hvor forældrene og surrogatmoren kan skype sammen, må man i Colombia ikke have direkte kontakt.

»Og det kan der også være fordele ved. For hvad nu, hvis hendes mor pludselig bliver syg, og de har udgifter til et hospitalsophold? Så føler man måske, at man skal hjælpe økonomisk. Nej, det er godt, at der er lidt armslængde,« siger Martin.

Der er langt til Bogotá, og Nicolai og Martin Køster Rimvall forsøger at følge med i graviditeten, så godt de kan via Skype.

Der er langt til Bogotá, og Nicolai og Martin Køster Rimvall forsøger at følge med i graviditeten, så godt de kan via Skype.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Nicolais forældre bor i Prag og Martins forældre i Sverige. De kommende bedsteforældre er også spændte. Martins bror har ikke børn. Og Nicolai er enebarn. Så det er første barnebarn på begge sider.

»Da jeg sprang ud i en alder af 14 år, sagde min far, at han jo måtte leve uden at få børnebørn. Og det kan jeg huske, at jeg blev meget ked af, for jeg har altid haft et stort ønske om at få børn,« siger Nicolai.

Han flytter lidt rundt på sedler og magneter på køleskabslågen i det lille køkken i lejligheden og mumler: »Så er der vist plads her.«

Det er scanningsbilledet, han tænker på. Det får de snart tilsendt, og så skal det hænges op.

De har også talt om navne. Nicolais favorit har i mange år været Storm. Martin er bekymret for, om det er et modenavn.

»Det er et meget specielt navn, men det er selvfølgelig også et meget specielt barn,« siger han.

De har regnet sig frem til en terminsdato: den 4. marts 2021. Fødslen skal foregå ved kejsersnit – sådan har Karen Julieth også født sine to andre børn.

Da de fik at vide, at hun kun var 20 år, skulle de »lige mærke efter«, som Nicolai udtrykker det.

»Kan en 20-årig tage sådan en beslutning? Omvendt har vi ikke ret til at tænke sådan. Måske er hun moden af sin alder?« siger Nicolai.

»Det er ikke, fordi jeg skammer mig over det, men når jeg deler den detalje om hendes alder med andre, har jeg lyst til at tilføje: ’Vi udnytter hende altså ikke’,« siger Martin.

Det er ikke lovligt at betale eller formidle kontakt til en surrogatmor i Danmark. Derfor har Martin og Nicolai betalt for processen via det israelske bureau Tammuz. Det er ikke ulovligt, men det koster. Først 250.000 kroner og dernæst 100.000 ad to omgange.

Det fik for nylig Martins bank til at blande sig. Det begyndte, da han overførte det første store pengebeløb til udlandet. Så fik han en mail. Bankrådgiveren var mistænksom. Også selv om der var dækning på kontoen.

»Vi beder dig venligst dokumentere, hvad beløbet skal bruges til, og hvad betalingsformålet er,« stod der.

Efter at have sundet sig ringede Martin til banken og fortalte åbent om projektet. De var forstående.

»Men det var en træls oplevelse, at banken skulle blande sig i noget, vi opfatter som meget privat,« siger Martin.

Manglende retssikkerhed for ’medfar’

Da Nicolai skulle til læge i en anden sammenhæng, tænkte han meget over, om han skulle fortælle, at de ventede et barn. Det ville andre gravide par jo gøre.

»Jeg tænkte på, hvordan hun ville reagere, fordi det jo ikke er lovligt i Danmark. Det sætter jo også hende i en svær situation.«

Faktisk havde han overvejet, om han skulle lyve og sige, at det var sammen med et lesbisk par, men det ville bare blive besværligt senere hen, når han og Martin skulle tage barnet til lægeundersøgelser. Så han var ærlig. Den praktiserende læge sagde tillykke og virkede oprigtigt glad på hans vegne.

»Det er ærgerligt, at bekymringer skal fylde så meget, for ofte bliver de heldigvis gjort til skamme,« siger Martin.

»Det er nemt nok for dig at sige. Det er jo dit biologiske barn,« siger Nicolai.

Et scanningsbillede til at hænge op på køleskabet ligesom andre vordende forældrepar. Det er en af de ting, Nicolai og Martin Køster Rimvall har glædet sig til.

Et scanningsbillede til at hænge op på køleskabet ligesom andre vordende forældrepar. Det er en af de ting, Nicolai og Martin Køster Rimvall har glædet sig til.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

De har endnu ikke fortalt til nogen, at det er Martin, der er donor og biologisk far til barnet. Valget blev truffet sidste år, inden de tog til Bogotá første gang. Men selv om de var enige om beslutningen, har Nicolai haft en periode, hvor han bekymrede sig over sin manglende retssikkerhed i forhold til deres kommende barn.

»Det er grænseoverskridende for mig at skulle sige: ’Jeg er ikke biologisk far til mit barn’. Jo tættere vi kommer på, desto mere kan jeg få den dér irrationelle tanke, om mine venner eller forældre kommer til at elske ham mindre, hvis han ikke er min? Jeg tør ikke høre svaret,« siger Nicolai.

Derfor har de aftalt, at Nicolai tager den første del af barslen, når de kommer hjem fra Colombia. Det passer lige med, at han er færdig med sin lægeuddannelse og kan holde orlov frem til, at han skal i turnus i efteråret 2021.

»Så får jeg en god start med babyen,« siger han.

Barslen skal de selv betale. For rent juridisk er Nicolai kun samlever med barnets biologiske far. Og det udløser ingen økonomisk støtte.

Selv om antallet af familier, hvor enten to mænd eller to kvinder bor sammen med børn, de seneste ti år er fordoblet til knap 1.500 familier, er lovgivningen i høj grad stadig baseret på den almindelige familieform ’far, mor og børn’.

Særligt homoseksuelle mænd er dårligt stillede. I 2013 indføjede man begrebet ’medmor’ i lovgivningen, så to kvinder kan registreres som mødre til et barn. Men ’medfar’ findes ikke ud fra den tanke, at der altid er en mor.

Nicolai kan som samlever adoptere barnet, men først efter to et halvt år. Og hvis myndighederne vurderer, at der har været penge mellem parterne ud over udgifter i forbindelse med graviditeten, kan den sociale mor eller far senere blive nægtet at adoptere barnet. Det skete for nylig, hvor en kvinde fik afslag på netop det. Hun havde sammen med sin mand fået barn med en surrogatmor i Ukraine.

Når Nicolai taler om det, ryster hans stemme lidt. På kanten mellem vrede og gråd.

»Det er blevet meget mere personligt for mig, at vores søn på papiret ikke kommer til at være mit barn. Hvis vi bliver skilt, har jeg intet at komme med. Ingen rettigheder,« siger Nicolai.

»Jamen det bliver vi ikke,« siger Martin og fortsætter:

»Altså jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan du har det. Men i min verden er det vores begge tos barn.«

Og sådan går mange af deres samtaler. Nicolai bliver indimellem ked af det. Martin forsikrer ham om, at det nok skal gå.

Sparkedragt, sut og hagesmæk

Det er november 2020, og Nicolai og Martin har haft mulighed for at være med til endnu en scanning. Alt er fint. Barnet vokser.

Bagefter laver Nicolai kaffe.

»Den er colombiansk i dagens anledning,« råber han ude fra køkkenet.

De er kommet med i en lukket facebookgruppe sammen med andre par fra Sverige, Norge og Danmark, der enten har været eller er på vej til Bogotá for at hente et barn. I gruppen kan de udveksle tips og tricks. De fleste forældre ankommer to uger før fødslen og kommer hjem en måneds tid efter.

Martin har fået nyt arbejde i børne- og ungdomspsykiatrien. Han fortalte som det første sin chef, at han havde brug for halvanden måneds ferie, fordi han skulle hente et barn i Colombia. Hans kolleger gik ud fra, at det var et adoptivbarn. De færreste har hørt om surrogacy. Men chefen sagde tillykke og var meget imødekommende. De regner med at være væk seks uger fra midten af februar til begyndelsen af april.

Sparkedragter, hagesmække og andet babyudstyr er begyndt at samle sig i lejligheden på Frederiksberg. Noget af det skal med til Colombia.

Sparkedragter, hagesmække og andet babyudstyr er begyndt at samle sig i lejligheden på Frederiksberg. Noget af det skal med til Colombia.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

På stuebordet i lejligheden står tre kæmpestore plastikposer med babytøj og udstyr, de har arvet gennem nogle venner. Nicolai griber ned i posen og trækker en heldragt frem – orange og mønstret som tigerdyret fra Peter Plys.

»Det er supermærkeligt at tænke på, at der skal være et lille menneske inde i den dragt,« siger han.

»Tror du, han kan være i den? Jeg tænker umiddelbart, at han er meget større,« funderer Martin.

Der er også en uåbnet pakke med sutter, hagesmækker, en babydyne og en uro med mariehøns.

»Åååh, hvor er den cute den her,« siger Nicolai og tager endnu en lille sparkedragt frem.

»Hvorfor er der knapper forneden?« siger Martin.

»Det er meget praktisk, når man skal skifte bleen, skat,« svarer Nicolai.

De taler om, hvor puslebordet skal være. Måske over kommoden? De har været på Ikeas hjemmeside og kigge på det babygrej, som skal bestilles inden afrejsen. Og de har været rundt og se på institutioner og er blevet skrevet op i en privat vuggestue henne om hjørnet. Navnet er også besluttet. Han skal hedde Storm.

Kontanter som tak

I januar får de en anmodning gennem Tammuz om, hvorvidt de vil betale for sterilisering af deres surrogatmor i forbindelse med fødslen. Karen Julieth vil gerne have lukket af for æggelederne, for hun ønsker ikke at få flere børn. Det er gratis, hvis hun føder på et offentligt sygehus. Men det koster 600 dollar – omkring 3.800 kroner – på den privatklinik, hvor hun skal føde deres barn. Og hvor Nicolai og Martin efter planen også skal indlægges og tage imod drengen lige efter fødslen. Det kan de ikke, hvis hun føder i det offentlige.

»Det føles lidt som at få vredet armen om. For vi vil jo gerne have vores dreng direkte i armene. Det er sådan lidt: ’Betal. Ellers kan I ikke komme til at se jeres dreng med det samme.’ Vi siger ja – men vi håber ikke, der kommer flere af den slags udgifter ind fra siden,« siger Nicolai.

Det handler ikke om penge, men mere om det principielle, siger Martin:

»Det ville have været rart at vide fra starten, at det var en eventuel udgift. For selv om vi godt ved, at det her også er business, er det træls at blive mindet om det.«

De har fået tilsendt en folder fra Tammuz om alt det, de skal huske i forbindelse med afrejsen. Her er praktiske informationer om hotel, telefon og forsikring. Og en liste med det, de skal have med på hospitalet. Hvis alt går vel, bliver de udskrevet samme dag eller senest 48 timer efter fødslen sammen med Storm.

»Hun har jo skrevet under på, at hun ikke skal have kontakt med barnet – så vi regner med, at det er os, der skal tage os af ham på hospitalet,« siger Martin.

Der står noget i papirerne, som de begge studser over. De bliver anbefalet at give rugemoren en pengegave, når de efter fødslen mødes med hende for at underskrive de sidste papirer.

»Det bryder jeg mig ikke om,« siger Martin.

»Det er jo ikke et restaurantbesøg.«

Det er ganske frivilligt, skriver bureauet – »og det er op til jer, hvor meget I vil give,« står der. Bureauet foreslår 500 dollar.

Det er ikke ulovligt, for det er en gave. Men det er nyt for Nicolai og Martin, både at de skal mødes med surrogatmor, og at der forventes at falde ekstra penge.

»Vi har jo kun mødt hende to gange via en telefonforbindelse, så vi har jo ingen relation til hende. Vi vil meget gerne mødes. Men det med kontanterne føles ubehageligt,« siger Nicolai.

»Ja. Vi skylder hende jo alt, men vi begynder at tænke: ’Gad vide, hvad hun får for det her, hvis vi skal give hende 500 dollar ekstra?’« siger Martin.

Da de skulle til Bogotá for et år siden, fløj Martin og Nicolai via Paris. Men på grund af en ny, brasiliansk variant af corona har Frankrig lukket for alle rejser til Sydamerika. Den eneste åbne vej til Colombia er via Holland. Martin og Nicolai bestiller deres billetter med afrejse den 18. februar.

Oven i praktiske overvejelser om, hvorvidt de skal tage bæresele eller klapvogn med, skal de forholde sig til pcr-tests op til afrejsen og nedlukning af flyruter. Fordi Martin er læge, er han færdigvaccineret. Hvis alt går galt, må han tage alene til Bogotá og hente Storm.

»Men hele den der sky af corona hænger over vores hoveder. Grænserne kan lukke med en uges varsel,« siger Nicolai.

»Fucking i morgen«

Sådan går det dog ikke. Den 19. februar lander parret i Bogotá. Med en smule overvægt, blandt andet på grund af to store dåser med Nan-modermælkserstatning i bagagen.

De har lejet en hotellejlighed på sjette sal i samme kvarter af byen som året forinden. Med et soveværelse og en åben stue med køkken, hvor de kan lave mad. Der er knap to uger til Karen Julieths termin. Nu skal de bare have tiden til at gå.

De opdaterer sig på nyheder. Om corona. Og om livet i Danmark. De hører podcast. Forsøger at læse. Martin arbejder lidt via Zoom. Indimellem går de på café, drikker kaffe og spiller kort, og om aftenen spiser de ude. Sammenlignet med Danmark er Colombia meget åbent, og selv om de skal bære masker, er det skønt at kunne færdes frit efter måneders nedlukning i København.

De optager mange af deres samtaler på lyd.

»Jeg tænker på, hvad hun mon laver. Det må jo også være nedtælling for hende,« siger Nicolai til Martin en aften.

»Det er vildt, at en fremmed kvinde har valgt at bære Storm i ni måneder og afslutter det med at få skåret maven op. Bare for at hjælpe os. Når jeg tænker på det, bliver jeg meget ydmyg,« siger Nicolai.

På grund af corona kan kun én af dem komme med ind på privathospitalet Clínica de la Mujer. De har valgt Nicolai, som skal være indlagt på samme stue som Karen Julieth, indtil hun er udskrevet. Mindst 24 timer. I papirerne fra bureauet var de ellers blevet lovet deres eget værelse, hvor de sammen kunne modtage Storm.

»Det der idylliske billede af, hvordan vi får ham overbragt, bliver i stedet en familieindlæggelse,« siger Nicolai.

»Men det er heldigvis kun et kort sekund i det store billede,« siger Martin.

Aftenen inden har Nicolai pakket en taske med to huer til Storm og en bog. Hans charger er fyldt op. Han har pas og penge. Martin og Nicolai lægger sig på sengen og taler sammen.

»Jeg har sommerfugle i thorax. Det er stadig svært at forstå, at der lige om lidt ligger sådan en lille fis imellem os, og så er vi forældre,« siger Nicolai.

»Det er en stor dag både for os og for Karen.«

»For hende er det nok mere en lettelse,« siger Martin.

»Ja, men jeg håber, hun er glad for at have hjulpet det her menneske til verden. Og ikke bare tænker: ’Yes, nu har jeg råd til at åbne en restaurant.’«

De taler om de mange lange år, der er gået forud. Beslutningen. Opsparingen. Kontrakten. Valget af donor. Graviditeten, der ikke blev til noget. Frygten for ikke at komme herover i tide.

Nicolai siger: »Hele tiden med tanken om den dag, hvor man holder ham i sine arme. Jeg glæder mig helt vildt til at se ham. Kysse ham. Dufte ham. Og den dag er bare fucking i morgen.«

»Alt er okay med babyen«

Torsdag den 4. marts 2021 vågner de efter en nat uden ret meget søvn. Klokken 12 skal de mødes med deres kontaktperson fra fertilitetsklinikken Celagem, Victoria, en ung kvinde, der taler flydende engelsk, som skal hjælpe dem undervejs.

Foran fødeklinikken står Karen Julieth. Nicolai og Martin tænker, at hun virker meget ung og genert. Og hun har både sin mor og sin femårige datter med. De har alle mundbind på – den lille piges er lyserødt med Barbiemotiv.

Karen Julieth er enlig mor til to børn, som hun fik, da hun var 15 og 16 år gammel. De bor alle tre hos hendes mor.

Karen Julieth er enlig mor til to børn, som hun fik, da hun var 15 og 16 år gammel. De bor alle tre hos hendes mor.

Privatfoto
Martin og Nicolai har pakket en kuffert med ting, som Karen skal have med ind på hospitalet. Indholdet bliver gennemgået foran klinikken af kvinderne. De er ikke tilfredse. Mest af alt er de bekymrede for, om tøjet er varmt nok. De ryster på hovedet ad den danske babydyne. Det burde have været et tykt fleecetæppe, forklarer de.

For det er koldt i Colombia.

»Frio. Frio,« siger de.

Der er 17 grader.

Nicolai og Martin ville gerne lægge en hånd på Karens mave. Og mærke, om Storm sparker. Men de kan ikke få sig selv til at spørge om lov. De er bange for at overskride hendes grænser. Da hun går ind på klinikken, sætter parret sig på en café sammen med Victoria lige overfor og venter. Der går en time. Der går to. Nu skulle kejsersnittet efter planen være foretaget.

»Er I nervøse,« spørger Victoria.

De nikker.

»Jeg er sikker på, det bliver en sund baby,« siger hun.

»Vi ved jo, at han er født. Hvad mon der tager så lang tid?« siger Martin.

»Det giver ikke mening, at de ikke har fået ham ud endnu.«

Nicolai rører trøstende ved hans skulder. Som tiden går, taler de mindre og mindre.

Efter fire timer ringer Victorias telefon.

»Doktoren er klar ved klinikken,« siger hun.

De går tværs over gaden til hospitalet. En læge kommer ud til dem. Hun har blåt operationstøj på. Nicolai og Martin har filmet situationen, og på en utydelig video kan man se lægens stribede kondisko på asfalten og høre hende sige: »Alt er okay med babyen.«

Hun tager en kort video frem og viser den til Nicolai og Martin: en lille nyfødt dreng svøbt i en rosa stofble. Hans øjne er lukkede, men han bevæger fingrene. På hovedet har han en hue med dinosaurmotiv, som Nicolai og Martin har købt hjemme i Danmark. Videoen varer i ni sekunder. Martin græder. Nicolai lægger armen om ham.

Privatoptagelse

»Tillykke,« siger lægen.

Hun fortæller, at han vejer 3.535 gram og er 51 centimer lang. Han blev født klokken 15.27.

»Hvad med Karen?« siger Nicolai.

»Karen har det ikke så godt,« siger lægen.

»Hun har haft en komplikation.«

Hun forklarer, at Karen Julieths livmoder ikke vil trække sig sammen.

»Jeg er blevet nødt til at operere. Hvis hun ikke reagerer på det, bliver jeg nødt til at fjerne hendes livmoder.«

Storm i Colombia – fortællingen om et rugemoderskab

Stadig flere barnløse par stifter familie ved hjælp af en rugemor. Men kommerciel rugemoderskab er ulovligt i Danmark, så parrene må bruge udenlandske bureauer. I fire kapitler fortæller vi historien om ægteparret Nicolai og Martin Køster Rimvalls vej til at blive forældre via en surrogatmor i Colombia.

Serien er blevet til hen over to år gennem interview og ved hjælp af parrets video- og lydoptagelser, telefonbeskeder og billedmateriale.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hun er kun 20 år.. men vi udnytter hende altså ikke
Hvad kalder man det? Benægtelse ?

Mvh Hanne Pedersen

Jeanne Löwe Lindberg, Per Torbensen, Thomas Helbo Hansen, Else Marie Arevad, Mogens Holme, Jacob Nielsen, Nicolaj Ottsen, Herdis Weins, Erik Winberg, Maria Ulsig, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Holger Nielsen, Ervin Lazar, Ditte Jensen, Jeppe Bundgaard, Kim Houmøller og Steen Obel anbefalede denne kommentar

At tro, at en ung kvinde i Colombia som er eneforsørger for 2 små børn bliver rugemor "fordi hun har et ønske om at hjælpe barnløse par" er så himmelråbende naivt, at parret må have truffet et bevidst valg om at lukke øjnene for det.
Moren skal endda finde sig i, at de 2 for hende fremmede mænd kræver at komme med helt ind på fødestuen i en yderst intim og sårbar situation, hvor enhver kvinde ikke bør have andre end sig selv at tage hensyn til.
At man selv brændende ønsker sig et barn burde ikke give adgang til at udnytte et andet menneske på den måde.
Jeg synes, det er chokerende læsning.

Smike Käszner, Jeanne Löwe Lindberg, Sven Elming, Per Torbensen, Inge ambrosius, Else Marie Arevad, odd bjertnes, Mogens Holme, Jacob Nielsen, Nicolaj Ottsen, Frida Marie Lund Jeppesen, Daniel Joelsen, Jeppe Bundgaard, Herdis Weins, Kim Houmøller, Steen Obel, Poul Søren Kjærsgaard, Olivia Burchea, Ruth Sørensen, Maria Ulsig, Torben Skov, erik pedersen, Daniel Santos, Sigridur Eythórsdóttir, Christian de Thurah og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar

Om det er umodenhed, fornægtelse eller uvidenhed ved jeg ikke, men man skal virkelig anstrenge sig for ikke at ville forstå, at en ung pige i Columbia, som allerede har født 2 børn i en al for ung alder (som læger og medicinstuderende burde vide), og som bor hos sin mor, fordi hun ikke har råd til andet, ikke får endnu et barn i en alder af 20 år for blot at "hjælpe" nogen i et land over på den anden side af Atlanten. Udover dette, går størstedelen af de mange penge til det tvivlsomme israelske formidlingsbureau, hvilket jo bliver meget tydeligt i det øjeblik det danske par bliver bedt om at give en pengegave til rugemoren efter fødslen. Tænker at man burde stoppe op og overveje hvad der er på spil her - moralsk, menneskeligt og etisk inden man vælger at bruge en surrogat service - om det så er i USA, Ukraine, Columbia eller Indien.

Smike Käszner, Jeanne Löwe Lindberg, Frida Marie Lund Jeppesen, Dorte Nielsen, Sven Elming, Per Torbensen, Nike Forsander Lorentsen, Else Marie Arevad, Bjørn Pedersen, Hanne Utoft, Steen Obel, Nicolaj Ottsen, Carsten Munk, Mogens Holme, Lise Lotte Rahbek, Ditte Jensen, Asiya Andersen, Jacob Nielsen, erik pedersen, Torben Skov, Ruth Sørensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Thomas Helbo Hansen

Der er ca. 153 millioner forældreløse børn i verden i dag (adoption.org)

Jeanne Löwe Lindberg, Dorte Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Jeanne Löwe Lindberg

Menneskehandel og egoisme. Trist!